Hej. Jeg hedder Suzette. Jeg har været på charterferie

Sikke dejligt der er ude på landet. Eller nede i Egypten. Eller hvor det nu er de flyver en hen, når man har tastet solskin og ferie ind i Google.

Solen skinner. Himlen er blå. Vandet lunkent. Maden marineret i olie. Og nætterne iskolde, men det gør slet ikke noget, for der  er nogen, der redder ens seng og lægger håndklæderne pænt på solstolene og vasker de beskidte tallerkener og og spiller Uno med mit damp-barn seks timer om dagen. Og alt det, man køber skriver man på regningen, så det ikke føles som om man bruger en krone – før den sidste dag. Hvad med mere vil du have? Jeg spørger bare?

Jeg var ellers meget tæt på at mane mig selv op i det sure hjørne. Først kom jeg nemlig til at tage en andens computer i security i lufthavnen. Det blev ham den svenske ejer sådan set ret så sur over, da han passede mig op inde i parfumeafdelingen (selvom jeg prøvede at forklare ham, at det jo også var ret heldigt for mig at han havde opdaget det). Senere tog det 350 år at komme igennem paskontrollen i Charterland, med mindre altså man ville betale for at stå i VIP-køen. Og det ville vi så ikke, så vi ventede og svedte i vintertøjet og hev vores mest overskudsagtige forældrefigur op af lommen. På hotellet var der selvfølgelig en dame, der ved en fejl tog vores kuffert med til freaking Luxor. Så gik jeg over gaden for at købe en tandbørste, en løbepromade og en deodorant, the essentials, og blev tørret noget så grundigt af charter-apotekeren, der sjovt nok næsten ikke forstod, hvad jeg sagde. Dyyyyb indånding.

Men så blev det morgen dag 2 og så skete der dette:

  • Kufferten kom tilbage og vi fik 500 gode danske kroner for ulejligheden.
  • Børnene debuterede i poolen, og jeg lagde mig til rette i solstolen.
  • Damp-barnet opdagede børneklubben, og der tilbragte hun det meste af ferien med spil og perleplader og skattejagt.
  • Det andet barn boede enten under vandet i poolen eller under  et håndklæde på solstolen med Angry Birds som et værdigt underholdningstilbud.
  • Der var gratis is og frokost til børnene, og på den måde slap vi lige for restaurant-jeg-kan-ikke-lide-maden-helvede der midt på dagen.
  • De fik to legekammerater og det gik rigtig godt (hvis vi lige glemmer den scene på trampolinen, hvor min søn kastede sig  over sin nye ven og gav ham en ordentlig omgang prygl, så jeg måtte mase mig gennem det mikroskopiske hul i nettet og hive mit barn ud ved benet og undskylde mange gange over for hans mor, som jeg på det tidspunkt ikke en gang vidste, hvad hed. Nice!).

Og da vi nåede den sidste dag, var det så fint, at vi også havde nået mætningspunktet for, hvor længe man kan opholde sig på det samme hotel, spise den samme mad og sove med hovedet på 30 cm høje hovedpuder.

Jeg læste 1½ bog på den ferie, for så store er mine børn nemlig nu. Jeg var ikke på nettet en eneste gang. Jeg sendte kun 5 sms’er. Og jeg tog ingen billeder. Det må siges at være noget af en uskik, så den allersidste aften lige inden solen gik ned, hev jeg mine børn med ned på stranden og tog idylliske billeder af legende børn med blå himmel og Det røde hav som baggrund. For sådan kan der også se ud i Charterland, hvis altså man gider at bevæge sig uden for hotellets svingdøre – og det gjorde vi så ikke. For det er ikke det der er meningen med den slags ferie. Hvis du spørger mig.

Reklamer
med emneordet , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: