Tag Archives: Aftaler

15. april 2013
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Farmorbørn

Sådan koger man suppe på 600.000 voksne og børn

Egentlig er det enkelt, hvis bare du er tålmodig. Du skal bruge en meget stor gryde, gerne en tykbundet en af slags. Så skal du bruge en frigørelsesproces, hvor kvinderne indtager arbejdsmarkedet på lige fod med mændende. Dernæst tilsætter du en række institutioner, vuggestuer, børnehaver, skoler og SFO’er, som tager sig af børnene mens de voksne arbejder. Så lader du det hele stå at koge lidt.

De voksne brokker sig ind imellem over, at det er svært at få arbejdslivet og familielivet til at hænge sammen, men så hælder du bare en familiekommission i gryden og lover, at når det hele har stået og kogt en rum tid, så skaber vi en bedre balance, for det er jo tosset at der hvor forældrene har allermest travlt med at være forældre også er der, hvor de har allermest travlt med at blive til noget på deres arbejde. Når suppen har kogt nogle år, hiver du forsigtigt kommissionens arbejde op ad gryden og smider det i skraldespanden og skruer helt ned for blusset.

Med tiden koger forældrene og børn helt ind til en meget tyk og klistret fond, som ingen kan slippe ud af. Det kan godt se lidt grumset ud, men bare rolig det er meningen. Alle skal være godt møre, inden du hælder en langvarig lockout ned i gryden. Nu skal der røres, røres, og røres, så familien til sidste er splittet i atomer, og børnene helt glemmer, hvordan det er at gå i skole. Sæt derefter æggeuret på uendeligt og læg låg på gryden. Efter et par uger kan du med fordel løfte lidt på låget og hælde en lille smule forvirret Bondo og lidt iskold KL i gryden.

Når du kigger ned i gryden nu, vil du se, at det hele ser overraskende pænt og overskudsagtigt ud, selvom suppen har kogt så længe. Nede på bunden er der måske et par seje forældre, der truer med at ødelægge suppen, men de skal bare koge lidt længere, så bliver de også møre. Bare giv dig god tid. Tålmodighed. 10 uger måske. Bagefter kan du tage på en dejlig lang sommerferie – hvis altså ikke du har brugt det sidste ferie til at spice suppen op med.

Bon appetit

Se hvor fin suppen ser ud mandag morgen, uge 3

2013-04-15-10-17-29

2013-04-15-10-17-58

2013-04-15-10-16-44

 

med emneordet , , , ,
14. december 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Bagholdsangreb

Man vender ryggen til et øjeblik, eller rettere jeg var til julefrokost lørdag aften og da jeg vågnede igen var alle pludselig nede med Europagten.

Som den naturligste ting i verden er der hver dag en ny overskrift om pagten, og alle politikerne har en mening om den, og nogle kræver en folkeafstemning. Helle Thorning siger selvfølgelig. Villy Søvndal er skeptisk. Det er det samme i England, bare større. Det er noget med finanskrisen, og euroen, der er på spanden, fordi luften er gået ud af økonomien igen og 40% af de unge i Spanien er arbejdsløse, Grækenland er så presset, at vi helt er holdt op med at tale om dem, og Italien var nødt til at smide førsteelskeren på porten for at få styr på guldet. Men udover det. Er jeg så den eneste, der ikke har fattet, hvad det er vi taler om – og hvordan det gik til at Europagten kom på alles læber med lige så stor selvfølgelighed som julemand og jesus er det i december?

med emneordet ,
26. september 2011
2 kommentarer
Sandheden

Vil du ha den? Den er gratis?

Benzindreven Klippo-plæneklipper. Defekt, men kan formentlig repareres. Kan afhentes.

Hvis du lægger den tekst på Gul & Gratis med et rigtig flot billede af dyret, hvor lang tid tror du så der går, før den første mand har lagt en besked?

Korrekt svar: 1 minut

Og hvad tror du, han og de efterfølgende mænd, der svarer på annoncen vil vide?

Korrekt svar: Hvad fejler den?

Og hvor lang tid tror du der går, før en af dem har sendt en sms om, at han gerne vil komme og hente den døde maskine, hvis jeg lover ikke at give den til andre?

Korrekt svar: 1 time

Og hvor langt tror du, han er villig til at køre for et styk udtjent maskinel så længe det er gratis?

Korrekt svar: 130 km

Ikke helt så meget street cred i et par jeans, en paraplyklapvogn eller en kasse assorterede 80’er Bodumkrus…


med emneordet , , ,
14. september 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Gaver

Et tip til en aften i byen med kæresten

Jeg var i biografen i går. Igen. God stime dér. Filmen startede 21.30, og det har mange, mange gange vist sig at være den sikre død for selv meget seværdige film. Også før jeg fik børn. Jeg har lagt Pulp Fiction i graven på den konto. Og den finske storfilm Manden uden Fortid med  Markku Peltola, Kati Outinen, Annikki Tähti og Juhani Niemelä. Nå, jeg kender dem heller ikke, for jeg sov hele filmen igen, men bagefter hørte jeg, at det virkelig var en fantastisk film.

I går var det så Headhunterne,  som jeg vidste lige præcis ingenting om, før vi gik ind. Altså udover at den er baseret på en bog af Jo Nesbø, og at jeg ikke læser krimier.

Det viste sig at være den vildeste krimi [slash] spændingsfilm [slash] Ocean’s 11 light, og selvom der meget langt fra George Clooney til Nikolaj Coster Waldau, så nåede jeg ikke at lukke et øje. Derimod skreg jeg skiftevis af skræk og af grin i to timer. Puha. Nå, men den kan du godt gå ind og se med din mand, når nu I får børnene passet her i næste uge. I er nok for trætte til sex bagefter, men I kommer helt sikkert til at holde godt fast i hinanden undervejs.

 

med emneordet , , , ,
12. oktober 2010
4 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Zen igen

Som lovet. 2. afsnit af Hello Reality and what’s not to love. Så i dag er jeg særligt begejstret, fordi

– det virkelig var en meget smuk morgen med fantastisk solopgang og eventyrlig dis over verdens mindste engareal mellem togskinner og motorvej.

– jeg nåede at købe nye vinterstøvler på vej til et møde.

– Lisa Ekdahls cd med ham der Himalaya-totally-in-love-fyren er dukket op og stadig holder.

Aih, ved I hvad? Jeg kan mærke det virker. Seriøst. Og du synes også det er spændende, ik? Ok, så lad os tage en dag mere…

med emneordet , , , ,
17. august 2010
1 kommentar
Farmorbørn

Overflettemestermoren

“Hvorfor er det altid far, der vasker tøj?” spurgte Carla forleden.

Og barnet har jo ret. Det er virkelig altid faren hjemme – og nu ude – der står med røven i vejret og brokker sig over, at vasketøj åbenbart har en særlig evne til at formere sig.

“Det er fordi han er så god til at vaske tøj,” svarede jeg helligt, fordi min indre feminist var glad for at vise min datter, at fædre også kan være fremme i skoene derhjemme.

“Er du dårlig til at vaske tøj?” Ahr, det gik alligevel min stolthed for nær sådan ligefrem at indrømme, at jeg var dårlig til tøjvask, fordi faren er god til det.

“Det er også altid far, der vasker op. Det er han måske også bedst til?” fremturede barnet.

Jeg var ved at blive lidt træt af samtalen, så jeg gav hende ret. Ja, din far er den bedste i verden til at vaske op – og ja ja, jeg er virkelig eminent ringe til at få opvaskebørsten rundt i alle hjørner.

“Men så kan du heldigvis lave fletninger. Det kan far slet ikke finde ud af.”

Hurra. Jeg er frisøren. Moren, der kan lave to cm lange fletninger i fehår. Det er faktisk sværere end det lyder. Glæder mig at barnet værdsætter mine kompetencer.

P.S. Det viste sig selvfølgelig senere, at Miss Carla havde gennemført samme forhør med sin far. Han havde så ikke lige valgt kønsdimensionen på sine svar, men i stedet givet barnet opfattelsen af, at jeg forsøger at springer over, hvor gærdet er lavest. Det er ikke nødvendigvis usandt. Jeg indrømmer gerne, at både tøj- og opvask ikke ligger allerøverst på min liste over sjove huslige opgaver. Men jeg troede ligesom vi var sammen om det her. Selvom jeg ikke vasker op eller vasker tøj eller tømmer lokum eller…

med emneordet , , ,
20. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Tør øjenene

Ok, så siger jeg det som det er: Jeg synes faktisk, vi har givet os selv en rimelig stor udfordring ved at flytte hele familien ind på alt for få kvadrameter i camper, hvor der ikke en gang er mulighed for at låse døren til toilettet. Men jeg begynder så småt at forstå, at vi har valgt luksusmodellen.

På campingpladsen i Wien boede vi ved siden af en familie med to børn og en gigahund, og som om natten formåede at klemme sig sammen i sådan en lille minibus-agtig ting. Lidt længere nede af vejen havde en tysk familie slået telt op. De var så på cykelferie: Far, mor  og to små børn på 3 og 2 i cykeltraileren.

I dag, hvor vi bor på en slovakisk campingplads, der i bedste fald er under den østeuropæiske mafias vinger, så jeg tre små børn – den ældste var måske fem – tage nattøj på og praktisk talt lægge sig til rette på en hylde i familiens lille minican. Ikke en lyd. Godnat og kys kys fra deres smukke højgravide mor.

