Dengang i 1980’erne, da jeg voksede op i en lille landsby i provinsen, arbejdede de fleste voksne, jeg kendte, for at holde fri. Udsigten til weekenden og tre ugers sommerferie var det, der fik de voksne til at stå op og tage på arbejde. Og jeg kan huske, at mine venner og jeg lovede hinanden, at sådan ville vi aldrig ende. Vorherre bevares.
Arbejdet skulle være meningsfuldt, bære lønnen i sig selv så at sige, og langsomt skete der det, at arbejdet kom til at fylde alt. Som vand, der siver ind i alle sprækker. Vi druknede langsomt i arbejde, men det var ok, for meningsfuldt var det jo, og vi var alle sammen indstillet på at give den en ekstra skalle. Vi var ambitiøse, havde mål at nå, drømme at opfylde. For næstefter det ligegyldige arbejde frygtede vi mest en dag at se tilbage på et liv, hvor vi ikke havde opfyldt vores fulde potentiale.
Så vi sagde ikke nej, vi sagde bare ja og ja og gav os selv lidt mere. Nogle faldt om af stress undervejs, og vi undrede os, for vi var alle sammen livsduelige, stærke mennesker, men vi blev slugt af ambitioner og ja-hatte. Måske fordi vi frygtede at blive overhalet indenom af en anden, der var mere fleksibel end os selv, en, der endnu ikke havde nået grænsen.
Mødet med middelmådigheden
Der kom et tidspunkt, hvor det gik op for de fleste af os, at vi ikke var toppen af poppen, men bare helt almindelige, ret gennemsnitlige mennesker. Vi troede, vi kunne række ud efter stjernerne, men ingen af os havde arme, der var lange nok, og vi måtte indse, at vi var tættere på jorden end på stjernerne. Heldigvis var vi godt pakket ind i 90’er-ironi, så vi tog det med latter og en ekstra øl på bagtrappen, selvom den erkendelse, den første rigtige skuffelse over vores egen middelmådighed, føltes som at sidde på en temmelig våd karklud.
Næste udskillelsesløb kom, da vi blev gamle nok til at få børn. Mændene blev på arbejdet, mens vi, kvinderne, blev derhjemme. Nogle fandt trøst i moderskabet, andre havde svært ved at give slip på forestillingen om, at man kan skyde genvej til lykken gennem arbejdet. Jeg husker stadig følelsen af at stå på perronen og se alle togene stryge forbi. Lyntog. Høj hastighed. Fuld fart frem mod fjerne kyster, mens jeg holdt mit barn i armene og forsøgte at række ud efter stjernerne samtidig. Så stor en joke, som det kunne blive, for man kan som bekendt ikke blæse og have mel i munden samtidig.
Hej krise
I mellemtiden var det blevet finanskrisetid og ingen talte længere om, hvor meget boligpriserne var steget, siden vi så hinanden i sidste uge. Nu talte vi i stedet penge på kistebunden, og for nogle af os var der kun lige mønter nok til at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke en eneste lille klink til en billet til drømmeland. Op på hesten igen. Når der er krise, kan man jo slet ikke tillade sig at klage over, at arbejdet fylder for meget. Så tilbage til virkeligheden, hvor folk blev ved med at falde om af stress. Vi kunne ikke vente med at komme på arbejde, fordi det krævede for meget at være derhjemme, og samtidig følte vi os utilstrækkelige, når vi åbnede mailprogrammet og som en anden Sysifos begav sig op af bjerget. Højt at drømme, dybt at falde.
Og nu sidder vi i vores huse, i vores lejligheder, med en karriere eller ingen, med børn, bil og alt det der skal til, når vi er her, hvor vi er, midtvejs gennem livet godt og vel, og vi er alle lige (u)lykkelige af den grund.
Nogle af os tror stadig på, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, hvis bare lønnen er høj nok. Andre forsøger at skabe mening et sted midt imellem. Det åbenlyse er imidlertid at arbejdet er definerende. Det, jeg laver, gør mig til den, jeg er, for jeg kan ikke være noget eller nogen uden. Vi taler om overgange og om at være in between jobs, fordi arbejdsløs er det værste man kan være i en tid, hvor arbejdet, og helst det rigtige arbejde, fylder alt.
Kollektiv psykose
Vi troede, at arbejdet kunne sætte os fri, at vi kunne nå de højeste drømme, hvis bare vi knoklede for det. Men vi var naive, for det viste sig, at de fleste af os – uanset hvor succesfulde vi så ud – drømte om at gøre noget helt andet. Som fx det åbenlyst banale: Mere tid til at være sammen med børnene, der vokser så hurtigt og langsomt, men sikkert forsvinder mellem hænderne på os. Mere tid til at forfølge den der gamle tossede drøm om at rejse til verdens ende, skrive en bog eller klatre i bjerge (vi underskylder på forhånd, at det er så naivt med den drøm).
Problemet er, at vi befinder os i en kollektiv psykose som tilskriver, at arbejdet går forud for alt andet (selvom de fleste af os dybest set blot arbejder for at tjene penge, så chefen kan invitere sin familie tre uger til Caribien – og hvis du selv er chefen, er det så det, du kan bruge din 70 timers arbejdsuge til. Tre uger i Caribien som afbetaling for din (måske) dårlige samvittighed). Ingen af os tillader os at gå på arbejde for at kunne holde fri – hvis jeg havde det sådan, ville der være noget galt med mit arbejde, ikke?
Dygtige dig
Nogen burde få den tanke, at vi bliver ført bag lyset. Det er den følelse, jeg får, når jeg kigger ud over en generation af myreflittige, pligtopfyldende (med)arbejdere, der lige giver den en ekstra skalle for at nå et sted hen, som altid er længere væk, end man først regnede med.
De fleste lader ikke en gang som om mere – i stedet undskylder vi os med, at det ikke kan være anderledes. Det er ikke let at slippe chefstolen, når først man sidder der (hverken for en selv eller alle dem, der ser en sidde i stolen). Det er ikke let at sige farvel til pengene, når huset er købt og skiferien bestilt. Og anerkendelsen – ingen har lyst til at sige farvel til anerkendelsen, der følger naturligt i kølvandet på en karriere, der folder sig ud. Næh, se hvor stor og fin han er blevet, hvordan hun er lykkes med alting. Vi elsker det – og misunder dem, for hvem det lykkedes, uanset hvad prisen måtte være, og uagtet alle de spildte drømme det koster undervejs.
Slap af!
Men ved du, hvad vi skal? Vi skal slappe af med det arbejde. Vi skal passe vores arbejde, bevares, men vi skal holde op med TALE om det hele tiden. For ærlig talt, jeg gider ikke høre, hvor vigtig du er på dit arbejde – jeg vil meget hellere høre, hvad du mener om noget, der vedrører os alle sammen, samfundet, fællesskabet. Jeg vil meget hellere se dine drømme folde sig ud – også selvom det ikke sker over en nat, men over et liv.
Der var engang, hvor jeg forstillede mig, at det rigtige arbejde ville være meningsfuldt og livgivende i sig selv. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg er holdt op med at tro på, at arbejdet kan sætte os fri – måske kan det gøre os godt, men i virkeligheden er det alt det andet, der tæller. Pauserne. Tilstedeværelsen i verden, som den folder sig ud lige nu. Ansvaret for hverdagen og fremtiden, der har brug for både handling og mod. Og tiden, der strækker sig uendeligt og giver os plads til først og fremmest at være mennesker i kraft af, hvem vi er, og ikke hvad vi laver.
Kun sandheden 