Tag Archives: begejstring

27. september 2010
Skriv en kommentar
Sandheden

Orlovsdamens sidste dans

Af alt det krea-ballade, jeg havde forestillet mig – og pakket til – at jeg skulle lave med mine børn i autocamperens skær, er det her resultatet. Lavet i regnvejr. På parkeringspladsen foran det for de hesteinteresserede anerkendte Lippizaner-stutteri i Slovenien. I udgangspunktet mere af nød end af lyst, men dog – og det er en vigtig pointe – i næsten harmonisk fællesskab mellem mor og datter. Ingen prototyper eller tilløb. Bare the one and only dancing queen. Et godt minde, som i al sin uskønhed fortjener en ramme og en plads på væggen.

med emneordet , , , , ,
11. september 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, SOmeone to love

L er for labre Ljubljana

Jeg elsker Berlin. Som i den helt store, forblændede kærlighed, hvor det kan være svært at se, hvorfor alle andre ikke skulle føle ligesom jeg. Hjertebanken og hede drømme om, at Berlin og jeg er skabt for hinanden. At vi engang flytter sammen. Og som i jeg kan ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne møde nogen, der var bedre.

Det var så før Ljubljana. Og nu er jeg splittet. Berlin er stadig god, men det er måske fordi vi kender hinanden allerede. Men Ljubljana… det er smukhed og fed stemning, hyggelige gader og stræder og et totalt buzzing kulturliv med gallerier, udstillinger og initiativer, der går lige i hjertet på en event-sucker som mig. Se nu fx det lille arrangement foran et galleri, hvor mit barn kunne sætte sig ned og lave sin egen lille bog en fredag formiddag.

Og en lille udstilling, som en del af byens litteraturfestival, hvor en gruppe designstuderende, var blevet bedt om at illustrere blandt andre Alice i Eventyrland og en ABC. Smukt. Spektakulært. Lækkert. Og sjovt.

I is for eating ice cream

N is for taking a nap

U is for urinating

PG er for på gensyn!

med emneordet , , , , , , ,
10. september 2010
1 kommentar
Anbefalinger, Orlov

Alle, der elsker Italien rækker hånden op

Ok, jeg har været rimelig oppe at køre over Slovenien. Superfedt land, og endnu federe hvis man oven i købet er sådan en outdoursy type, der ikke kan få nok af vandreture, mountainbiking og kajak-ning (?!). Det er jeg ikke, altså specielt udendørsagtig, for så havde jeg næppe frosset så meget, da temperaturen kom på den forkerte side af 15 grader, og regnen hang tungt i luften. Men jeg var ret let at begejstre, da vi kørte forbi hundredvis af marathonløbende slovenere i en af nationalparkerne i bjergene. Superseje folk. Og venlige. Og god stil. Og sirlige. Og lækker mad.

Vi har allerede en liste over sights, vi har til gode til næste sommerferie, eller når vi bliver gamle, eller jeg for faen begynder at løbe længere end til bageren.

Nå, men så kom vi til Italien. Og hvad er det lige, der er med Italien? Hvorfor er det land så let at elske? Vi kørte gennem det nordøstlige Italien for at komme til alle danskeres favoritspot, den gode gamle Lago di Garda, og jeg skal love for, at det ikke var en specielt romantisk rute med mindre altså man er på Outlet-shopping spree eller er i gang med en Ph.D. om den industrielle udvikling i Norditalien.

For det er jo ikke fordi der ikke er genvordigheder nok. Fx kan du ikke nødvendigvis betale med Visakort i de store supermarkeder – og hvis du kan skal du både vise pas, kørekort og fødselsattest først. Deres engelsk er heller ikke ligefrem prangende, og de holder sig bestemt ikke tilbage for at svare på italiensk, og så må man selv ligge og rode med resten. Og trafikken og skilteskovene er i sig til at få hjertestop over.

Men! De kaster sig over en ens børn med begejstrede skrig, mens de råber ”An-gel, an­-gel”, og man tænker, at de børn virkelig ligner engle. De laver kaffe, som kaffen var tænkt fra tidernes morgen – og en latte machiatto er altid en latte machiatto – aldrig bare en kop kaffe med mælk. De laver is så selv en is-skeptiker som jeg må kapitulere. Deres supermarkeder flyder med små lækre artiskokker, kæmpestore figner og søde tomater, risottoris, pesto, tapenader, oliven, mozarella, lufttørret skinke, frisk fisk, chokolader, biscotti, gnocchi, panaforte, the lot.

Det er sgu da svært ikke at elske. Med mindre  – selvfølgelig – du har et virkelig asketisk forhold til mad. Det har jeg prøvet, men det er ikke lige mig…

med emneordet , , , , ,
5. september 2010
6 kommentarer
As if, Mig sagde hunden

Kom ikke her

Forleden løb jeg til bageren efter brød. Ja, du læste jeg rigtigt. Jeg stod op og løb frejdigt af sted. Det var en fin tur. Når jeg selv skal sige det. Og faktisk også lidt udfordrende med en pæn stigning på den første distance. Jeg kunne selvfølgelig godt mærke, at benene syrede lidt til, og jeg var da også lidt forpustet, da jeg nåede frem. Men hjemturen gik faktisk rigtig fint, og jeg holdt et pænt tempo. Ret tilfreds med mig selv over, at jeg kom af sted, og at jeg nu endelig har fået gang i løberiet igen.

P.S. Der var 800 meter til bageren, og 800 meter tilbage igen. Men det nytter jo ikke noget at piske sig selv med, at jeg engang kunne løbe 10 km på 50 minutter, at jeg engang har løbet en halvmarathon uden at være ved at dø bagefter, eller at jeg løb til jeg var gravid i 5. måned – første gang. Det er jo heller ikke længere nogen, der forventer at jeg kan drikke 10 øl uden at være sygemeldt en måned bagefter. Vel?

med emneordet , , , , ,
3. september 2010
2 kommentarer
The kids

Og nu vi er i gang med undskyldningerne…

Jeg havde ikke forudset, at det der bare skulle være lidt afslapning for børnene undervejs, eller måske rettere en tiltrængt pause for de voksne, har udviklet sig til lidt af en sproglig udfordring.

Jeg mener den franske tegnefilm Kirikou og de vilde dyr er prisbelønnet and what not. Og Cykelmyggen Egon er vel nærmest (eller burde være) pensum for alle børn. Historierne om den uheldige (og lidt uartige) dreng Vitello er jo også bare ment som god underholdning. Og helt ærligt, der står sgu ikke noget på hverken filmkassetter eller bogomslag om, at forældre skal være opmærksomme på ”strong language”.

Så efter et lidt uheldigt intermezzo på campingpladsen i Split, hvor et intetanende dansk ægtepar i deres bedste (pensionist)alder overhørte mine børn råbe efter mig, vil jeg også på forhånd sige undskyld, hvis du skulle høre mine børn sige:

  • Hva har du gang i, mand?
  • Farvel dit store bæst.
  • Din maddike!
  • Står der idiot på ryggen af mig?
  • Skal du ha en tungeslasker?

Det er bare en form for kulturel dannelse initieret af landets og verdens ypperste kunstnere. Og ikke et udtryk for, hvordan vi taler hjemme hos os – selvsagt!

med emneordet , , , ,
22. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov

Sikke et dejligt minde

Nå, men jeg landede på den anden side af 35 med begge ben på jorden. Indtil videre. I det mindste har jeg mere brune fødder end jeg har haft i årevis, og børnene var totalt medgørlige, fordi institutionen har været så venlige at lære dem, at det er fødselaren, der bestemmer ALTING. Og jeg skal love for de tog den del virkelig alvorligt, så tak for det. Til pædagogerne altså.

Og efter vi havde spist os gennem udbuddet af is ved strandkiosken i løbet af dagen, gik vi hjem og iklædte os det fineste eller i hvert fald mindst plettede tøj. Jeg tog ligefrem mascara og parfume på, for der er jo ikke meget hjælp at hente fra naturens hånd mere – måske er det også derfor jeg er begyndt at prædike ret insisterende over for sine børn, at skønhed kommer indefra.

Men altså ud på restaurant, hvor børn OGSÅ var søde – jeg skal virkelig blive bedre til at brokke mig på bloggen, for det hjælper tilsyneladende. Vi sad ligefrem sammen alle fire og spiste, og jeg fik en mojito til maden, fordi det er så dejligt dekadent at drikke drinks til maden. Således opløftet af den gode stemning og de flotte tallerkner med dejlig mad, synes jeg det var på tide af tage feriens første samlede familiebillede.

Hvorfor er det, at tjenere åbenbart er de eneste mennesker i verden, der ikke kan tage et nogenlunde vellignende billede med et digitalkamera?

med emneordet , , , , , ,
16. august 2010
3 kommentarer
Anbefalinger

Kan du ikke finde mig?

Det er fordi jeg har gemt mig bag mine nye solbriller under et oliventræ, hvor jeg spiser friske figner og læser den mest fantastiske bog af ham, der skrev Virgin Suicides, hvis du har set den film (ellers gå straks af sted til videobutikken – eller hva det hedder nu om dage).

Nå, men den her bog hedder Middlesex, og jeg er allerede så begejstret, at jeg ville ønske, at den ikke havde stået ulæst på min reol så længe.

Det er derfor jeg gemmer mig – for at få lov til at læse. Bare sådan 200 sider i streg.

HA HA HA!

med emneordet , , , ,
11. august 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden, Orlov

Stjerneskud

Der er ikke ret meget, der slår følelsen af lykke, når man ligger på ryggen og kigger op i en natmørk stjernehimmel, mens bølgerne slår ind mod stranden.

Lige der og med et stjerneskud at gå i seng på følte jeg mig som det heldigste menneske.

med emneordet , , ,
3. august 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Orlov, The kids

Slovenien – land of dreams

Fra regnvåde, surmulende Ungarn til smilende, let-at-elske Slovenien. Jamen, jeg er bare forelsket. Helt enkelt. Den første nat slog vi os løs som virkelige campister og parkerede wohnmobilen på en parkeringsplads (det er det de rigtige autocamper-mennesker gør efter sigende) midt i vinlandet i det nordøstlige Slovenien. Naboen var et vinotek og tak. Jeg fik lige et glas kølig hvidvin med god jazz og en halv times lokale rejsetips, og nu er vi så begejstrede, så man kunne tro, at vi var direkte sponseret af det slovenske turistråd. Men den er god nok. Her er ganske fantastisk (og jeg har så brugt 200 år på en collage, som alligevel ikke helt blev, som jeg havde regnet med – sorry for/til en halshugget søn).

Vi har kørt gennem de grønne bjerge langs grænsen til Kroatien fra smukke, smukke Ptuj i nord til nu et lille sted Kostanjevice med det fedeste galleri. Nåede lige 30 minutters rundtur, mens Casper lokkede børnene med is i parken udenfor.

Siden blev vi fanget i det mest sindssyge regnvejr på en cafe i byen, hvor børnene helt overraskende opførte sig aldeles eksemplariske, selvom vi kom langt på den anden side af spisetid og meget tæt på sengetid. Og det lykkes mig at bestille en latte, som var en latte og ikke en espresso med to ml mælk. Altså bare for at nævne, at livet jo – trods alt – ikke kun er op ad bakke.

For der jo også øjeblikke i løbet af en dag fx når de begge to nikker med lukkede øjne bag i bilen, hvor jeg helt glemmer, at det ene barn stangede mig i mellemgulvet i morges, og at det andet barn skreg sine lunger ud hele vejen fra badelandet til camperen i går eftermiddags. Og jeg tager det på en måde som en kærlighedserklæring, at min søn spontant slikker mig hele vejen op ad armen, mens han kigger på mig og siger: “Ma-ma, ma-ma? Ska vi lege, jeg er baby?”, og at min datter vågner om morgenen og siger: “Mm, jeg synes nok, der lugtede af dig, mor.”

med emneordet , , , , ,
18. juli 2010
2 kommentarer
Anbefalinger, Farmorbørn, Orlov, The kids

Status efter to uger

  • Halfdan hopper selv i vandet og svømmer (med vinger). Et stort skridt for en kuldskær pivskid.
  • Storesøsteren kan svømme adskillige meter med hovedet under vand.
  • Ingen af dem opdagede, at vi tilbragte eftermiddagen på en naturiststrand, hvor alle undtagen os (pivskide) var nøgne.
  • Siden vi tog bleen af den debuterende vandhund, har han tisset og lavet lort i sine underbukser en gang. Efter fire års nonstop bleskift, kalder det på rituel afbrænding af puslepude, når vi kommer hjem.
  • Jeg har pakket mine løbesko ud, men ikke haft dem på. Tror stadig det lykkes.
  • Jeg har pakket mine akvarelfarver ud, men ikke brugt dem. Tror ikke det lykkes.
  • Jeg skylder en omgang lokumsrens og pakke udstyr sammen i  skybrud.
  • Børnene har lagt sig til at sove en gang uden ballade.
  • Det er lykkes os at rykke deres rytme, så de sover til senere. Jeg er i dag blevet rigelig straffet af Mr. Murphy for i går at juble over fit-fri dag med Miss Carla, så jeg kan ikke være mere præcis end det. Lad mig bare sige, at det har været mere menneskeligt end vi kunne forvente.
  • Vi har mistet 2 x kasketter (hvoraf en kun var 20 timer gammel) og to par sandaler.
  • Vi har spist pizza, sandwich med pølse og ost eller pasta med pesto og seranoskinke hver dag. Jeg forudser, at børnene kommer til at spise lige så lidt pasta med pesto, som jeg spiser risengrød og koldskål, når de flytter hjemmefra.
  • Carla har klappet en hest. Hvilket er ret stort for et barn, der har udvist panikangst for dyr, siden hun blev født.
  • Casper og jeg har kigget på hinanden uhørt mange gange og sagt, at det her er den bedste beslutning vi har taget – og at vi indimellem har følt os nærmest lykkelige. Nærmest…
med emneordet , , , , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →