Tag Archives: Udfordring

16. april 2016
Skriv en kommentar
Familiepolitik, Farmorbørn, Information

Vi tog selv livet af familiepolitikken

Børnene venter stadig på, vi bliver voksne nok til at stå sammen om at skabe bedre rammer om børnefamilier i Danmark. Vi var godt på vej, men så begyndte vi at skændes om, hvordan man egentlig er den rigtigste familie.

[Klumme bragt i Information, 16. april 2016]

Det er lidt over et år siden, at der skete noget magisk i Fællessalen på Christiansborg. Eller faktisk startede det lang tid før den dag – for mig i hvert fald. For mig startede det med, at jeg skrev en kronik om at være fanget i familiens absurde virkelighed, hvor man går for tidligt fra arbejde, og kommer for sent hjem. Hver evig eneste dag.

Det viste sig, at jeg ikke var den eneste, der var ved at tabe pusten i hamsterhjulet. Vi havde bare glemt at tale med hinanden om det, og derfor troede vi, at det var os selv, der var noget i vejen med. Der gik rygter om, at Sverige var langt foran os på det familiepolitiske område, så vi rejste til Stockholm og blev blæst bagover. Hvis Sverige kan, kan vi også tænkte vi og fløj tilbage til vores egen velfærdsstat.

Vi var fast besluttet på at samle engagerede folk og politikere omkring en fælles familiepolitisk dagsorden. Den dag i Fællessalen var kulminationen på måneders arbejde. Salen var bugnende fuld af forældre og politikere og alle dem, der er sammen med vores børn, mens vi arbejder. Forskere, eksperter og fagforeninger holdt oplæg om, hvor bydende nødvendigt og meningsfuldt det er at skabe en mere, vi kunne kalde det, medmenneskelig ramme omkring børnefamilierne. Familierne har brug for tid til at være forældre, og børnene har brug for at være sammen med deres far og mor. Såre simpelt egentlig (og tilmed en god investering, hvis man er optaget af den slags).

Helt undtagelsesvist var selv deltagerne i det politiske panel (hvor alle Folketingets partier var repræsenteret på nær et enkelt) enige – måske ikke i modellen, men i det mindste i, at noget måtte gøres. Så meget velvilje samlet på et sted. Det var virkelig magisk.

Så kom valget … og det valg kan man mene meget om, men faktisk var det ikke politikerne, der slog den familiepolitiske dagsorden ihjel. Det klarede vi nemlig helt selv i månederne, der fulgte.

Helt uden nogen havde bedt os om det, begyndte vi (og her peger jeg på dig og dig og dig, der er kvinde som jeg selv) at konkurrere om, hvad der faktisk var bedst for børnene og for familierne. Og før vi fik set os om havde den fælles bevægelse, vi få måneder forinden alle var en del af, delt sig to højtråbende lejre: På den ene side dem, der hævdede, at børnene kun havde brug for deres forældre (mødre) de første leveår. Ingen med samvittigheden i behold ville aflevere et lille barn i institution, lød (og lyder) advarslen. På den anden side stod dem, der mente, at den familiepolitiske dagsorden var en trussel mod årtiers ligestillingskamp. Kvinderne ender med igen at stå med hovederne nede i kødgryderne, tordnede (og tordner) de ildevarslende.

Jeg har intet at udsætte på dem, der dedikerer år af deres liv til at passe deres børn hjemme, og jeg forstår fuldt ud dem, der er bange for, at kvinderne kommer til at prisen. Alle må vælge det liv, der passer dem bedst, men rammerne, hvis bare vi kunne have holdt fokus på rammerne. For det var rammerne, der kunne have givet alle familier (mænd og kvinder) mulighed for at gå et gear ned, mens vores børn har allermest brug for os.

I stedet blev vi så optaget af at bestemme, hvad der er den rigtigste måde at være familie på. Vi begyndte at moralisere i stedet for at politisere, og vi bekrigede vi hinanden med statistikker og personlige beretninger, der snart viste det ene og snart viste det andet. Dårlig samvittighed blev vores stærkeste våben i den krig, som om vi ikke allerede var tynget nok af utilstrækkelighed i forvejen. Så nu er vi tilbage, hvor vi startede. Vi går stadig for tidligt fra arbejde og kommer stadig for sent hjem. De fleste af os. Til vores børn kan vi en dag sige: Vi var så tæt på der i 2015, men så blev vi uenige om, hvem der var mest rigtig. Ligesom når du skændes med din søster om, hvem der skal have det sidste stykke kage. Undskyld.

 

med emneordet , , , ,
2. april 2016
Skriv en kommentar
Familiepolitik, Farmorbørn, Sandheden

Far har en fridag

Vi roser helt almindelige gennemsnitlige middelklassemænd, fordi de er så dygtige, når de hjælper mor. For det er stadigvæk stort set, hvad det kræver for at være en god far

[Klumme i Information 2. april, 2016]

»Det er godt nok ikke meget, han bidrager med derhjemme,« sagde jeg forleden til min veninde og tilføjede som det naturligste i verden: »men han er en god far.« Vi talte om en fælles bekendt. Og vi grinede lidt af, at det altid er hans kone, der ender med at løbe rundt efter børnene, mens han hygger sig. Han er sådan lidt distræt i det. Hahaha. HA!

»Det er sjovt, som vi altid siger det om mænd, uanset hvor lidt de bidrager med,« svarede min veninde.

Og det ville være sjovt, hvis altså ikke det var sandt. For det kan godt være, det ikke lige er far, der får læst med skolebarnet, eller far, der husker at købe ind til madpakker. Det kan også godt være, at far henter fem minutter efter vuggestuen har lukket, eller at far hellere vil drikke rødvin og tale politik end at følge sin datter på toilettet, når familien er til middag hos venner. Det er i det hele taget ret sandsynligt, at far overhovedet ikke lever op til de standarder, som vi har til mor.

I mange år har det været en stående joke hjemme hos os, at jeg bliver spurgt, hvem der skal passe børnene, når jeg skal ud og rejse. Der er ikke nogen, der passer dem, de har en far, svarer jeg med et efterhånden temmelig stramt toneleje, og så griner folk forlegent. For de ved selvfølgelig godt, at børnene har en far, og far høster meget ros for at være så dygtig til at tage sig af sine børn og få det hele til at hænge sammen i den tid, jeg er væk. Sikke en opgave. Sikke en far. Sjovt nok – og det er den sørgelige del af joken – er der aldrig nogen, der roser mig for at tage mig af børnene, når far er ude at rejse. Der er aldrig nogen, der spørger, hvem der passer børnene, når han er afsted.

I dagens Danmarks må far nemlig stadig gerne sidde med sin avis og være aldeles fraværende, fordi det er jo bare sådan, mænd er. Ligesom den der reklame fra 1950’erne (dengang bedstefar var dreng), hvor far kommer træt hjem fra sit hårde arbejde og må have hjælp til både varme tøfler og en kop kaffe, inden han tager barnet på skødet og hyggesnakker lidt om verdens gang, indtil maden står på bordet. Samme mønster, nu blot pakket ind i ligestillingsstatistikker, som siger, at det går den rigtige vej. Bortset fra, at mor nu både arbejder ude og hjemme, mens far passer sit arbejde og kører bilen en tur i vaskehallen lørdag formiddag. Far hjælper stadig til, selv om han jo strengt taget er fuldgyldigt medlem af familien. Mor hjælper ikke, hun tager sig af ting, ordner, har overblik. Far hjælper mor. Sådan er det stadig – i store træk.

Når vi taler om far, siger vi: Han arbejder meget, men han er en god far. Han har travlt med sin triatlon, men han er en god far. Han glemmer at komme til forældremødet i børnehaven, selv om han har lovet det, men han er en god far.

