Tag Archives: respekt

Det med mig og København er efterhånden bare noget, vi leger

Jeg bor i Nyborg, jeg kommer ikke fra Nyborg. Forskellen er afgørende. Stadigvæk. Som om jeg kan holde provinslivet ud i strakt arm, så længe jeg kalder mig selv for tilflytter

[Klummen blev bragt i Dagbladet Information, den 24. juni 2016]

Da jeg var teenager, kunne jeg ikke komme væk hurtigt nok. Mine bedsteforældre boede dør om dør med os det meste af min barndom, og min mor var født i den samme lille by på Sydfyn, hvor jeg badede i bækken, gik i skole og fik mit første kærestebrev. Så snart jeg kunne komme af sted, rejste jeg. Det var i de gode gamle dage, hvor man stadig kunne få et klubværelse i Nordvest til 1500 om måneden. Til gengæld var det længe før Nordvest var et sted, man kom frivilligt.

Jeg boede i København i 12 år. Jeg elskede den by betingelsesløst, og jeg noterede mig med en hvis stolthed, at langt de fleste mennesker, jeg mødte, slet ikke kunne høre, at jeg kom fra en landsby langt ude i provinsen. Jeg var så meget København. Alt det andet havde jeg lagt bag mig. Jeg talte kun om min barndomsby med en passende ironisk distance.

Og så en sommer fik jeg pludselig den ide, at jeg ville ud af byen. Jeg ville ned fra 5. sal. Væk fra min nabo, der fodrede musene i sit køkken, så der til sidst var så mange, at de flyttede ind i mit køkken. Væk fra min underbo, der havde for vane at komme hjem fra værtshus kl. 5 om morgenen og spille Bag duggede ruder på repeat i timevis. Jeg formoder, han faldt i søvn til TV2. Jeg lukkede ikke et øje. Jeg ville have et rigtigt badeværelse, hvor jeg ikke stod over skrævs på toilettet, mens jeg tog bad. Jeg ville ud til vandet, ikke ned til havnebadet på Islands Brygge.

Der gik en chokbølge gennem min vennekreds, da jeg fortalte, at vi havde købt et hus. I Nyborg. Jeg var slet ikke sådan en, der flyttede ud af byen – og slet ikke tilbage til provinsen. Hvis jeg endte i provinsen, betød det vel dybest set, at det kunne gå samme vej med dem. Men helt ærligt, sagde jeg til dem. Hvem gider bo i et parcelhuskvarter i Rødovre, når man kan få et hus ved vandet til en million?

I øvrigt kan man komme til København på lidt over en time, og lige nu bruger jeg alligevel 40 minutter på at cykle på arbejde, tilføjede jeg triumferende. Det med togtiderne var lidt løgn. I starten brugte jeg to timer hver vej hver dag på at pendle til mit arbejde på Østerbro, men jeg brokkede mig aldrig – for jeg kunne jo bare være flyttet til Rødovre.

I mange år følte jeg mig som den nye pige i klassen, hver gang jeg gik ned gennem gågaden i Nyborg. Uden for fællesskabet og behageligt hævet over alle de andre. Det var en belejlig position at observere provinslivet fra. Distanceret. Ironisk. Jeg scorede åbenlyst billige point hos mine venner med historier om, hvordan en af mødrene i min mødregruppe insisterede på, at hendes søn kun ville spise hindbærsnitter, fordi faren var bager, og om en anden, der anbefalede os at lave medister i fad, fordi det var hurtigt og nemt. Og om hvordan byens eneste cafe serverede nachos med ost og rejer, og om at koriander ikke var til opdrive nogen steder i byen. Flere af dem syntes, det var sejt, at jeg holdt ud. Jeg rankede ryggen, når de sagde det.

Med tiden begyndte jeg at savne nogen, der lignede mig selv. Nogen, der havde læst en bog, der ikke var på bestsellerlisten i Føtex. Nogen, der vidste noget om, hvad der foregik i verden – nogen, der ikke syntes det var eksotisk at rejse til Afrika alene. Nogen, der var bange for klimakrisen og ikke ønskede sig et elipsebord. Hver gang jeg skulle have det sjovt eller havde brug for at tale med nogen om noget andet end mine børn, søgte jeg tilflugt i København, hvor jeg kendte alle de sociale koder og følte mig hjemme, så snart jeg steg ud af toget på Hovedbanen.

Tror du ikke, du flytter tilbage til København, når børnene er blevet store, spørger min veninder. Jeg forsøger altid at undgå at svare. For jeg burde jo stadig længes tilbage København. Jeg er slet ikke sådan en, der bor i provinsen, men min børn er født her. Nyborg er deres barndomsby. Sådan er det blevet, fordi jeg var for fin til at bo i Rødovre.

Jeg bor i Nyborg, jeg kommer ikke fra Nyborg. Forskellen er afgørende. Stadigvæk. Som om jeg kan holde provinslivet ud i strakt arm, så længe jeg kalder mig selv for tilflytter. Problemet er bare, at når jeg går forbi min gamle lejlighed ved Halmtorvet ved jeg godt, at det med mig og København det er efterhånden bare noget, vi leger. Snart har jeg boet i provinsen lige så længe som jeg har boet i byen, for vi solgte aldrig huset og flyttede tilbage. Det er huset, jeg er forelsket i. Huset og badebroen på den anden side af vejen. Det er derfor jeg stadig bor her, ikke fordi provinsen skal komme og tro, at den er noget særligt.

Reklamer
med emneordet , , , ,

11 ting, der gør det pissefedt at være dig! (kommentar til Eurowoman)

 

Eurowoman har udgivet et blogindlæg, hvor en ung kvinde skriver om hvorfor det er skideirriterende at være kvinde. Det er et skideirriterende blogindlæg – naivt i bedste fald. Fordummende og fordømmende i værste fald. For hvorfor vil en ung kvinde tale så nedsættende om sig selv og om andre kvinder?

Så her er mit bud på, hvad Miss C og alle andre piger og spirende kvinder har brug for at vide i stedet. Overskrifterne til de 11. punkter er de samme som blogindlægget på Eurowoman.

1. Kropsbehåring

Din krop kan være din ven eller din fjende. Det er bedst, hvis det er din ven, eftersom du skal være sammen med din krop resten af livet. Hvis du en dag får lyst til at barbere dine ben, så værsgo. Det er der mange kvinder der gør – de fleste faktisk. Kvinder barberer sig alle mulige steder. Du kan gøre det til et stort projekt, eller du kan beslutte dig for bare at gøre det du har lyst til – fordi du har lyst.

Når du er teenager, er det sikkert noget alle går meget op i. Der er nogen, der vil sige, at hår er ulækkert, men kroppen er ikke ulækker. Den er bare krop, og nogle gange kan den være temmelig ustyrlig. Det er sådan det er. Når du bliver ældre, går de fleste op i, hvad de selv gør. Prøv dig frem og gør det, der virker bedst for dig. Prøv at se på de andre, næste gang du er i svømmehallen. Kvinder ser ud på tusind måder. Ingen ligner hinanden, heller ikke selvom de alle sammen barberer deres ben.

 

2. Blærebetændelse

Jeg har aldrig haft blærebetændelse. Til gengæld havde jeg eksem til jeg var mere end voksen. Det var også pisseirriterende. Alle har noget, de er trætte af. Du kan dvæle ved det eller fokusere på alt det andet, der gør dig til noget helt særligt.

 

3. Menstruation

Det er ikke sikkert, du gider holde en fest, når du får menstruation, men det burde vi. For det er fandeme stort det med menstruation. Og vildt. Det er det, der gør os til kvinder for hulan. Tag lige og ej den.

Og ja, det er da rigtigt. Der er da sikkert en fest, hvor du gerne ville have været foruden, og der er måske også dage, hvor du er så pissetræt og har så skideondt, at du bare har lyst til at ligge i sengen og have ondt af dig selv. Så gør du det. En gang imellem må man godt bare gemme sig under dynen og forsvinde fra verden. Det er ok.

Men resten af tiden skal du bare gå gennem verden med rank ryg og oprejst pande. Menstruation, for fanden. Det er naturen der lige giver dig og dine veninder et kæmpe like for bare at være jer.

 

4. Toiletbesøg

Hvis du skal tisse, går du på toilettet. Hvis du skal lave stort, kan du lægge et stykke papir i bunden af kummen. Så larmer det ikke så meget når lorten lander. Men altså egentlig er det jo lige meget. Alle gør det. Hver eneste dag.

 

5. BH’er

Hvis du har store bryster, kan det være praktisk med en BH. Hvis du har små bryster, kan det være pænt med en BH. Men det er ikke nødvendigt. Du behøver ikke spænde dig selv ind i et korset eller løfte dine bryster helt op under hagen, hvis dine bryster er helt gennemsnitlige, som de fleste bryster er. Det er alligevel ikke der brysterne bor i virkeligheden, under hagen altså.

Du vil opdage, at drenge (og mænd) kan være meget optaget af bryster. Det er de uanset om du har BH på eller ej. Og dine bryster er ikke drengenes ejendom ligeså lidt som resten af din krop ikke er det. Brysterne er dine, og du bestemmer selv præcis, hvordan du vil bære dem. Glæd dig i øvrigt over alle de år, hvor de først og fremmest bærer sig selv, og giv dem lov til det, hvis det føles rigtigt.

 

6. Når du skal snige en tampon med på toilettet

Her er en hemmelighed. Alle er ligeglade med din tampon. Alle! Der er aldrig nogen, der har sagt til hinanden: Hey, så I lige hende der, hvordan hun kom gående med en tampon i hånden. Aldrig nogensinde.

I udgangspunktet er mennesker alt for travlt optaget af deres egne ting til at lægge mærke til dine – og hvis de har travlt med at lægge mærke til dig, er det som regel fordi de forsøger at undgå, at nogen skal lægge mærke til dem.

Så stik du bare stille og roligt den tampon i lommen eller tag tasken med på toilettet, hvis det føles bedre. Gør som du vil. De andre er virkelig bedøvende ligeglade med dine tamponer.

 

7. Når du græder med make-up på

Du er et menneske. Det er ok at græde, hvis du bliver rørt eller ked af det. Jeg har aldrig været god til at græde foran andre. Det ville jeg ønske jeg havde lært, for ved du hvad? Når du græder, er der nogen der giver et kram, og det er måske det du har allermest brug for. Hvis du er ked af det altså.

Og hey, nogle gange bliver man rørt, og der er aldrig nogen, der er blevet sure på mennesker, der let bliver rørt. Alle os, der ikke gør, kigger på jer og tænker, at sådan gad vi også godt være. Lette at bevæge. Vi ser slet ikke, at din mascara løb ned af dine kinder, mens du græd.

 

8. Vind

Livet er fuld af både med- og modvind. Hvis du spørger mig, er der ikke noget bedre end sommervind i fugtigt hår, når man cykler hjem fra stranden sidst på dagen. Der er til gengæld hellere ikke noget mere pisseirriterende end vind, der stormer lige ind i ansigtet på en, så man nærmest står stille på cyklen. Når det sker, må man gerne skrige højt og meget vredt og råbe de værste bandeord af vinden.

Det kan godt være, at dit hår ikke sidder lige så godt, som da du gik ud af døren, men tro mig, du har det meget bedre i kroppen efter sådan en blæse-skrigetur.

Du kan også bare blive indendøre, når det blæser, men det er der sgu aldrig nogen, der har fået det sjovere af.

 

9. Buksedragter og bodystockings

Hvis du venter med at gå på toilettet til du faktisk er ved at tisse i bukserne, kan du 1) gå på toilettet noget oftere, eller 2) lade være med at gå med buksedragter og bodystockings.

 

10. Bar numse på bussæde

Hvis din kjole er så kort, at det føles som om du sidder med bar numse på bussædet, kan du enten 1) tage en længere kjole på, eller 2) stå op i bussen.

 

11. Strømper der løber

Hvis dine strømper løber, kan du enten 1) lade være med at gå med strømpebukser, 2) købe nogle tykkere strømpebukser, som ikke løber så let, eller 3) tage et par ekstra strømpebukser med i tasken.

 

Bonustip!

Lad være med at lave problemer ud af noget, der faktisk ikke er et problem. Hæv blikket. Se ud i verden, ud over dig selv. Det klæder de fleste at flytte fokus fra sig selv. Det bliver man både stærkere og klogere af. Det kan være svært, men det betaler sig. Du bliver et bedre menneske af at se op fra din egen navle.

 

med emneordet , , , ,

De der venner man ikke kender – i virkeligheden

Kan man overhovedet kalde mennesker, man aldrig har mødt, for ens venner? Giver det mening at man bekymrer sig om mennesker eller glædes med dem, når man aldrig har givet hinanden et kram? Hvis det gælder i cyberspace, gælder det så også i virkeligheden?

Der er mennesker, jeg føler mig forbundet med, mennesker som jeg på en eller anden måde tænker på som venner, selvom vi aldrig har mødt hinanden. Mennesker, hvis liv jeg har været en del af eller i hvert fald fulgt gennem flere år, og som jeg med tiden har fundet en form for fællesskab med på de sociale medier, Facebook især. Det er mennesker, jeg griner sammen med, som jeg kan diskutere med, som jeg kan dele artikler og bøger med, og som jeg kan spørge om hjælp.

Det forunderlige er, at jeg ofte taler mere med dem i løbet af en uge, end jeg taler med de fleste af de venner, jeg mødes med i virkeligheden. Og alligevel føles det mærkeligt, næsten naturstridigt at kalde dem for venner, for hvordan kan jeg overhovedet vide, om vi er venner. Når man bliver venner ude i virkeligheden, giver det sig selv, at der er en form for gensidig overenskomst: Vi er venner, fordi vi har kendt hinanden så og så længe, fordi vi går i biografen sammen, fordi vi mødes og snakker over kaffe, fordi vi inviterer hinanden til fest. Med de virtuelle venner er der ikke nødvendigvis den overenskomst. Næsten tværtimod. Det er muligt, at jeg tænker du er min ven uden at du gør det samme. Derfor har jeg ikke ret til at involvere mig i dit liv på samme måde, som jeg gør med mine gamle venner. Jeg ved jo dybest set ikke – sådan for alvor – om du har lyst til at jeg er der for dig, eller du helst er fri. Derfor er jeg tilbageholdende med at skrive til dig, hvis du har det svært for måske synes du det er mærkeligt – eller ligefrem intimiderende – at jeg – en fremmed, du aldrig har mødt – pludselig skriver, at jeg tænker på dig.

Der er mennesker, jeg efterhånden har kendt så længe på de sociale medier, at det mest oplagte var, at vi mødes i virkeligheden. Men jeg er også bange for at udfordre skæbnen for, hvad nu hvis det viser sig at vi er gode sammen i cyberspace, men et odd couple i virkeligheden? Kan vi så vende tilbage til skærmen og bare være venner der, eller har vi så tabt det hele på gulvet?

Men der er virkelig mennesker, jeg savner, når de pludselig ikke længere er at finde i min virtuelle hverdag. Der er mennesker, som jeg faktisk bekymrer mig om, hvis de pludselig bliver stille i mange dage ad gangen. Den her klumme beskriver meget fint, hvorfor vi ikke ved, hvad vi skal gøre med de virtuelle venskaber.  For jeg kan bare ikke kalde på dig selvom jeg har lyst. Hvor er du? Er du ok? Hvornår kommer du tilbage? De sociale spilleregler på nettet er nogle andre end dem, vi navigerer efter i virkeligheden. Eller måske er det bare noget jeg bilder mig ind.

I hvert fald ved jeg, at de mennesker, som måske/måske ikke er min venner, føles virkelige og vigtige, selvom jeg dybest set ikke ved, om det bare er mig der har det sådan.

med emneordet ,

Mig og Marquez

Jeg sidder i en kibbutz syd for Tel Aviv. Det er i efteråret 1993, få måneder før en højreradikal amerikansk-israelsk jøde skyder 29 palæstinensere og sårer 125, da han ene mand angriber en moske i Hebron på Vestbredden. Jeg forstår ikke helt, hvor anspændt situationen er i området. Det kommer først senere. Da jeg er tilbage i Danmark igen, mindre naiv og med det hele lidt mere på afstand. Jeg er lige fyldt 19 og er rejst til Israel alene. Det var sådan jeg forestillede mig livet efter gymnasiet. Rejse ud i verden alene.

I kibbutzen bor jeg sammen med en håndfuld danskere, et par canadiere, nogle amerikanere og ret så mange sydafrikanere. Vi er en umage flok.

Hver morgen ti minutter i fem står jeg op. Ti minutter senere møder jeg ind i i køkkenet, hvor jeg laver morgenmad. Den skal være klar klokken syv. Vi hælder hytteost op i fem liters skåle. Koger havregrød og æg og skærer forårsløg og salat og peberfrugt.

Jeg arbejder sammen med en sydafrikansk pige. Dale hedder hun. Hun er ligesom de andre sydafrikanere sendt til Israel af sine forældre. Hun er hvid, tilhører den pæne sydafrikanske middelklasse, som måske/måske ikke støttede op om apartheid.

Nu er det hele, måske, ved at falde fra hinanden, i Sydafrika forstås, og forældrene frygter at det første frie valg bliver startskuddet til et blodigt opgør med de hvide undertrykkere. Så galt går det langt fra, ved vi nu, men dengang var det bedst at være på den sikre side.

Dale ønsker sig et par træsko med hælkap og er overvældet over moden i Tel Aviv. Banalt måske, men når man vokser op i et af verdens mest lukkede lande, som Sydafrika på det tidspunkt har været, er der meget man ser for første gang.

Israel er ikke et valg for de sydafrikanske børn. Det er den eneste mulighed. Det eneste land, der ikke har bakket op om boykot og embargo. Israel er de hvide børns ven det efterår.

Selv er jeg bare sådan en happy-go-lucky ung dansk kvinde for hvem det langsomt åbenbarer sig, at verden er både stor og temmelig uforudsigelig.

I Israel rejser unge mænd og kvinde ud af landet for at undgå værnepligten. De drømmer ikke om at lade livet for kampen mod palæstinenserne. Flere af de sydafrikanske drenge har set ting hverken børn eller voksne bør se. De er fyldt til randen med følelser, som man ikke kan rejse væk fra. Traumatiserede er de vel mest af alt.

Om aftenen laver vi bål og spiller musik på en skrattende ghettoblaster, mens vi drikker israelsk vodka, som vi køber på ration i kibbutzens købmandsbutik. Vi bliver som regel fulde. Der er tit nogle af sydafrikanerne, der græder. Eller bliver vrede. Aggressive. Det er overvældende og uhåndterbart med alle de følelser og al den baggage de har med. Det er meget større end alt hvad jeg føler og har oplevet.

En aften er det for en gangs skyld et dansk par op at slås. De råber ad hinanden, og de græder. Mest ham. Til sidst kaster hun , en marmorfigur, vi har købt sammen i Egypten, i hovedet på ham. Han har et blåt øje næste morgen ved morgenmaden. De skal flytte sammen når de kommer hjem.

Jeg føler mig som en letvægter i selskab med de andre. Der er ingen voksne til at hjælpe os, når det koger over, så vi prøver at trøste og dulme vreden og angsten så godt vi kan. Det er meget mærkeligt at være vidne til og en del af. Men vi bliver også venner på en måde som jeg ikke siden har været venner med nogen.

Det er i kibbutzens lille undselige bibliotek, jeg møder Gabriel Garcia Marquez. Der er otte hylder med engelsksprogede bøger. Jeg må låne to ad gangen. 100 års ensomhed er den første rigtige roman, jeg nogensinde læser på engelsk. I starten går det langsomt. Jeg læser hver dag, når jeg har fri fra køkkenet og indtil det bliver aften. Jeg er færdig efter en uge og haster videre til Kærlighed i koleraens tid. Det er en magisk verden, der åbner sig.

Siden har jeg læst stort set alt, hvad Marquez har skrevet, men 100 års ensomhed er stadig min favorit.

Måske er det lyden og duften af en fremmed himmel, det storslåede temperament eller den måde ordene falder. Måske er det historien i sig selv. Den storslåede fortælling, som siden fik mig til at elske Åndernes hus (Isabel Allende) og den roman, der stadig ligger nummer på min private hitliste Midnatsbørn (Salman Rushdie).

I kibbutzen blev Marquez mit helle. Det sted, hvor nogle andre tog sig af de store følelser og vodkafester. Han var en pause og en lettelse, præcis som den bedste litteratur er det.

For mig vil Gabriel Garcia Marquez for altid være koblet til det efterår, den vinter, hvor solen lagde sig blødt over de røde barakker i min kibbutz. Hans romaner vil altid minde mig om det sparsomme lys fra mit natlampe og om de tidlige morgener med alt for lidt søvn i kroppen. For mig vil 100 års ensomhed altid være fortællingen om en rejse. Til et andet land. Hvorfra jeg kom tilbage. Lettet og beriget.

med emneordet , , , ,

Festen og De gyldne laurbær

tina-fey-amy-poehler-golden-globes-2014-2015-gifs-gifsfln

Det var nu alligevel en meget god fest, den der Laureatfest. Sådan med champagne og en lille tåre i øjenkrogen og dans til baren lukker.

Jeg var ellers meget tæt på at kaste håndklædet i ringen efter jeg kom op at slås med en utroligt lovende glimmerneglelak, der skulle have kastet et glamourøst slør ud over min debut på den røde løber.

Og der var da tidspunkter i løbet af lørdagen, hvor jeg udtænkte exit-strategier, når nu jeg strandede som the odd (wo)man out i et hjørne af festen. Men så trøstede jeg mig selv med, at jeg slet ikke ville få brug for en exitstrategi. Lykkelig er den ukendte, thi hun kan forlade festen i utide uden en sjæl vil undre sig over, hvor hun blev af.

Nåmenselvfølgeliggikdetsletikkesågalt. Til en start var jeg omgivet af gode forlagsdamer og en anden blogger in crime. Oh, den nervøse latter, da direktøren i sin velkomsttale nævnte vores tilstedeværelse. De sociale medier… ven eller fjende? Dernæst er jeg jo i den privilegerede position, at jeg faktisk kender selve festens hovedperson. Vi er måske ikke slyngveninder, men har dog alligevel kendt hinanden længe nok til at have en form for en fælles historie, som gør det trygt og rart at være i hinandens selskab. Så langt, så godt!

Og hvad skete der så til festen? Var der nogen, der kyssede på toilettet? Nogen, der kastede op i blomsterkummen? En eller anden forfattertype, der råbte lidt for højt? [trommesolo]

Jeg ville ønske, der var en håndfuld skandaler eller mere, jeg kunne spice teksten op med, men en af mere tungtvejende grunde til, at jeg ikke arbejder på Se & Hør er, at jeg er så eklatant dårlig til at opstøve skandaler og god sladder. Jeg hører det som regel først, når det forlængst er yesterday’s news. Så hvis der skete noget uhørt til den fest, don’t ask me.

Men altså der var gode taler (og god vin og kolde G&T  – det tæller også i min bog). Lisbeth Zornigs og Anne-Cathrines taler var de mest bevægende. 1000-vis af børn vokser op med svigt og overgreb i en eller anden form, og for mange har Forbandede yngel været et lille plaster på netop det sår. Der er andre, der har det som jeg. Det er værd at huske, ligesom det er værd, at litteratur “kan hele en sjæl”, som aftens Laurbærdronning sagde i sin tale. Hil dig, dame, for de kloge ord!

Det var en fin, fin aften. Rørende at se et menneske få den anerkendelse, hun fortjener mere end nogen. Fremtiden er lys.

Da Anne-Cathrines bog udkom, fik jeg et anmeldereksemplar med posten. Jeg slugte bogen på en weekend, og siden har jeg ikke set den. Bogen altså. Den er taget på turne blandt venner og familie og venners familie og families venner, og hver gang den er på vej hjem, er der en hånd, der griber den og giver sig til at læse. Så hvis du stadig ikke har læst Forbandede yngel, synes jeg, du skal gøre det nu. Det er formentlig hurtigere at bestille den på biblioteket end at låne den af mig.

forbandede yngel

med emneordet , , , , ,

Kvindelige forfattere jeg ikke ville være foruden #readwomen2014

Inspireret af Henriette Rostrups blogindlæg og kampagnen #readwomen2014 tænkte jeg, at jeg hurtigt ville lave min egen top 10 over de kvindelige forfattere, som over tid har betydet noget for mig. De der to håndfulde, som skiller sig ud mellem alle de andre… Easy peasy.

Jeg har foreløbig brugt en time på listen, som nu faktisk er blevet til to lister og hverken er en top 10 eller top 5 (men dog tilsammen en top 20). Det er et kompromis, ikke? For det er jo umuligt at koge 30 års narkomani og forelskelse ned til to sølle håndfulde. Så i al ydmyghed følger her:

12 kvindelige forfattere, jeg har med mig fra det sidste årti

  • Joyce Carol Oates: Vandfaldet
  • Inger Christensen: Det
  • Helle Helle: Ned til hundene
  • Linn Ullmann: Før du sover (og resten af forfatterskabet)
  • Virginia Woolf: Eget værelse og Bølgerne
  • Josefine Klougart: Stigninger og fald
  • Flannery O’Connor: En god mand er svær at finde
  • Antjie Krug: Country of My Skull
  • Anna Funder: Stasiland
  • Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme
  • Ali Smith: Brick Lane
  • Chimamanda Ngozi Adichie: En halv gul sol og purple hibiscus

8 kvindelige forfattere, der tegnede mine teenageår

  • Kirsten Thorup: Himmel og Helvede (Baby/Lille Jonna/Den lange sommer)
  • Herbjørg Wassmo: Huset med den blinde glasveranda
  • Annemarie Selinko: Désirée
  • Tove Ditlevsen: Alt
  • Charlotte Strandgaard: Lille menneske
  • Synnøve Søe: Fars
  • Hanne Vibeke Holst: Til sommer
  • Kirsten Hammann: Vera Winkelvir

Håber du vil lege med. Med din yndlingskvindeligeforfatter. Den roman, det digt, det essay, der står tilbage. Vær med her eller under hashtagget #readwomen2014 på Twitter

med emneordet , , , , ,

De første minder: Om grise og møddinger og om at stå sammen når det gælder

Jeg sidder på køkkenbordet med fødderne i vasken. Min mormor gnider mine tæer og lægge ind i sæbe. Der er mørkt og køligt i det store køkken. Mørkt og køligt og stille, kun lyden af den tykke sæbe, der lægger sig på huden og vandet fra vasken, der plasker, når min mormor tager vandet i sine hænder og hælder det over mine ben. Uden for er det sommer.

Fra vinduet ved vasken kan vi se over til den hvidkalkede svinestald. Det er ikke en stor stald. Der er måske bare fem båse med søer og grise. Der er en indhegning bag ved stalden hvor grisene går ud og lufter sig.

Jeg har stået i stalden ved siden af min morfar med kasketten og de kæmpestore hænder. Et stort og et lille menneske i stilhed. Han er ikke et sludrechatol, min morfar. Slet ikke når han arbejder.

Han holder sin blågrønne arbejdsbukser oppe med to stykker stikkende, brunt selvbindergarn. Det har en særlig lugt, selvbindergarnet. Af jord og land og gamle dage. Jeg kan godt lide den lugt og de kæmpestore bundter af garn, der hænger på enorme kroge i laden.

Min morfar kan vist godt lide sine grise. Han kradser dem i hvert fald tit bag ørerne, når vi står i stalden sammen. Lyden af grisens genstridige børster under hans store hånd, som metal trukket gennem vådt grus. Den store mand, der altid smiler varmt til mig og klapper mig på hovedet med sin store hånd. Han kan vist også godt lide mig.

I hjørnet af båsen ligger småbitte nyfødte griseunger under en rød varmelampe. Jeg har prøvet at holde en af dem. De er helt bløde ligesom en bamse. Nogle gange dør en af dem. Det ved jeg, fordi min morfar har fortalt mig, at soen nogle gange lægger sig på sine unger og så dør de. Sådan er det bare. Naturens gang. Så bærer han de døde unger ud og begraver dem i møddingen.

Jeg ved også godt at grisene skal slagtes, når de bliver store nok. Så kommer de tilbage i plastikspande og baljer og min mormor pakker kødet i poser og fylder hakket kød i tarme. Det er noget fascinerende ved at se hvordan kødet presses ud gennem kødhakkeren, der er skruet fast på køkkenbordet. Det er næsten magisk, hvis bare jeg ikke tænker for meget på det med tarmen.

Og jeg ved at flæskestegen, der står på fryseren i den lille gang bag ved køkkenet kommer fra grisen, og den sprøde sværd, som jeg spiser af i smug, er grisens hud. “Så har musene været på spil igen,” siger min mormor med et glimt i øjet, når hun henter stegen på fryseren. Jeg kan godt lide hvordan de små tern af svær knaser mellem mælketænderne og smager af salt og fedt.

Den dag, min mormor skurer mine fødder rene og huden øm ved køkkenvasken, er min morfar ude ved grisene. Fra vinduet kan vi se en af de store grise. En af mødrene. Soen. Den går hen mod møddingen og det lille stinkende hul ved siden af møddingen som er fyldt med alt det der ikke er griselort og halm fra stalden. En sø af grisetis og mudder.

Pludselig kommer den for tæt på hullet. Det kan vi se, min mormor og jeg. Og vi kan høre, hvordan den skriger med sine skingre grisestemme, der er fuld af dødsangst. Bagbenene sidder fast i mudderhullet. Min morfar kommer rundt om hjørnet. Han råber. Vi kan ikke høre, hvad han siger, men min mormor kender det tonefald. Hun slipper mit ben, der plasker slapt ned i den skummende køkkenvask.

Hun har stadig forklædet på, da hun når ud til møddingen og den hysteriske, rædselsslagne so.

Jeg sidder på køkkenbordet i mørket med fødderne i lunkent vand og ser min mormor og morfor stå side om side. Skulder ved skulder. Min morfar råber, han er gal, ikke på min mormor, det ved hun godt, selvom det er hende det går ud over. Han råber, fordi han har brug for alle sine kræfter for at få den fordømte so op af mudderet. Og sammen trækker de i rebet, han har bundet rundt om soen. De står i en vinkel på 45 grader og trækker og trækker i rebet, mens min morfar råber og min mormor bider tænderne sammen og lægger alle kræfter i indtil mudderet til sidst, ganske langsomt og en smule modvilligt, giver slip på soens bagben.

Så lader de rebet falde. Min mormor retter på sit forklæde, mens min morfar trækker kasketten og de slidte arbejdsbukser på plads. Han løsner knuden på det tykke reb. Min mormor går tilbage mod køkkenet, og soen trasker udmattet tilbage mod stalden.

Senere drikker vi kaffe og spiser småkager ved spisebordet. Min morfar lugter af selvbindergarn – og en lille smule af mødding.

med emneordet , ,

Sidste omgang med hele Danmarks digterdreng

Hvad er der efterhånden mere at sige om Yahya Hassan, som ikke allerede er sagt? Både om digtsamlingen og om Danmarkshistoriens mest omtalte og bedst dækkede poesi-arrangement? 51 journalister i salen, godt en fjerdel af alle de fremmødte (i parentes bemærket: Er de ikke først og fremmest interesseret i kampen, den mulige infight mellem Danmarks nye poetry-darling og de hætteklædte ballademagere? Ville de være her, hvis ikke der var udsigt til ballade?) 

Bag ved muren af bevæbnede betjente og sikkerhedstjek sidder han så, Yahya, i en blød, rød lænestol pakket ind i sikkerhed og ligner den dreng, han vel egentlig stadig er. En dreng, der er blevet Danmarks bedst sælgende digter over en nat. Hans ord er ikke drengede. Hverken digtene eller det han siger der i gymnastiksalen på en skole et stenkast (no pun intended) fra bydelen Vollsmose.

Så hvor kommer de fra, alle de ord? Kloge og nøgterne (og uforsonlige?) betragtninger om livet i ghettoen? Vreden, der hele tiden får ham til at spytte ordene ud, og utålmodigheden, som gør det vanskeligt for ham at høre spørgsmålene fra salen til ende? Det er det store spørgsmål – det er det store under. At en 18-årig dreng, der vokser op i et voldeligt hjem, og som senere springer ud som fuldblodskriminel, kan være så nuanceret, så eftertænksom. Det er måske det, der er det mest fascinerende. Det og den måde han kaster bogstaver hidsigt rundt på siderne i sin digtsamling, så ordene får ny betydning og råber ud til læseren. Os, de ignorante. Os, de intetanende.

Han er blevet kritiseret for af andre muslimer at lægge islam for had. At vende sin tro ryggen, men i går aftes formulerede han med stor overbevisning præcis, hvilken del af islam han tager afstand fra.

”Der findes en gruppe for hvem islam er et sæt af ritualer og påbud, som hver enkelt skal overholde for at være en god muslim. Åndeligheden i religionen er fuldstændig gået tabt, fordi vi først og fremmest bruger religionen til at kontrollere hinanden og udpege syndere og vantro. Jeg forstår ikke, hvordan en gruppe muslimer kan have held med at reducere islam til en åndsforladt ideologi. Hvor er de åndeligt bevidste muslimer, dem, der har et andet forhold til deres religion? Hvorfor tager de ikke ordet?”

Han er 18 år gammel og mandsopdækket døgnet rundt af PET (PET-pædagogerne, kalder han dem selv, selvfølgelig). Han ligner ikke en der har fortrudt, at han tog ordet i sin mund. Eller en, der lader sig flytte rundt med. Yahya Hassan virker tværtimod, som om han fuldt bevidst om, hvad det er for et spil, han er blevet en del af.

131108-digte-770x250-dk

”Jeg står til ansvar for mine digte, men ikke for andres fortolkninger af dem. Det er klart alle har en dagsorden, og,” siger han med stemmen fuld af ironi, ”så har det vist sig at være så utrolig heldigt, at mine digte kan bruges fra højre til venstre. Alle ser ud til at kunne finde noget i min poesi, som kan bekræfte deres egne overbevisninger og meninger. Jeg er ligeglad. Du må bruge mine digte til, hvad du vil, bare du selv står til ansvar for den fortolkning, du lægger ned over dem.”

Faktisk er det noget af det, der fascinerer mig: At han virkelig er ligeglad.

”Jeg kunne have været mere diplomatisk. Det har ikke været mit ønske. Men intention har ikke været at gøre poesien politisk. Det er jer, der gør den politisk – og nu vil have mig til at mene noget om alt muligt.”

”Men hvad vil du gøre? Du sætter fokus på problemerne, men du kommer ikke med nogen løsning,” spørger en kvinde blandt publikum.

Hans svar falder prompte, næsten irriteret: ”Jeg er ikke pædagog, vel? Jeg skal ikke nå ind til jer alle sammen og give jer et kram. Det må du spørge de professionelle om.”

Det er svært at debattere med Yahya Hassan, selvom han flere gange gentager, at han er kommet til Vollsmose, fordi han gerne vil i dialog. Ud af parnasset, ud blandt ”dem, der ligner mig”. Men hver gang en blandt publikum får ordet, afbryder han efter kort tid og skyder tilbage med en geværsalve af ord uden helt at kende spørgsmålet. Han er utålmodig på den måde. Ubarmhjertig. Han spilder ikke tiden, og han tillader helt åbenlyst ikke, at andre spilder hans tid. Og hvis spørgeren forsøger at tage ordet tilbage, råber Yahya Hassan bare højere. Han er klar til kamp. No more bullshit.

Er du et omsorgssvigtet barn? Spørger en kvinde til sidst.

”Omsorgssvigtet, ” svarer han og smager på ordet, inden han fortsætter: ”Ved du hvad, alt det, der er sket. Min barndom. Selvfølgelig var der svigt i min barndom… [pause] Det var dengang. Jeg er videre nu. Der er ikke nogen, der skylder mig en undskyldning. Det er ikke sådan jeg har det.”

Der er ingen, der står i gæld til Yahya Hassan. Det er ikke sådan, han ser på verden. Åbenbart. Og måske er det også det, der gør ham til noget særligt. What you see is what you get. No strings attached? Helt enkelt?

med emneordet , ,

Det er vreden der gør det for mig

Yahya HassanHar fået Yahya Hassans digtsamling i tidlig julegave, og jeg er blæst bagover af alle hans ord. Ikke bare fordi han skriver om alt det ingen tør sige højt, men også fordi han kaster ord rundt på siderne med en energi og vrede, som ellers ikke er danske digtere (eller forfattere) forundt.

Faktisk er der forbavsende lidt vrede i moderne dansk litteratur. Altså sådan rigtig beskidt og uforbeholden vrede. Det er det, jeg godt kan lide ved Yahya Hassans digte. Han er vred, og det har han ikke tænkt sig at pakke ind i blomster og honning. Han er som Michael Strunge var i digtsamlingen Nigger 1-2 (fra 1982 – det er 30 år siden!): Helt og aldeles ubarmhjertig over for systemet, over for sin familie – over for sig selv.

I Nigger 1-2 skrev Michael Strunge:

”Jeg hader ikke livet, men verden. Denne nat er klæbrig som halvstørknet, betændt blod fra et guddommeligt svin”.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Yahya Hassan skriver (med versaler):

“jeg skulle have været min mors hund i snor

asken er det der ikke længere er

mørket er det der aldrig bliver

men se nu her hvad satan har efterladt

en evig flamme fra sit helvede

Det er vreden, der driver dem begge, og minder os om at ikke alle lever lettilgængelige middelklasseliv med lettilgængelige problemer, der lader sig løse uden skrig. Jeg får lyst til at genlæse Michael Strunge – og til at krydse fingre for, at Yahya Hassan ikke brænder op indefra som Strunge gjorde. Han har fortjent al ære og hæder for sine ord og for at dykke ned i en de mest tabubelagte virkeligheder, vi omgiver os med. Selvom jeg synes vi skal passe meget på med at gøre ham til perker-præmiedigter af den grund.

Niels Lyngsøe har i øvrigt skrevet en virkelig god analyse af Yahya Hassans digtsamling, hvis du er sådan en, der synes det er interessant at gå et spadestik dybere end det umiddelbart sensationelle.

med emneordet , , ,

Vind Og den store flugt (måske årets vigtigste bog)

Måske har du allerede hørt historien om Andrea Hejlskov og hendes familie, som kørte næsten alt, hvad de ejede, til genbrug eller på lossepladsen og derefter satte kursen mod et helt nyt og mere enkelt liv i de svenske skove. Måske aner du ikke, hvad jeg taler om. Men det burde du, for Andreas historie er vigtig. Fordi hun er modig, måske den modigste jeg kender. Og fordi hun viser os, at der er et alternativ til hamsterhjulet, som jeg fornylig har skrevet en kronik om.

Andreas egen fortælling om, hvorfor de, en moderne familie, besluttede sig for at forlade alt, og hvordan det så har været at finde sig til rette langt oppe i nordlige Sverige, kan du nu læse om i hendes bog Og den store flugt. Eller rettere, jeg mener ikke kan, men skal. For det er en vigtig bog. En virkelig vigtig bog.

Jeg er så heldig, at jeg fik lov til at læse bogen, inden den blev sendt til tryk, og i et døgn så jeg ikke op fra den bog. Det gør ondt undervejs, rigtig ondt, men der er også noget befriende over at komme så tæt på en moderne families frigørelse fra alt det, vi kender. Aldrig nogensinde kommer jeg til at flytte ud i en skov, og slet ikke i en skov, hvor jeg selv skal bygge mit hus for at få et sted at sove. Men Andreas beslutning forstår jeg, og jeg kunne ikke være mere enig i hendes underliggende kritik af, hvordan det er vi har indrettet os som samfund. There’s something rotten in the State of Denmark. 

Historien er god nok i sig selv, men jeg lover dig, at damen fra skoven oven i købet skriver som død og helvede, så du både kommer til at grine og græde undervejs. Det er en bog, du skal læse. Hellere i dag end i morgen.

Men hvis du alligevel har lidt tålmodighed, kan du vinde Og den store flugt her på stationen. Kast et lod i kommentarfeltet, så trækker jeg en vinder på søndag.

Og den store flugt

I øvrigt kan du lige nu møde Andrea et sted i Danmark – eller på bogmessen i weekenden. Tjek her

med emneordet , , , , ,