Hej Christine Antorini. Hej Sofie Carsten Nielsen. Hej Lars Løkke. Hej alle politikere, der vil reformere, stramme op og kampuddanne danske børn og unge i anledning af valgkampen. Verdensbanken har ringet. Vi er i mål – helt vildt i mål faktisk. Så ryk videre, giv børnene og de unge en tiltrængt pause. Jeg har hørt de har brug for jer ovre i fremtiden.
Dengang i 1980’erne, da jeg voksede op i en lille landsby i provinsen, arbejdede de fleste voksne, jeg kendte, for at holde fri. Udsigten til weekenden og tre ugers sommerferie var det, der fik de voksne til at stå op og tage på arbejde. Og jeg kan huske, at mine venner og jeg lovede hinanden, at sådan ville vi aldrig ende. Vorherre bevares.
Arbejdet skulle være meningsfuldt, bære lønnen i sig selv så at sige, og langsomt skete der det, at arbejdet kom til at fylde alt. Som vand, der siver ind i alle sprækker. Vi druknede langsomt i arbejde, men det var ok, for meningsfuldt var det jo, og vi var alle sammen indstillet på at give den en ekstra skalle. Vi var ambitiøse, havde mål at nå, drømme at opfylde. For næstefter det ligegyldige arbejde frygtede vi mest en dag at se tilbage på et liv, hvor vi ikke havde opfyldt vores fulde potentiale.
Så vi sagde ikke nej, vi sagde bare ja og ja og gav os selv lidt mere. Nogle faldt om af stress undervejs, og vi undrede os, for vi var alle sammen livsduelige, stærke mennesker, men vi blev slugt af ambitioner og ja-hatte. Måske fordi vi frygtede at blive overhalet indenom af en anden, der var mere fleksibel end os selv, en, der endnu ikke havde nået grænsen.
Mødet med middelmådigheden
Der kom et tidspunkt, hvor det gik op for de fleste af os, at vi ikke var toppen af poppen, men bare helt almindelige, ret gennemsnitlige mennesker. Vi troede, vi kunne række ud efter stjernerne, men ingen af os havde arme, der var lange nok, og vi måtte indse, at vi var tættere på jorden end på stjernerne. Heldigvis var vi godt pakket ind i 90’er-ironi, så vi tog det med latter og en ekstra øl på bagtrappen, selvom den erkendelse, den første rigtige skuffelse over vores egen middelmådighed, føltes som at sidde på en temmelig våd karklud.
Næste udskillelsesløb kom, da vi blev gamle nok til at få børn. Mændene blev på arbejdet, mens vi, kvinderne, blev derhjemme. Nogle fandt trøst i moderskabet, andre havde svært ved at give slip på forestillingen om, at man kan skyde genvej til lykken gennem arbejdet. Jeg husker stadig følelsen af at stå på perronen og se alle togene stryge forbi. Lyntog. Høj hastighed. Fuld fart frem mod fjerne kyster, mens jeg holdt mit barn i armene og forsøgte at række ud efter stjernerne samtidig. Så stor en joke, som det kunne blive, for man kan som bekendt ikke blæse og have mel i munden samtidig.
Hej krise
I mellemtiden var det blevet finanskrisetid og ingen talte længere om, hvor meget boligpriserne var steget, siden vi så hinanden i sidste uge. Nu talte vi i stedet penge på kistebunden, og for nogle af os var der kun lige mønter nok til at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke en eneste lille klink til en billet til drømmeland. Op på hesten igen. Når der er krise, kan man jo slet ikke tillade sig at klage over, at arbejdet fylder for meget. Så tilbage til virkeligheden, hvor folk blev ved med at falde om af stress. Vi kunne ikke vente med at komme på arbejde, fordi det krævede for meget at være derhjemme, og samtidig følte vi os utilstrækkelige, når vi åbnede mailprogrammet og som en anden Sysifos begav sig op af bjerget. Højt at drømme, dybt at falde.
Og nu sidder vi i vores huse, i vores lejligheder, med en karriere eller ingen, med børn, bil og alt det der skal til, når vi er her, hvor vi er, midtvejs gennem livet godt og vel, og vi er alle lige (u)lykkelige af den grund.
Nogle af os tror stadig på, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, hvis bare lønnen er høj nok. Andre forsøger at skabe mening et sted midt imellem. Det åbenlyse er imidlertid at arbejdet er definerende. Det, jeg laver, gør mig til den, jeg er, for jeg kan ikke være noget eller nogen uden. Vi taler om overgange og om at være in between jobs, fordi arbejdsløs er det værste man kan være i en tid, hvor arbejdet, og helst det rigtige arbejde, fylder alt.
