Category Archives: Farmorbørn

16. april 2016
Skriv en kommentar
Familiepolitik, Farmorbørn, Information

Vi tog selv livet af familiepolitikken

Børnene venter stadig på, vi bliver voksne nok til at stå sammen om at skabe bedre rammer om børnefamilier i Danmark. Vi var godt på vej, men så begyndte vi at skændes om, hvordan man egentlig er den rigtigste familie.

[Klumme bragt i Information, 16. april 2016]

Det er lidt over et år siden, at der skete noget magisk i Fællessalen på Christiansborg. Eller faktisk startede det lang tid før den dag – for mig i hvert fald. For mig startede det med, at jeg skrev en kronik om at være fanget i familiens absurde virkelighed, hvor man går for tidligt fra arbejde, og kommer for sent hjem. Hver evig eneste dag.

Det viste sig, at jeg ikke var den eneste, der var ved at tabe pusten i hamsterhjulet. Vi havde bare glemt at tale med hinanden om det, og derfor troede vi, at det var os selv, der var noget i vejen med. Der gik rygter om, at Sverige var langt foran os på det familiepolitiske område, så vi rejste til Stockholm og blev blæst bagover. Hvis Sverige kan, kan vi også tænkte vi og fløj tilbage til vores egen velfærdsstat.

Vi var fast besluttet på at samle engagerede folk og politikere omkring en fælles familiepolitisk dagsorden. Den dag i Fællessalen var kulminationen på måneders arbejde. Salen var bugnende fuld af forældre og politikere og alle dem, der er sammen med vores børn, mens vi arbejder. Forskere, eksperter og fagforeninger holdt oplæg om, hvor bydende nødvendigt og meningsfuldt det er at skabe en mere, vi kunne kalde det, medmenneskelig ramme omkring børnefamilierne. Familierne har brug for tid til at være forældre, og børnene har brug for at være sammen med deres far og mor. Såre simpelt egentlig (og tilmed en god investering, hvis man er optaget af den slags).

Helt undtagelsesvist var selv deltagerne i det politiske panel (hvor alle Folketingets partier var repræsenteret på nær et enkelt) enige – måske ikke i modellen, men i det mindste i, at noget måtte gøres. Så meget velvilje samlet på et sted. Det var virkelig magisk.

Så kom valget … og det valg kan man mene meget om, men faktisk var det ikke politikerne, der slog den familiepolitiske dagsorden ihjel. Det klarede vi nemlig helt selv i månederne, der fulgte.

Helt uden nogen havde bedt os om det, begyndte vi (og her peger jeg på dig og dig og dig, der er kvinde som jeg selv) at konkurrere om, hvad der faktisk var bedst for børnene og for familierne. Og før vi fik set os om havde den fælles bevægelse, vi få måneder forinden alle var en del af, delt sig to højtråbende lejre: På den ene side dem, der hævdede, at børnene kun havde brug for deres forældre (mødre) de første leveår. Ingen med samvittigheden i behold ville aflevere et lille barn i institution, lød (og lyder) advarslen. På den anden side stod dem, der mente, at den familiepolitiske dagsorden var en trussel mod årtiers ligestillingskamp. Kvinderne ender med igen at stå med hovederne nede i kødgryderne, tordnede (og tordner) de ildevarslende.

Jeg har intet at udsætte på dem, der dedikerer år af deres liv til at passe deres børn hjemme, og jeg forstår fuldt ud dem, der er bange for, at kvinderne kommer til at prisen. Alle må vælge det liv, der passer dem bedst, men rammerne, hvis bare vi kunne have holdt fokus på rammerne. For det var rammerne, der kunne have givet alle familier (mænd og kvinder) mulighed for at gå et gear ned, mens vores børn har allermest brug for os.

I stedet blev vi så optaget af at bestemme, hvad der er den rigtigste måde at være familie på. Vi begyndte at moralisere i stedet for at politisere, og vi bekrigede vi hinanden med statistikker og personlige beretninger, der snart viste det ene og snart viste det andet. Dårlig samvittighed blev vores stærkeste våben i den krig, som om vi ikke allerede var tynget nok af utilstrækkelighed i forvejen. Så nu er vi tilbage, hvor vi startede. Vi går stadig for tidligt fra arbejde og kommer stadig for sent hjem. De fleste af os. Til vores børn kan vi en dag sige: Vi var så tæt på der i 2015, men så blev vi uenige om, hvem der var mest rigtig. Ligesom når du skændes med din søster om, hvem der skal have det sidste stykke kage. Undskyld.

 

med emneordet , , , ,
2. april 2016
Skriv en kommentar
Familiepolitik, Farmorbørn, Sandheden

Far har en fridag

Vi roser helt almindelige gennemsnitlige middelklassemænd, fordi de er så dygtige, når de hjælper mor. For det er stadigvæk stort set, hvad det kræver for at være en god far

[Klumme i Information 2. april, 2016]

»Det er godt nok ikke meget, han bidrager med derhjemme,« sagde jeg forleden til min veninde og tilføjede som det naturligste i verden: »men han er en god far.« Vi talte om en fælles bekendt. Og vi grinede lidt af, at det altid er hans kone, der ender med at løbe rundt efter børnene, mens han hygger sig. Han er sådan lidt distræt i det. Hahaha. HA!

»Det er sjovt, som vi altid siger det om mænd, uanset hvor lidt de bidrager med,« svarede min veninde.

Og det ville være sjovt, hvis altså ikke det var sandt. For det kan godt være, det ikke lige er far, der får læst med skolebarnet, eller far, der husker at købe ind til madpakker. Det kan også godt være, at far henter fem minutter efter vuggestuen har lukket, eller at far hellere vil drikke rødvin og tale politik end at følge sin datter på toilettet, når familien er til middag hos venner. Det er i det hele taget ret sandsynligt, at far overhovedet ikke lever op til de standarder, som vi har til mor.

I mange år har det været en stående joke hjemme hos os, at jeg bliver spurgt, hvem der skal passe børnene, når jeg skal ud og rejse. Der er ikke nogen, der passer dem, de har en far, svarer jeg med et efterhånden temmelig stramt toneleje, og så griner folk forlegent. For de ved selvfølgelig godt, at børnene har en far, og far høster meget ros for at være så dygtig til at tage sig af sine børn og få det hele til at hænge sammen i den tid, jeg er væk. Sikke en opgave. Sikke en far. Sjovt nok – og det er den sørgelige del af joken – er der aldrig nogen, der roser mig for at tage mig af børnene, når far er ude at rejse. Der er aldrig nogen, der spørger, hvem der passer børnene, når han er afsted.

I dagens Danmarks må far nemlig stadig gerne sidde med sin avis og være aldeles fraværende, fordi det er jo bare sådan, mænd er. Ligesom den der reklame fra 1950’erne (dengang bedstefar var dreng), hvor far kommer træt hjem fra sit hårde arbejde og må have hjælp til både varme tøfler og en kop kaffe, inden han tager barnet på skødet og hyggesnakker lidt om verdens gang, indtil maden står på bordet. Samme mønster, nu blot pakket ind i ligestillingsstatistikker, som siger, at det går den rigtige vej. Bortset fra, at mor nu både arbejder ude og hjemme, mens far passer sit arbejde og kører bilen en tur i vaskehallen lørdag formiddag. Far hjælper stadig til, selv om han jo strengt taget er fuldgyldigt medlem af familien. Mor hjælper ikke, hun tager sig af ting, ordner, har overblik. Far hjælper mor. Sådan er det stadig – i store træk.

Når vi taler om far, siger vi: Han arbejder meget, men han er en god far. Han har travlt med sin triatlon, men han er en god far. Han glemmer at komme til forældremødet i børnehaven, selv om han har lovet det, men han er en god far.

Hvornår har du sidst sagt det samme om en kvinde? Hun er lidt fraværende, men hun er en god mor? Nej, vel? Det er stadig mor, der har den, og når hun ikke har den, viser vi ingen nåde. Det samme gælder i øvrigt, hvis hun har den for meget. For det er da klart, at far har trukket sig, når han ikke kan komme til for mor, siger vi og holder igen hånden over far. Men hvorfor egentlig? Mig bekendt har far ikke svært ved at kræve sin ret alle andre steder i samfundet. Hjemme i familien gælder andre regler, åbenbart.

Og vi kan godt tage den engang til for Prins Knud. For jeg ved godt, at du nu vil indvende, at det slet ikke er sådan hjemme hos jer, og I deles sikkert om det hele, og din mand er virkelig en god far, opmærksom og den slags, og du kender (eller har i hvert fald kendskab til) én mand, der har været på barsel i tre måneder med sit barn. Desværre er det alt sammen blot krusninger på det kønsstereotype hav, og det kommer ikke til at ændre sig, før vi holder op med at tale om den dygtige far, der passer børn og hjælper mor.

med emneordet , , ,
21. oktober 2015
2 kommentarer
Familiepolitik, Farmorbørn

Vi er ikke myrer i en arbejdshær

Det er muligt, at Venstres politikere har sovet i timen. Det er meget muligt faktisk. For hvordan kan man ellers efter to års debat fuldstændig fornægte, at rigtig mange forældre løber spidsrod gennem hverdagen for at få den umulige arbejde-familie-ligning til at gå op. Vi går for tidligt fra arbejde og henter for sent.

Det har indtil nu ikke skortet på løftede liberale pegefingre, som formanende har belært forældre om, at børnene og familien er forældrenes ansvar. Ikke politikerne. Men det har altså ændret sig nu. Fra den ene dag til den anden er forældrene blevet statens eje, mennesker i deres bedste alder, som har værsgo at melde sig under arbejdsfanerne. Fordi det eneste parameter, der tæller, den eneste vision, der styrer det her samfund, er vækst. Pengene skal passe, siger finansministeren, og så må nogle andre passe børnene imens. Det er kommunernes ansvar at få det til at hænge sammen, og det ved vi jo allesammen, at det ikke gør. Enhver, der har sin daglige gang i en daginstitution, ved, at der efterhånden mere er tale om opbevaring end om udviklende pædagogiske tilbud. Fordi pengene ikke passer.

Børnene – dem er der sjovt nok ingen, der bekymrer sig for, familien ej heller. Så længe institutionerne er åbne døgnet rundt, har vi løst problemet med børnene, mens forældrene arbejder lidt mere, så de kan betale for rengøring og tøjvask og indkøb og madlavning og what not. Sådan tømmer man familien for indhold og mening over en nat. Børnene er ikke længere forældrenes ansvar. Dem tager staten sig af, mens de voksne løser billet til arbejdsmarkedet.

I Nyborg Kommune, hvor jeg bor, forsøgte vi os sidste år med længere åbningstider i de kommunale institutioner. En helt ny privat institution slog sig tilmed op på at have døgnåbent. Problemet var bare, at børnene blev hentet som altid, før kl. 17. For som familie slår vi alle mulige krøller på os selv og vores netværk for at være sammen med vores børn. Vi drømmer ikke om at lade vores børn tilbringe aftenener og nætter i institutioner.

Så når Venstre nu foreslår længere åbningstider, er det svært ikke at få den tanke, at de igen har mistet følingen med, hvordan virkeligheden ser ud uden for Christiansborg. Selvom mange de seneste to år har påstået det modsatte, vil vi faktisk gerne være sammen med vores børn. Vi vil gerne tage det ansvar. Vi vil gerne få det til at hænge sammen. Vi vil gerne prioritere. Vi vil gerne gå på kompromis. Det vil vi virkelig gerne. Vi har ikke fået børn, fordi staten har brug for flere hænder – eller fordi vi skylder nogen noget. Vi har fået dem bare fordi – og vi har forstået, at tiden er knap, og før man ser sig om, er børnene flyttet hjemmefra. Det er derfor, vi igen og igen har spurgt politikerne, om vi ikke kan indrette os lidt mere hensigtsmæssigt, mens børnene er små. 10 år ud af et langt arbejdsliv på 50 år – det burde vel være muligt. Vi har tilmed tilbudt at arbejde lidt mere før og efter vi får børn.

Venstre taler til os med løftede pegefingre og trusler om snarlig undergang, som om vi er arbejdsbier i en væksthær . Det er bare ikke sådan klaveret spiller. Jeg står ikke til rådighed på den måde. Jeg er et menneske, der gerne vil bidrage til det her samfund med min arbejdskraft, men også ved at være nærværende i mine børns liv. Jeg vil gerne sende dem ud i verden som livsduelige mennesker, der kan og vil tage ansvar for sig selv og hinanden. Men det kræver, at vi har mulighed for at skabe en tryg hverdag omkring familien. Og det gør vi ikke ved at arbejde mere, men ved at give familier bedre mulighed for at indrette sig, som de finder det mest hensigtsmæssigt, ved at give forældre ret til at passe deres syge børn, og ved at sikre minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Det gode børneliv er en investering i fremtiden. Investering! Hørte I det, ovre i Venstre?

 

med emneordet , ,
30. marts 2015
Skriv en kommentar
Farmorbørn, SOmeone to love

Vi svigter de udsatte børn

De er ikke svære at få øje på, de udsatte børn. Alligevel er de overladt til sig selv, mens de langsomt går til grunde. Men hvorfor er vi egentlig så lang tid om at fjerne børn fra forældre, der åbenlyst ikke formår at tage vare på deres børn?

20150330_130635

Hun er bare 8 år gammel. En uge er hun i skole. En uge er hun ikke. Hun smiler, lidt reserveret, når jeg møder hende. Hun ved, hun ikke kan komme hjem, før hun har fundet sine sko, for der er ikke andre sko at tage på end dem hun har smidt væk. Og der er dage, hvor hun må spørge sine klassekammerater om de vil dele deres madpakke med hende, fordi hun ikke selv har nogen.

Det er en kaotisk historie om et barn, der midt i 2. klasse måske er på vej mod sit 4. skoleskift. ”Jeg vil allerhelst bare blive her. Jeg gider ikke starte på en ny skole igen,” sagde hun en dag til mig. Jeg er langt fra den klogeste i den sag, som hendes liv er i fuld gang med at udvikle sig til, men jeg er tæt nok på til at se, at her er et barn, vi burde tage os af før det er for sent. Et udsat barn bøjet i neon.

De rette foranstaltninger

Vi taler om barnets tarv, og om hvor vigtigt samarbejdet med forældrene er, men vi gør langt fra nok for at sikre, at alle børn kan vokse op i trygge omgivelser, hvor de voksne passer på børnene og ikke omvendt. Barnets Reform gjorde det lovpligtigt at inddrage og høre udsatte børn, men i praksis viste en undersøgelse fra 2014, at 39 procent af børnene hverken høres eller for alvor inddrages i beslutninger, der får store konsekvenser for deres liv.

Samtidig vægrer vi os mod at tvangsfjerne børnene. Vi hævder, at det ikke er den bedste løsning, men sandheden er også, at en anbringelse er dyr for kommunerne. På langt sigt er det imidlertid ikke svært at regne ud, at en tidlig indsats er en investering, som vil kunne give barnet mulighed for at lære at indgå i normale, sociale relationer og samtidig skabe den ro, der er nødvendig for, at barnet kan koncentrere sig i skolen.

Problemet er ikke børnene, men derimod at vi ikke handler, når vi møder forældre, som ikke vil samarbejde. Vi kan underrette og finde passende foranstaltninger og lave aftaler om, at i morgen bliver alting bedre herfra og til verdens ende, uden det nogensinde får nogen effekt. Fordi forældrene af alverdens forståelige og uforståelige grunde ikke kan eller vil tage forældreansvaret på sig.

Imens taber børnene i det sociale spil, fordi de kun sporadisk er i skole og sjældent deltager i fødselsdage og aldrig har legeaftaler. De taber i det faglige spil, fordi de ingen opbakning har derhjemme og ressourcerne i skolen er for små til at tage sig af den enkelte i det omfang, som det udsatte barn kan have brug for. Det på trods af, at forskningen viser, at en god skolegang har afgørende betydning for, at udsatte børn kan bryde den sociale arv.

Når man ser et barn, der mistrives, kan man gøre sin pligt og skrive en underretning til kommunen. Når man skriver, balancerer man på en knivsæg velvidende, at de to mennesker, der burde være forældre for barnet, kommer til at læse det, man skriver. Jeg har flere gange skrevet til kommunen, og jeg har talt med lærerne på skolen om mine bekymringer. Svaret er enslydende (næsten mekanisk): Vi hører, hvad du siger. Vi er opmærksomme på barnet. Vi har taget initiativ til de rette foranstaltninger. De har alle sammen tavshedspligt. Det respekterer jeg, selvfølgelig, men at se et barn falde tungt mod afgrunden, mens de voksne snakker er det mest fortvivlende, jeg nogensinde har prøvet.

Ansvaret er vores

80% af alle børn, der vokser op i plejefamilier, er tilfredse med at vokse op i en anden familie (SFI, 2015). Vores forestilling om, at anbringelser er den næstbedste løsning er altså langt fra sandheden for alle børn. Der findes desuden en række alternativer til anbringelse, og der er fx gode erfaringer med en massiv indsats i familien, hvor den socialrådgiver, der bliver tilknyttet familien, har beslutningskompetence og økonomisk råderum til at foretage de nødvendige beslutninger, som kan skabe ro og tryghed omkring barnet.

Uanset hvilken løsning vi vælger, skylder vi børnene, at vi gør noget. Vi skylder dem, at vi navigerer i det kaos, mange af dem hver eneste dag forsøger at finde en vej igennem. Når vi i stedet igen og igen tilgodeser forældrenes behov snarere end barnets, så reproducerer vi den sociale arv. Og nok så vigtigt: Vi forhindrer barnet i at udvikle sig til et livsdueligt menneske, der tror på, at verden er et godt sted at være for os alle.

Jeg ser et af disse børn, en 8-årig i frit faldt. Snart er hun helt forsvundet. Til en ny skole, en ny kommune og nye foranstaltninger. Om 15 år vil vi måske klandre hende for, at hun ikke fik en uddannelse, selvom det i virkeligheden var os, der forspildte alle chancer for at gribe hende, mens tid var.

Kronik i Fyens Stiftstidende, 30. marts 2015

med emneordet , ,
17. marts 2015
3 kommentarer
Farmorbørn, Sandheden

Tømmermandsramt far overser børns behov

Spejderledermor overser børns behov

Byrådsmedlem overser børns behov

Sliksultne forældre overser børns behov

Landmand-far overser børns behov

Eksamensramt mor overser børns behov

Fodboldtrænerfar overser børns behov

Sygeplejerske-mor overser børns behov

Bagerfar overser børns behov

Læseheste-forældre overser børns behov

Søndagssløve forældre overser børns behov

Fisker-far overser børns behov

Skifteholdsforældre over børns behov

Voksne med et liv overser børns behov (senest iflg. Kristeligt Dagblad). Eller også er det virkelige problem, at vi har besluttet, at voksne med børn skal bruge al deres vågne fritid på at have øjenkontakt med deres børn. Aldrig må børnene opleve, at de skal underordne sig de voksnes liv eller præmisser. Aldrig må de voksne ønske sig fred og ro til at passe deres arbejde eller deres egne interesser. Aldrig må de voksne sætte sig selv før børnene.

Altid må de voksne gå foran med et godt eksempel iført cykelhjelm og faktor 50. Ingen slik. Ingen røg. Ingen junk. ‘Moar,’ råber barnet. Den gode mor slipper straks, hvad hun har i hænderne. Intet kan være vigtigere end at give sit barn øjeblikkelig opmærksomhed og nærvær. En sund sjæl i et sundt legeme går balancegang på dydens smalle sti.

Vi higer efter ’det almindelige’ og dømmer hinanden på de mindste ting. Dem, der træner for meget. Dem, der læser for lidt. Dem, der sætter grænser for deres børn. Dem, der ikke gør. Som om vi forestiller os, at vi ved at jagte det almindelige, det normale, kan forsikre os mod alle de ubehageligheder og uforudsigeligheder, livet har det med at byde på.

Børn har fortjent at se deres voksne danse i natten og høre dem lagt ned af latter. Så lad os koncentrere os om at skabe plads til mere af det fremfor at pege fingre af, hvordan vi hver især forsøger at styre gennem hverdagen. Lad os huske hinanden på, at vi alle sammen gør det så godt, vi kan – og at børn, almindelige børn, der vokser op i almindelige familier, som der trods alt er flest af, er langt mere robuste end vi forestiller os. Vi gør det så godt, vi kan. Hvorvidt det er nok, ved vi først langt senere. Der findes ingen forsikring mod forældre, der var for meget eller for lidt. Så lad os i stedet lære børnene, at livet er fuldt af ups and downs. Derfor handler det om at danse, mens man kan. Børn og voksne. Sammen og hver for sig.

med emneordet , , ,
3. marts 2014
1 kommentar
Farmorbørn, Polaroid

Velkommen i min stue – om at stille sig selv til skue

I morgen kl. 7 har jeg en aftale med TV2 Nyhederne. Vi skal tale om min kronik og travlhed i børnefamilierne. Og så skal vi se, hvordan en tirsdag tager sig ud i Cirkus Frovin Sylvest. Jeg har selvfølgelig lyst til at rydde op og sætte vintergækker i vaser, inden de kommer. Men jeg sidder på mine hænder. For det handler ikke om pyntepuder eller friske blomster.

Der er sikkert nogen, der bliver sure (igen) og kalder mig forkælet (igen). Det er ok. Jeg ved godt, jeg er priviligeret. Jeg ved godt, det er en fase. Jeg ved godt, at om tre år er det hele glemt (for mit vedkommende). Jeg ved godt, at der er mange i Danmark, der har det meget værre end mig, og endnu flere i verden, der har det meget værre end børnefamilier i Danmark. Og jeg ved godt, det er meget vi selv kan gøre.

Kronik-Politiken

Min pointe er, at jeg er ved at løbe tør for ideer: Jeg kan fx slet ikke ikke kan forestille mig, hvordan vores liv hang sammen, hvis vi ikke netop var så priviliget. Hvis vores arbejde ikke var fleksibelt. Hvis ikke jeg boede et sted i Danmark, hvor huslejen ikke æder det meste af lønnen.

