Jeg bor i Nyborg, jeg kommer ikke fra Nyborg. Forskellen er afgørende. Stadigvæk. Som om jeg kan holde provinslivet ud i strakt arm, så længe jeg kalder mig selv for tilflytter
[Klummen blev bragt i Dagbladet Information, den 24. juni 2016]
Da jeg var teenager, kunne jeg ikke komme væk hurtigt nok. Mine bedsteforældre boede dør om dør med os det meste af min barndom, og min mor var født i den samme lille by på Sydfyn, hvor jeg badede i bækken, gik i skole og fik mit første kærestebrev. Så snart jeg kunne komme af sted, rejste jeg. Det var i de gode gamle dage, hvor man stadig kunne få et klubværelse i Nordvest til 1500 om måneden. Til gengæld var det længe før Nordvest var et sted, man kom frivilligt.
Jeg boede i København i 12 år. Jeg elskede den by betingelsesløst, og jeg noterede mig med en hvis stolthed, at langt de fleste mennesker, jeg mødte, slet ikke kunne høre, at jeg kom fra en landsby langt ude i provinsen. Jeg var så meget København. Alt det andet havde jeg lagt bag mig. Jeg talte kun om min barndomsby med en passende ironisk distance.
Og så en sommer fik jeg pludselig den ide, at jeg ville ud af byen. Jeg ville ned fra 5. sal. Væk fra min nabo, der fodrede musene i sit køkken, så der til sidst var så mange, at de flyttede ind i mit køkken. Væk fra min underbo, der havde for vane at komme hjem fra værtshus kl. 5 om morgenen og spille Bag duggede ruder på repeat i timevis. Jeg formoder, han faldt i søvn til TV2. Jeg lukkede ikke et øje. Jeg ville have et rigtigt badeværelse, hvor jeg ikke stod over skrævs på toilettet, mens jeg tog bad. Jeg ville ud til vandet, ikke ned til havnebadet på Islands Brygge.
Der gik en chokbølge gennem min vennekreds, da jeg fortalte, at vi havde købt et hus. I Nyborg. Jeg var slet ikke sådan en, der flyttede ud af byen – og slet ikke tilbage til provinsen. Hvis jeg endte i provinsen, betød det vel dybest set, at det kunne gå samme vej med dem. Men helt ærligt, sagde jeg til dem. Hvem gider bo i et parcelhuskvarter i Rødovre, når man kan få et hus ved vandet til en million?
I øvrigt kan man komme til København på lidt over en time, og lige nu bruger jeg alligevel 40 minutter på at cykle på arbejde, tilføjede jeg triumferende. Det med togtiderne var lidt løgn. I starten brugte jeg to timer hver vej hver dag på at pendle til mit arbejde på Østerbro, men jeg brokkede mig aldrig – for jeg kunne jo bare være flyttet til Rødovre.
I mange år følte jeg mig som den nye pige i klassen, hver gang jeg gik ned gennem gågaden i Nyborg. Uden for fællesskabet og behageligt hævet over alle de andre. Det var en belejlig position at observere provinslivet fra. Distanceret. Ironisk. Jeg scorede åbenlyst billige point hos mine venner med historier om, hvordan en af mødrene i min mødregruppe insisterede på, at hendes søn kun ville spise hindbærsnitter, fordi faren var bager, og om en anden, der anbefalede os at lave medister i fad, fordi det var hurtigt og nemt. Og om hvordan byens eneste cafe serverede nachos med ost og rejer, og om at koriander ikke var til opdrive nogen steder i byen. Flere af dem syntes, det var sejt, at jeg holdt ud. Jeg rankede ryggen, når de sagde det.
Med tiden begyndte jeg at savne nogen, der lignede mig selv. Nogen, der havde læst en bog, der ikke var på bestsellerlisten i Føtex. Nogen, der vidste noget om, hvad der foregik i verden – nogen, der ikke syntes det var eksotisk at rejse til Afrika alene. Nogen, der var bange for klimakrisen og ikke ønskede sig et elipsebord. Hver gang jeg skulle have det sjovt eller havde brug for at tale med nogen om noget andet end mine børn, søgte jeg tilflugt i København, hvor jeg kendte alle de sociale koder og følte mig hjemme, så snart jeg steg ud af toget på Hovedbanen.
Tror du ikke, du flytter tilbage til København, når børnene er blevet store, spørger min veninder. Jeg forsøger altid at undgå at svare. For jeg burde jo stadig længes tilbage København. Jeg er slet ikke sådan en, der bor i provinsen, men min børn er født her. Nyborg er deres barndomsby. Sådan er det blevet, fordi jeg var for fin til at bo i Rødovre.
Jeg bor i Nyborg, jeg kommer ikke fra Nyborg. Forskellen er afgørende. Stadigvæk. Som om jeg kan holde provinslivet ud i strakt arm, så længe jeg kalder mig selv for tilflytter. Problemet er bare, at når jeg går forbi min gamle lejlighed ved Halmtorvet ved jeg godt, at det med mig og København det er efterhånden bare noget, vi leger. Snart har jeg boet i provinsen lige så længe som jeg har boet i byen, for vi solgte aldrig huset og flyttede tilbage. Det er huset, jeg er forelsket i. Huset og badebroen på den anden side af vejen. Det er derfor jeg stadig bor her, ikke fordi provinsen skal komme og tro, at den er noget særligt.
Kun sandheden 