Kvinder er skyld i skilsmisser og overgreb mod børn

I går satte jeg mig ned og gjorde noget, jeg muligvis havde haft bedst af at afholde mig fra: Jeg så det tredje program i DR-serien Sådan er det bare. Præmissen for programserien er nemlig interessant; lad os pille lidt ved alle de selvfølgeligheder, der former et moderne hverdagsliv og se på, hvorfor det er blevet sådan, og om det måske kunne være anderledes.

Det tredje program handler om balancen mellem familie- og arbejdsliv, og hvad det betyder for børnefamilier, at hverdagen er travl og for nogen ligefrem stressende. Jeg skrev i oktober en kronik om børnefamiliernes hamsterhjul, så lad os bare sige at det er et emne der allerede optager mig.

Grunden til jeg ville ønske at jeg aldrig havde set programmet, er at det gennem samfulde 28 lange pinefulde minutter kun gør en ting: Hælder dårlig samvittighed ud over udearbejdende mødre – og tragikomisk nok er programmet med til at fastholde stereotyper og status quo snarere end at skitsere reelle alternativer til det nuværende liv i en gennemsnitlig børnefamilie.

Vi ser en udearbejdende mor som løber rundt efter sit barn i supermarkedet, mens hun prøver at købe ind efter arbejde. Og vi ser en hjemmegående mor, der bager boller (seriøst?!), griner og hygger med sine børn omkring bordet. Det har den udearbejdende mor helt åbenlyst hverken tid eller overskud til.

Vi hører også hvordan den udearbejdende mor skal argumentere for, hvorfor hun overhovedet har et arbejde – hvorfor hun ikke er hjemmegående.

“Mit arbejde giver mig mulighed for at bruge de kompetencer, jeg har. Og det at have kollegaer betyder meget for mig.”

Vi hører hende fortælle, at det er hårdt at have ambitioner med sit arbejde og samtidig være familiens projektleder.

Speak: “Katrine er glad for sit arbejde, men hun kan mærke at det kan være svært at nå det hele.”

Katrine: Der er dage hvor jeg tænker: Gud hvor jeg er dog en dårlig forælder. Jeg henter som en af de seneste. Det er bare ikke godt nok.

Vi hører hvordan travlheden i familien er et overgreb (seriøst?!) på børn.

Speak: “De [Børns Vilkår] optager hver dag [sic!] opkald fra børn der har svært ved at nå igennem til deres forældre.”

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår: “Forældrene har aldrig tid […] Det er en slags omsorgssvigt at man faktisk ikke har den tid der skal til for at lytte til børnene.

Nå ja, og så er der selvfølgelig den om pengene. At vi er forkælede og bare kunne gøre noget andet som fx at flytte til Lolland, fordi ALLE jo ved at der er masser af jobs at få i Udkantsdanmark (i hvert fald er der fred og ro). Igen klip til stakkelse Katrine:

Speak: ” Det er altså ikke helt omkostningsfrit at både far og mor går på arbejde. Alligevel er der en grund til at de fleste vælger at leve deres liv på den måde. Vi vil gerne have de penge der følger med et job.”

“Min indtægt betyder for familien, at vi har noget mere frihed i forhold til, hvad vi godt kunne tænke os.”

Nu går du lige tilbage og så læser du alle citaterne med Katrine igen. Og så forestiller du dig, at det er hendes mand, vi kan kalde ham Mads, eller en mand du kender, der i stedet er citeret.

Nej vel? Det går ikke, alene af den grund at du ALDRIG ville spørge en mand, hvorfor han går på arbejde, hvilke tanker han gør sig om hvordan familielivet hænger sammen med hans karriere og slet slet ikke: Hvad betyder din indkomst for familien, Jørgen?!?!?!

Hele programmet er lagt ind i en fornedrende ramme, som gør familielivet til kvindens ansvar, hendes karriere til et personligt, egoistisk projekt og hendes fine lille indtægt til et appendix til familiens økonomi. Det er ikke hendes mands penge der betaler for skiferien – næh, hans rigtige løn går vel til mursten og bil og pension, synes at være programmets præmis.

Men det ved jeg selvfølgelig ikke med sikkerhed, altså hvad programmet overhovedet mener om mænd endsige hvad mænd mener om familiens hamsterhjul, for de er slet ikke en del af programmet. Et program der handler om moderne familieliv vælger alene at lade kvinderne komme til orde – og dermed fastholde os alle sammen i den forestilling at det i sidste ende er kvindernes ansvar om familiens trives. For… Sådan er det bare!

Nilfisk

Reklamer
med emneordet , , , ,

10 thoughts on “Kvinder er skyld i skilsmisser og overgreb mod børn

  1. Marie U. siger:

    Jeg kunne ikke være mere enig, Suzette. Det er da utroligt at vi ikke er nået længere i ligestillingen end at vi fortsat bruger skyld-med-skyld-på når vi taler om kvinder og deres arbejde. Godt brølt!

  2. Casper siger:

    Gode betragtninger – det lyder ikke som om programmets præmisser er tænkt helt igennem. Jeg har ikke set programmet, men lige et lille kvæk: Har ikke set programmet, men jeg synes nu alligevel ikke, at det var helt så håbløst (den med indkomsten undtaget!) at skifte “Katrine” ud med “imaginære Mads”. Der er da mange mænd, der taler om og tænker over work-life balance, hvad de gerne vil have ud af deres arbejde og hvordan de er forældre… Så problemet er vel (mest?) at de ikke er blevet spurgt – ikke at (nogle af) spørgsmålene ikke kunne stilles? Eller er jeg galt på den her?

  3. Frigg siger:

    Det lyder som endnu et tåbeligt program, men jeg ville altså til hver en tid spørge en mand der arbejder meget om hvorfor og hvad det betyder for familien og hans forhold til dem.

  4. kunsandheden siger:

    Til enhver tid ville jeg gøre det samme. Men i den offentlige debat om familieliv er det interessant 1) at mændene sjældent blander sig i prioriteringer og pres, og 2) at mænd sjældent bliver bedt om at give deres mening og valg tilkende. Det er og bliver først fremmest en sag for kvinder. Åbenbart. Det er interessant (og ret nedslående)

  5. Birgitte siger:

    Mennesker og medier på p1 fra d. 24 januar har interviews med de to kvinder, som også er ret kritiske over for vinklingen….

  6. Lisbet siger:

    Scenen i supermarkedet var oven i købet iscenesat af produktionsselskabet! P1’s “mennesker og medier” fra fredag d.17.01.14 har Katrine i studiet, fordi hun netop synes, hun er fremstillet meget negativt i programmet.

  7. kunsandheden siger:

    Ja, programmet blev ikke bedre af at høre Katrine i Mennesker og medier. Tværtimod bekræftede det min fornemmelse af at programmet havde en bestemt dagsorden. Glad for jeg ikke er Katrine, der stillede sit normale liv til rådighed

  8. Camilla siger:

    Jeg er da enig i at man godt kan spørge mændene. Jeg tror nogle vil sige at de arbejder for meget. Jeg tror slet ikke så mange mænd som kvinder vil sige at de ønsker nedsat tid eller at blive hjemmegående, så dermed er det bare kvindens dilemma.
    Der er ikke ligestilling på det område selvom det åbenbart er det eneste saliggørende i denne verden? Det andet hedder ligeværd og med det har vi kvinder lov til at sige at vi gerne vil passe vores børn og mændene har lov til at sige at de vil forsørge familien. Men den biologiske trang til at være sammen med vores børn 24/7, som nogle af os har, er nærmest forbudt eller umulig. Heldigvis er trangen og behovet for at løbe rundt i hamsterhjulet meget prestigefyldt og samfundsgavnligt(?), og det er da heldigt at programmet er dårligt og ensidigt. Så kan vi sætte punktum ved det.

  9. Anna siger:

    Helt enig, godt skrevet. Meget vinklet program hvor manden i hjemmet i begge tilfælde fremstod som helt fraværende (eller i hvert fald slet ikke fik lov til at komme til tale, til trods for at man vel er 2 om at få børn). Programmet føltes som en efterladenskab fra maaaange år siden, ikke noget som hører hjemme i år 2014. Jeg dømmer hverken forældre som er hjemmegående eller arbejdende, men at lave sådan et vinklet program må alt andet lige betragtes som useriøst og meget ringe journalistik.

  10. writeawaymoms siger:

    Man har vel et fælles ansvar som familie, og begge parter er med til at få en hverdag til at fungere. At vi så stadig ikke er kommet længere i ligestilling, endt at det er kvindernes “problem” hvorvidt der bliver brugt nok til på ikke at forsage “overgreb” på børnene, i form af fraværende forældre, er jo helt hen i hampen. Det er vel på tide alle tager skeen i den anden hånd og former vores små poder til at forstå at lige netop ligestilling, altså også gælder dette aspekt i hverdage, og ikke kun stemmeret og hvem der sidder hvor i bussen. Vores børn ender med at vokse op på samme måde som os andre, med samme indstilling til at tie, istedet for at tale når det kommer til hvem der står til ansvar for hvem der har “kvalitetstiden” med børnene.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: