Tag Archives: overload

21. oktober 2015
2 kommentarer
Familiepolitik, Farmorbørn

Vi er ikke myrer i en arbejdshær

Det er muligt, at Venstres politikere har sovet i timen. Det er meget muligt faktisk. For hvordan kan man ellers efter to års debat fuldstændig fornægte, at rigtig mange forældre løber spidsrod gennem hverdagen for at få den umulige arbejde-familie-ligning til at gå op. Vi går for tidligt fra arbejde og henter for sent.

Det har indtil nu ikke skortet på løftede liberale pegefingre, som formanende har belært forældre om, at børnene og familien er forældrenes ansvar. Ikke politikerne. Men det har altså ændret sig nu. Fra den ene dag til den anden er forældrene blevet statens eje, mennesker i deres bedste alder, som har værsgo at melde sig under arbejdsfanerne. Fordi det eneste parameter, der tæller, den eneste vision, der styrer det her samfund, er vækst. Pengene skal passe, siger finansministeren, og så må nogle andre passe børnene imens. Det er kommunernes ansvar at få det til at hænge sammen, og det ved vi jo allesammen, at det ikke gør. Enhver, der har sin daglige gang i en daginstitution, ved, at der efterhånden mere er tale om opbevaring end om udviklende pædagogiske tilbud. Fordi pengene ikke passer.

Børnene – dem er der sjovt nok ingen, der bekymrer sig for, familien ej heller. Så længe institutionerne er åbne døgnet rundt, har vi løst problemet med børnene, mens forældrene arbejder lidt mere, så de kan betale for rengøring og tøjvask og indkøb og madlavning og what not. Sådan tømmer man familien for indhold og mening over en nat. Børnene er ikke længere forældrenes ansvar. Dem tager staten sig af, mens de voksne løser billet til arbejdsmarkedet.

I Nyborg Kommune, hvor jeg bor, forsøgte vi os sidste år med længere åbningstider i de kommunale institutioner. En helt ny privat institution slog sig tilmed op på at have døgnåbent. Problemet var bare, at børnene blev hentet som altid, før kl. 17. For som familie slår vi alle mulige krøller på os selv og vores netværk for at være sammen med vores børn. Vi drømmer ikke om at lade vores børn tilbringe aftenener og nætter i institutioner.

Så når Venstre nu foreslår længere åbningstider, er det svært ikke at få den tanke, at de igen har mistet følingen med, hvordan virkeligheden ser ud uden for Christiansborg. Selvom mange de seneste to år har påstået det modsatte, vil vi faktisk gerne være sammen med vores børn. Vi vil gerne tage det ansvar. Vi vil gerne få det til at hænge sammen. Vi vil gerne prioritere. Vi vil gerne gå på kompromis. Det vil vi virkelig gerne. Vi har ikke fået børn, fordi staten har brug for flere hænder – eller fordi vi skylder nogen noget. Vi har fået dem bare fordi – og vi har forstået, at tiden er knap, og før man ser sig om, er børnene flyttet hjemmefra. Det er derfor, vi igen og igen har spurgt politikerne, om vi ikke kan indrette os lidt mere hensigtsmæssigt, mens børnene er små. 10 år ud af et langt arbejdsliv på 50 år – det burde vel være muligt. Vi har tilmed tilbudt at arbejde lidt mere før og efter vi får børn.

Venstre taler til os med løftede pegefingre og trusler om snarlig undergang, som om vi er arbejdsbier i en væksthær . Det er bare ikke sådan klaveret spiller. Jeg står ikke til rådighed på den måde. Jeg er et menneske, der gerne vil bidrage til det her samfund med min arbejdskraft, men også ved at være nærværende i mine børns liv. Jeg vil gerne sende dem ud i verden som livsduelige mennesker, der kan og vil tage ansvar for sig selv og hinanden. Men det kræver, at vi har mulighed for at skabe en tryg hverdag omkring familien. Og det gør vi ikke ved at arbejde mere, men ved at give familier bedre mulighed for at indrette sig, som de finder det mest hensigtsmæssigt, ved at give forældre ret til at passe deres syge børn, og ved at sikre minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Det gode børneliv er en investering i fremtiden. Investering! Hørte I det, ovre i Venstre?

 

med emneordet , ,
9. juni 2015
3 kommentarer
fv15

Her er en fattig du kan træde lidt på (i anledning af valgkampen)

Det måtte jo komme. Kampen om at finde den rigeste, mest forkælede, mest dovne kontanthjælpmodtager. En enlig mor selvfølgelig. Hende, der bare nasser på systemet og skovler børnebidrag og boligsikring ind. Hende, DU betaler til, ja, dig med jobbet og huset og familien. Dig, der er som folk er flest og selvfølgelig ALDRIG vil suge på lappen på den måde.

Hvis du var hende … Du ville da finde dig et arbejde, ville du. Du ville da tage dig en uddannelse. Du ville da flytte på tværs af landet. Hvis det er der arbejdet er, er det der du ville tage hen. Uanset. Du ville aldrig blive syg. Du ville aldrig blive socialt udsat. Du ville ALDRIG ende på bunden. Ikke på vilkår om det nogensinde kunne ske for dig. Næh, dem der ligger derude i udkanten med deres gulnede eksamensbevis fra 9. klasse, de må sgu klare sig selv, for nu starter kampen, valgkampen, nu gå vi ind i næste fase, der hvor det er tilladt at træde på alle, der allerede ligger ned.

I dag piller vi en fattig i tusinde stykker, træder lidt mere på hende, fordi vi alle sammen ved, at der findes SÅ mange som hende. Mennesker som bare vil nyde og nyde og nyde, mens vi andre YDER og YDER og YDER. Selvom det nu ikke ser ud som om der er så meget at nyde i det liv, hun lever – i hvert fald ikke at dømme efter billederne. Som om vi forestiller os, at det er et liv, men vælger bare fordi man ikke gider alternativet.

Og der er ingen, der spørger hendes børn, hvordan det er (igen) at blive udstillet. ER der overhovedet nogen, der bekymrer sig helt oprigtigt om de børn, der vokser op i de privilegeredes kontanthjælpsrækker. Er der nogen, der for alvor er optaget af, hvordan vi kan bidrage til, at børnene får muligheder som deres forældre ikke fik – en uddannelse fx? Er der nogen, der er optaget af den sociale arv mere? Eller er vi nu der, hvor de stærkeste bare har lov til at stå på skuldrene af de fattigste og råbe UDUELIGE FÆ ned i dyndet?

Alle siger der skal kunne betale sig at arbejde … mig bekendt er det mest, dem der har et arbejder, der siger, at der er nogen, der siger at det ikke kan betale sig at arbejde. Hvis vi spørger dem, der ikke har et arbejde, ville de fleste nok svare at de gerne vil arbejde. Det er selvfølgelig bare en påstand, ligesom alle de andre påstande vi kaster rundt med som sandheder. Men det er trods alt begrænset hvor mange mennesker, der kan sidde ved kassen i Netto – hvor mange der feje fortove foran boligblokkene. Trods alt. De, der skæve jobs til folk uden uddannelse, findes de overhovedet mere? Det er et spørgsmål, ikke en påstand. Og hvor er det lige de der mennesker uden uddannelse, dem på bunden, hvor er det de skal finde det der arbejde, som det ikke kan betale sig at tage. Er der nogen, der svarer på det?

Hvis man siger, at det kunne være helt spændende, hvis store globale virksomheder ligefrem begyndte at betale skat i Danmark, er man sådan en hippietøs, der slet ikke har forstået det med VÆKSTEN. VÆKSTEN. OG ARBEJDSPLADSER DER SIVER UD AF LANDET, FORDI DET IKKE KAN BETALE SIG AT ARBEJDE (som dem, der tjener allermest siger, selvom de arbejder og arbejder og ikke ser ud til at have problemer med at overleve – det er selvfølgelig også en påstand).

Men hvis man råber den enlige mor på kontanthjælp ind i hovedet, at hun NASSER på samfundet, fordi hun ikke bare får sig arbejde, der ude i udkanten, som vi har besluttet ikke må hedde udkanten, selvom dem med arbejde for længst er flyttet derfra. Hvis man råber lidt af hende, ja så er man en rigtig helt, der kan gå hen og vinde valget, fordi det skal kunne betale sig at arbejde, det skal det, det, lige præcis det, kan ingen vel være uenige i.

Så nu træder vi lidt mere på de fattige – og på deres børn, som nok en dag heller ikke gider arbejder, men bare tror vi andre (os med ARBEJDE) ikke har andet at lave en at holde røven oppe på dem, der ikke selv kan stå. Lad os råbe lidt mere af dem, der ligger ned. Lad os råbe af dem – og så tale lidt mere om (NUL)VÆKSTEN og helt ignorere KLIMAET. Det gir skidegod mening.

 

med emneordet , ,
2. juni 2015
Skriv en kommentar
fv15

Talkampen: Jeg holdt op med at lytte ved 15 mia.

Der er skabt 700, ikke 40.000 jobs. 800.000 er på offentlig forsørgelse. Under 1000 kr. om måneden får en kontakthjælpsmodtager ud af at tage et arbejde. Derfor skal de have en job-bonus på 1.500 kr. om måneden. 15. mia. mere til sundhedsvæsenet. Ikke en krone mere til udviklingsbistand- det bliver der ikke råd til. Og hvad betyder egentlig det der nulvækst, i virkeligheden, helt konkret?

700 lyder jo ikke af ret meget. 40.000 på den anden side, er det mange jobs? Selv Detektor måtte give op, fordi det er umuligt at sammenligne den ene jobstatistik med den anden. Og hvis det virkelig er sandt, at den gennemsnitlige kontanthjælpsmodtager ikke gider arbejde, fordi det ikke kan betale sig, nytter det så at stikke dem 1.500 kr. om måneden i bonus, hvis de alligevel kommer i arbejde? Gør 15 mia. kr. en forskel i sundhedsvæsenet? Og hvorfor kan der ikke blive råd til at hæve udviklingsbistanden, vores bidrag til verdens fattigste, hvis vi kan finde 15-20 mia. til en ny motorvej i Jylland.

Valgkampen er fuld af tal – og ikke mindst diskussioner om tal. Og jeg kan ikke følge med. Kan du?

Kampen om tallene er en kamp mellem politikerne. Det er et forsøg på at være konkret, give løfter som man kan forstå, men problemet er, at vi ikke har en jordisk chance for at forstå tallene. Og for at være helt ærlig, så interesserer tallene, de konkrete mia., mig ikke stort.

Jeg er interesseret i visionerne, værdierne. Hvor vil I bringe Danmark hen? Hvilket land skal vi være om 10-15-20-50 år? Hvad skal der til for at nå derhen? Jeg tror ikke 15 mia. kommer til at gøre en forskel i sundhedsvæsenet overhovedet, fordi det dybest set ikke handler om penge, men om et system, der har spillet fallit. Om et år er de 15 mia. forsvundet ned i et stort sort hul uden der reelt er sket en skid med de strukturer, der sluger pengene, de ansatte og patienterne.

Det er jo ikke fordi der ligefrem mangler eksempler på, hvor store problemer der er med sundhedsvæsenet – patienter, der cykler rundt i systemet, læger, der ikke taler sammen, sygeplejersker, der pisker rundt mellem patienterne indtil de falder om af stress. Sygeplejerskerne forstås, patienterne ligger allerede ned.

Jeg tror ikke, det er lægerne skyld – eller sygeplejerskernes for den sags skyld. For jeg tror faktisk på, at langt de fleste af os går på arbejde for at gøre en forskel. Jeg tror det er systemets skyld, hele den måde vi har indrettet sundhedsvæsenet på, jeg tror systemet er vokset os over hovedet, systemet har besejret os, og derfor er 15 mia. en dråbe i havet. Ligegyldige, for systemet sluger pengene, og bagefter er problemerne de samme, fordi vi ikke har taget kampen op med de grundlæggende strukturer, som gør systemet sygt i sig selv. Og det gælder sådan set hele vejen rundt.

Velfærdssystemet er et system først og fremmest. Vi lapper og lapper og ingen – i hvert fald ikke jeg – forstår, hvor pengene bliver af, når vi samtidig skal effektivisere og vi ved selvsyn kan konstatere, at der ikke er en jordemoder at få, når man skal føde sit barn – ikke en ærlig, uddannet pædagog at møde i, når man afleverer sit barn før klokken ni – ikke en støttelærer i syne, når der er 58 børn fordelt på to klasser og krav om inklusion og ekstra læseindsats.

Så kære politiker, du kan kaste om dig med penge og tal herfra og til den 18. juni, men jeg kan ikke høre, hvad du siger, jeg kan ikke forstå, hvad du vil. For det jeg er optaget af, det jeg allerhelst vil vide er, hvad det er for et Danmark du vil skabe. Hvad er det største du kan forestille dig? Hvordan vil du tage livtag med systemerne? Hvilke store, vigtige reformer vil du skabe? Rigtig reformer. Dem, der stadig står om 100 år, fordi de var vigtige og nødvendige? Jeg er færdig med det Danmark, jeg kender. Jeg er færdig med lappeløsninger. Og jeg er så færdig med narresutter.

Jeg har endnu til gode at høre den politiker, der virkelig vil noget – med det her fællesskab, med det her land, med den her verden. Hele den her valgkamp er så visionsløs. 1.500 kr. til kontanthjælpsmodtagere, der finder et arbejde. Økonomisk straf til forældre, hvis deres børn mobber andre børn. Retten til at spise en pålægschokolademad på hvidt brød. Seriøst?!?! Det føles jo som om I tager pis på mig?

Hvor er den modige, fremsynede politiker, der vil dele sin vision om en bedre verden med mig? Hvor er den politiker, der tør hæve barren, udvide horisonten, provokere os til at gøre det, vi ikke tør alene? Hvis du er derude, lytter jeg hellere end gerne. Og jeg har på fornemmelsen, jeg ikke er den eneste.

med emneordet ,
27. maj 2015
Skriv en kommentar
As if

Jeg stemmer på … ingen

Ok. Så lad os tale om det valg. Jeg er politisk hjemløs, helt og aldeles. Jeg orker end ikke at tænke på valgdebatter. Slogans. Løfter. Sukken. Himmelvendte øjne. Politikere, der overgår hinanden i, hvor mange byggepladser, sygehuse og plejehjem, de har besøgt. Hvor mange sosu-assistenter og stilladsarbejdere, de har talt med. Rigtige mennesker uden i den virkelige verden, forstås. Jeg gider ikke høre på det mere. Jeg er færdig. Helt færdig. Og vi er først lige begyndt. Det starter nu. Det store valgcirkus. Kampen om taburetterne. Om magten. Om retten til at vide bedre.

Jeg orker slet ikke at tænke på, hvor vi ender bagefter. Jeg gør mig ingen forestillinger om, at et valg kan gøre et forskel. Det er lige meget, hvor den stemme lander for vi er allerede forsmåede, lukkede om os selv, selvtilstrækkelige i en grad som klæder ingen. Politikerne henter legitimitet i en virkelighed, de ikke lever i og taler til frygten, det mindste i os.

Der er ikke noget fællesskab at tale til, for enhver må svare sit og dem der ligger ned, er nok selv ude om det. Vi kan jo ikke holde hånden under alle. Nogen (de andre) må tage sig sammen. Velfærdssamfundet er under pres, og nogen må jo sige det. Så det gør vi. Siger det igen og igen. Tag dig sammen. Det er jo ikke vores skyld OG SLET IKKE VORES ANSVAR, at du ligger der og roder rundt uden uddannelse, uden arbejde, uden mening for enden af udkantsmotorvejen. Socialt udsat er ikke længere noget, man er, men noget man vælger. Se, bare på alle mønsterbryderne. De kan jo godt, fordi de vil. Det handler om vilje først og fremmest.

Vi træder vande. Vi hylder væksten. Nu kommer opsvinget. Og vi hylder new public management i en naiv tro på, at kontrol kan forandre verden. Mere kontrol. Flere mekanismer, der skal skille fårene for bukkene. Mistro til hinanden, det er det vi bygger fremtiden på.

Og det selvom alle ved, at vi burde hæve blikket og tale om elefanten i rummet, som snart er så stor at den ikke kan være nogen steder. Vi burde tale om klima, KLIMA. KLIMA FOR FANDEN! Eller rettere vi burde holde op med at tale og handle i stedet. Gå forrest. Gøre noget. Noget virkelig stort.

Vi burde tale om reformer. Store reformer. Omkalfaltrende reformer. Forandringer, der ikke er bundet op på vækst og opsving. Stramninger, påbud, flere regler og en ny kræftpakke. Det er – ja, undskyld mig – som at skide i havet, når vi burde forestille os det umulige og stræbe efter det. Når vi burde være ambitiøse på verdens vegne, på fællesskabets vegne, på vores børns vegne.

Men nu kommer valget, og så drukner det hele i skåltaler og pegen fingre og valgplakater, hvor velmenende mennesker smiler ned til os fra lygtepæle. Ned til os, folket. Til mig, som føler mig repræsenteret af ingen. Til dig, der har trykket hånd med en rigtig politiker i Bilka eller fået en kop kaffe og valgløfter trykt på papir stukket i hånden på stationen af en ‘kampagnemedarbejder’. Det er det, vi kalder valgkamp. Det er det vi kalder at møde folket. Det er det vi kalder samtalen. Det er det vi kalder repræsentation. Nu kommer valget, og jeg har aldrig været mere desillussioneret på demokratiet og fremtidens vegne. Jeg stemmer på … ingen.

10045027

med emneordet ,
29. april 2015
6 kommentarer
As if, Sandheden

Slap nu af med det arbejde!

Dengang i 1980’erne, da jeg voksede op i en lille landsby i provinsen, arbejdede de fleste voksne, jeg kendte, for at holde fri. Udsigten til weekenden og tre ugers sommerferie var det, der fik de voksne til at stå op og tage på arbejde. Og jeg kan huske, at mine venner og jeg lovede hinanden, at sådan ville vi aldrig ende. Vorherre bevares.

Arbejdet skulle være meningsfuldt, bære lønnen i sig selv så at sige, og langsomt skete der det, at arbejdet kom til at fylde alt. Som vand, der siver ind i alle sprækker. Vi druknede langsomt i arbejde, men det var ok, for meningsfuldt var det jo, og vi var alle sammen indstillet på at give den en ekstra skalle. Vi var ambitiøse, havde mål at nå, drømme at opfylde. For næstefter det ligegyldige arbejde frygtede vi mest en dag at se tilbage på et liv, hvor vi ikke havde opfyldt vores fulde potentiale.

Så vi sagde ikke nej, vi sagde bare ja og ja og gav os selv lidt mere. Nogle faldt om af stress undervejs, og vi undrede os, for vi var alle sammen livsduelige, stærke mennesker, men vi blev slugt af ambitioner og ja-hatte. Måske fordi vi frygtede at blive overhalet indenom af en anden, der var mere fleksibel end os selv, en, der endnu ikke havde nået grænsen.

Mødet med middelmådigheden

Der kom et tidspunkt, hvor det gik op for de fleste af os, at vi ikke var toppen af poppen, men bare helt almindelige, ret gennemsnitlige mennesker. Vi troede, vi kunne række ud efter stjernerne, men ingen af os havde arme, der var lange nok, og vi måtte indse, at vi var tættere på jorden end på stjernerne. Heldigvis var vi godt pakket ind i 90’er-ironi, så vi tog det med latter og en ekstra øl på bagtrappen, selvom den erkendelse, den første rigtige skuffelse over vores egen middelmådighed, føltes som at sidde på en temmelig våd karklud.

Næste udskillelsesløb kom, da vi blev gamle nok til at få børn. Mændene blev på arbejdet, mens vi, kvinderne, blev derhjemme. Nogle fandt trøst i moderskabet, andre havde svært ved at give slip på forestillingen om, at man kan skyde genvej til lykken gennem arbejdet. Jeg husker stadig følelsen af at stå på perronen og se alle togene stryge forbi. Lyntog. Høj hastighed. Fuld fart frem mod fjerne kyster, mens jeg holdt mit barn i armene og forsøgte at række ud efter stjernerne samtidig. Så stor en joke, som det kunne blive, for man kan som bekendt ikke blæse og have mel i munden samtidig.

Hej krise

I mellemtiden var det blevet finanskrisetid og ingen talte længere om, hvor meget boligpriserne var steget, siden vi så hinanden i sidste uge. Nu talte vi i stedet penge på kistebunden, og for nogle af os var der kun lige mønter nok til at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke en eneste lille klink til en billet til drømmeland. Op på hesten igen. Når der er krise, kan man jo slet ikke tillade sig at klage over, at arbejdet fylder for meget. Så tilbage til virkeligheden, hvor folk blev ved med at falde om af stress. Vi kunne ikke vente med at komme på arbejde, fordi det krævede for meget at være derhjemme, og samtidig følte vi os utilstrækkelige, når vi åbnede mailprogrammet og som en anden Sysifos begav sig op af bjerget. Højt at drømme, dybt at falde.

Og nu sidder vi i vores huse, i vores lejligheder, med en karriere eller ingen, med børn, bil og alt det der skal til, når vi er her, hvor vi er, midtvejs gennem livet godt og vel, og vi er alle lige (u)lykkelige af den grund.

Nogle af os tror stadig på, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, hvis bare lønnen er høj nok. Andre forsøger at skabe mening et sted midt imellem. Det åbenlyse er imidlertid at arbejdet er definerende. Det, jeg laver, gør mig til den, jeg er, for jeg kan ikke være noget eller nogen uden. Vi taler om overgange og om at være in between jobs, fordi arbejdsløs er det værste man kan være i en tid, hvor arbejdet, og helst det rigtige arbejde, fylder alt.

Kollektiv psykose

Vi troede, at arbejdet kunne sætte os fri, at vi kunne nå de højeste drømme, hvis bare vi knoklede for det. Men vi var naive, for det viste sig, at de fleste af os – uanset hvor succesfulde vi så ud – drømte om at gøre noget helt andet. Som fx det åbenlyst banale: Mere tid til at være sammen med børnene, der vokser så hurtigt og langsomt, men sikkert forsvinder mellem hænderne på os. Mere tid til at forfølge den der gamle tossede drøm om at rejse til verdens ende, skrive en bog eller klatre i bjerge (vi underskylder på forhånd, at det er så naivt med den drøm).

Problemet er, at vi befinder os i en kollektiv psykose som tilskriver, at arbejdet går forud for alt andet (selvom de fleste af os dybest set blot arbejder for at tjene penge, så chefen kan invitere sin familie tre uger til Caribien – og hvis du selv er chefen, er det så det, du kan bruge din 70 timers arbejdsuge til. Tre uger i Caribien som afbetaling for din (måske) dårlige samvittighed). Ingen af os tillader os at gå på arbejde for at kunne holde fri – hvis jeg havde det sådan, ville der være noget galt med mit arbejde, ikke?

Dygtige dig

Nogen burde få den tanke, at vi bliver ført bag lyset. Det er den følelse, jeg får, når jeg kigger ud over en generation af myreflittige, pligtopfyldende (med)arbejdere, der lige giver den en ekstra skalle for at nå et sted hen, som altid er længere væk, end man først regnede med.

De fleste lader ikke en gang som om mere – i stedet undskylder vi os med, at det ikke kan være anderledes. Det er ikke let at slippe chefstolen, når først man sidder der (hverken for en selv eller alle dem, der ser en sidde i stolen). Det er ikke let at sige farvel til pengene, når huset er købt og skiferien bestilt. Og anerkendelsen – ingen har lyst til at sige farvel til anerkendelsen, der følger naturligt i kølvandet på en karriere, der folder sig ud. Næh, se hvor stor og fin han er blevet, hvordan hun er lykkes med alting. Vi elsker det – og misunder dem, for hvem det lykkedes, uanset hvad prisen måtte være, og uagtet alle de spildte drømme det koster undervejs.

Slap af!

Men ved du, hvad vi skal? Vi skal slappe af med det arbejde. Vi skal passe vores arbejde, bevares, men vi skal holde op med TALE om det hele tiden. For ærlig talt, jeg gider ikke høre, hvor vigtig du er på dit arbejde – jeg vil meget hellere høre, hvad du mener om noget, der vedrører os alle sammen, samfundet, fællesskabet. Jeg vil meget hellere se dine drømme folde sig ud – også selvom det ikke sker over en nat, men over et liv.

Der var engang, hvor jeg forstillede mig, at det rigtige arbejde ville være meningsfuldt og livgivende i sig selv. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg er holdt op med at tro på, at arbejdet kan sætte os fri – måske kan det gøre os godt, men i virkeligheden er det alt det andet, der tæller. Pauserne. Tilstedeværelsen i verden, som den folder sig ud lige nu. Ansvaret for hverdagen og fremtiden, der har brug for både handling og mod. Og tiden, der strækker sig uendeligt og giver os plads til først og fremmest at være mennesker i kraft af, hvem vi er, og ikke hvad vi laver.

med emneordet , ,
30. marts 2015
Skriv en kommentar
Farmorbørn, SOmeone to love

Vi svigter de udsatte børn

De er ikke svære at få øje på, de udsatte børn. Alligevel er de overladt til sig selv, mens de langsomt går til grunde. Men hvorfor er vi egentlig så lang tid om at fjerne børn fra forældre, der åbenlyst ikke formår at tage vare på deres børn?

20150330_130635

Hun er bare 8 år gammel. En uge er hun i skole. En uge er hun ikke. Hun smiler, lidt reserveret, når jeg møder hende. Hun ved, hun ikke kan komme hjem, før hun har fundet sine sko, for der er ikke andre sko at tage på end dem hun har smidt væk. Og der er dage, hvor hun må spørge sine klassekammerater om de vil dele deres madpakke med hende, fordi hun ikke selv har nogen.

Det er en kaotisk historie om et barn, der midt i 2. klasse måske er på vej mod sit 4. skoleskift. ”Jeg vil allerhelst bare blive her. Jeg gider ikke starte på en ny skole igen,” sagde hun en dag til mig. Jeg er langt fra den klogeste i den sag, som hendes liv er i fuld gang med at udvikle sig til, men jeg er tæt nok på til at se, at her er et barn, vi burde tage os af før det er for sent. Et udsat barn bøjet i neon.

De rette foranstaltninger

Vi taler om barnets tarv, og om hvor vigtigt samarbejdet med forældrene er, men vi gør langt fra nok for at sikre, at alle børn kan vokse op i trygge omgivelser, hvor de voksne passer på børnene og ikke omvendt. Barnets Reform gjorde det lovpligtigt at inddrage og høre udsatte børn, men i praksis viste en undersøgelse fra 2014, at 39 procent af børnene hverken høres eller for alvor inddrages i beslutninger, der får store konsekvenser for deres liv.

Samtidig vægrer vi os mod at tvangsfjerne børnene. Vi hævder, at det ikke er den bedste løsning, men sandheden er også, at en anbringelse er dyr for kommunerne. På langt sigt er det imidlertid ikke svært at regne ud, at en tidlig indsats er en investering, som vil kunne give barnet mulighed for at lære at indgå i normale, sociale relationer og samtidig skabe den ro, der er nødvendig for, at barnet kan koncentrere sig i skolen.

Problemet er ikke børnene, men derimod at vi ikke handler, når vi møder forældre, som ikke vil samarbejde. Vi kan underrette og finde passende foranstaltninger og lave aftaler om, at i morgen bliver alting bedre herfra og til verdens ende, uden det nogensinde får nogen effekt. Fordi forældrene af alverdens forståelige og uforståelige grunde ikke kan eller vil tage forældreansvaret på sig.

Imens taber børnene i det sociale spil, fordi de kun sporadisk er i skole og sjældent deltager i fødselsdage og aldrig har legeaftaler. De taber i det faglige spil, fordi de ingen opbakning har derhjemme og ressourcerne i skolen er for små til at tage sig af den enkelte i det omfang, som det udsatte barn kan have brug for. Det på trods af, at forskningen viser, at en god skolegang har afgørende betydning for, at udsatte børn kan bryde den sociale arv.

Når man ser et barn, der mistrives, kan man gøre sin pligt og skrive en underretning til kommunen. Når man skriver, balancerer man på en knivsæg velvidende, at de to mennesker, der burde være forældre for barnet, kommer til at læse det, man skriver. Jeg har flere gange skrevet til kommunen, og jeg har talt med lærerne på skolen om mine bekymringer. Svaret er enslydende (næsten mekanisk): Vi hører, hvad du siger. Vi er opmærksomme på barnet. Vi har taget initiativ til de rette foranstaltninger. De har alle sammen tavshedspligt. Det respekterer jeg, selvfølgelig, men at se et barn falde tungt mod afgrunden, mens de voksne snakker er det mest fortvivlende, jeg nogensinde har prøvet.

Ansvaret er vores

80% af alle børn, der vokser op i plejefamilier, er tilfredse med at vokse op i en anden familie (SFI, 2015). Vores forestilling om, at anbringelser er den næstbedste løsning er altså langt fra sandheden for alle børn. Der findes desuden en række alternativer til anbringelse, og der er fx gode erfaringer med en massiv indsats i familien, hvor den socialrådgiver, der bliver tilknyttet familien, har beslutningskompetence og økonomisk råderum til at foretage de nødvendige beslutninger, som kan skabe ro og tryghed omkring barnet.

Uanset hvilken løsning vi vælger, skylder vi børnene, at vi gør noget. Vi skylder dem, at vi navigerer i det kaos, mange af dem hver eneste dag forsøger at finde en vej igennem. Når vi i stedet igen og igen tilgodeser forældrenes behov snarere end barnets, så reproducerer vi den sociale arv. Og nok så vigtigt: Vi forhindrer barnet i at udvikle sig til et livsdueligt menneske, der tror på, at verden er et godt sted at være for os alle.

Jeg ser et af disse børn, en 8-årig i frit faldt. Snart er hun helt forsvundet. Til en ny skole, en ny kommune og nye foranstaltninger. Om 15 år vil vi måske klandre hende for, at hun ikke fik en uddannelse, selvom det i virkeligheden var os, der forspildte alle chancer for at gribe hende, mens tid var.

Kronik i Fyens Stiftstidende, 30. marts 2015

med emneordet , ,
3. marts 2014
1 kommentar
Farmorbørn, Polaroid

Velkommen i min stue – om at stille sig selv til skue

I morgen kl. 7 har jeg en aftale med TV2 Nyhederne. Vi skal tale om min kronik og travlhed i børnefamilierne. Og så skal vi se, hvordan en tirsdag tager sig ud i Cirkus Frovin Sylvest. Jeg har selvfølgelig lyst til at rydde op og sætte vintergækker i vaser, inden de kommer. Men jeg sidder på mine hænder. For det handler ikke om pyntepuder eller friske blomster.

Der er sikkert nogen, der bliver sure (igen) og kalder mig forkælet (igen). Det er ok. Jeg ved godt, jeg er priviligeret. Jeg ved godt, det er en fase. Jeg ved godt, at om tre år er det hele glemt (for mit vedkommende). Jeg ved godt, at der er mange i Danmark, der har det meget værre end mig, og endnu flere i verden, der har det meget værre end børnefamilier i Danmark. Og jeg ved godt, det er meget vi selv kan gøre.

Kronik-Politiken

Min pointe er, at jeg er ved at løbe tør for ideer: Jeg kan fx slet ikke ikke kan forestille mig, hvordan vores liv hang sammen, hvis vi ikke netop var så priviliget. Hvis vores arbejde ikke var fleksibelt. Hvis ikke jeg boede et sted i Danmark, hvor huslejen ikke æder det meste af lønnen.

For mig handler det ikke længere kun om, hvad vi selv kan gøre. Dig og mig, hver for sig. Det handler om at skabe en ramme omkring familielivet, så det ikke bare er en fase, hvor det først og fremmest handler om at overleve. Det kan ingen af os gøre alene. Det må vi gøre i fællesskab. Ligesom vi som samfund skaber rammer om alle mulige andre dele af livet.

Det, der undrer mig mest, er vreden. Der er så meget vrede i debatten. Det forstår jeg stadig ikke. Børnefamilier må ikke brokke sig. “Du har selv valgt,” siger de vrede, og det er jo sandt for langt de fleste af os. Men betyder det virkelig, at jeg ikke må undre mig over, at balancen mellem familie- og arbejdsliv tilsyneladende er så svær at ramme for så mange? Betyder det, at jeg ikke må foreslå, at vi prøver at skrue livet lidt smartere sammen i de år, hvor de små har brug for os og fylder meget i vores liv? Betyder det, at jeg bare skal bide tænderne sammen og vente på det går over?

Vi ses i fjernsynet snart. Og indtil da kan du læse kronikken her (hvis du nu gik glip af den i oktober)

med emneordet , , ,
11. november 2013
4 kommentarer
Farmorbørn, Sandheden

Det ER strukturelt

For nogle lørdage siden forsøgte jeg mig med en kronik i Politiken. Mange, der læste den, syntes, jeg var dårlig til at sortere og sige nej, og næsten lige så mange der syntes det var synd for mine børn, at de skulle trækkes med en mor som mig.

Der var flere der var helt oppe at stå på den, fordi jeg åbenbart er sådan en typisk klynkemarie, der ikke kan finde ud af at tage ansvar for farten i det hamsterhjul, som kronikken handlede om. Sådan en stereotyp mor, der har travlt med at bage økologiske speltboller på surdej, mens jeg banker puder og fletter julehjerter med den anden hånd (myten om den perfekte mor viser sig igen og igen at være et hårdtslående argument). Og overraskende mange foreslog, at jeg gik på deltid (mens ingen foreslog, at min mand gik ned i tid. Ingen.).

Men midt i al balladen druknede min pointe, eller måske blev den snarere fremhævet. For det jeg forsøgte at sige med kronikken var ikke, at det er synd for mig eller for dig, men at det er synd for os (hvis det er synd for nogen), fordi hamsterhjulet ikke er noget, du eller jeg har opfundet. Det er et strukturelt problem, som ikke kan standes ved at jeg melder fra til en julefrokost eller går ned i tid. Vi har brug for en tredje løsning, en ny måde at organisere os på  – du ved, den løsning vi ikke kender endnu, men som jeg godt gad vi begyndte at diskutere os frem til.

Det er der mange der bliver provokeret af: At løsningen ikke ligger lige for, og at jeg insisterer på, at det er et strukturelt problem mere end en individuel udfordring, der kan løses med (flere) skemaer og (endnu) mere prioritering i den enkelte familie. Derfor blev jeg så glad, da jeg læste interviewet med Rasmus Willig i Politiken i weekenden. Rasmus er sociolog, og hans pointe er netop, at vi martrer os selv, fordi alle problemer er individualiserede:

“Det er helt nødvendigt, at vi oversætter de individuelle problemstillinger til sociale problemstillinger. Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer. Der er akut behov for, at vi sætter farten ned og laver om på de strukturer, der styrer os rundt.”

Læs interviewet. Seriøst. Han har fat i den lange ende.

Vi har en vinder!

Så til Andreas bog, som jo faktisk er er flugtforsøg fra hamsterhjulet. Maier, du er den heldige vinder. Send mig navn og adresse, så modtager du fluks Andreas fantastiske bog fra forlaget.

Og hæng endelig på, der er en ny bog på vej lige om lidt. Om en dreng, der er god til noget.

med emneordet , , , , , ,
2. oktober 2013
3 kommentarer
Sandheden

Abort gør dig ked af det

Og så blev det søndag – og også mandag og tilmed tirsdag, og nu er det pludselig onsdag, og jeg har stadig ikke fundet den heldige vinder af Caitlin Morans bog. Shame on me. Men nu gør jeg det, der er bare noget jeg skal sige først. Og det handler om aborter og den kampagne, som forstyrrede mennesker (og det mener jeg virkelig de er) har besluttet sig for at hælde ud over os alle sammen. En kampagne så fuld af dårlig samvittighed, at jeg får lyst til at råbe højt tilbage. SHUT UP! Fri abort er en basal rettighed, som jeg mener alle kvinder bør have adgang til. Punktum. Og jo, du kender måske en fjern slægtning eller veninde eller gammel skolekammerat om hvem nogen har fortalt, at hun bruger abort som prævention. Og hvad så? Har jeg lyst til at spørge. Der er vel ingen, der seriøst mener at vi skal begrænse adgangen til abort, fordi en eller anden vi en gang har hørt om efter sigende har været en lidt for flittig gæst på hospitalet. Nej vel?

Caitlin Morans bog indeholder et meget fint og nuanceret kapitel om netop abort, og det vil jeg anbefale alle, også de religiøse (i enhver forstand) modstandere, at læse. Kapitlet om aborter, om hendes egen, om hvordan vi ser på abort (de dårlige og de gode), om hvordan vi ser på mødre, og hvorfor hun tror på, at kvinder er i stand til at træffe et kvalificeret valg, inden de får en abort. Det er kloge ord, og jeg blev faktisk rørt undervejs, fordi jeg synes netop det kapitel siger så meget om vores forventninger til kvinden som mor – og fødemaskine: ”Den bedste mor – den perfekte mor – vil gå alle ni måneder med ethvert barn, hun undfangede, uanset hvor nedbrydende og ødelæggende det ville være, for hendes kærlighed ville være stor nok til alle.”

Som Moran tror jeg på, at kvinder også når det handler om aborter er i stand til at tage kvalificerede og velovervejede beslutninger, præcis som vi hver dag gør på vores arbejde og i (de fleste) af livets andre forhold. Abortmodstandernes kampagne forsøger at tale til den lille pige i os alle, til den lyserøde drøm om barnet (”du vil jo altid kunne huske det lille hjerte, der slog inden i dig”). De taler enten fra et moraliserende eller et religiøst synspunkt, og det er der formentlig en meget god grund til, for der findes ganske enkelt ikke rationelle argumenter for at fratage kvinden retten til at bestemme over sin egen krop.

Caitlin Morans kapitel skriver åbent og næsten skræmmende nøgternt om sin egen abort, samtidig med at hun igen og igen understreger, at hun ikke var i tvivl eller nogensinde har fortrudt at hun tog den beslutning. Fordi det var den rigtige for hende. I den situation hun var i på det tidspunkt i sit liv. Og det er en helt afgørende pointe: Ingen af os kan (eller bør) gøre os til herre over, hvorvidt en kvinde skal føde et barn. Det er hendes egen beslutning (sammen med faren, hvis der er sådan en), og den ret fortjener ingen at få frataget eller mudret til med andres dårlige samvittighed.

P.S. Luise, du har vundet Kunsten at være kvinde. Send mig din adresse, så får du fluks bogen i din postkasse.

med emneordet , ,
17. september 2013
1 kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden, SOmeone to love

En af de morgener

Nå, men jeg tror bare jeg tager tilbage og henter mine børn hjem. Måske får jeg alligevel ikke lavet noget i dag, for det var en af de morgener. En af dage hvor den dårlige samvittighed hænger i tøjet resten af dagen.

Det startede egentlig fint, og vi ramte en god mellemtid, men der kan ske meget mellem 7 og halv 8. Fx at de tasker, der skal pakkes ikke pakker sig selv, og de børn, der skal pakke dem, ikke rigtig kommer ud af røret. Eller at den mor, der skal bevare overblikket taber det undervejs og begynder at blive lidt stram i betrækket, selvom det aldrig har gjort noget godt for kampen mod uret. Eller at moren for sent husker at der stadig er bogstavleg i 0. og at vi straks må finde en ting, der begynder med A, som den yngste kan lægge frem til udstilling i klassen (Asfalt? Nej. Automat? Nej. Ammoniak? Nej. Anker? Nej. Abe, siger den yngste så. Abe! Klart, har vi en abe? Nej, vi har ikke en abe. Det er der jeg googler “ord, der begynder med A og for første gang har Google ikke har svaret på alt. Selvfølgelig, det er en af de morgener, hvor Murphey lægger forhindringer ud).

Uret tikker, og vi forlængst har tabt al den gode tid, og børnene begynder at skændes, og mine mundvige hænger ned ad i en sur smiley. Miss Carla vælter med sin cykel allerede inden hun er kommet op på den og begynder at græde. Halfdan råber Lortemor og nægter at gå ud af døren. Fordi jeg stadig er syg. Siger han. Det er han ikke, men han bliver det formentlig hvis hans mor ikke holder op med at hvæse.

Cykelturen gør godt. Det gør den altid. Så er vi i bevægelse og vi kan kun cykle så hurtigt som vi gør, og der er ro til at tale om noget andet og til at køle af og måske ligefrem grine lidt. I dag nåede vi ikke at grine så meget, men jeg nåede at sige undskyld.

Den lille sagde bare: Ja, ja. Han vil gerne videre og den bedste måde at komme videre på er at forsvinde i mængden, grine med kammeraterne, og få den sure mor på behørig afstand.

Den store prøver, men stemninger sidder i kroppen på hende længere end på så mange andre, og hun hager sig fast i min arm, da jeg siger farvel: Du må ikke gå. Du skal blive hos mig. Siger hun, velvidende at jeg er nødt til at gå for klokken har ringet og dagen er i gang.

Hendes omsorgsfulde klasselærer kommer og holder om hende. Spørger hende hvorfor hun er ked af det. Min mor har været sur hele morgenen. Siger hun. Og det er det ikke så meget at sige til. Jeg krammer og kysser farvel og har den dårligste smag i munden da jeg skynder mig ud af døren. Hun skal nok klare sig, men følelsen sidder i kroppen resten af dagen. Hendes krop. Min krop. Det var en af de morgener. Kapløb mod tiden og humøret. I dag vandt jeg ikke.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg