Category Archives: fv15

Her er en fattig du kan træde lidt på (i anledning af valgkampen)

Det måtte jo komme. Kampen om at finde den rigeste, mest forkælede, mest dovne kontanthjælpmodtager. En enlig mor selvfølgelig. Hende, der bare nasser på systemet og skovler børnebidrag og boligsikring ind. Hende, DU betaler til, ja, dig med jobbet og huset og familien. Dig, der er som folk er flest og selvfølgelig ALDRIG vil suge på lappen på den måde.

Hvis du var hende … Du ville da finde dig et arbejde, ville du. Du ville da tage dig en uddannelse. Du ville da flytte på tværs af landet. Hvis det er der arbejdet er, er det der du ville tage hen. Uanset. Du ville aldrig blive syg. Du ville aldrig blive socialt udsat. Du ville ALDRIG ende på bunden. Ikke på vilkår om det nogensinde kunne ske for dig. Næh, dem der ligger derude i udkanten med deres gulnede eksamensbevis fra 9. klasse, de må sgu klare sig selv, for nu starter kampen, valgkampen, nu gå vi ind i næste fase, der hvor det er tilladt at træde på alle, der allerede ligger ned.

I dag piller vi en fattig i tusinde stykker, træder lidt mere på hende, fordi vi alle sammen ved, at der findes SÅ mange som hende. Mennesker som bare vil nyde og nyde og nyde, mens vi andre YDER og YDER og YDER. Selvom det nu ikke ser ud som om der er så meget at nyde i det liv, hun lever – i hvert fald ikke at dømme efter billederne. Som om vi forestiller os, at det er et liv, men vælger bare fordi man ikke gider alternativet.

Og der er ingen, der spørger hendes børn, hvordan det er (igen) at blive udstillet. ER der overhovedet nogen, der bekymrer sig helt oprigtigt om de børn, der vokser op i de privilegeredes kontanthjælpsrækker. Er der nogen, der for alvor er optaget af, hvordan vi kan bidrage til, at børnene får muligheder som deres forældre ikke fik – en uddannelse fx? Er der nogen, der er optaget af den sociale arv mere? Eller er vi nu der, hvor de stærkeste bare har lov til at stå på skuldrene af de fattigste og råbe UDUELIGE FÆ ned i dyndet?

Alle siger der skal kunne betale sig at arbejde … mig bekendt er det mest, dem der har et arbejder, der siger, at der er nogen, der siger at det ikke kan betale sig at arbejde. Hvis vi spørger dem, der ikke har et arbejde, ville de fleste nok svare at de gerne vil arbejde. Det er selvfølgelig bare en påstand, ligesom alle de andre påstande vi kaster rundt med som sandheder. Men det er trods alt begrænset hvor mange mennesker, der kan sidde ved kassen i Netto – hvor mange der feje fortove foran boligblokkene. Trods alt. De, der skæve jobs til folk uden uddannelse, findes de overhovedet mere? Det er et spørgsmål, ikke en påstand. Og hvor er det lige de der mennesker uden uddannelse, dem på bunden, hvor er det de skal finde det der arbejde, som det ikke kan betale sig at tage. Er der nogen, der svarer på det?

Hvis man siger, at det kunne være helt spændende, hvis store globale virksomheder ligefrem begyndte at betale skat i Danmark, er man sådan en hippietøs, der slet ikke har forstået det med VÆKSTEN. VÆKSTEN. OG ARBEJDSPLADSER DER SIVER UD AF LANDET, FORDI DET IKKE KAN BETALE SIG AT ARBEJDE (som dem, der tjener allermest siger, selvom de arbejder og arbejder og ikke ser ud til at have problemer med at overleve – det er selvfølgelig også en påstand).

Men hvis man råber den enlige mor på kontanthjælp ind i hovedet, at hun NASSER på samfundet, fordi hun ikke bare får sig arbejde, der ude i udkanten, som vi har besluttet ikke må hedde udkanten, selvom dem med arbejde for længst er flyttet derfra. Hvis man råber lidt af hende, ja så er man en rigtig helt, der kan gå hen og vinde valget, fordi det skal kunne betale sig at arbejde, det skal det, det, lige præcis det, kan ingen vel være uenige i.

Så nu træder vi lidt mere på de fattige – og på deres børn, som nok en dag heller ikke gider arbejder, men bare tror vi andre (os med ARBEJDE) ikke har andet at lave en at holde røven oppe på dem, der ikke selv kan stå. Lad os råbe lidt mere af dem, der ligger ned. Lad os råbe af dem – og så tale lidt mere om (NUL)VÆKSTEN og helt ignorere KLIMAET. Det gir skidegod mening.

 

med emneordet , ,

Vi har sejret ad helvede til

Hej Christine Antorini. Hej Sofie Carsten Nielsen. Hej Lars Løkke. Hej alle politikere, der vil reformere, stramme op og kampuddanne danske børn og unge i anledning af valgkampen. Verdensbanken har ringet. Vi er i mål – helt vildt i mål faktisk. Så ryk videre, giv børnene og de unge en tiltrængt pause. Jeg har hørt de har brug for jer ovre i fremtiden.

WB

med emneordet , , ,

Talkampen: Jeg holdt op med at lytte ved 15 mia.

Der er skabt 700, ikke 40.000 jobs. 800.000 er på offentlig forsørgelse. Under 1000 kr. om måneden får en kontakthjælpsmodtager ud af at tage et arbejde. Derfor skal de have en job-bonus på 1.500 kr. om måneden. 15. mia. mere til sundhedsvæsenet. Ikke en krone mere til udviklingsbistand- det bliver der ikke råd til. Og hvad betyder egentlig det der nulvækst, i virkeligheden, helt konkret?

700 lyder jo ikke af ret meget. 40.000 på den anden side, er det mange jobs? Selv Detektor måtte give op, fordi det er umuligt at sammenligne den ene jobstatistik med den anden. Og hvis det virkelig er sandt, at den gennemsnitlige kontanthjælpsmodtager ikke gider arbejde, fordi det ikke kan betale sig, nytter det så at stikke dem 1.500 kr. om måneden i bonus, hvis de alligevel kommer i arbejde? Gør 15 mia. kr. en forskel i sundhedsvæsenet? Og hvorfor kan der ikke blive råd til at hæve udviklingsbistanden, vores bidrag til verdens fattigste, hvis vi kan finde 15-20 mia. til en ny motorvej i Jylland.

Valgkampen er fuld af tal – og ikke mindst diskussioner om tal. Og jeg kan ikke følge med. Kan du?

Kampen om tallene er en kamp mellem politikerne. Det er et forsøg på at være konkret, give løfter som man kan forstå, men problemet er, at vi ikke har en jordisk chance for at forstå tallene. Og for at være helt ærlig, så interesserer tallene, de konkrete mia., mig ikke stort.

Jeg er interesseret i visionerne, værdierne. Hvor vil I bringe Danmark hen? Hvilket land skal vi være om 10-15-20-50 år? Hvad skal der til for at nå derhen? Jeg tror ikke 15 mia. kommer til at gøre en forskel i sundhedsvæsenet overhovedet, fordi det dybest set ikke handler om penge, men om et system, der har spillet fallit. Om et år er de 15 mia. forsvundet ned i et stort sort hul uden der reelt er sket en skid med de strukturer, der sluger pengene, de ansatte og patienterne.

Det er jo ikke fordi der ligefrem mangler eksempler på, hvor store problemer der er med sundhedsvæsenet – patienter, der cykler rundt i systemet, læger, der ikke taler sammen, sygeplejersker, der pisker rundt mellem patienterne indtil de falder om af stress. Sygeplejerskerne forstås, patienterne ligger allerede ned.

Jeg tror ikke, det er lægerne skyld – eller sygeplejerskernes for den sags skyld. For jeg tror faktisk på, at langt de fleste af os går på arbejde for at gøre en forskel. Jeg tror det er systemets skyld, hele den måde vi har indrettet sundhedsvæsenet på, jeg tror systemet er vokset os over hovedet, systemet har besejret os, og derfor er 15 mia. en dråbe i havet. Ligegyldige, for systemet sluger pengene, og bagefter er problemerne de samme, fordi vi ikke har taget kampen op med de grundlæggende strukturer, som gør systemet sygt i sig selv. Og det gælder sådan set hele vejen rundt.

Velfærdssystemet er et system først og fremmest. Vi lapper og lapper og ingen – i hvert fald ikke jeg – forstår, hvor pengene bliver af, når vi samtidig skal effektivisere og vi ved selvsyn kan konstatere, at der ikke er en jordemoder at få, når man skal føde sit barn – ikke en ærlig, uddannet pædagog at møde i, når man afleverer sit barn før klokken ni – ikke en støttelærer i syne, når der er 58 børn fordelt på to klasser og krav om inklusion og ekstra læseindsats.

Så kære politiker, du kan kaste om dig med penge og tal herfra og til den 18. juni, men jeg kan ikke høre, hvad du siger, jeg kan ikke forstå, hvad du vil. For det jeg er optaget af, det jeg allerhelst vil vide er, hvad det er for et Danmark du vil skabe. Hvad er det største du kan forestille dig? Hvordan vil du tage livtag med systemerne? Hvilke store, vigtige reformer vil du skabe? Rigtig reformer. Dem, der stadig står om 100 år, fordi de var vigtige og nødvendige? Jeg er færdig med det Danmark, jeg kender. Jeg er færdig med lappeløsninger. Og jeg er så færdig med narresutter.

Jeg har endnu til gode at høre den politiker, der virkelig vil noget – med det her fællesskab, med det her land, med den her verden. Hele den her valgkamp er så visionsløs. 1.500 kr. til kontanthjælpsmodtagere, der finder et arbejde. Økonomisk straf til forældre, hvis deres børn mobber andre børn. Retten til at spise en pålægschokolademad på hvidt brød. Seriøst?!?! Det føles jo som om I tager pis på mig?

Hvor er den modige, fremsynede politiker, der vil dele sin vision om en bedre verden med mig? Hvor er den politiker, der tør hæve barren, udvide horisonten, provokere os til at gøre det, vi ikke tør alene? Hvis du er derude, lytter jeg hellere end gerne. Og jeg har på fornemmelsen, jeg ikke er den eneste.

med emneordet ,

5 bøger til valget

5 bøger til valget. Lav en kop kaffe. Eller to. Læs. Og stem.

1. Lone Aburas: Politisk roman. Om hvor svært det kan være at være fuld af gode intentioner. Samfundssatire på den gode måde.

politisk roman

2. Anne-Cathrine Riebnitzsky: Forbandede yngel. Børn har brug for voksne, der ser dem og tager sig af dem – særligt når de voksne, der allertættest på, ikke kan. Børn har brug for for tryghed, ikke fængsler.

forbandede yngel

 

3. George Orwell: 1984Nogle gange er gange er fremtiden tættere på en du tror. 1984 er stadig en forrygende roman – læs den om ikke andet for at blive mindet om, hvad et overvågningssamfund kan føre til.

1984

 

4. Frank Kafka: ProcessenNår systemet har ret, fordi systemet er … systemet.

processen

 

5. Naomi Klein: This Changes Everything. Hvorfor klimaforandringer er den største udfordring vi står over for, overhovedet. Og hvorfor kapitalismen spænder ben for at skabe de reformer, der er brug for. Læs We need hope and fear in equal measures


this changes

 

med emneordet , ,

Børnenes valg

Lars Løkke lover et nyt håndværkerfradrag. LA vil af med registreringsafgifter på biler. Regeringen fremlægger en børnepakke, hvor der er afsat 1,25 mia over tre år til mere pædagogisk personale og et kompetenceløft af det pædagogiske personale og lederne på området. Til sammenligning koster en ny såkaldt vækstmotorvej op gennem Jylland 20 mia. kr. 20 mia.!?!

Håndværkerfradraget er en joke. Det samme er LA’s 00’er-kampagne: Alle børnefamilier har ret til en stor bil (sic!). Og Børnepakken er præcis så uambitiøs, som man kunne frygte. Er der overhovedet nogen, der har regnet ud, hvor mange (få) pædagoger man kan få for 1,25 mia. kr.?

Vi kan forestille os motorveje. Flere biler. Større biler. Vækst. Men vi kan ikke forestille os, hvordan vi for alvor kan organisere os anderledes. Vi er villige til lovgive os ud af alting, undtagen hvor mange voksne der skal være i institutionerne, og det til trods for, at der ikke ligefrem mangler eksempler på, hvor grelt det efterhånden står til. Det til trods for, at vi ved, at hvis vi skal rykke ved den sociale arv, hvis vi skal gøre alle børn til livsduelige voksne, så er det de første seks år af barnets liv, der for alvor tæller.

Debatten om en familiepolitik er reelt ikke vildt revolutionerende. De fleste ønsker er allerede prøvet af (med succes tilmed) i andre lande – og endda lande, vi normalt sammenligner os med.

  • Minimumsnormeringer, fordi kvaliteten i daginstitutionerne lige nu er i frit fald. Børn har også ret til varme hænder.
  • Øremærket barsel til far, fordi vi er nødt til at rykke på ligestillingen i det her land, når det gælder forældres ret til at være sammen med deres børn (det virker i Sverige, det virker på Island).
  • Ret til at være hjemme med børnene, når de er syge, fordi børn også har ret til at være syge – simple as that (det virker i Sverige og administreres let og elegant med en app).
  • Ret til nedsat tid/orlov, mens børnene er små, fordi familier skal have mulighed for at indrette sig fleksibelt, og samtidig giver vi plads til nogle af dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Arbejdslivet er langt (40, måske 50 år), hvorfor er det så provokerende, at folk skal have mulighed for at skrue på deres arbejdstid  (det virker i Holland og i Frankrig).

Men hvad med væksten, spørger du nu. For vi må jo ikke glemme væksten. Den gode nyhed er, at når vi skaber bedre og mere fleksible rammer omkring familierne, stiger fødselsraten. Folk får simpelthen flere børn, og vi har brug for flere børn i Danmark for at holde hjulene igang. Velfærdsstaten er jo blandt andet under pres, fordi der bliver flere ældre og meget færre børn. Det er næsten nemmere end at bygge en motorvej tværs gennem Jylland. Og helt sikkert langt mere meningsfuldt.

 

med emneordet , ,