Kollektiv psykose
Vi troede, at arbejdet kunne sætte os fri, at vi kunne nå de højeste drømme, hvis bare vi knoklede for det. Men vi var naive, for det viste sig, at de fleste af os – uanset hvor succesfulde vi så ud – drømte om at gøre noget helt andet. Som fx det åbenlyst banale: Mere tid til at være sammen med børnene, der vokser så hurtigt og langsomt, men sikkert forsvinder mellem hænderne på os. Mere tid til at forfølge den der gamle tossede drøm om at rejse til verdens ende, skrive en bog eller klatre i bjerge (vi underskylder på forhånd, at det er så naivt med den drøm).
Problemet er, at vi befinder os i en kollektiv psykose som tilskriver, at arbejdet går forud for alt andet (selvom de fleste af os dybest set blot arbejder for at tjene penge, så chefen kan invitere sin familie tre uger til Caribien – og hvis du selv er chefen, er det så det, du kan bruge din 70 timers arbejdsuge til. Tre uger i Caribien som afbetaling for din (måske) dårlige samvittighed). Ingen af os tillader os at gå på arbejde for at kunne holde fri – hvis jeg havde det sådan, ville der være noget galt med mit arbejde, ikke?
Dygtige dig
Nogen burde få den tanke, at vi bliver ført bag lyset. Det er den følelse, jeg får, når jeg kigger ud over en generation af myreflittige, pligtopfyldende (med)arbejdere, der lige giver den en ekstra skalle for at nå et sted hen, som altid er længere væk, end man først regnede med.
De fleste lader ikke en gang som om mere – i stedet undskylder vi os med, at det ikke kan være anderledes. Det er ikke let at slippe chefstolen, når først man sidder der (hverken for en selv eller alle dem, der ser en sidde i stolen). Det er ikke let at sige farvel til pengene, når huset er købt og skiferien bestilt. Og anerkendelsen – ingen har lyst til at sige farvel til anerkendelsen, der følger naturligt i kølvandet på en karriere, der folder sig ud. Næh, se hvor stor og fin han er blevet, hvordan hun er lykkes med alting. Vi elsker det – og misunder dem, for hvem det lykkedes, uanset hvad prisen måtte være, og uagtet alle de spildte drømme det koster undervejs.
Slap af!
Men ved du, hvad vi skal? Vi skal slappe af med det arbejde. Vi skal passe vores arbejde, bevares, men vi skal holde op med TALE om det hele tiden. For ærlig talt, jeg gider ikke høre, hvor vigtig du er på dit arbejde – jeg vil meget hellere høre, hvad du mener om noget, der vedrører os alle sammen, samfundet, fællesskabet. Jeg vil meget hellere se dine drømme folde sig ud – også selvom det ikke sker over en nat, men over et liv.
Der var engang, hvor jeg forstillede mig, at det rigtige arbejde ville være meningsfuldt og livgivende i sig selv. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg er holdt op med at tro på, at arbejdet kan sætte os fri – måske kan det gøre os godt, men i virkeligheden er det alt det andet, der tæller. Pauserne. Tilstedeværelsen i verden, som den folder sig ud lige nu. Ansvaret for hverdagen og fremtiden, der har brug for både handling og mod. Og tiden, der strækker sig uendeligt og giver os plads til først og fremmest at være mennesker i kraft af, hvem vi er, og ikke hvad vi laver.
Sommerferien er slut – og nu står madpakkerne igen og råber i køkkenet. De vil smøres. De vil genopfindes. De vil inspirere. De vil spises. Og hvad skal man nu finde på?
Miss C og hendes long time partner in crime har takket være den her lille fine sag (sagde moren) gjort det helt enkelt: 6 halve med makrel. Så er den i vinkel. Bon appetit.
Nå, men midtvejs i mit liv (statistisk set i hvert fald) er jeg kommet på en liste. Sådan en som i ny og næ hælder en bog i min postkasse. Helt gratis, naturligvis og fint pakket ind. Dealen er, at jeg får bogen, læser den og forhåbentlig giver den et spark ud over rampen i dette lille ydmyge hjørne af verden.
Jeg er en krakilsk læser, egentlig. Jeg læser fx af princip ikke krimier, fordi de allesammen er skåret over samme læst. Og jo, jeg har en gang læst en krimi (Da Vinci-mysteriet, hvis du endelig vil vide det), så jeg ved godt, hvad jeg taler om. Detektivhistorier og mordgåder er bare ikke mig. Jeg læser fx heller ikke bøger, hvor sproget stinker bare fordi historien er fascinerende, fordi verden er fuld af smukke ord, og mit liv er allerede for kort til at nå igennem dem allesammen. Og jo, jeg har en gang læst en bog, hvor sproget var helt håbløst, men historien fascinerende nok til at blive hængende i hvert fald til midtvejs i 2. bind (Fifty Shades, hvis du endelig vil vide det). Og det er her problemet opstår.
For nu befinder jeg mig på en mommy porn-lover-liste ovre hos Forlaget Pretty Ink, selvom jeg egentlig synes jeg burde være på moderforlaget Rosinantes Josefine Klougart-Dennis Gade Kofod-Christina Hessesholdt-liste. Hvis det var et valg jeg havde altså (ahem…).
Det er ikke, fordi jeg er snobbet (eller måske er jeg både temmelig krakilsk og snobbet, når det handler om litteratur – jeg læser ikke lokumslitteratur, heller ikke når jeg sidder på toilettet. Seriously. Du er velkommen til at tjekke min toilethylde, hvis du tror jeg er igang med at polere facaden). Så ok, så er jeg snobbet og derfor har jeg det lidt svært med den bog, jeg fik ind ad døren i sidste uge.
Den var pænt pakket ind i håbefuldt grønt papir, på forsiden lokker den med, at historien “kommer hele vejen rundt i følelsesregistret” OG det er en New York Times Bestseller.
Så jeg lovede mig selv, at jeg ville give den en chance (for jeg var jo virkelig underholdt af 1. bind af Fifty Shades), og måske skal jeg også bare lade være med at være så fordomsfuld over for krimier og mommy porn. Så jeg lavede en aftale med mig selv: Læs den som du spiser en chokoladeskildpadde: Sug det bedste af fyldet ud og lad resten ligge (eller det er måske bare mig, der spiser chokoladeskildpadder på den måde, fordi jeg altid glemmer, at jeg faktisk ikke kan lide chokoladen).
Men jeg kan ikke. Kan ikke. Kan ikke. For hvis ikke den her bestsellerdame har læst Fifty Shades og så besluttet sig for at skrive en variation over temaet, så ved jeg ikke. Eller også findes der kun det ene tema i moderne erotisk litteratur (ligesom med krimier).
Mommy porn-temaet går så vidt jeg kan udlede i store træk ud på følgende: Yngre, hovedrig mand med hjørnekontor, glasfacade, privatfly og -chauffør fatter interesse for forbuden frugt aka endnu yngre, lidt forbeholden men dog smuk og meget sexet kvinde. Han har en kontrakt liggende i skuffen for han ønsker at hun skal underkaste sig ham. Det giver ham jern på bare han tænker på det oppe i hjørnekontoret (det står altså i bogen). Hun er selvfølgelig forbeholden for hun har aldrig prøvet noget lignende og havde slet ikke forestillet sig at hun skulle falde i armene på en rig mand. Men hey, de giver det en chance, fordi de begge to har megameget lyst til at knalde og med tiden ender de nok med at blive forelskede, og det var jo slet ikke meningen [hej bind 2 og 3].
Nå, men dybest set ved jeg slet ikke hvad der sker for jeg har kun læst til side 50, men det går ikke. Tænk, hvis jeg døde i nat og så var det her de sidste ord jeg læste i denne verden:
“Han rakte ud efter hendes hånd, og da han havde lukket fingerene om hendes, trak han hende ned på sit skød. Hun landede akavet, men han rettede sig op og rykkede sig lidt, så hun sad puttet ind mod siden af hans brystkasse. Med sin frie hånd stak han fingrene ind i hendes hår og viklede lokkerne rundt om knoerne, mens han holdt fast i hendes hånd med den anden. “Det forhold, jeg foreslår, er ikke traditionelt,” sagde han.”
Jeg ville gerne være mindre fordomsfuld, men jeg har desværre ikke tid. Heller ikke selvom jeg virkelig gerne ville vinde det spa-ophold, som forlaget udlover til alle os på mommy porn-listen, hvis vi skriver om bogen på bloggen. Til gengæld vil jeg love dig, at jeg sender dig bogen med glæde, hvis du er mere tålmodig end jeg (eller bare ude efter et ordentligt skrald i maj).
Så nu står vi her. Politikerne ønsker, at lærerne stik i mod, hvordan arbejdsmarkedet ellers udvikler sig, skal holdes lidt mere i ørerne. De er åbenbart de eneste mennesker, vi ikke tror på kan håndtere det grænseløse arbejdsmarked, selvom de har været en del af netop det længe før det blev et fænomen.
Vi har besluttet os for, at PISA-tests og enhver test i det hele taget er sandheden, og dokumentation er godt, for når vi dokumenterer så ved vi præcis hvad vi bruger tiden til – og hvad vi får for pengene. Nok så vigtigt. Ikke en krone må gå til spilde, ikke et barn må tabes på gulvet, selvom der ellers faktisk er lige præcis dokumentation nok for, at flere tests og flere timer ikke nødvendigvis hjælper dem, vi påstår at ville hjælpe (med mindre man som Antorini vælger at læse resultaterne bagvendt).
Problemet er, at tidens dokumentationsliderlighed betyder, at vi cykler rundt i et evalueringshjul som en rundtosset hamster, der ikke længere kender forskel op og ned. Det er i hvert fald sådan jeg oplever det, når jeg ser, hvad lærerne (og eleverne) i 0. klasse skal trækkes igennem før de er klar til at mødes med os, forældrene. Dokumentationstyranniet går forud for alt andet. Det her er to-do-listen til 2. forældresamtale på Miss C’s skole, 50+ elever, 2 lærer, i (undskyld gentagelsen) 0. klasse:
Vi er enige om at børnene på tidspunktet for forældresamtalerne i april har gået i skole i 8 måneder. Og de er allerede i gang med en mio. tests, som tager tid fra det vi ellers gerne vil fokusere på, undervisningen, den fælles indsats, så de kan blive benhårde til at stave og læse og regne, fordi det åbenbart er de eneste færdigheder der gælder i den virkelige verden, hvor man ikke ligger samfundet til last. Og vi er enige om, at vi i vores tro på dokumentationen og testens hellige haller ender vi med at tage ansvaret fra lærerne. I modsætning til alle andre professioner tror vi nemlig ikke rigtig på, at de er gode til det de laver, og at de er i stand til at vurdere (uden at psykoteste hvert eneste freaking elev) om et barn trives, har fået hul på de faglige færdigheder og i det store og hele bare er godt i gang med at finde ud af hvad det der skoleliv går ud på.
Jeg ville ønske netop det var formålet med det første år i skolen, at lære at gå i skole, at lære at trives, at lære at navigere i en ny og uhåndgribelig verden. Jeg ville ønske vi troede på lidt mere på lærernes faglighed (og blandede os mindre i den måde de tilrettelægger deres arbejde på), men mest af alt ville jeg ønske, at vi troede lidt mere på børnene og gav dem lidt mere plads til at lande og finde sig til rette og tage tingene i deres eget tempo (både det hurtige og det langsomme), for måske ville det faktisk give mere plads til at løfte i flok og række en ekstra hånd ud til dem der har brug for det.
Jeg formoder, at resultaterne af testene ikke overrasker lærerne synderligt. De kender trods alt børnene og er sammen med dem mange timer hver dag. Men først må vi ensrette og teste og dokumentere, sætte det hele ind i fine, snorlige skemaer, der kan sammenligne og benchmarke. Vi siger det handler om resultater, men i virkeligheden handler det om mistillid til de lærer, som vi (som samfund og system) har været med til at uddanne til netop at være fagligt og menneskeligt kompetente eksperter i børns uddannelse. Se, det er en skandale, som vi burde tage os af først og fremmest.
Du ved det godt. Modebranchen er i fuld gang med at lave et barn på os. Igen. Denne vinter hedder barnet Karry, barnets søster hedder Bordeaux. Og man behøver vel ikke være ekspert i teints (som det hed dengang Karry og Bordeaux sidst var inde i varmen) for at vide, at ingen af farverne gør sig godt på vinterblege danskere. Måske de unge (altså dem der er født i 90’erne og frem) skal have lov til at gøre sig deres egne erfaringer. Men dig og dig og dig, ja lige netop jer, der er født på den forkerte side af 1980, I ved det godt. Du kommer til at fortryde det, hvis du falder for Karry og Bordeaux igen. Dokumentation herunder i en kort og en lang version – begge fotos giver i øvrigt anledning til et andet godt styling tip: Hårprodukter og en god frisør gør underværker.
Jeg skulle Stevns. Og jeg ville gerne vide, hvad sådan en tur koster, fordi det tager 2 timer og 45 minutter med tog og bus og tog og kun 1½ time med bil.
DSB giver mig dette, når jeg klikker på Se pris for denne rejse:
Og så videre til:
Tak. Jeg er nu forvirret på et højere plan.
Hvor mange kvinder omkring de 40 har du mødt, som siger, at de aldrig har haft bedre? Som endelig har fundet fred med sig selv? Som er gennemstrømmet af en mærkelig form for indre ro? Som ikke længere stræber og higer efter at være en anden end lige præcis den, de er lige nu, lige her?
Hånden op. En del, ikke? Eller måske er det bare mig, der har fået den opfattelse, at livet bliver så meget lettere omkring de 40, fordi man får en ordentlig røvfuld selvaccept i fødselsdagsgave.
Nå, men jeg venter stadig. På den indre ro. Her to år før jeg åbenbart overgår til en form for buddhistisk zentilstand.
Fuck, jeg gad godt at være 20 igen. 20 uden på, og 38 indeni. For så ville jeg vide, at den fine krop, jeg netop havde trukket gennem 6 måneders vodka- og falaffelophold i en kibbutz i det sydlige Israel, var på toppen af sin karriere.
Jeg ville kunne se mig selv i spejlet og værdsætte, hvad jeg så, for jeg ville vide, at om 18 år, søster lystig, så er virkeligheden en anden. Udover kroppens almindelige forfald vil du have to fødsler på samvittigheden, som forstærker det tyngdekraften allerede arbejder på.
Havde du forventet at få din gamle krop igen, spurgte min læge efter jeg havde født nummer 1. Og nu du spørger, så ja, det var faktisk lige præcis, hvad jeg havde regnet med. Det grinede vi meget af, lægen og jeg, der 8 uger efter fødslen, og jeg grinede højest, fordi jeg var helt sikker på, at jeg (selvfølgelig) ville være lige netop den undtagelse fra reglen, som vi alle drømmer om. Der tog jeg fejl. I stedet blev jeg gravid igen. Fik grå hår i min ellers trofaste blonde hårpragt. Rander under øjnene. Karsprængninger på benene. Slap hud på maven. Og plads til en knyttet hånd i bhen.
Glæden ved det venter jeg stadig på. Og der er dem, der siger det er medierne (igen) og billedmanipulationens skyld. Det er det måske. Givetvis. Men det er måske også bare en begyndende dødsangst. Selve anerkendelse af at skaderne er uoprettelige, og at forfaldet kun bliver større. Uanset om vi bader i hørfrøolie og løber 100 marathonløb.
Måske kalder vi det bare selvaccept for at trøste os selv og hinanden. Og måske er det, vi mærker omkring de 40 ikke indre ro, men derimod en stille resignation over livets gang, som skaber et sidste øjeblik af panik, der får os til at danse og le som om imorgen ikke fandtes. Og måske er det, alle omkring de 40 hylder. Den sidste dans.
Jeg har været ude at køre med tog. Igen. Til Nykøbing F, som den automatiske dame siger i toget.
Og der er stille derude. Helt stille. Som i en science fiction-film, hvor jorden er gået under, og der kun er et menneske tilbage. Og det var så mig. Bag kameraet. De andre… spist af zombier, måske.
P.S. Hvis nu du bor derude, så giv lige lyd.
170 sider. Så meget fylder den bog, vi fik med hjem fra skolen forleden. 170 sider om at gå i skole, om at have venner, om sikker trafik, om at være forældre og om at smøre madpakker.
Er der noget at sige til, at det indimellem føles som en uoverkommelig opgave bare at gøre sit bedste?
Noget handler om, at du skal lære dit barn at rød mand i et lyskryds betyder stop. Andet at der er godt at have sund mad med i skole (no shit). Og så er der masser af tips og tricks til, hvordan du er et ordentlig, ansvarligt menneske, bare sådan i det hele taget.
Vi er en meget besynderlig – og også lidt sølle – generation af forældre, der rager rundt i blinde. Mens vi bliver coachet og terapeuetet og selvudviklet langt ind i helvede, kigger vi undrende på de små væsener, vi har sat i verden. For hvordan skal man være et ordentlig menneske og en god rollemodel for sådan et lille stykke guld? Hvordan kan jeg stole på, at det jeg giver videre er det bedste for barnet? Og er det ikke lige arrogant nok at gå efter sin mavefornemmelse og tro på, at jeg er en god nok mor?
Det er som, om vi bilder os ind at det pletfrie forældreskab findes. Som om vi tror, at hvis bare vi læser alle manualerne, følger eksperternes råd og tygger os igennem 170 sider om at være skolebarn i det nye årtusinde, så vil vores børn aldrig lave en Anna Wahlgren på os – og hvis de gør, kan vi hive skolemanualen frem og med ro i sindet sige: “Det var ikke mig, der fandt på det. Jeg gjorde bare det, der stod i bogen.”
Det gør mig sgu faktisk lidt træt.
Kun sandheden 