I dag er sådan en dag. Taknemlighedsdag. Jeg ser på det lille menneske. Min datter. Det utroligste lille væsen. Jeg beundrer hendes umættelige begejstring, hendes ufattelige energi. Hendes øje for livets detaljer og hendes hudløse kritiske sans. Mit hjerte svulmer, når jeg ser på hendes, selvfølgelig. Jeg er jo hendes mor. For mig er hun aldeles enestående. Og en kæmpestor gave. Jeg er taknemlig for, at jeg fik netop hende. Det lille store menneske, som er så forskellig fra mig, så determineret og fuld af temperament og uforudsigelige ups’n downs. Hun er benhård og stormer ud i verden med den største selvfølgelighed. Hun sluger livet så begærligt, og det har taget mig tid at forstå, at den energi hun møder verden med også er hendes akilleshæl. At det hun har brug for er, at der nogen, der kan skabe ro omkring hende og hjælpe hende med at forstå, at med det tempo kan man nemt tabe de andre på vejen. I dag er taknemlighedsdag. I dag blev hun syv år . Et barn blev født, og ud af det voksede en mor. Jeg krydser fingre for, at hun kan mærke, jeg gør mit bedste. Det fortjener hun, lille, store, Miss C.
Kun sandheden 