Hvornår har du sidst sagt det samme om en kvinde? Hun er lidt fraværende, men hun er en god mor? Nej, vel? Det er stadig mor, der har den, og når hun ikke har den, viser vi ingen nåde. Det samme gælder i øvrigt, hvis hun har den for meget. For det er da klart, at far har trukket sig, når han ikke kan komme til for mor, siger vi og holder igen hånden over far. Men hvorfor egentlig? Mig bekendt har far ikke svært ved at kræve sin ret alle andre steder i samfundet. Hjemme i familien gælder andre regler, åbenbart.

Og vi kan godt tage den engang til for Prins Knud. For jeg ved godt, at du nu vil indvende, at det slet ikke er sådan hjemme hos jer, og I deles sikkert om det hele, og din mand er virkelig en god far, opmærksom og den slags, og du kender (eller har i hvert fald kendskab til) én mand, der har været på barsel i tre måneder med sit barn. Desværre er det alt sammen blot krusninger på det kønsstereotype hav, og det kommer ikke til at ændre sig, før vi holder op med at tale om den dygtige far, der passer børn og hjælper mor.

med emneordet , , ,
8. januar 2015
2 kommentarer
Book Challenge 2015

1/100 Troldtinden

Siden jeg nu (åbenbart) ikke har andet at give mig til, har jeg besluttet mig for at læse 100 bøger i 2015. Det er jo bare en bog sådan ca. hver tredje dag. Easy peasy. For ikke at spænde fuldstændig ben for mig selv, tæller også de bøger, jeg læser for mine børn med i puljen.

troldtindenTroldtinden af Ida Jessen

Årets første bog har jeg fået anbefalet, og vi er nu blevet helt og aldeles fan af Ida Jessens Troldtinden, som er den første historie af fire om Eva og Jan, der bor på en lille ø ud for Norges kyst. Eva er en ret sej pige med sin egen lille båd, som hun sammen med Jan tager på eventyr i. Der viser sig selvfølgelig at være noget meget mystisk ved øen Troldtinden, som de sejler ud til i hemmelighed. “Hende Ida Jessen er ret god til at skrive kapitler, så man lige får lyst til at læse et mere,” sagde Miss C. Så nu fortsætter vi med næste historie De døde skær. Vi skal jo også finde ud af om Eva og Jan måske bliver sådan rigtig kærester snart.

 

med emneordet , , ,
2. januar 2015
Skriv en kommentar
Sandheden, SOmeone to love

Hej nye år (og alt det, jeg håber 2015 bringer)

Nå, nyt år. Så starter vi på en frisk med alt det vi ikke nåede sidste år. Jeg for min del kunne jo passende snøre løbeskoene mere en gang om måneden. Bare for at prøve, hvordan det er at dyrke regelmæssig motion. Det ville vel være passende for en kvinde, der har rundet de 40 og nu ser de fysisk mest vitale år ligge bag mig. Fra nu af gælder det bare om at krydse fingre og så mestendels sætte min lid til de bedste af mine gener. Man kan løbe fra meget, men tiden indhenter os alle til sidst. Så jeg satser alle mine nytårsforsætter på det sjove. Guld og glimmer, fest og farver, kulørte drinks og sherry i rigelige mængder. Det er det, jeg ønsker mig allermest af i 2015. Og hvis vi så kan krydre med nogle gode grin, mere ro til at læse og skrive og tid til at være mere sammen med alle de bedste mennesker jeg kender eller endnu har til gode at møde, så skal jeg ikke bede om mere.

Bevares, der er også klima i amokløb, forældede forestillinger om vækst og et folketingsvalg på vej. Alt det har vi lagt i hænderne på folk, der snakker mere end de handler. Det er så deprimerende som det kan være. Derfor må vi starte i det små med at dele mere, spise klogere og samtale mere om den fremtid, der ligger lige foran os. Jeg håber, at vi i 2015 bliver bedre til at tale sammen, at vi tør udfordre os selv og hinanden uden at kaste med sten og spytte på dem, der allerede ligger ned. Vi har brug for at løfte i flok og for at forestille os det umulige, hvis vi overhovedet skal kunne se vores børn i øjnene. Vi har brug for at gentænke det politiske system og for at genopfinde det repræsentative demokrati. Vi kan passende forud for valget hvile lidt ved saglige Hal Kochs ord fra 1946: »[Demokratiers] væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra formår at træffe en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden.«

Det er banalt måske, men ikke desto mindre: Det starter med dig og mig, os i fællesskab. Små dryp i det store hav. Bevægelser, der udfordrer det eksisterende. Samtaler, der åbner sig mod verden i stedet for at lukke sig om sig selv og den fortid, vi alt for nemt forfalder til at romantisere. Det nytter, hvis vi gør det sammen. I 2015 holder vi hinanden i hånden og husker på den Lille Prins’ møde med ræven. En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt. Det bliver et godt år.

lille prins

 

med emneordet , , , ,
4. december 2013
6 kommentarer
Farmorbørn, SOmeone to love

Sladrer man, hvis man deler sin bekymring?

Jeg har set dem i vuggestuen, i børnehaven og nu i skolen. De børn, der ikke ser ud til at have det godt. Det har overrasket mig, hvor lette de er få øje på – og også tit hvor svære de er at nå.

Børn har ret til kærlighed og tryghed, til at blive set og elsket, og til at have et hjem, hvor de kan trække vejret frit. Derfor river det sådan i hjertet, når jeg møder børn, som jeg tænker ikke får netop det. Børn, der virker ensomme, tilbagetrukne, grænseoverskridende eller alt for voksne af deres alder.

Men hvad gør man? Hvad gør jeg? Jeg kender dem jo dybest set ikke – jeg ved jo reelt ikke om det jeg ser, er sådan de har det. Om det jeg oplever er bekymrende eller bare en anden måde at være barn på end den, vi har besluttet hjemme hos os er den rigtige. Hvordan kan jeg gøre mig til dommer over andres liv – hvordan kan jeg alene på min fornemmelse tillade mig at mene noget om den måde andre voksne er forældre på. I sidste ende er vi jo allesammen bare amatører, der hver dag gør vores bedste.

Ankestyrelsen har netop lanceret en kampagne, hvor de opfordrer os, dig og mig, til at reagere på det vi ser og fornemmer. Kampagnen hedder Deldinbekymring.nu

Det er svært, synes jeg. At blande sig i andre familiers anliggender. Det føles lidt, som om jeg sladrer, og jeg er generelt ikke stor tilhænger af at vi får et samfund, hvor vi hele tiden holder øje med hinanden – og rammerne for det normale måske bliver for snævre af netop den grund.

Omvendt. Historierne om børn, der er vokset op i hjem, hvor de voksne af en eller anden grund ikke har magtet at være forældre, hvor børnene har været overladt til sig selv, hvor utryghed har været en del af hverdagen… de historier er så hjerteskærende, og hver gang tænker jeg: Hvorfor var der ikke nogen der greb ind? Hvorfor var der ikke nogen der reagerede på det de så?

Det føles måske som om vi blander os i noget, der ikke kommer os ved. Men måske giver det mening at tænke på børnene først og fremmest. På hvad det gør ved dem, at ingen ser dem. At ingen voksne tager ansvar for at give dem en tryg og kærlig barndom.

“En underretning er udtryk for omsorg.” Står der på deldinbekymring.nu Måske er det sådan, vi skal se på det, når vi igen står over for det der barn, som vi dybest set godt ved trænger til hjælp. Som har brug for en voksen til at skabe orden i kaos. Det er ikke let eller uden dilemmaer. Men for børnenes skyld giver det måske alligevel mening at være en sladrehank.

 

med emneordet , ,
11. november 2013
4 kommentarer
Farmorbørn, Sandheden

Det ER strukturelt

For nogle lørdage siden forsøgte jeg mig med en kronik i Politiken. Mange, der læste den, syntes, jeg var dårlig til at sortere og sige nej, og næsten lige så mange der syntes det var synd for mine børn, at de skulle trækkes med en mor som mig.

Der var flere der var helt oppe at stå på den, fordi jeg åbenbart er sådan en typisk klynkemarie, der ikke kan finde ud af at tage ansvar for farten i det hamsterhjul, som kronikken handlede om. Sådan en stereotyp mor, der har travlt med at bage økologiske speltboller på surdej, mens jeg banker puder og fletter julehjerter med den anden hånd (myten om den perfekte mor viser sig igen og igen at være et hårdtslående argument). Og overraskende mange foreslog, at jeg gik på deltid (mens ingen foreslog, at min mand gik ned i tid. Ingen.).

Men midt i al balladen druknede min pointe, eller måske blev den snarere fremhævet. For det jeg forsøgte at sige med kronikken var ikke, at det er synd for mig eller for dig, men at det er synd for os (hvis det er synd for nogen), fordi hamsterhjulet ikke er noget, du eller jeg har opfundet. Det er et strukturelt problem, som ikke kan standes ved at jeg melder fra til en julefrokost eller går ned i tid. Vi har brug for en tredje løsning, en ny måde at organisere os på  – du ved, den løsning vi ikke kender endnu, men som jeg godt gad vi begyndte at diskutere os frem til.

Det er der mange der bliver provokeret af: At løsningen ikke ligger lige for, og at jeg insisterer på, at det er et strukturelt problem mere end en individuel udfordring, der kan løses med (flere) skemaer og (endnu) mere prioritering i den enkelte familie. Derfor blev jeg så glad, da jeg læste interviewet med Rasmus Willig i Politiken i weekenden. Rasmus er sociolog, og hans pointe er netop, at vi martrer os selv, fordi alle problemer er individualiserede:

“Det er helt nødvendigt, at vi oversætter de individuelle problemstillinger til sociale problemstillinger. Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer. Der er akut behov for, at vi sætter farten ned og laver om på de strukturer, der styrer os rundt.”

Læs interviewet. Seriøst. Han har fat i den lange ende.

Vi har en vinder!

Så til Andreas bog, som jo faktisk er er flugtforsøg fra hamsterhjulet. Maier, du er den heldige vinder. Send mig navn og adresse, så modtager du fluks Andreas fantastiske bog fra forlaget.

Og hæng endelig på, der er en ny bog på vej lige om lidt. Om en dreng, der er god til noget.

med emneordet , , , , , ,
24. september 2013
2 kommentarer
SOmeone to love, The kids

Måske er det derfor jeg ikke selv pylrer om i hvert fald et af mine børn

Egentlig er det den gamle sang om hønen og ægget. Altså får børnenes personlighed betydning for, hvilken slags mor man bliver? Eller har den slags mor man er betydning for, hvordan børnene bliver? Eller er det en uendelig cirkelbevægelse, hvor vi hver især former os efter hinanden?

Jeg ved det ikke. Det jeg til gengæld ved er, at jeg er mor til Miss C, og at hun hele tiden udfordrer min måde at forsøge at være en slags mor på. Som nu fx i går morges:

Mig:  Hey, stop, jeg vil gerne have at du tager en trøje på, når I skal cykle.

Miss C [kommer stormende tilbage og river trøjen ud af hånden på mig]: HVAD ER DET HER FOR ET LIV?!?! Kan man slet ikke få lov til at gøre NOGETSOMHELST uden der står en voksen og råber gør nu dit og gør nu dat. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at vi fik en snak om, hvordan vi kunne lave nogle andre rammer for, hvad I skal bestemme!

Hun er syv år. S.Y.V.

Jeg har for længst gjort mig mentalt klar til at sende hende ud i verden. Ikke fordi jeg har lyst til at give slip, men fordi hun allerede har revet sig løs. Det er livsduelighed in the making, og jeg elsker det (selvom det kræver hår på brystet og ben i næsen – også af mig).

.

med emneordet , , ,
16. august 2013
6 kommentarer
Farmorbørn

Hej hverdag

Tilbage fra ferie. Hej hverdag. Sommeren var god, smuk, nådig, og som altid bilder jeg mig selv ind, at det er muligt at trække overskuddet med ind i hverdagslivet.

Jeg er startet her:

2013-08-15 16.29.10

 

 

med emneordet , ,
21. april 2013
Skriv en kommentar
Farmorbørn, SOmeone to love, The kids

Der er meget at være taknemlig for

I dag er sådan en dag. Taknemlighedsdag. Jeg ser på det lille menneske. Min datter. Det utroligste lille væsen. Jeg beundrer hendes umættelige begejstring, hendes ufattelige energi. Hendes øje for livets detaljer og hendes hudløse kritiske sans. Mit hjerte svulmer, når jeg ser på hendes, selvfølgelig. Jeg er jo hendes mor. For mig er hun aldeles enestående. Og en kæmpestor gave. Jeg er taknemlig for, at jeg fik netop hende. Det lille store menneske, som er så forskellig fra mig, så determineret og fuld af temperament og uforudsigelige ups’n downs. Hun er benhård og stormer ud i verden med den største selvfølgelighed. Hun sluger livet så begærligt, og det har taget mig tid at forstå, at den energi hun møder verden med også er hendes akilleshæl. At det hun har brug for er, at der nogen, der kan skabe ro omkring hende og hjælpe hende med at forstå, at med det tempo kan man nemt tabe de andre på vejen. I dag er taknemlighedsdag. I dag blev hun syv år .  Et barn blev født, og ud af det voksede en mor. Jeg krydser fingre for, at hun kan mærke, jeg gør mit bedste. Det fortjener hun, lille, store, Miss C.

c 7 02

 

 

c 7 01


 c 7 03

med emneordet , , , ,
14. januar 2013
1 kommentar
Chancen, The kids

Hvad der sker når man møder den rigtige far

Miss Carla vil gerne i fjernsynet. Det sagde hun i weekenden efter have set MGP 2012-musikvideoer på computeren nonstop i tre timer (selvom vi slet, næsten ikke, ser fjernsyn hjemme hos os, natürlich). Allerhelst vil hun synge. På en scene. Men hun kan også godt danse. Eller spille guitar. Eller klaver. Det er først i 2014, siger hun, for de har fundet dem, der skal med i MGP 2013, så der er jo tid til at øve. Både på sang og dans og guitar og klaver – og moren tænker, at der kan blive brug for netop det, altså at øve sig, for jeg vil ikke sige, at hun dags dato behersker nogen af kundskaberne til fulde.

Så gik det hverken værre eller bedre end at hun havde sin nye ven fra skolen på besøg, og at det var hendes far der hentede, og at han er en musikertype af en art, og at han sagde: Jeg har allerede tilbudt A at skrive en MGP-sang til hende, men hun vil ikke være med. Det kan være vi kan overtale hende, så kan I synge sammen.

Han kunne lige så godt have skudt koffein direkte ind i årerne på min datter. Det her er min drømmedag, hyperventilerede barnet og fortsatte så i upbeat tempo: Hvad tror du sangen skal handle om – den skal nok handle om veninder hvis vi skal synge sammen – hvad synes du jeg skal have på til audition – hvad tror du jeg gør hvis de kommer op på skolen og fortæller os at vi skal med til MGP – tror du så ikke lige jeg må sige: “Aih, må jeg ikke godt lige skrige lidt.” – aih, har du ikke lyst til at tale lidt mere om MGP og hvad der sker hvis vi skal være med… 

2014. 14 måneder. Stjernedrømme in the making – eller i frit fald. Vi får se.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg