Kun sandheden

Hvis vi nu siger, at der var et aftentog et sted i Danmark, hvor der sad en halvskaldet mand i 50’erne med mørke øjne i sin kansasblå jakke og kiggede ud af vinduet hele vejen fra Hovedbanen til Nyborg. Og hvis vi sagde, at han var sammen med sin  gråligt rynkede kone med det lidt livstrætte, Prince-plagede drag om munden, og at hun ligesom lå på siden i sædet, så hun kunne have set ham dybt i øjnene, men i stedet havde blikket det samme sted som ham. Ud i mørket, hele vejen henover Sjælland. Ville du så finde det sandsynligt, at de havde følgende samtale?

– Nå, men jeg gav dem jo ikke dit nummer, for jeg kan sgu ikke huske dit mobilnummer.

– Det står sgu da i din telefon. Hvorfor fanden tænkte du ikke på det?

– Nåhr ja, det ved jeg da heller ikke. Men de kunne jo alligevel ikke få fat på dig, hvis du var ude på den boreplatform.

– Nej, så er der sgu ikke nogen, der kan få fat på mig.

– Men hvis du så, at mine forældre havde ringet, så ville du nok ringe tilbage til dem for at høre, hvad der var?

– Nej, hvorfor faen sku jeg ringe til dem?

– Ville du ikke synes det var mærkeligt de havde ringet?

– Nej, det må de sgu selv rode med. Altså når jeg er på arbejde, så er jeg sgu på arbejde, så kan jeg ikke have alle mulige der ringer til mig. Du må sgu ikke regne med, at de bare kan få fat på mig, hvis du kommer galt af sted.

Kunne du forestille dig, at han sagde til hende?

– Du kan godt droppe de der øjne. Det får du sgu ikke noget ud af. Jeg har fandme behandlet dig for godt, hvis du tror du kommer nogen vegne med det dér.

Eller ville det være overbevisende, hvis kvinden sagde til sin mand?

– Du skal kraftedme ikke trykke mig på patterne. Du risikerer jo bare, der kommer mælk ud af dem som på en anden Jersey-ko.

Uden at grine. Ville du kalde det et sandsynligt replikskifte?