Jeg var i biografen i går. Igen. God stime dér. Filmen startede 21.30, og det har mange, mange gange vist sig at være den sikre død for selv meget seværdige film. Også før jeg fik børn. Jeg har lagt Pulp Fiction i graven på den konto. Og den finske storfilm Manden uden Fortid med Markku Peltola, Kati Outinen, Annikki Tähti og Juhani Niemelä. Nå, jeg kender dem heller ikke, for jeg sov hele filmen igen, men bagefter hørte jeg, at det virkelig var en fantastisk film.
I går var det så Headhunterne, som jeg vidste lige præcis ingenting om, før vi gik ind. Altså udover at den er baseret på en bog af Jo Nesbø, og at jeg ikke læser krimier.
Det viste sig at være den vildeste krimi [slash] spændingsfilm [slash] Ocean’s 11 light, og selvom der meget langt fra George Clooney til Nikolaj Coster Waldau, så nåede jeg ikke at lukke et øje. Derimod skreg jeg skiftevis af skræk og af grin i to timer. Puha. Nå, men den kan du godt gå ind og se med din mand, når nu I får børnene passet her i næste uge. I er nok for trætte til sex bagefter, men I kommer helt sikkert til at holde godt fast i hinanden undervejs.
Kun sandheden 