Jeg fatter ikke 1) hvor de forældre får overskuddet fra (på trods af gentagne løfter til mig selv, bliver jeg ved med at blive så presset af de unger, at jeg må brøle af dem for at kunne holde det ud), og 2) igen, igen hvordan de børn kan være så stille og tilsyneladende velopdragne. Selv i dag, hvor vi kun skulle køre sølle 60 km fra Wien til Bratislava, OG jeg havde bundet sutter og bamser fast med snore, så de kunne hives i land igen, sad børnene og råbte det meste af vejen. Og så råbte jeg også lidt, og Carla nåede de maksimale fem krydser, som derhjemme betyder minus fredagsslik, og som her blev til minus is.

Efter frokost tog vi til vandet, og vi købte is til Casper, Halfdan og jeg. Carla stod og så på uden så meget som at pive en lille smule, men det gjorde jeg så i stedet bag solbrillerne, for det skar sgu alligevel for meget i mit hjerte, at det lille menneske stod der og tog sin straf med oprejst pande. Lille stolte menneske. Heldigvis har vi stadig to måneder til at forbedre os. Og opnå total harmoni.

med emneordet , , , , , ,
13. juni 2010
1 kommentar
Farmorbørn, The kids

Supersøndag

En af de søndage, der går over i historien. Sov længe. God stemning i hjemmet. Af sted til hyggelig kaffeslabarads med min gamle fødselsforberedelsesgruppe sammen med Carla. Købe ind på vejen hjem. Hjem til sød mand og dreng. Glade børn. Af sted igen til super grill-kaos-arrangement hos familie, der er mere børneramt end os. Lige en søndag efter min smag.

Men den, der har nydt det allermest er lille Carla, som er mere tynget af den sociale arv end hun aner. For allerede fra morgenstunden var hun i strålende humør, hvilket alene skyldtes udsigten til en dag med masser af arrangementer på programmet. Det barn elsker at være gæst og have gæster. Jo flere, jo bedre.

Kun en enkelt krise i dag; nemlig da barnet undrede sig over, hvorfor vi mon nu på den ugentlige storindkøbstur havde købt så mange flasker vin, og jeg fortalte hende, at vi skulle holde fest i weekenden. Hun smilede fra øre til øre ved tanken om alle de dejlige mennesker, der så invaderer vores hjem – altså indtil jeg fortalte hende at det er en strictly voksenfest, og hun skal holde fest med sin farmor. Det fik selvfølgelig Miss Social til at bryde grædende sammen: “Jeg vil også have der  skal være mange mennesker hos farmor.”

Måske jeg skulle genoplive den gamle drøm om et kæmpe kollektiv. Anyone?

med emneordet , , , ,
4. juni 2010
Skriv en kommentar
The kids

En mor for en moster

“Vil du være min moster? Min mor er nemlig død for længe siden. Hun blev mindst 100 år.”

Temaet er ikke nyt, altså det at Miss Carla forsøger at slippe af med sin mor. Men det er nyt, at jeg får lov til at være moster. Og jeg tror nok, det er en form for en opgradering af min status.

med emneordet , , , ,
19. maj 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Sandheden

Et liv med lister

Tænk engang, min mor er sådan et menneske, der ikke kan køre i Brugsen efter en liter mælk uden at skrive en seddel først. Når vi skulle have gæster derhjemme, skrev hun minutiøse lister med alle de opgaver, der skulle løses før gæsterne kom: “Stryge skjorte”, “lave dessert”, “ordne vask i badeværelset”…

Kæmpe komisk. Syntes jeg. Men dengang var jeg så også 15 og ikke 35, selvom det selvfølgelig godt kunne være svært både at skrive dansk stil og være forelsket i ham fra parallelklassen. Samtidig.

Nu står hovmod til gengæld for fald, for hver gang jeg har et ledigt øjeblik laver jeg lige en liste. Det fede ved lister er, at det giver orden i et lidt kaotisk og meget uforudsigeligt liv med børn.

Når jeg har skrevet det hele ned, så behøver jeg ikke huske på alle de vigtige sager mere. Hvis jeg nu var zen-mor ville jeg sikkert sige at jeg så kunne være mere tilstede i nuet, men det ville nok være en tilsnigelse.

Mit problem er nemlig – i modsætning til min mor – at jeg aldrig kan finde sedlerne igen, så derfor går jeg hele tiden rundt med fornemmelsen af, at der er noget, jeg har glemt. Desværre viser al erfaring indtil videre, at jeg har ret. For der er som regel noget, jeg har glemt, men det blir jo rent Sisyfos-arbejde at liste sig ud af den udfordring.

med emneordet ,
← Ældre indlæg