Category Archives: Blomsterballade

Blomsterne og bierne igen – for de voksnes skyld

– Nogle af børnene i 3. klasse boller, sagde Miss C til mig, da hun begyndte i skole.

– Hvordan, spurgte jeg med påtaget behersket stemme.

– De kysser med tissekonen og tissemanden.

– Har de tøj på, spurgte jeg sådan lidt overdrevet henkastet.

– Øh ja, selvfølgelig. Havde du regnet med de var nøgne?

Og sådan går det når voksne beslutter sig for at indvie børn i reproduktionens hemmeligheder. Enten har de ikke lyst til at høre sandheden – eller også kender de den allerede. Vi tror hele tiden at børn er ude efter detaljer, når de i virkeligheden efterlyser de store linjer.

med emneordet , ,

Der skal så lidt til at få fred

– verdensfred mener jeg. Vi kunne fx hustandsomdele Bon Ivers For Emma, forever ago i hele verden. Med det musik i den globale højtaler er der seriøst ingen, der kan slå hinanden ihjel. Aldrig nogensinde mere.

med emneordet , ,

Du skal da ikke snydes for billederne

Nu er det jo fristende at sige, at der ikke er langt fra mig til sjaisjefen, men der er den store forskel på ham og jeg, at jeg ikke påstår, jeg er god til at tage billeder. Jeg forsøger bare i al ydmyghed at indvie jer i mit græske eventyr. Så altså op med lyset på din skærm, for så kan du med lidt god vilje skimte retterne – og de mange blandede krydderurte-blade. Bon appetit.

image

image

image

image

med emneordet , ,

What ever you do, don’t do this (en fortælling i 3 lektioner)

Aih, Berlin var fantastisk. Igen. Jeg tror aldrig, jeg holder op med at elske den by. Eller med at drømme om at bo der – bare en lillebitte smule. Eller med at forestille mig, at jeg er sådan lidt boheme-agtig kunstnertype med stort potentiale og fingeren på pulsen. En trendspotter, som alle I andre kommer til at beundre for min enestående evne til at se en ny tendens længe, længe før den er blevet comme il faut blandt hipsterne i hovedstædernes efternøler København.

Men alt det var før fredag aften, hvor en græsk økonoma på bare tre timer formåede at punktere alle mine forestillinger om at være nede med de fede – heldigvis var jeg ikke alene. Jeg tog både tre veninder og fem schweiziske mænd med mig i faldet. Grüss Got!

For at være helt ærlig så orker jeg næsten ikke at lægge svesken på disken, for det er både grufuldt og tragisk. I månederne op til vores tur, førte vi en nærmest ekstatisk mailkorrespondance om alle de yet-to-be-discovered-sights, vi skulle dyrke i Berlin. Hysteriet toppede, da vi opdagede The Shy Chef (senere fandt vi ud af, at udtalen lyder sjaisjef). Med formuleringer a la ”a secret supper club”, ”a guerrilla dining event in the home of a local Berliner”, og “an inventive, delicious meal with carefully selected wines in a secret location” var vi slet ikke i tvivl om, at vi havde tilmeldt os en oplevelse for livet. Og netop det viste sig sådan set at være rigtig nok.

Spændingen blev næsten ulidelig da vi et par dage før modtog besked om, at middagen skulle holdes på et fantastisk ”cozy loft” (hvem sagde New York style?), og at værten, altså ham der ejede lejligheden, var ”a total blast” (hører jeg isterningerne slå mod kanten af drinksglasset?).

Vi tog en taxa derud for hvem gider ankomme til en artsy atelierlejlighed med udsigt til stjernerne i bus og praktisk sko? Op ad trappen og allerede i total god stemning. Lidt akavet velkomst i en lejlighed, der mere mindede om min studielejlighed på Vesterbro end det, jeg nu ved, jeg ellers forbinder med et ”amazing loft”, men trods alt med champagne. Kom rimelig helskindet igennem de indledende hvor-kommer-I-fra-og-hvad-laver-I-i-Berlin-samtale med de andre gæster, inden værten bad os sætte os til bordet. I dagens anledning havde han smidt lidt tøris i akvariet – gør du ikke også altid det, når du skal have gæster?

Og så til menuen, som vi forstod, skulle være hemmelig. Dog ville kantinelederen godt afsløre så meget, at der var et skandinavisk islæt, og at han havde ændret på nogle af retterne i sidste øjeblik, fordi han netop samme morgen var vågnet op fuld af ny inspiration. Her er vi så ved dagens 1. lektie: Whatever you do, don’t change the menu. De næste 2½ time blev vi præsenteret for følgende:

Det skandinaviske islæt

Grøn salat kastet med rund hånd i noget, der skulle ligne en cirkel.

Dertil rødebedemarieneret (?!?) røget laks med dilddressing, agurk (skåret med en debuterende barnehånd i utrolig tykke skiver), 1 radise, et halvt stykke brød og  fire blade af blandede krydderurter.

Det marokkanske indslag

Den gode gamle, let spicy linsesuppe, som i dagens anledning (længe leve inspirationen) var lavet på bønner.

Dertil en tynd stribe creme fraiche, en skive brød lagt i suppen og fire blade af blandede krydderurter

Det italienske stempel

2 stk ravioli med ost af en art.

Dertil smørsovs smagt til med rosmarin og citrus, skamkogte asparges (jeg fik to, min sidekammerat fik 6) og  fire blade af blandede krydderurter.

Den cubanske ret

Marieneret, letstegt tun

Dertil en cubansk spicy, karry-agtigt ragout (uden kød) og fire blade af blandede krydderurter.


Nutella-finalen

Mandelkøbekage (aftenens højdepunkt) lagt på et penselstrøg nutella.

Dertil et hindbær, et shot lunken jasminte, verdens mindste glas sherry og fire blade af blandede krydderurter (min veninde var heldig at få rucola)

Vinmenuen bestod af fire glas hvidvin fra et sydtysk vindistrikt. Eftersigende ændrede vinen smag med menuen. Måske er det bare mig, der er en proletar, men jeg synes mest det var temperaturen, der ændrede karakter.

Efter den dejlige middag holdt kokken en lang tale, hvori han fortalte os om sit græske ophav og sin spirende karriere som hhv. filminstruktør og danser. Begge dele noget, han havde besluttet sig for at lægge bag sig for at hellige sig sin virkelige passion, hans kærlighed til maden og de gode råvarer.

Han lagde alle kortene på bordet og fortalte, hvordan han havde arbejdet på flere firestjernede restauranter både her og hisset, ligesom han havde lavet private dinners for både Tom Hanks og flere græske notabiliteter. Men stående over livets skillevej havde han selvfølgelig valgt ”the road not taken”: Han sagde farvel til det kommercielle køkken for at lave mad, som det han havde lavet til os i aften. Han havde ladet passionen råde og kastet alle konventioner over bord (aftenens 2. lektion: What ever you do, don’t underestimate conventions).

Den græske instruktør/danser/sjaisjef havde noteret sig, at pigerne, altså jer (os) ikke kunne lide tunen, for der var kommet noget temmelig store stykker tilbage i køkkenet, hvilket er en uskik når netop tun er så dyrt (og han havde tilmed gjort en god handel, lod han os vide). Han var også ærlig og fortalte os, at normalt plejede det at være en meget mere blandet gruppe, og folk plejede også at have det meget sjovere end vi havde haft det.

Så stillede han en sautepande pyntet med en grøn papirserviet på bordet og sagde, at nu var vi velkommen til at give en donation for middagen, hvis vi havde lyst. Vi havde ikke så meget lyst til at betale mere end det beløb, vi allerede havde betalt, da vi bestilte bord, og det blev han faktisk så skuffet over, så han bad om at få en snak med min veninde om vores manglende gavmildhed.

Bagefter var han selvfølgelig træt og lagde sig i sofaen med sin mobiltelefon og ventede på, at vi skulle få drukket ud.

Værten – ham total blast-fyren – havde holdt sig lidt i baggrunden det meste af aftenen, men nu, da han mærkede at selskabet var ved at bryde op, trådte han i karakter. Normalt, fortalte han, havde han en masse hjemmebrygget snaps (now we are talking), men det havde han ikke i aften (nåå [disapointment]). Til gengæld ville han gerne anbefale en nærliggende Boogie Woogie-bar (det sagde han), hvor de også havde snaps. Vi sagde nej tak og tog en taxa tilbage til Prenzlauerberg, mens det langsomt gik op for os, at vi var blevet tørret noget så grundigt i røven af en græsk økonoma og hans væbner. Heraf følger den 3. og sidste lektion: Whatever you do, don’t show up at The Shy Chef’s secret dinner club. Med mindre selvfølgelig  du er helt pjattet med krydderurter og lunken jasminte. Hvis det er tilfældet, vil jeg hermed føre dig lige i armene på sjaisjefen.

Prisen, spørger du? Lad os bare sige at tre af os dagen efter spiste sushi og drak drinks for mindre end hvad dagens menu i den græske koks kantine kostede for en af os.

med emneordet , , , ,

Og vi stiller om til haven…

Nej, nej, nej… Tænk så kom solen lige midt i en weekend. Og den skinnede og var varm. Og børnene tog skoene – og bukserne – af  og kravlede ned af de store sten, så de kunne stå med deres små vinterhvide barnefødder i vandkanten. Bagefter gik vi hjem og tog shorts på, og Halfdan blev så glad for gensynet, at han tog dem med i seng og havde dem på, da han stod op. På tørresnoren hang flyverdragterne og vinkede farvel for sidste gang, og handskerne, hvoraf der er et par og en hel masse enlige, fandt tilbage til deres pose i kælderen. Jeg spiste brunch i solen og gravede et nyt bed i haven og stak min uvante fødder ned i de gode gamle Birkenstock.


Nu ligger solcremen på elefanthuernes plads og fra spisebordet kan jeg se både stedmoderblomster, perlehyancinter og anemoner, der blomstrer på terrassen. Goddamn, det er forår, og dagen er tiltaget med mere en seks timer (no wonder, det var mørkt i januar).

Lige om lidt skal vi sidde og søbe hvidvin i aftensolen og glæde os over, at sommeren er så lys og imødekommende.

med emneordet , , , ,

Havedrømme #2

Siden havedrømme – sammen med av min pik og skønhedsidealer – er et af de søgeord, som oftest dukker op på bloggen, tænker jeg, at det er på sin plads at give folket, hvad folket tilsyneladende vil have.

Så nu har jeg brugt det meste af aftenen på at lave en collage, og jeg indrømmer at en pik-collage havde været en større overraskelse, men det må blive en anden gang. Så indtil videre må I tage til takke med en stak billeder fra den lille plet på jorden, jeg elsker allermest.

Havedrømme – værsgo!

med emneordet ,

Drømmehave

Om tusind år når børnene står og smører madpakker til deres små poder og undrer sig over, hvor weekenden blev af, vil jeg lave mig en kop te og kaste mig veltilfreds i sofaen efter en laaaang dag i haven.

For hver søndag vil jeg gå rundt med min solhat med bred skygge og klippe lidt i roserne, luge ukrudt og plukke årets første anemoner under æbletræet.

Og hvis jeg taber målet af syne undervejs, kan jeg jo slå op i min nye havebog (sponsoreret af vildnis og gammel cykel), for det er i sandhed en bog med mange fantastiske billeder (jeg er lidt for doven til at læse plantebeskrivelser med tips til pleje og gødning).

Tror faktisk også jeg vil spise et kæmpe stykke kage der i sofaen, når nu tidens tand alligevel har sat sine spor på både mig og haven. Bare for at fejre de endeløse søndage forpligtelser af nogen art.

med emneordet , , ,

A pleasant surprise

Hvis vi ser bort fra dengang jeg 10 år gammel lavede Danmarks (sic!) flotteste bogmærke (triple-sic!) og vandt Danmarksspillet og en flot lyseblå nylontaske, har jeg kun vundet en eneste konkurrence.

Det er 3½ år siden, og jeg var lige blevet mor, hus- og haveejer. Så for ligesom at holde stilen vandt jeg en haveplan – altså en tegning af den ultimative have tænkt og akvarelmalet af en havearkitekt.

Tror nok min kæreste var både overrasket over og – lad os sige – uforberedt på, at vi derefter selv skulle både grave og investere tusindvis af kroner i at realisere papirdrømmene.

Som et plaster på såret hedder den officielle historie idag, at han gravede det meste af haven ud – fint med mig, jeg har ikke brug for den mindste credit for, at jeg mestendels gravede de bede selv med en 6 mdr. baby i maven…

Efterfølgende kom havedamen forbi og tog billeder og skrev en artikel til sit haveblad om det unge, uerfarne – udi have forstås – par.

I dag kom posten så med den fineste havebog af havedamen, Laila Sølager, herself. Hvorfor sender hun sin nye bog til mig? Mig bekendt er vi ikke blevet close friends eller noget efter akvareltegning og artikelskrivning, selvom jeg elsker hendes/min have.

Men så fandt jeg billedet fra vores have i bogen – og hvad skal man nu mene om, at det, hun har valgt at fremhæve fra vores lille frimærke, ikke er alle de bede, jeg gravede ud med tyk mave og plukveer, men det der tiny-lille-bitte hjørne, vi aldrig blev færdige med, og hvor der stod en gammel cykel, som skulle have været på lossepladsen for længe siden?

med emneordet ,

Påskeklokker

Hvis ikke det her er den smukkeste forårsbebuder…

med emneordet ,