For mig handler det ikke længere kun om, hvad vi selv kan gøre. Dig og mig, hver for sig. Det handler om at skabe en ramme omkring familielivet, så det ikke bare er en fase, hvor det først og fremmest handler om at overleve. Det kan ingen af os gøre alene. Det må vi gøre i fællesskab. Ligesom vi som samfund skaber rammer om alle mulige andre dele af livet.

Det, der undrer mig mest, er vreden. Der er så meget vrede i debatten. Det forstår jeg stadig ikke. Børnefamilier må ikke brokke sig. “Du har selv valgt,” siger de vrede, og det er jo sandt for langt de fleste af os. Men betyder det virkelig, at jeg ikke må undre mig over, at balancen mellem familie- og arbejdsliv tilsyneladende er så svær at ramme for så mange? Betyder det, at jeg ikke må foreslå, at vi prøver at skrue livet lidt smartere sammen i de år, hvor de små har brug for os og fylder meget i vores liv? Betyder det, at jeg bare skal bide tænderne sammen og vente på det går over?

Vi ses i fjernsynet snart. Og indtil da kan du læse kronikken her (hvis du nu gik glip af den i oktober)

med emneordet , , ,
14. februar 2014
1 kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn, SOmeone to love

Hvor sørgelig må en godnathistorie være?

Den seneste tid har vi læst godnathistorier, der virkelig har trukket tårer. Fine, fine historier om børn, der mister. En bror. En mor. En der er meget tæt på, og historierne handler om tiden bagefter. Om tomrummet og om at finde en ny mening.

Brødrende løvehjerte

Brødrene Løvehjerte. Klassikeren, som jeg har glædet mig så meget til at læse for mine egne børn. Nu er de endelig store nok. Jeg hulkede mig gennem de første kapitler, og børnene holdt vejret, mens de to Løvehjerte-brødre står sammen i tykt og tyndt.

……………………………………..

Hole_Stian__Annas_himmel_LO_res_150_dpi_RGB

Stian-Hole_Annas-himmel_konkylien

Annas himmel. Jeg elsker Stian Holes børnebøger. Ikke mindst for hans smukke, eventyrlige og drømmende collager. Annas Himmel handler om Anna, der har mistet  sin mor, og nu er hun på vej til begravelsen med sine far. Hun er bare ikke helt klar til at tage af sted og sige farvel. Fin, næsten sprød historie.

……………………………………..

drengen-der-gik-baglaens_211909

Drengen der gik baglæns. Jeg har stadig til gode at se Thomas Vinterbergs Oscarvindende kortfilm. Men bogen, læs bogen med dine børn. Der er masser at tude over i historien, hvor Andreas mister sin storebror Mikkel. Andreas forsøger at fylde tomrummet ud ved at tale med Mikkel og ved at slå sig tre gange på brystet og undlade at træde på stregerne. Slutningen, hvor Andreas beslutter sig for at give slip på sin bror, var virkelig hjerteskærende. For mig i hvert fald.

Jeg elsker den måde bøger kan åbne for det, der er svært at tale om. Den måde tegninger, illustrationer og collager kan beskrive det ordene ikke kan. Jeg elsker at vi kan læse bøger sammen, som sætter spor både i dem og i mig.

……………………………………..

med emneordet , , ,
24. januar 2014
10 kommentarer
As if, Farmorbørn, Sandheden

Kvinder er skyld i skilsmisser og overgreb mod børn

I går satte jeg mig ned og gjorde noget, jeg muligvis havde haft bedst af at afholde mig fra: Jeg så det tredje program i DR-serien Sådan er det bare. Præmissen for programserien er nemlig interessant; lad os pille lidt ved alle de selvfølgeligheder, der former et moderne hverdagsliv og se på, hvorfor det er blevet sådan, og om det måske kunne være anderledes.

Det tredje program handler om balancen mellem familie- og arbejdsliv, og hvad det betyder for børnefamilier, at hverdagen er travl og for nogen ligefrem stressende. Jeg skrev i oktober en kronik om børnefamiliernes hamsterhjul, så lad os bare sige at det er et emne der allerede optager mig.

Grunden til jeg ville ønske at jeg aldrig havde set programmet, er at det gennem samfulde 28 lange pinefulde minutter kun gør en ting: Hælder dårlig samvittighed ud over udearbejdende mødre – og tragikomisk nok er programmet med til at fastholde stereotyper og status quo snarere end at skitsere reelle alternativer til det nuværende liv i en gennemsnitlig børnefamilie.

Vi ser en udearbejdende mor som løber rundt efter sit barn i supermarkedet, mens hun prøver at købe ind efter arbejde. Og vi ser en hjemmegående mor, der bager boller (seriøst?!), griner og hygger med sine børn omkring bordet. Det har den udearbejdende mor helt åbenlyst hverken tid eller overskud til.

Vi hører også hvordan den udearbejdende mor skal argumentere for, hvorfor hun overhovedet har et arbejde – hvorfor hun ikke er hjemmegående.

“Mit arbejde giver mig mulighed for at bruge de kompetencer, jeg har. Og det at have kollegaer betyder meget for mig.”

Vi hører hende fortælle, at det er hårdt at have ambitioner med sit arbejde og samtidig være familiens projektleder.

Speak: “Katrine er glad for sit arbejde, men hun kan mærke at det kan være svært at nå det hele.”

Katrine: Der er dage hvor jeg tænker: Gud hvor jeg er dog en dårlig forælder. Jeg henter som en af de seneste. Det er bare ikke godt nok.

Vi hører hvordan travlheden i familien er et overgreb (seriøst?!) på børn.

Speak: “De [Børns Vilkår] optager hver dag [sic!] opkald fra børn der har svært ved at nå igennem til deres forældre.”

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår: “Forældrene har aldrig tid […] Det er en slags omsorgssvigt at man faktisk ikke har den tid der skal til for at lytte til børnene.

Nå ja, og så er der selvfølgelig den om pengene. At vi er forkælede og bare kunne gøre noget andet som fx at flytte til Lolland, fordi ALLE jo ved at der er masser af jobs at få i Udkantsdanmark (i hvert fald er der fred og ro). Igen klip til stakkelse Katrine:

Speak: ” Det er altså ikke helt omkostningsfrit at både far og mor går på arbejde. Alligevel er der en grund til at de fleste vælger at leve deres liv på den måde. Vi vil gerne have de penge der følger med et job.”

“Min indtægt betyder for familien, at vi har noget mere frihed i forhold til, hvad vi godt kunne tænke os.”

Nu går du lige tilbage og så læser du alle citaterne med Katrine igen. Og så forestiller du dig, at det er hendes mand, vi kan kalde ham Mads, eller en mand du kender, der i stedet er citeret.

Nej vel? Det går ikke, alene af den grund at du ALDRIG ville spørge en mand, hvorfor han går på arbejde, hvilke tanker han gør sig om hvordan familielivet hænger sammen med hans karriere og slet slet ikke: Hvad betyder din indkomst for familien, Jørgen?!?!?!

Hele programmet er lagt ind i en fornedrende ramme, som gør familielivet til kvindens ansvar, hendes karriere til et personligt, egoistisk projekt og hendes fine lille indtægt til et appendix til familiens økonomi. Det er ikke hendes mands penge der betaler for skiferien – næh, hans rigtige løn går vel til mursten og bil og pension, synes at være programmets præmis.

Men det ved jeg selvfølgelig ikke med sikkerhed, altså hvad programmet overhovedet mener om mænd endsige hvad mænd mener om familiens hamsterhjul, for de er slet ikke en del af programmet. Et program der handler om moderne familieliv vælger alene at lade kvinderne komme til orde – og dermed fastholde os alle sammen i den forestilling at det i sidste ende er kvindernes ansvar om familiens trives. For… Sådan er det bare!

Nilfisk

med emneordet , , , ,
4. december 2013
6 kommentarer
Farmorbørn, SOmeone to love

Sladrer man, hvis man deler sin bekymring?

Jeg har set dem i vuggestuen, i børnehaven og nu i skolen. De børn, der ikke ser ud til at have det godt. Det har overrasket mig, hvor lette de er få øje på – og også tit hvor svære de er at nå.

Børn har ret til kærlighed og tryghed, til at blive set og elsket, og til at have et hjem, hvor de kan trække vejret frit. Derfor river det sådan i hjertet, når jeg møder børn, som jeg tænker ikke får netop det. Børn, der virker ensomme, tilbagetrukne, grænseoverskridende eller alt for voksne af deres alder.

Men hvad gør man? Hvad gør jeg? Jeg kender dem jo dybest set ikke – jeg ved jo reelt ikke om det jeg ser, er sådan de har det. Om det jeg oplever er bekymrende eller bare en anden måde at være barn på end den, vi har besluttet hjemme hos os er den rigtige. Hvordan kan jeg gøre mig til dommer over andres liv – hvordan kan jeg alene på min fornemmelse tillade mig at mene noget om den måde andre voksne er forældre på. I sidste ende er vi jo allesammen bare amatører, der hver dag gør vores bedste.

Ankestyrelsen har netop lanceret en kampagne, hvor de opfordrer os, dig og mig, til at reagere på det vi ser og fornemmer. Kampagnen hedder Deldinbekymring.nu

Det er svært, synes jeg. At blande sig i andre familiers anliggender. Det føles lidt, som om jeg sladrer, og jeg er generelt ikke stor tilhænger af at vi får et samfund, hvor vi hele tiden holder øje med hinanden – og rammerne for det normale måske bliver for snævre af netop den grund.

Omvendt. Historierne om børn, der er vokset op i hjem, hvor de voksne af en eller anden grund ikke har magtet at være forældre, hvor børnene har været overladt til sig selv, hvor utryghed har været en del af hverdagen… de historier er så hjerteskærende, og hver gang tænker jeg: Hvorfor var der ikke nogen der greb ind? Hvorfor var der ikke nogen der reagerede på det de så?

Det føles måske som om vi blander os i noget, der ikke kommer os ved. Men måske giver det mening at tænke på børnene først og fremmest. På hvad det gør ved dem, at ingen ser dem. At ingen voksne tager ansvar for at give dem en tryg og kærlig barndom.

“En underretning er udtryk for omsorg.” Står der på deldinbekymring.nu Måske er det sådan, vi skal se på det, når vi igen står over for det der barn, som vi dybest set godt ved trænger til hjælp. Som har brug for en voksen til at skabe orden i kaos. Det er ikke let eller uden dilemmaer. Men for børnenes skyld giver det måske alligevel mening at være en sladrehank.

 

med emneordet , ,
11. november 2013
4 kommentarer
Farmorbørn, Sandheden

Det ER strukturelt

For nogle lørdage siden forsøgte jeg mig med en kronik i Politiken. Mange, der læste den, syntes, jeg var dårlig til at sortere og sige nej, og næsten lige så mange der syntes det var synd for mine børn, at de skulle trækkes med en mor som mig.

Der var flere der var helt oppe at stå på den, fordi jeg åbenbart er sådan en typisk klynkemarie, der ikke kan finde ud af at tage ansvar for farten i det hamsterhjul, som kronikken handlede om. Sådan en stereotyp mor, der har travlt med at bage økologiske speltboller på surdej, mens jeg banker puder og fletter julehjerter med den anden hånd (myten om den perfekte mor viser sig igen og igen at være et hårdtslående argument). Og overraskende mange foreslog, at jeg gik på deltid (mens ingen foreslog, at min mand gik ned i tid. Ingen.).

Men midt i al balladen druknede min pointe, eller måske blev den snarere fremhævet. For det jeg forsøgte at sige med kronikken var ikke, at det er synd for mig eller for dig, men at det er synd for os (hvis det er synd for nogen), fordi hamsterhjulet ikke er noget, du eller jeg har opfundet. Det er et strukturelt problem, som ikke kan standes ved at jeg melder fra til en julefrokost eller går ned i tid. Vi har brug for en tredje løsning, en ny måde at organisere os på  – du ved, den løsning vi ikke kender endnu, men som jeg godt gad vi begyndte at diskutere os frem til.

Det er der mange der bliver provokeret af: At løsningen ikke ligger lige for, og at jeg insisterer på, at det er et strukturelt problem mere end en individuel udfordring, der kan løses med (flere) skemaer og (endnu) mere prioritering i den enkelte familie. Derfor blev jeg så glad, da jeg læste interviewet med Rasmus Willig i Politiken i weekenden. Rasmus er sociolog, og hans pointe er netop, at vi martrer os selv, fordi alle problemer er individualiserede:

“Det er helt nødvendigt, at vi oversætter de individuelle problemstillinger til sociale problemstillinger. Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer. Der er akut behov for, at vi sætter farten ned og laver om på de strukturer, der styrer os rundt.”

Læs interviewet. Seriøst. Han har fat i den lange ende.

Vi har en vinder!

Så til Andreas bog, som jo faktisk er er flugtforsøg fra hamsterhjulet. Maier, du er den heldige vinder. Send mig navn og adresse, så modtager du fluks Andreas fantastiske bog fra forlaget.

Og hæng endelig på, der er en ny bog på vej lige om lidt. Om en dreng, der er god til noget.

med emneordet , , , , , ,
← Ældre indlæg