Jeg tror på det her. På at det du giver kommer tilbage til dig en dag. Ikke i forholdet 1:1. Men i form af en udstrakt hånd, en dør der åbner sig, et lys i mørket. Som regel når du mindst venter det.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Category Archives: Chancen
Vind Og den store flugt (måske årets vigtigste bog)
Måske har du allerede hørt historien om Andrea Hejlskov og hendes familie, som kørte næsten alt, hvad de ejede, til genbrug eller på lossepladsen og derefter satte kursen mod et helt nyt og mere enkelt liv i de svenske skove. Måske aner du ikke, hvad jeg taler om. Men det burde du, for Andreas historie er vigtig. Fordi hun er modig, måske den modigste jeg kender. Og fordi hun viser os, at der er et alternativ til hamsterhjulet, som jeg fornylig har skrevet en kronik om.
Andreas egen fortælling om, hvorfor de, en moderne familie, besluttede sig for at forlade alt, og hvordan det så har været at finde sig til rette langt oppe i nordlige Sverige, kan du nu læse om i hendes bog Og den store flugt. Eller rettere, jeg mener ikke kan, men skal. For det er en vigtig bog. En virkelig vigtig bog.
Jeg er så heldig, at jeg fik lov til at læse bogen, inden den blev sendt til tryk, og i et døgn så jeg ikke op fra den bog. Det gør ondt undervejs, rigtig ondt, men der er også noget befriende over at komme så tæt på en moderne families frigørelse fra alt det, vi kender. Aldrig nogensinde kommer jeg til at flytte ud i en skov, og slet ikke i en skov, hvor jeg selv skal bygge mit hus for at få et sted at sove. Men Andreas beslutning forstår jeg, og jeg kunne ikke være mere enig i hendes underliggende kritik af, hvordan det er vi har indrettet os som samfund. There’s something rotten in the State of Denmark.
Historien er god nok i sig selv, men jeg lover dig, at damen fra skoven oven i købet skriver som død og helvede, så du både kommer til at grine og græde undervejs. Det er en bog, du skal læse. Hellere i dag end i morgen.
Men hvis du alligevel har lidt tålmodighed, kan du vinde Og den store flugt her på stationen. Kast et lod i kommentarfeltet, så trækker jeg en vinder på søndag.
I øvrigt kan du lige nu møde Andrea et sted i Danmark – eller på bogmessen i weekenden. Tjek her
Om at reparere i stedet for at transformere
I morgen skal jeg spille rollen som den bekymrede forælder i noget, man kunne kalde fjernsyn. Noget af det, jeg har tænkt mig at mene er, at vi i stedet for at styrke børnenes livsduelighed (og det mener jeg virkelig er en kerneopgave for folkets skole) ender med at pakke dem ind og vatere dem, fordi heldagsskolen betyder, at de voksne skaber rammerne og styrer slagets gang i en meget stor del af børnenes dag .
På den måde fratager vi børnene muligheden for selv at tage stilling og ansvar og navigere på egen hånd, fordi vi er overbeviste om, at det, børn har brug for at lære, lærer de bedst, hvis det er tænkt af en voksen først.
Ken Robinsons syn på uddannelse er interessant og siger noget om, hvordan vi i stedet kunne vælge at se på – og arbejde med børn og uddannelse.
“The fact is that given the challenges we face, education doesn’t need to be reformed — it needs to be transformed. The key to this transformation is not to standardize education, but to personalize it, to build achievement on discovering the individual talents of each child, to put students in an environment where they want to learn and where they can naturally discover their true passions.”
Ken Robinson
“Creativity is as important now in education as literacy and we should treat it with the same status.”
Ken Robinson
Kvinde, tør du rejse alene?
“Ask a girl why she doesn’t want to travel alone and the answer’s always the same: because she’s a girl. No one ever asks for specifics; it’s all too often assumed that gender is enough of a boundary. The undertone, of course, is ‘safety’ – it’s just not safe for a gal to pull on her backpack and explore the big bad world herself. Women are apparently more susceptible to crime because they’re weak, eminently rape-able, and fairly unthreatening. Never mind that the demographic most at risk of crime is actually young males.”
Hvordan tør du rejse alene? Tag ikke fejl af spørgsmålet, for det handler ikke så meget om at rejse alene, som det handler om at rejse alene som kvinde. Som om det, at jeg er kvinde gør mig særligt sårbar eller udsat.
Svaret er, at jeg ikke oplever det handler om køn, men om at tænke sig om, som dette indlæg fra the Vagenda meget fint beskriver.
“There is a certain little something innate to human beings (well, most) and women are no exception to this trait of the species; it’s called common sense. I know, I know, it’s crazy, but this little thing is what makes the internet safety-tip fever seem so inane. With a little sprinkle of common sense anyone, no matter their gender, would have to be very unlucky to fall into severe danger on their travels.”
Det handler snarere om, at når man rejser, taber man indimellem sine principper af syne, og så ender man fx med at sidde i en grænseby fuld af overgearede og
liderlige mænd uden lokal valuta på lommen en mørk lørdag aften eller med at skyde genvej gennem et øde boligkvarter i et område, hvor man ved, man ikke burde være eller med at insistere på at gå hjem en mørk nat for at spare penge til en taxa. For nu bare at nævne tre eksempler fra mit virkelige liv.
Jeg er blevet bestjålet to gange i mit 20 år lange rejseliv, ikke fordi jeg var kvinde, men fordi – ja, faktisk fordi jeg ikke tænkte mig om. That simple.
Da jeg sidste forår rejste med natbus fra Yangon til det sydlige Burma, kom en mand på min egen alder hen og spurgte mig, om jeg ville have det bedre med at sidde ved siden af hans kone på busturen, for så ville han gerne bytte plads. Og da vi holdt pause undervejs, hjalp de andre passagerer mig med at bestille mad, og en kvinde gav mig sin adresse, så vi kunne drikke te sammen, når jeg kom frem. Jeg vil næsten sige, at vi nåede at blive venner på den tur – selvom vi kun talte sammen i 20 minutter. Da vi nåede frem, sørgede buschaufføren for et ekstra stop ved hotellet, så jeg ikke skulle stå alene langs en mørk landevej og vente på en taxa. Alt det uden vi på nær ganske få engelske gloser havde et fælles sprog.
Alle burde rejse alene. Mindst en gang i sit liv. Til Thyborøn eller Argentina. Det er egentlig lige meget. Det handler om at udfordre sig selv, være alene med sig selv, få det fulde ud af det her ene lillebitte liv og smide alle de bekymringslister, der fungerer som en dårlig undskyldninger, overbord. Hellere i dag end i morgen. For husk, hvad en klog, gammel kvinde en gang sagde:
‘“Life’s journey is not to arrive at the grave safely, in a well preserved body, but rather to skid in sideways, totally worn out, shouting “Holy shit, what a ride!”
Hvad der sker når man møder den rigtige far
Miss Carla vil gerne i fjernsynet. Det sagde hun i weekenden efter have set MGP 2012-musikvideoer på computeren nonstop i tre timer (selvom vi slet, næsten ikke, ser fjernsyn hjemme hos os, natürlich). Allerhelst vil hun synge. På en scene. Men hun kan også godt danse. Eller spille guitar. Eller klaver. Det er først i 2014, siger hun, for de har fundet dem, der skal med i MGP 2013, så der er jo tid til at øve. Både på sang og dans og guitar og klaver – og moren tænker, at der kan blive brug for netop det, altså at øve sig, for jeg vil ikke sige, at hun dags dato behersker nogen af kundskaberne til fulde.
Så gik det hverken værre eller bedre end at hun havde sin nye ven fra skolen på besøg, og at det var hendes far der hentede, og at han er en musikertype af en art, og at han sagde: Jeg har allerede tilbudt A at skrive en MGP-sang til hende, men hun vil ikke være med. Det kan være vi kan overtale hende, så kan I synge sammen.
Han kunne lige så godt have skudt koffein direkte ind i årerne på min datter. Det her er min drømmedag, hyperventilerede barnet og fortsatte så i upbeat tempo: Hvad tror du sangen skal handle om – den skal nok handle om veninder hvis vi skal synge sammen – hvad synes du jeg skal have på til audition – hvad tror du jeg gør hvis de kommer op på skolen og fortæller os at vi skal med til MGP – tror du så ikke lige jeg må sige: “Aih, må jeg ikke godt lige skrige lidt.” – aih, har du ikke lyst til at tale lidt mere om MGP og hvad der sker hvis vi skal være med…
2014. 14 måneder. Stjernedrømme in the making – eller i frit fald. Vi får se.
Skolestart-parat
170 sider. Så meget fylder den bog, vi fik med hjem fra skolen forleden. 170 sider om at gå i skole, om at have venner, om sikker trafik, om at være forældre og om at smøre madpakker.
Er der noget at sige til, at det indimellem føles som en uoverkommelig opgave bare at gøre sit bedste?
Noget handler om, at du skal lære dit barn at rød mand i et lyskryds betyder stop. Andet at der er godt at have sund mad med i skole (no shit). Og så er der masser af tips og tricks til, hvordan du er et ordentlig, ansvarligt menneske, bare sådan i det hele taget.
Vi er en meget besynderlig – og også lidt sølle – generation af forældre, der rager rundt i blinde. Mens vi bliver coachet og terapeuetet og selvudviklet langt ind i helvede, kigger vi undrende på de små væsener, vi har sat i verden. For hvordan skal man være et ordentlig menneske og en god rollemodel for sådan et lille stykke guld? Hvordan kan jeg stole på, at det jeg giver videre er det bedste for barnet? Og er det ikke lige arrogant nok at gå efter sin mavefornemmelse og tro på, at jeg er en god nok mor?
Det er som, om vi bilder os ind at det pletfrie forældreskab findes. Som om vi tror, at hvis bare vi læser alle manualerne, følger eksperternes råd og tygger os igennem 170 sider om at være skolebarn i det nye årtusinde, så vil vores børn aldrig lave en Anna Wahlgren på os – og hvis de gør, kan vi hive skolemanualen frem og med ro i sindet sige: “Det var ikke mig, der fandt på det. Jeg gjorde bare det, der stod i bogen.”
Det gør mig sgu faktisk lidt træt.
Enden på hotelhistorien
Hej Suzette..
Det viser sig at vi kunne aligevel tilbyde dig, som først bestilt, en plads på Aarhus City Sleep-In, Havnegade 20…Så du skal som planlagt bo på din bestilling.Beklager den ståhej der har været omkring bestillingen men alt er i orden fra nu…Hav en god dag…
Går ud fra det betyder, at han har solgt kollegieværelset til en anden, der er glad for at sige tak.
Mand møder ungt bryst
Bryster går aldrig af mode – uanset om man er til camping eller Berlinale
(Billedet er med forlov og undskyld på forhånd fra Berlingske)
De findes faktisk i virkeligheden
Hvis vi nu siger, at der var et aftentog et sted i Danmark, hvor der sad en halvskaldet mand i 50’erne med mørke øjne i sin kansasblå jakke og kiggede ud af vinduet hele vejen fra Hovedbanen til Nyborg. Og hvis vi sagde, at han var sammen med sin gråligt rynkede kone med det lidt livstrætte, Prince-plagede drag om munden, og at hun ligesom lå på siden i sædet, så hun kunne have set ham dybt i øjnene, men i stedet havde blikket det samme sted som ham. Ud i mørket, hele vejen henover Sjælland. Ville du så finde det sandsynligt, at de havde følgende samtale?
– Nå, men jeg gav dem jo ikke dit nummer, for jeg kan sgu ikke huske dit mobilnummer.
– Det står sgu da i din telefon. Hvorfor fanden tænkte du ikke på det?
– Nåhr ja, det ved jeg da heller ikke. Men de kunne jo alligevel ikke få fat på dig, hvis du var ude på den boreplatform.
– Nej, så er der sgu ikke nogen, der kan få fat på mig.
– Men hvis du så, at mine forældre havde ringet, så ville du nok ringe tilbage til dem for at høre, hvad der var?
– Nej, hvorfor faen sku jeg ringe til dem?
– Ville du ikke synes det var mærkeligt de havde ringet?
– Nej, det må de sgu selv rode med. Altså når jeg er på arbejde, så er jeg sgu på arbejde, så kan jeg ikke have alle mulige der ringer til mig. Du må sgu ikke regne med, at de bare kan få fat på mig, hvis du kommer galt af sted.
Kunne du forestille dig, at han sagde til hende?
– Du kan godt droppe de der øjne. Det får du sgu ikke noget ud af. Jeg har fandme behandlet dig for godt, hvis du tror du kommer nogen vegne med det dér.
Eller ville det være overbevisende, hvis kvinden sagde til sin mand?
– Du skal kraftedme ikke trykke mig på patterne. Du risikerer jo bare, der kommer mælk ud af dem som på en anden Jersey-ko.
Uden at grine. Ville du kalde det et sandsynligt replikskifte?
Der skal så lidt til at få fred
– verdensfred mener jeg. Vi kunne fx hustandsomdele Bon Ivers For Emma, forever ago i hele verden. Med det musik i den globale højtaler er der seriøst ingen, der kan slå hinanden ihjel. Aldrig nogensinde mere.
Kun sandheden 