Tag Archives: børn

11. august 2016
2 kommentarer
SOmeone to love, The kids

Frit fald

Man holder sit nyfødte barn helt tæt og har aldrig lyst til at give slip. Men langsomt river barnet sig løs og bliver sig selv. Og man slipper, fordi det er det, man skal. Slippe, ikke holde fast.

Jeg lå i hospitalssengen med min daggamle datter. Lillebitte var hun, som en ny baby nu en gang er. Sovende det meste af tiden, det mærkværdige væsen, som jeg havde båret under mit hjerte i så mange måneder, og som jeg følte, jeg burde kende, men som jeg alligevel slet ikke kendte.

I mange år havde jeg forsvoret jeg overhovedet skulle være nogens mor. Men nu lå hun her og duftede trygt og varmt af uspoleret nyt liv, og jeg hviskede til hende: ’Vi to, vi hænger sammen, resten af livet. Jeg passer på dig.’

Alting var så højstemt de første dage. Næsten andægtigt, og jeg er ellers ikke et andægtigt menneske, men så alligevel en højstemt mor, viste det sig. Jeg passer på dig, sagde jeg, som havde været mor i halvandet døgn og vidste lige præcis ingenting om at være mor og slet ingenting om, hvordan man passer på 2800 gram baby.

Hun kom flere uger før terminen. Hvis hun var blevet født på den anden side af midnat, havde hun været et helt almindeligt barn, og vi var kommet hjem med det samme. Nu var hun født for tidligt, og vi fik lov til at gemme os på hospitalet i mange dage nok til, at vi kunne lege mor, far og barn og stadig trække i snoren, hvis vi blev i tvivl.

Og i tvivl var vi det meste af tiden. Det føltes på en gang, som om hun altid havde været en del af os, og som om vi var blevet pålagt en opgave, der var alt for stor til, hvem vi var. To mennesker, der var vant til at leve hver vores liv sammen, og som på en enkelt formiddag var blevet for evigt forbundet af et nyt lillebitte menneske.

Hun skulle mades hver anden time. Drikke sølle 15 ml mælk af et lille plastikglas, mens vi ventede på, at mælken løb til. Hun lå med lukkede øjne, mens vi nødede hende til at drikke. Der var ikke noget dramatisk ved situationen, ikke andet end at jeg ikke fik sovet, fordi hun skulle have mad døgnet rundt.

Jeg troede ikke, jeg kunne undvære søvn, men det lærer man med tiden. Ikke at undvære, men at leve med at undvære. Ligesom man lærer at lukke gode råd ude, særligt dem om, at alting er en fase.

Seks år i konstant søvnunderskud er en lang fase, og man bliver ikke et større menneske af ikke at få sovet. Man hænger sammen, fordi man skal, men heller ikke meget mere end det. På den femte dag fik vi lov til at tage hjem.

Jeg så mig over skulderen, da vi gik ud af døren for at tage elevatoren ned. Mig og min lille nye familie på vej mod jorden. Sygeplejersken vinkede til mig. Det var ok. Vi måtte gerne tage vores baby med hjem, hun var trods alt vores. Hun hørte til hos os.

Uden for bragede hverdagen imod os. Trafikken var usædvanlig hektisk, og lydene, alle de lyde, al den larm. Jeg havde lyst til at tage mit barn i armene, skærme hende mod virkeligheden, som var blevet så barsk og fuld af lys på bare fem dage.

Alt var som før, og ingenting var som før.

Noget nyt voksede i mig i de dage. Moderskabet. Ikke som en bekymring, men som en stor varm boble. Som et ekstra kammer i mit hjerte. Som en enorm beskyttertrang. Vi måtte søge i dækning. Væk. Fra verden, som teede sig så tosset, og vi trillede forsigtigt barnevognen henover fortovet. Vi forsøgte at skærme hende, men det var umuligt. Alle de bump, alle de knækkede fliser, alle de kantsten.

Hun viste sig at være sådan et barn, der vendte sig ud mod verden. Som tog på eventyr så snart hun overhovedet kunne bevæge sig. Det var som om verden aldrig kunne blive stor nok. Derfor lærte jeg tidligt at give slip.

Hun insisterede, og jeg havde ingen gode grunde til at holde på hende. At holde hende fast mod hendes vilje var omsonst, for hun tog imod alt det nye med en naturlig nysgerrighed, som er en gave både i det lille og i det store liv. Hun viste tillid og fik tillid igen. Det var også hendes gave.

Min opgave blev at forklare hende, hvordan verden hang sammen. Og at stole på, at hun nok skulle klare sig. Hun var draget af sted uanset.

Det ville være løgn at påstå, at hun ikke har slået sig undervejs. Både helt fysisk når hun kravlede op og hoppede ned i fuld tillid til, at hun ville landet blødt. Det gjorde hun ikke altid. Og når hun kravlede ind under huden på andre mennesker og blev afvist. Ikke alle voksne gider svare, ikke alle voksne giver igen af samme nysgerrige skuffe. Det er ikke nogen dårlig erfaring at gøre sig, mens man endnu er for lille til helt at forstå.

Hun ville verden for meget til at tage sig af dem, der ikke ville.

Når jeg ser på hende nu. Hende, min 10-årige datter og hendes 16 måneder yngre lillebror, strømmer blød varme gennem mig. En følelse af stor taknemmelighed og skrøbelighed på samme tid. Hvad er jeg uden de to mennesker?

Jeg er ikke kun dem, men jeg er ingenting uden. Jeg er deres mor. Den, der passer på dem. Den, de skal kunne regne med. Hele tiden. Også når jeg ikke gider, eller jeg er for træt til at tage mig af andre end mig selv. At se mig selv vokse ud af dem – at blive nogens mor.

Hvem havde troet, at jeg overhovedet havde det i mig. Hvem havde troet, at jeg kunne være påtage mig det ansvar? Hvem havde overhovedet troet, at jeg kunne være voksen og navigere i moderskabets umulige rolle?

Hvem havde troet, jeg kunne give slip, når de med den største naturlighed gør sig fri af mig. Den første overnatning hos en kammerat. Den første cykeltur alene til skolen. Den første tur med toget til Jylland på egen hånd.For slet ikke at tale om den allerførste gang de, tre og fire år gamle, gik af sted til købmanden med hinanden i hånden. De to sammen. Mine unger.

Jeg stod og så dem gå ned ad vejen, og da de drejede om hjørnet, var de alene i verden. Uden for mit blik. Det tog en evighed, inden de kom tilbage. Lige præcis længe nok til, at jeg kunne nå at forestille mig, at nogen havde taget dem under armen og var løbet af sted med dem. Men selvfølgelig kom de tilbage. Med en liter mælk og byttepenge. De var rejst ud i verden og kom tilbage med ranke rygge. Se os, vi kunne godt!

Det river lidt i hjertet, hver gang de går ud døren af sted på et nyt eventyr. Bekymringen, den nagende angst for, hvordan verden tager imod dem lurer lige under overfladen, men sejren i deres øjne, når de vender hjem igen, kompenserer så rigeligt for det åbne hjertes skrøbelighed.

De løsriver sig en lille smule hver eneste dag. De to unger, der lige om lidt har mere brug for alle andre end mig, fordi det er sådan livet er. Det gør mig stolt og glad, at de har den tro på sig selv og verden – og på mig. At de tør gå fra mig, vende ryggen til mig, i fuld tiltro til, at jeg er der, når de vender tilbage.

Langsomt sluttes cirklen. Den første løsrivelse, fødslen, den dag man slipper dem løs i en vild og ukendt verden, og så de intense, udmattende, berigende år, hvor de vokser til, og man ikke får sovet mere end to sammenhængende timer ad gangen, hvor de hele tiden er inde for rækkevidde, og man drømmer om bare et øjeblik for sig selv, indtil den dag, hvor de igen stille og roligt, i deres eget tempo, begynder de at vende blikket væk fra en.

Langsomt slipper de taget, og det nytter ikke at holde fast. De skal ud i verden. Stå på egne ben. Alene. Det er naturens orden, den virkelige sejr. At give slip på sine børn løs. I fuld tillid til, at de klarer sig så godt, de kan. I fuld tiltro til at de kan gå vejen selv, uden mig.

med emneordet , , ,
2. maj 2016
Skriv en kommentar
Information, The kids

Tror du, de andre kan lide dig?

Jeg gætter på, det ikke kun er hjemme hos os, vi kan gå fra ’du er den bedste mor i verden’ til ’lortemor’ på under 10 sekunder.

[Klumme bragt i Information, 30. april 2016]

Undervisningsministeriet har naturligvis udviklet et trivselsværktøj med nationale trivselsindikatorer, som det så smukt hedder. Et af spørgsmålene i testen lyder: Tror du de andre børn i klassen kan lide dig?

Svarmuligheder: Ja, de fleste. Ja, nogle stykker. Nej.

Min søn lagde sig sikkert i midten, for som han sagde: ”Jeg ved jo ikke, om alle kan lide mig, men der er jo nok nogen, der kan.”

”Tror du alligevel ikke, det er de fleste,” spurgte jeg.

”Det ved jeg da ikke noget om. Jeg har jo ikke spurgt dem,” svarede han og så på mig med undrende øjne. Ved man nogensinde, om de fleste kan lide en, sådan for alvor? Og er det overhovedet et mål i sig selv?

Et andet spørgsmål lyder: Er timerne kedelige? Igen lagde han sig i midten.

”Det er svært at sige, at noget helt sikkert er godt eller helt sikkert er dårligt, men jeg kan i hvert fald ikke lide fredag i skolen,” sagde han. Det er ikke sådan han ikke kan lide at gå i skole. Nogle gange synes han bare, timerne er kedelige. Livet i en nøddeskal, fristes man til at sige.

Så hvad kan vi egentlig bruge de svar til? Hvis mange børn ligger sig sikkert i midten, giver det indtryk af, at trivslen på skolen er middelmådig. Hvis enkelte børn svarer, at ingen kan lide dem, bliver deres (vigtige) svar slugt af alle dem, der har det ok det meste af tiden.

Trivslen på skolen har det godt, konkluderer undersøgelsen måske, men skolen har det vel ikke bedre end de elever, der har det dårligst? Hvis altså skolen også er et fællesskab og et sted, hvor børnene skal lære at tage ansvar for sig selv og hinanden. Det værdisæt fremgår naturligvis ikke af nogen test og er måske derfor i sig selv lige højtravende nok til at være et mål for skolen. Tidens sandheder findes som bekendt i målbare resultater baseret på objektive kriterier.

Det største problem med trivsel, der sættes på formel, er, at det altid vil være et øjebliksbillede – og at resultatet derfor mildest talt er påvirkeligt. Jeg gætter på det ikke kun er hjemme hos os, vi kan gå fra ”Du er den bedste mor i verden” til ”lortemor” på under 10 sekunder. På samme måde vil svarene usvigeligt være påvirket af, hvordan frikvarteret er gået, om mor og far skændtes om morgenen, om der er en mellemørebetændelse undervejs. Selv hvis man spurgte voksne, ville svarene være påvirkelige, for den dag man har fået en tiltrængt lønforhøjelse, vil man nok være mere positivt indstillet over for sin arbejdsplads, end den dag, man fik afslag på et fedt kursus, man havde drømt om at deltage i.

Som det er med den meste af den testliderlighed, der gennemsyrer barndommen, ender vi med at skyde gråspurve med kanoner, som man siger. Eller rettere: Trivselsmålingerne giver politikerne mulighed for at placere skolerne på en rangliste, men målingen siger intet om, hvor gode skolen er til at hjælpe og støtte de børn, der har større problemer end et middelmådigt frikvarter og periodevis kedsomhed.

Derfor må vi holde op med at tale om børns trivsel som et objektivt begreb, fordi det skaber en distance mellem os og det enkelte barn. Et dyrt betalt trivselsværktøj og en årlig måling kommer ikke for alvor til at betyde noget for det barn, der har det svært i hverdagen. I stedet er vi nødt til at vise lærerne tillid, og lærerne er nødt til at tage magten tilbage og vise, at de – sammen med nu ovenikøbet uddannede pædagoger – kan give fagligt kvalificerede bud på, hvilke børn der trives, og hvilke børn der har brug for støtte og opmærksom.

Det er i hverdagen, vi skal være optaget af, hvordan børnene går og har det med sig selv og hinanden, ikke den ene gang om året, hvor alt skal passe i en kasse. I øvrigt tror du dine kollegaer kan lide dig? Hvilket svar ville du give på det spørgsmål? Helt ærligt?

med emneordet , , , ,
16. april 2016
Skriv en kommentar
Familiepolitik, Farmorbørn, Information

Vi tog selv livet af familiepolitikken

Børnene venter stadig på, vi bliver voksne nok til at stå sammen om at skabe bedre rammer om børnefamilier i Danmark. Vi var godt på vej, men så begyndte vi at skændes om, hvordan man egentlig er den rigtigste familie.

[Klumme bragt i Information, 16. april 2016]

Det er lidt over et år siden, at der skete noget magisk i Fællessalen på Christiansborg. Eller faktisk startede det lang tid før den dag – for mig i hvert fald. For mig startede det med, at jeg skrev en kronik om at være fanget i familiens absurde virkelighed, hvor man går for tidligt fra arbejde, og kommer for sent hjem. Hver evig eneste dag.

Det viste sig, at jeg ikke var den eneste, der var ved at tabe pusten i hamsterhjulet. Vi havde bare glemt at tale med hinanden om det, og derfor troede vi, at det var os selv, der var noget i vejen med. Der gik rygter om, at Sverige var langt foran os på det familiepolitiske område, så vi rejste til Stockholm og blev blæst bagover. Hvis Sverige kan, kan vi også tænkte vi og fløj tilbage til vores egen velfærdsstat.

Vi var fast besluttet på at samle engagerede folk og politikere omkring en fælles familiepolitisk dagsorden. Den dag i Fællessalen var kulminationen på måneders arbejde. Salen var bugnende fuld af forældre og politikere og alle dem, der er sammen med vores børn, mens vi arbejder. Forskere, eksperter og fagforeninger holdt oplæg om, hvor bydende nødvendigt og meningsfuldt det er at skabe en mere, vi kunne kalde det, medmenneskelig ramme omkring børnefamilierne. Familierne har brug for tid til at være forældre, og børnene har brug for at være sammen med deres far og mor. Såre simpelt egentlig (og tilmed en god investering, hvis man er optaget af den slags).

Helt undtagelsesvist var selv deltagerne i det politiske panel (hvor alle Folketingets partier var repræsenteret på nær et enkelt) enige – måske ikke i modellen, men i det mindste i, at noget måtte gøres. Så meget velvilje samlet på et sted. Det var virkelig magisk.

Så kom valget … og det valg kan man mene meget om, men faktisk var det ikke politikerne, der slog den familiepolitiske dagsorden ihjel. Det klarede vi nemlig helt selv i månederne, der fulgte.

Helt uden nogen havde bedt os om det, begyndte vi (og her peger jeg på dig og dig og dig, der er kvinde som jeg selv) at konkurrere om, hvad der faktisk var bedst for børnene og for familierne. Og før vi fik set os om havde den fælles bevægelse, vi få måneder forinden alle var en del af, delt sig to højtråbende lejre: På den ene side dem, der hævdede, at børnene kun havde brug for deres forældre (mødre) de første leveår. Ingen med samvittigheden i behold ville aflevere et lille barn i institution, lød (og lyder) advarslen. På den anden side stod dem, der mente, at den familiepolitiske dagsorden var en trussel mod årtiers ligestillingskamp. Kvinderne ender med igen at stå med hovederne nede i kødgryderne, tordnede (og tordner) de ildevarslende.

Jeg har intet at udsætte på dem, der dedikerer år af deres liv til at passe deres børn hjemme, og jeg forstår fuldt ud dem, der er bange for, at kvinderne kommer til at prisen. Alle må vælge det liv, der passer dem bedst, men rammerne, hvis bare vi kunne have holdt fokus på rammerne. For det var rammerne, der kunne have givet alle familier (mænd og kvinder) mulighed for at gå et gear ned, mens vores børn har allermest brug for os.

I stedet blev vi så optaget af at bestemme, hvad der er den rigtigste måde at være familie på. Vi begyndte at moralisere i stedet for at politisere, og vi bekrigede vi hinanden med statistikker og personlige beretninger, der snart viste det ene og snart viste det andet. Dårlig samvittighed blev vores stærkeste våben i den krig, som om vi ikke allerede var tynget nok af utilstrækkelighed i forvejen. Så nu er vi tilbage, hvor vi startede. Vi går stadig for tidligt fra arbejde og kommer stadig for sent hjem. De fleste af os. Til vores børn kan vi en dag sige: Vi var så tæt på der i 2015, men så blev vi uenige om, hvem der var mest rigtig. Ligesom når du skændes med din søster om, hvem der skal have det sidste stykke kage. Undskyld.

 

med emneordet , , , ,
2. april 2016
Skriv en kommentar
Familiepolitik, Farmorbørn, Sandheden

Far har en fridag

Vi roser helt almindelige gennemsnitlige middelklassemænd, fordi de er så dygtige, når de hjælper mor. For det er stadigvæk stort set, hvad det kræver for at være en god far

[Klumme i Information 2. april, 2016]

»Det er godt nok ikke meget, han bidrager med derhjemme,« sagde jeg forleden til min veninde og tilføjede som det naturligste i verden: »men han er en god far.« Vi talte om en fælles bekendt. Og vi grinede lidt af, at det altid er hans kone, der ender med at løbe rundt efter børnene, mens han hygger sig. Han er sådan lidt distræt i det. Hahaha. HA!

»Det er sjovt, som vi altid siger det om mænd, uanset hvor lidt de bidrager med,« svarede min veninde.

Og det ville være sjovt, hvis altså ikke det var sandt. For det kan godt være, det ikke lige er far, der får læst med skolebarnet, eller far, der husker at købe ind til madpakker. Det kan også godt være, at far henter fem minutter efter vuggestuen har lukket, eller at far hellere vil drikke rødvin og tale politik end at følge sin datter på toilettet, når familien er til middag hos venner. Det er i det hele taget ret sandsynligt, at far overhovedet ikke lever op til de standarder, som vi har til mor.

I mange år har det været en stående joke hjemme hos os, at jeg bliver spurgt, hvem der skal passe børnene, når jeg skal ud og rejse. Der er ikke nogen, der passer dem, de har en far, svarer jeg med et efterhånden temmelig stramt toneleje, og så griner folk forlegent. For de ved selvfølgelig godt, at børnene har en far, og far høster meget ros for at være så dygtig til at tage sig af sine børn og få det hele til at hænge sammen i den tid, jeg er væk. Sikke en opgave. Sikke en far. Sjovt nok – og det er den sørgelige del af joken – er der aldrig nogen, der roser mig for at tage mig af børnene, når far er ude at rejse. Der er aldrig nogen, der spørger, hvem der passer børnene, når han er afsted.

I dagens Danmarks må far nemlig stadig gerne sidde med sin avis og være aldeles fraværende, fordi det er jo bare sådan, mænd er. Ligesom den der reklame fra 1950’erne (dengang bedstefar var dreng), hvor far kommer træt hjem fra sit hårde arbejde og må have hjælp til både varme tøfler og en kop kaffe, inden han tager barnet på skødet og hyggesnakker lidt om verdens gang, indtil maden står på bordet. Samme mønster, nu blot pakket ind i ligestillingsstatistikker, som siger, at det går den rigtige vej. Bortset fra, at mor nu både arbejder ude og hjemme, mens far passer sit arbejde og kører bilen en tur i vaskehallen lørdag formiddag. Far hjælper stadig til, selv om han jo strengt taget er fuldgyldigt medlem af familien. Mor hjælper ikke, hun tager sig af ting, ordner, har overblik. Far hjælper mor. Sådan er det stadig – i store træk.

Når vi taler om far, siger vi: Han arbejder meget, men han er en god far. Han har travlt med sin triatlon, men han er en god far. Han glemmer at komme til forældremødet i børnehaven, selv om han har lovet det, men han er en god far.

Hvornår har du sidst sagt det samme om en kvinde? Hun er lidt fraværende, men hun er en god mor? Nej, vel? Det er stadig mor, der har den, og når hun ikke har den, viser vi ingen nåde. Det samme gælder i øvrigt, hvis hun har den for meget. For det er da klart, at far har trukket sig, når han ikke kan komme til for mor, siger vi og holder igen hånden over far. Men hvorfor egentlig? Mig bekendt har far ikke svært ved at kræve sin ret alle andre steder i samfundet. Hjemme i familien gælder andre regler, åbenbart.

Og vi kan godt tage den engang til for Prins Knud. For jeg ved godt, at du nu vil indvende, at det slet ikke er sådan hjemme hos jer, og I deles sikkert om det hele, og din mand er virkelig en god far, opmærksom og den slags, og du kender (eller har i hvert fald kendskab til) én mand, der har været på barsel i tre måneder med sit barn. Desværre er det alt sammen blot krusninger på det kønsstereotype hav, og det kommer ikke til at ændre sig, før vi holder op med at tale om den dygtige far, der passer børn og hjælper mor.

med emneordet , , ,
3. marts 2016
3 kommentarer
Sandheden, SOmeone to love

11 ting, der gør det pissefedt at være dig! (kommentar til Eurowoman)

 

Eurowoman har udgivet et blogindlæg, hvor en ung kvinde skriver om hvorfor det er skideirriterende at være kvinde. Det er et skideirriterende blogindlæg – naivt i bedste fald. Fordummende og fordømmende i værste fald. For hvorfor vil en ung kvinde tale så nedsættende om sig selv og om andre kvinder?

Så her er mit bud på, hvad Miss C og alle andre piger og spirende kvinder har brug for at vide i stedet. Overskrifterne til de 11. punkter er de samme som blogindlægget på Eurowoman.

1. Kropsbehåring

Din krop kan være din ven eller din fjende. Det er bedst, hvis det er din ven, eftersom du skal være sammen med din krop resten af livet. Hvis du en dag får lyst til at barbere dine ben, så værsgo. Det er der mange kvinder der gør – de fleste faktisk. Kvinder barberer sig alle mulige steder. Du kan gøre det til et stort projekt, eller du kan beslutte dig for bare at gøre det du har lyst til – fordi du har lyst.

Når du er teenager, er det sikkert noget alle går meget op i. Der er nogen, der vil sige, at hår er ulækkert, men kroppen er ikke ulækker. Den er bare krop, og nogle gange kan den være temmelig ustyrlig. Det er sådan det er. Når du bliver ældre, går de fleste op i, hvad de selv gør. Prøv dig frem og gør det, der virker bedst for dig. Prøv at se på de andre, næste gang du er i svømmehallen. Kvinder ser ud på tusind måder. Ingen ligner hinanden, heller ikke selvom de alle sammen barberer deres ben.

 

2. Blærebetændelse

Jeg har aldrig haft blærebetændelse. Til gengæld havde jeg eksem til jeg var mere end voksen. Det var også pisseirriterende. Alle har noget, de er trætte af. Du kan dvæle ved det eller fokusere på alt det andet, der gør dig til noget helt særligt.

 

3. Menstruation

Det er ikke sikkert, du gider holde en fest, når du får menstruation, men det burde vi. For det er fandeme stort det med menstruation. Og vildt. Det er det, der gør os til kvinder for hulan. Tag lige og ej den.

Og ja, det er da rigtigt. Der er da sikkert en fest, hvor du gerne ville have været foruden, og der er måske også dage, hvor du er så pissetræt og har så skideondt, at du bare har lyst til at ligge i sengen og have ondt af dig selv. Så gør du det. En gang imellem må man godt bare gemme sig under dynen og forsvinde fra verden. Det er ok.

Men resten af tiden skal du bare gå gennem verden med rank ryg og oprejst pande. Menstruation, for fanden. Det er naturen der lige giver dig og dine veninder et kæmpe like for bare at være jer.

 

4. Toiletbesøg

Hvis du skal tisse, går du på toilettet. Hvis du skal lave stort, kan du lægge et stykke papir i bunden af kummen. Så larmer det ikke så meget når lorten lander. Men altså egentlig er det jo lige meget. Alle gør det. Hver eneste dag.

 

5. BH’er

Hvis du har store bryster, kan det være praktisk med en BH. Hvis du har små bryster, kan det være pænt med en BH. Men det er ikke nødvendigt. Du behøver ikke spænde dig selv ind i et korset eller løfte dine bryster helt op under hagen, hvis dine bryster er helt gennemsnitlige, som de fleste bryster er. Det er alligevel ikke der brysterne bor i virkeligheden, under hagen altså.

Du vil opdage, at drenge (og mænd) kan være meget optaget af bryster. Det er de uanset om du har BH på eller ej. Og dine bryster er ikke drengenes ejendom ligeså lidt som resten af din krop ikke er det. Brysterne er dine, og du bestemmer selv præcis, hvordan du vil bære dem. Glæd dig i øvrigt over alle de år, hvor de først og fremmest bærer sig selv, og giv dem lov til det, hvis det føles rigtigt.

 

6. Når du skal snige en tampon med på toilettet

Her er en hemmelighed. Alle er ligeglade med din tampon. Alle! Der er aldrig nogen, der har sagt til hinanden: Hey, så I lige hende der, hvordan hun kom gående med en tampon i hånden. Aldrig nogensinde.

I udgangspunktet er mennesker alt for travlt optaget af deres egne ting til at lægge mærke til dine – og hvis de har travlt med at lægge mærke til dig, er det som regel fordi de forsøger at undgå, at nogen skal lægge mærke til dem.

Så stik du bare stille og roligt den tampon i lommen eller tag tasken med på toilettet, hvis det føles bedre. Gør som du vil. De andre er virkelig bedøvende ligeglade med dine tamponer.

 

7. Når du græder med make-up på

Du er et menneske. Det er ok at græde, hvis du bliver rørt eller ked af det. Jeg har aldrig været god til at græde foran andre. Det ville jeg ønske jeg havde lært, for ved du hvad? Når du græder, er der nogen der giver et kram, og det er måske det du har allermest brug for. Hvis du er ked af det altså.

Og hey, nogle gange bliver man rørt, og der er aldrig nogen, der er blevet sure på mennesker, der let bliver rørt. Alle os, der ikke gør, kigger på jer og tænker, at sådan gad vi også godt være. Lette at bevæge. Vi ser slet ikke, at din mascara løb ned af dine kinder, mens du græd.

 

8. Vind

Livet er fuld af både med- og modvind. Hvis du spørger mig, er der ikke noget bedre end sommervind i fugtigt hår, når man cykler hjem fra stranden sidst på dagen. Der er til gengæld hellere ikke noget mere pisseirriterende end vind, der stormer lige ind i ansigtet på en, så man nærmest står stille på cyklen. Når det sker, må man gerne skrige højt og meget vredt og råbe de værste bandeord af vinden.

Det kan godt være, at dit hår ikke sidder lige så godt, som da du gik ud af døren, men tro mig, du har det meget bedre i kroppen efter sådan en blæse-skrigetur.

Du kan også bare blive indendøre, når det blæser, men det er der sgu aldrig nogen, der har fået det sjovere af.

 

9. Buksedragter og bodystockings

Hvis du venter med at gå på toilettet til du faktisk er ved at tisse i bukserne, kan du 1) gå på toilettet noget oftere, eller 2) lade være med at gå med buksedragter og bodystockings.

 

10. Bar numse på bussæde

Hvis din kjole er så kort, at det føles som om du sidder med bar numse på bussædet, kan du enten 1) tage en længere kjole på, eller 2) stå op i bussen.

 

11. Strømper der løber

Hvis dine strømper løber, kan du enten 1) lade være med at gå med strømpebukser, 2) købe nogle tykkere strømpebukser, som ikke løber så let, eller 3) tage et par ekstra strømpebukser med i tasken.

 

Bonustip!

Lad være med at lave problemer ud af noget, der faktisk ikke er et problem. Hæv blikket. Se ud i verden, ud over dig selv. Det klæder de fleste at flytte fokus fra sig selv. Det bliver man både stærkere og klogere af. Det kan være svært, men det betaler sig. Du bliver et bedre menneske af at se op fra din egen navle.

 

med emneordet , , , ,
21. oktober 2015
2 kommentarer
Familiepolitik, Farmorbørn

Vi er ikke myrer i en arbejdshær

Det er muligt, at Venstres politikere har sovet i timen. Det er meget muligt faktisk. For hvordan kan man ellers efter to års debat fuldstændig fornægte, at rigtig mange forældre løber spidsrod gennem hverdagen for at få den umulige arbejde-familie-ligning til at gå op. Vi går for tidligt fra arbejde og henter for sent.

Det har indtil nu ikke skortet på løftede liberale pegefingre, som formanende har belært forældre om, at børnene og familien er forældrenes ansvar. Ikke politikerne. Men det har altså ændret sig nu. Fra den ene dag til den anden er forældrene blevet statens eje, mennesker i deres bedste alder, som har værsgo at melde sig under arbejdsfanerne. Fordi det eneste parameter, der tæller, den eneste vision, der styrer det her samfund, er vækst. Pengene skal passe, siger finansministeren, og så må nogle andre passe børnene imens. Det er kommunernes ansvar at få det til at hænge sammen, og det ved vi jo allesammen, at det ikke gør. Enhver, der har sin daglige gang i en daginstitution, ved, at der efterhånden mere er tale om opbevaring end om udviklende pædagogiske tilbud. Fordi pengene ikke passer.

Børnene – dem er der sjovt nok ingen, der bekymrer sig for, familien ej heller. Så længe institutionerne er åbne døgnet rundt, har vi løst problemet med børnene, mens forældrene arbejder lidt mere, så de kan betale for rengøring og tøjvask og indkøb og madlavning og what not. Sådan tømmer man familien for indhold og mening over en nat. Børnene er ikke længere forældrenes ansvar. Dem tager staten sig af, mens de voksne løser billet til arbejdsmarkedet.

I Nyborg Kommune, hvor jeg bor, forsøgte vi os sidste år med længere åbningstider i de kommunale institutioner. En helt ny privat institution slog sig tilmed op på at have døgnåbent. Problemet var bare, at børnene blev hentet som altid, før kl. 17. For som familie slår vi alle mulige krøller på os selv og vores netværk for at være sammen med vores børn. Vi drømmer ikke om at lade vores børn tilbringe aftenener og nætter i institutioner.

Så når Venstre nu foreslår længere åbningstider, er det svært ikke at få den tanke, at de igen har mistet følingen med, hvordan virkeligheden ser ud uden for Christiansborg. Selvom mange de seneste to år har påstået det modsatte, vil vi faktisk gerne være sammen med vores børn. Vi vil gerne tage det ansvar. Vi vil gerne få det til at hænge sammen. Vi vil gerne prioritere. Vi vil gerne gå på kompromis. Det vil vi virkelig gerne. Vi har ikke fået børn, fordi staten har brug for flere hænder – eller fordi vi skylder nogen noget. Vi har fået dem bare fordi – og vi har forstået, at tiden er knap, og før man ser sig om, er børnene flyttet hjemmefra. Det er derfor, vi igen og igen har spurgt politikerne, om vi ikke kan indrette os lidt mere hensigtsmæssigt, mens børnene er små. 10 år ud af et langt arbejdsliv på 50 år – det burde vel være muligt. Vi har tilmed tilbudt at arbejde lidt mere før og efter vi får børn.

Venstre taler til os med løftede pegefingre og trusler om snarlig undergang, som om vi er arbejdsbier i en væksthær . Det er bare ikke sådan klaveret spiller. Jeg står ikke til rådighed på den måde. Jeg er et menneske, der gerne vil bidrage til det her samfund med min arbejdskraft, men også ved at være nærværende i mine børns liv. Jeg vil gerne sende dem ud i verden som livsduelige mennesker, der kan og vil tage ansvar for sig selv og hinanden. Men det kræver, at vi har mulighed for at skabe en tryg hverdag omkring familien. Og det gør vi ikke ved at arbejde mere, men ved at give familier bedre mulighed for at indrette sig, som de finder det mest hensigtsmæssigt, ved at give forældre ret til at passe deres syge børn, og ved at sikre minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Det gode børneliv er en investering i fremtiden. Investering! Hørte I det, ovre i Venstre?

 

med emneordet , ,
3. juni 2015
Skriv en kommentar
fv15

Vi har sejret ad helvede til

Hej Christine Antorini. Hej Sofie Carsten Nielsen. Hej Lars Løkke. Hej alle politikere, der vil reformere, stramme op og kampuddanne danske børn og unge i anledning af valgkampen. Verdensbanken har ringet. Vi er i mål – helt vildt i mål faktisk. Så ryk videre, giv børnene og de unge en tiltrængt pause. Jeg har hørt de har brug for jer ovre i fremtiden.

WB

med emneordet , , ,
29. maj 2015
Skriv en kommentar
fv15

Børnenes valg

Lars Løkke lover et nyt håndværkerfradrag. LA vil af med registreringsafgifter på biler. Regeringen fremlægger en børnepakke, hvor der er afsat 1,25 mia over tre år til mere pædagogisk personale og et kompetenceløft af det pædagogiske personale og lederne på området. Til sammenligning koster en ny såkaldt vækstmotorvej op gennem Jylland 20 mia. kr. 20 mia.!?!

Håndværkerfradraget er en joke. Det samme er LA’s 00’er-kampagne: Alle børnefamilier har ret til en stor bil (sic!). Og Børnepakken er præcis så uambitiøs, som man kunne frygte. Er der overhovedet nogen, der har regnet ud, hvor mange (få) pædagoger man kan få for 1,25 mia. kr.?

Vi kan forestille os motorveje. Flere biler. Større biler. Vækst. Men vi kan ikke forestille os, hvordan vi for alvor kan organisere os anderledes. Vi er villige til lovgive os ud af alting, undtagen hvor mange voksne der skal være i institutionerne, og det til trods for, at der ikke ligefrem mangler eksempler på, hvor grelt det efterhånden står til. Det til trods for, at vi ved, at hvis vi skal rykke ved den sociale arv, hvis vi skal gøre alle børn til livsduelige voksne, så er det de første seks år af barnets liv, der for alvor tæller.

Debatten om en familiepolitik er reelt ikke vildt revolutionerende. De fleste ønsker er allerede prøvet af (med succes tilmed) i andre lande – og endda lande, vi normalt sammenligner os med.

  • Minimumsnormeringer, fordi kvaliteten i daginstitutionerne lige nu er i frit fald. Børn har også ret til varme hænder.
  • Øremærket barsel til far, fordi vi er nødt til at rykke på ligestillingen i det her land, når det gælder forældres ret til at være sammen med deres børn (det virker i Sverige, det virker på Island).
  • Ret til at være hjemme med børnene, når de er syge, fordi børn også har ret til at være syge – simple as that (det virker i Sverige og administreres let og elegant med en app).
  • Ret til nedsat tid/orlov, mens børnene er små, fordi familier skal have mulighed for at indrette sig fleksibelt, og samtidig giver vi plads til nogle af dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Arbejdslivet er langt (40, måske 50 år), hvorfor er det så provokerende, at folk skal have mulighed for at skrue på deres arbejdstid  (det virker i Holland og i Frankrig).

Men hvad med væksten, spørger du nu. For vi må jo ikke glemme væksten. Den gode nyhed er, at når vi skaber bedre og mere fleksible rammer omkring familierne, stiger fødselsraten. Folk får simpelthen flere børn, og vi har brug for flere børn i Danmark for at holde hjulene igang. Velfærdsstaten er jo blandt andet under pres, fordi der bliver flere ældre og meget færre børn. Det er næsten nemmere end at bygge en motorvej tværs gennem Jylland. Og helt sikkert langt mere meningsfuldt.

 

med emneordet , ,
15. april 2015
2 kommentarer
Anbefalinger, Book Challenge 2015

Man må gerne græde over spildte børn

bogcollage

Vanen tror slog jeg et stort brød op, da jeg til en middag i januar annoncerede, at i 2015 vil jeg læse 100 bøger (åh, hahaha … but why). Jeg synes selv det lød ret realistisk, fordi jeg jo (næsten) hver aften læser for mine børn, og gode børnebøger tæller mindst ligeså meget som voksenbøger. Desværre skete der nærmest umiddelbart efter det, at vi begyndte at læse Harry Potter. Så nu er der kun mig og mine egne bøger tilbage.

Efter 3½ måned er jeg på 19/100 (?!?!). Her er de tre seneste – som jeg i øvrigt vil anbefale til alle.

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr er helt ny og meget, meget fin. Jeg er ellers helt og aldeles færdig med 2. Verdenskrig. Ikke flere film. Ikke flere historier. Done. Over and out. Men Alt det lys vi ikke ser (som Doerr har skrevet på  i 10 år!) er både en bog om 2. Verdenskrig og så slet ikke. For den er måske mest af alt en bog om børn og deres drømme. En blind pige, der ser verden – og dermed krigen – i farver. Og forældreløse Werner, der elsker radioer, og tror han har fundet en genvej til lykken, da han bliver optaget på en af værnemagtens drengeskoler. Virkeligheden er både bitter og barsk, som enhver der er blevet voksen og kynisk jo allerede ved.

Det er ikke en historisk roman i traditionel forstand, og jeg elsker, at bogen ikke bare er fortælling, men også sprog, som man kan dvæle ved undervejs. Som fx sætningen ‘Far ryger så mange cigarettter, at han til sidst selv bliver til aske.’

Inden jeg læste Alt det lys vi ikke ser græd jeg til Monster af Patrick Ness. Det er vist egentlig en ungdomsbog, men hey, sorg og den vrede, der følger i halen på sorgen, behøver man ikke være unge for at forstå. Det er en tænderskærende historie om en dreng, der oplever ensomhed, sorg og vrede, som tre uadskillelige følgesvende, og om voksne, der tror de skåner barnet, som allerede ved mere end dem. Der skal et monster til at vise ham vej gennem virvarret, og den der ikke græder til sidst har et hjerte af sten. OBS! Tegninger i bogen er fantastiske – også selvom du slet ikke er sådan en der læser tegneserier.

Og i går slugte jeg så Felicia forsvandt af Felicia Feldt. Bogen blev kaldt et usentimentalt karaktermord på en af børneopdragelsesguruen Anna Wahlgreen. Da bogen udkom i 2011 nægtede Wahlgreen alt – og jeg forstår hvorfor efter at have læst hendes datters erindringsnedslag. For hvis bare en brøkdel af den barndom, Felicia husker, er sand, er det så gruopvækkende, at jeg slet ikke forstår, at Wahlgreen kan leve med sig selv, og det hun har udsat sine seks børn for. Det giver sig selv, at det ikke er opløftende læsning, men Felicia Feldt skriver godt og viser med sine spring i tid, hvordan oplevelser fra barndommen sætter spor længe, længe efter – og at uanset overgrebene er det svært at give helt slip på kærligheden til sin mor.

Og nu, tilbage til bøgerne, der er ikke et sekund at spilde. En bog hver 3. dag fra nu af, og så er jeg i mål.

med emneordet , ,
30. marts 2015
Skriv en kommentar
Farmorbørn, SOmeone to love

Vi svigter de udsatte børn

De er ikke svære at få øje på, de udsatte børn. Alligevel er de overladt til sig selv, mens de langsomt går til grunde. Men hvorfor er vi egentlig så lang tid om at fjerne børn fra forældre, der åbenlyst ikke formår at tage vare på deres børn?

20150330_130635

Hun er bare 8 år gammel. En uge er hun i skole. En uge er hun ikke. Hun smiler, lidt reserveret, når jeg møder hende. Hun ved, hun ikke kan komme hjem, før hun har fundet sine sko, for der er ikke andre sko at tage på end dem hun har smidt væk. Og der er dage, hvor hun må spørge sine klassekammerater om de vil dele deres madpakke med hende, fordi hun ikke selv har nogen.

Det er en kaotisk historie om et barn, der midt i 2. klasse måske er på vej mod sit 4. skoleskift. ”Jeg vil allerhelst bare blive her. Jeg gider ikke starte på en ny skole igen,” sagde hun en dag til mig. Jeg er langt fra den klogeste i den sag, som hendes liv er i fuld gang med at udvikle sig til, men jeg er tæt nok på til at se, at her er et barn, vi burde tage os af før det er for sent. Et udsat barn bøjet i neon.

De rette foranstaltninger

Vi taler om barnets tarv, og om hvor vigtigt samarbejdet med forældrene er, men vi gør langt fra nok for at sikre, at alle børn kan vokse op i trygge omgivelser, hvor de voksne passer på børnene og ikke omvendt. Barnets Reform gjorde det lovpligtigt at inddrage og høre udsatte børn, men i praksis viste en undersøgelse fra 2014, at 39 procent af børnene hverken høres eller for alvor inddrages i beslutninger, der får store konsekvenser for deres liv.

Samtidig vægrer vi os mod at tvangsfjerne børnene. Vi hævder, at det ikke er den bedste løsning, men sandheden er også, at en anbringelse er dyr for kommunerne. På langt sigt er det imidlertid ikke svært at regne ud, at en tidlig indsats er en investering, som vil kunne give barnet mulighed for at lære at indgå i normale, sociale relationer og samtidig skabe den ro, der er nødvendig for, at barnet kan koncentrere sig i skolen.

Problemet er ikke børnene, men derimod at vi ikke handler, når vi møder forældre, som ikke vil samarbejde. Vi kan underrette og finde passende foranstaltninger og lave aftaler om, at i morgen bliver alting bedre herfra og til verdens ende, uden det nogensinde får nogen effekt. Fordi forældrene af alverdens forståelige og uforståelige grunde ikke kan eller vil tage forældreansvaret på sig.

Imens taber børnene i det sociale spil, fordi de kun sporadisk er i skole og sjældent deltager i fødselsdage og aldrig har legeaftaler. De taber i det faglige spil, fordi de ingen opbakning har derhjemme og ressourcerne i skolen er for små til at tage sig af den enkelte i det omfang, som det udsatte barn kan have brug for. Det på trods af, at forskningen viser, at en god skolegang har afgørende betydning for, at udsatte børn kan bryde den sociale arv.

Når man ser et barn, der mistrives, kan man gøre sin pligt og skrive en underretning til kommunen. Når man skriver, balancerer man på en knivsæg velvidende, at de to mennesker, der burde være forældre for barnet, kommer til at læse det, man skriver. Jeg har flere gange skrevet til kommunen, og jeg har talt med lærerne på skolen om mine bekymringer. Svaret er enslydende (næsten mekanisk): Vi hører, hvad du siger. Vi er opmærksomme på barnet. Vi har taget initiativ til de rette foranstaltninger. De har alle sammen tavshedspligt. Det respekterer jeg, selvfølgelig, men at se et barn falde tungt mod afgrunden, mens de voksne snakker er det mest fortvivlende, jeg nogensinde har prøvet.

Ansvaret er vores

80% af alle børn, der vokser op i plejefamilier, er tilfredse med at vokse op i en anden familie (SFI, 2015). Vores forestilling om, at anbringelser er den næstbedste løsning er altså langt fra sandheden for alle børn. Der findes desuden en række alternativer til anbringelse, og der er fx gode erfaringer med en massiv indsats i familien, hvor den socialrådgiver, der bliver tilknyttet familien, har beslutningskompetence og økonomisk råderum til at foretage de nødvendige beslutninger, som kan skabe ro og tryghed omkring barnet.

Uanset hvilken løsning vi vælger, skylder vi børnene, at vi gør noget. Vi skylder dem, at vi navigerer i det kaos, mange af dem hver eneste dag forsøger at finde en vej igennem. Når vi i stedet igen og igen tilgodeser forældrenes behov snarere end barnets, så reproducerer vi den sociale arv. Og nok så vigtigt: Vi forhindrer barnet i at udvikle sig til et livsdueligt menneske, der tror på, at verden er et godt sted at være for os alle.

Jeg ser et af disse børn, en 8-årig i frit faldt. Snart er hun helt forsvundet. Til en ny skole, en ny kommune og nye foranstaltninger. Om 15 år vil vi måske klandre hende for, at hun ikke fik en uddannelse, selvom det i virkeligheden var os, der forspildte alle chancer for at gribe hende, mens tid var.

Kronik i Fyens Stiftstidende, 30. marts 2015

med emneordet , ,
← Ældre indlæg