Det måtte jo komme. Kampen om at finde den rigeste, mest forkælede, mest dovne kontanthjælpmodtager. En enlig mor selvfølgelig. Hende, der bare nasser på systemet og skovler børnebidrag og boligsikring ind. Hende, DU betaler til, ja, dig med jobbet og huset og familien. Dig, der er som folk er flest og selvfølgelig ALDRIG vil suge på lappen på den måde.
Hvis du var hende … Du ville da finde dig et arbejde, ville du. Du ville da tage dig en uddannelse. Du ville da flytte på tværs af landet. Hvis det er der arbejdet er, er det der du ville tage hen. Uanset. Du ville aldrig blive syg. Du ville aldrig blive socialt udsat. Du ville ALDRIG ende på bunden. Ikke på vilkår om det nogensinde kunne ske for dig. Næh, dem der ligger derude i udkanten med deres gulnede eksamensbevis fra 9. klasse, de må sgu klare sig selv, for nu starter kampen, valgkampen, nu gå vi ind i næste fase, der hvor det er tilladt at træde på alle, der allerede ligger ned.
I dag piller vi en fattig i tusinde stykker, træder lidt mere på hende, fordi vi alle sammen ved, at der findes SÅ mange som hende. Mennesker som bare vil nyde og nyde og nyde, mens vi andre YDER og YDER og YDER. Selvom det nu ikke ser ud som om der er så meget at nyde i det liv, hun lever – i hvert fald ikke at dømme efter billederne. Som om vi forestiller os, at det er et liv, men vælger bare fordi man ikke gider alternativet.
Og der er ingen, der spørger hendes børn, hvordan det er (igen) at blive udstillet. ER der overhovedet nogen, der bekymrer sig helt oprigtigt om de børn, der vokser op i de privilegeredes kontanthjælpsrækker. Er der nogen, der for alvor er optaget af, hvordan vi kan bidrage til, at børnene får muligheder som deres forældre ikke fik – en uddannelse fx? Er der nogen, der er optaget af den sociale arv mere? Eller er vi nu der, hvor de stærkeste bare har lov til at stå på skuldrene af de fattigste og råbe UDUELIGE FÆ ned i dyndet?
Alle siger der skal kunne betale sig at arbejde … mig bekendt er det mest, dem der har et arbejder, der siger, at der er nogen, der siger at det ikke kan betale sig at arbejde. Hvis vi spørger dem, der ikke har et arbejde, ville de fleste nok svare at de gerne vil arbejde. Det er selvfølgelig bare en påstand, ligesom alle de andre påstande vi kaster rundt med som sandheder. Men det er trods alt begrænset hvor mange mennesker, der kan sidde ved kassen i Netto – hvor mange der feje fortove foran boligblokkene. Trods alt. De, der skæve jobs til folk uden uddannelse, findes de overhovedet mere? Det er et spørgsmål, ikke en påstand. Og hvor er det lige de der mennesker uden uddannelse, dem på bunden, hvor er det de skal finde det der arbejde, som det ikke kan betale sig at tage. Er der nogen, der svarer på det?
Hvis man siger, at det kunne være helt spændende, hvis store globale virksomheder ligefrem begyndte at betale skat i Danmark, er man sådan en hippietøs, der slet ikke har forstået det med VÆKSTEN. VÆKSTEN. OG ARBEJDSPLADSER DER SIVER UD AF LANDET, FORDI DET IKKE KAN BETALE SIG AT ARBEJDE (som dem, der tjener allermest siger, selvom de arbejder og arbejder og ikke ser ud til at have problemer med at overleve – det er selvfølgelig også en påstand).
Men hvis man råber den enlige mor på kontanthjælp ind i hovedet, at hun NASSER på samfundet, fordi hun ikke bare får sig arbejde, der ude i udkanten, som vi har besluttet ikke må hedde udkanten, selvom dem med arbejde for længst er flyttet derfra. Hvis man råber lidt af hende, ja så er man en rigtig helt, der kan gå hen og vinde valget, fordi det skal kunne betale sig at arbejde, det skal det, det, lige præcis det, kan ingen vel være uenige i.
Så nu træder vi lidt mere på de fattige – og på deres børn, som nok en dag heller ikke gider arbejder, men bare tror vi andre (os med ARBEJDE) ikke har andet at lave en at holde røven oppe på dem, der ikke selv kan stå. Lad os råbe lidt mere af dem, der ligger ned. Lad os råbe af dem – og så tale lidt mere om (NUL)VÆKSTEN og helt ignorere KLIMAET. Det gir skidegod mening.
Kun sandheden 
