Tag Archives: anbefaling

Planer er for voksne – ikke for nyudsprungne studenter

Dengang jeg blev student … Det er så længe siden nu, at der både var en 13-skala og kun to forskellige linjer at forholde sig til, en matematisk og en sproglig. Mange ting gav på den måde sig selv allerede der. I 3. g kom jeg op i musik på højniveau (og guderne må vide, hvorfor jeg overhovedet havde musik på højniveau). Jeg husker intet fra den eksamen – kun at jeg sang så skingrende falsk, at det bagefter stod klart, at jeg må have klaret mig formidabelt i den teoretiske eksamen for overhovedet at kunne skrabe et 8-tal hjem. I oldtidskundskab var jeg heldig, fordi jeg ikke kom op den halvdel af Odysseen, som jeg aldrig nåede at læse. Til dansk-eksamen tænkte jeg kun på huen, der ventede uden for, og på sommeren med alle dens fester lige inden for rækkevidde.

Der var ingen plan for, hvad der skulle ske på den anden side. Sådan var det vist for de fleste af mine venner. Jeg ville gerne læse teologi, ikke fordi jeg var specielt troende, men fordi jeg tænkte (og stadig tænker) det måtte være det dejligste job i verden at være præst.

Da jeg i august vågnede efter studenterfester og festival, skrev jeg til en kibbutz i Israel (per brev, forstås) og fik svar tilbage. Jeg var velkommen i oktober. Så jeg fik job på et slagteri, hvor jeg i tre måneder mødte ind kl. 16 og hele aftenen spulede slagtehaller og skrubbede suppegryder så store, at jeg kunne stå oprejst nede i dem. I oktober rejste jeg alene til Israel. Det var vildt. Ret vildt. På alle måder. Og definerende. I kibbutzen fik jeg sydafrikanske venner, som jeg besøgte, da jeg 1 ½ år senere rejste ned gennem Afrika med en veninde. Det var også en sindssyg tur. Vanvittig på så mange måder. Og definerende. Jeg arbejdede som hjemmehjælper i København for at tjene penge til den tur – og delte lejlighed med to veninder. Men inden da, da jeg kom hjem fra kibbutzen, gik jeg ned på Ungdomsrådgivningen på Østerbro og sagde: Jeg vil gerne arbejde på Operation Dagsværks sekretariat. Jeg var på kontanthjælp i de 10 måneder. Bare sådan. Uden nogen spurgte, hvad planen egentlig var. Uforudsigeligt og definerende.

Hjemme fra Afrika flyttede jeg sammen med min kæreste efter at have boet på en sofa hos en venindes forældre i alt for mange måneder. Imens arbejdede jeg først som hjemmehjælper på Østerbro og siden på plejehjem på Amager og Vesterbro. At skifte ble på en 80-årig dement lægefrue, at lægge et rygeforklæde ud over skødet på en alkoholdement jurist, at gå tur i forårssolen med en kvinde, der for nylig har mistet sin mand efter 60 års ægteskab, at hjælpe en dødssyg ung kvinde ud af sengen og trøste hende, mens hun græder over de ben, der ikke længere vil gå. Alt det er så definerende, at det er umuligt at passe ind i et CV.

Og på den måde gik tiden, stille og roligt. Fremtiden var ikke længere væk end næste weekend. Arbejde, rejser, venner, fester. That simple. Men så 3½ år efter jeg blev student, søgte jeg ind på universitet. Litteraturvidenskab som nr. 1, retorik som nr. 2 – selvom mit snit ikke var i nærheden af nogen af delene. Og så bare for en sikkerheds skyld humanistisk basisuddannelse på RUC. Jeg havde flere gange overvejet at søge ind på journalistuddannelsen i Aarhus, men jeg kunne slet ikke forestille mig at flytte væk fra København.

Den første dag på RUC, gik det op for mig, at de fleste af mine medstuderende ligesom jeg havde drømt om at være mange andre steder end på en mark uden for Roskilde. Det er bare en overgang, sagde vi til hinanden og blev hængende. Jeg lærte ikke at elske mit studie. Det skete helt automatisk, fordi vi var så privilegeret at få lov til at skrive projekter om noget, der interesserede os, og imens skete der det mirakuløse, at RUC fik en journalistuddannelse. På den måde ordnede det sig hen ad vejen.

Og måske er det derfor jeg begræder den målrettethed, vi har hældt i modermælken på de nyudsprungne studenter. Jeg ville sådan ønske, at vi i stedet havde givet dem troen på, at det er ok at være 18 år og gå ud i verden uden en plan. At det er selve meningen med at være 18 år. Planer er for voksne med bil og børn og kreditforeningslån. Jeg ville ønske at vi havde lært dem, at det bedste er at turde lade sig forføre af livet – også selvom det nogle gange betyder, man kommer på afveje. Og mest af alt ville jeg ønske, at vi havde fortalt dem, at afveje er ikke farlige, højest definerende for den fremtid ingen af os alligevel kender eller kan forudse.

Reklamer
med emneordet , ,

5 bøger til valget

5 bøger til valget. Lav en kop kaffe. Eller to. Læs. Og stem.

1. Lone Aburas: Politisk roman. Om hvor svært det kan være at være fuld af gode intentioner. Samfundssatire på den gode måde.

politisk roman

2. Anne-Cathrine Riebnitzsky: Forbandede yngel. Børn har brug for voksne, der ser dem og tager sig af dem – særligt når de voksne, der allertættest på, ikke kan. Børn har brug for for tryghed, ikke fængsler.

forbandede yngel

 

3. George Orwell: 1984Nogle gange er gange er fremtiden tættere på en du tror. 1984 er stadig en forrygende roman – læs den om ikke andet for at blive mindet om, hvad et overvågningssamfund kan føre til.

1984

 

4. Frank Kafka: ProcessenNår systemet har ret, fordi systemet er … systemet.

processen

 

5. Naomi Klein: This Changes Everything. Hvorfor klimaforandringer er den største udfordring vi står over for, overhovedet. Og hvorfor kapitalismen spænder ben for at skabe de reformer, der er brug for. Læs We need hope and fear in equal measures


this changes

 

med emneordet , ,

Gratis bøger i hobetal – Danmark læser

Så er det i dag det sker. 100.000 romaner tager på rejse landet rundt – det er det bedste initiativ i mands minde, og jeg håber du møder en af de 5000 boguddelere, som har lommerne fulde af bøger. Jeg har stadig en stak tilbage – og en af dem – den formidable novellesamling Bavian af Naja Maria Aidt – trækker jeg lod om her.

Novellesamling, siger du så. Hvem læser overhovedet noveller? Det gør du. Lige om lidt. Læs bare en og sig så til mig igen, at det ikke er noget for dig.

Senere i dag tager jeg til Aarhus, og jeg har resten af bøgerne med i toget. Du kan sige, at det er en gestus til DSB, for de sidste 10 år har jeg læst stort set alle mine bøger i toget. Der er stort set ikke noget andet sted i hverdagen, hvor du kan sætte dig ned med en bog uden at føle, at du burde lave noget andet i stedet. Toget er det oplagte helle. Sir det bare.

Som en ekstra bonus kan du downloade de fem bøger, der er udvalgt til Danmark Læser kvit og frit – som e-bog og lydbog. Seriøst, det er en gave, du ikke kan sige nej til.

Nå, men det var lodtrækningen, vi kom fra. Læg en kommentar herunder, så trækker jeg lod på søndag. Den heldige vinder får Naja Maria Aidts Bavian med posten – klar til forlænget forårsferie i næste uge. Alt godt.

5_boeger_sidebyside_Foto_Mette_Udesen

 

med emneordet , , ,

Man må gerne græde over spildte børn

bogcollage

Vanen tror slog jeg et stort brød op, da jeg til en middag i januar annoncerede, at i 2015 vil jeg læse 100 bøger (åh, hahaha … but why). Jeg synes selv det lød ret realistisk, fordi jeg jo (næsten) hver aften læser for mine børn, og gode børnebøger tæller mindst ligeså meget som voksenbøger. Desværre skete der nærmest umiddelbart efter det, at vi begyndte at læse Harry Potter. Så nu er der kun mig og mine egne bøger tilbage.

Efter 3½ måned er jeg på 19/100 (?!?!). Her er de tre seneste – som jeg i øvrigt vil anbefale til alle.

Alt det lys vi ikke ser af Anthony Doerr er helt ny og meget, meget fin. Jeg er ellers helt og aldeles færdig med 2. Verdenskrig. Ikke flere film. Ikke flere historier. Done. Over and out. Men Alt det lys vi ikke ser (som Doerr har skrevet på  i 10 år!) er både en bog om 2. Verdenskrig og så slet ikke. For den er måske mest af alt en bog om børn og deres drømme. En blind pige, der ser verden – og dermed krigen – i farver. Og forældreløse Werner, der elsker radioer, og tror han har fundet en genvej til lykken, da han bliver optaget på en af værnemagtens drengeskoler. Virkeligheden er både bitter og barsk, som enhver der er blevet voksen og kynisk jo allerede ved.

Det er ikke en historisk roman i traditionel forstand, og jeg elsker, at bogen ikke bare er fortælling, men også sprog, som man kan dvæle ved undervejs. Som fx sætningen ‘Far ryger så mange cigarettter, at han til sidst selv bliver til aske.’

Inden jeg læste Alt det lys vi ikke ser græd jeg til Monster af Patrick Ness. Det er vist egentlig en ungdomsbog, men hey, sorg og den vrede, der følger i halen på sorgen, behøver man ikke være unge for at forstå. Det er en tænderskærende historie om en dreng, der oplever ensomhed, sorg og vrede, som tre uadskillelige følgesvende, og om voksne, der tror de skåner barnet, som allerede ved mere end dem. Der skal et monster til at vise ham vej gennem virvarret, og den der ikke græder til sidst har et hjerte af sten. OBS! Tegninger i bogen er fantastiske – også selvom du slet ikke er sådan en der læser tegneserier.

Og i går slugte jeg så Felicia forsvandt af Felicia Feldt. Bogen blev kaldt et usentimentalt karaktermord på en af børneopdragelsesguruen Anna Wahlgreen. Da bogen udkom i 2011 nægtede Wahlgreen alt – og jeg forstår hvorfor efter at have læst hendes datters erindringsnedslag. For hvis bare en brøkdel af den barndom, Felicia husker, er sand, er det så gruopvækkende, at jeg slet ikke forstår, at Wahlgreen kan leve med sig selv, og det hun har udsat sine seks børn for. Det giver sig selv, at det ikke er opløftende læsning, men Felicia Feldt skriver godt og viser med sine spring i tid, hvordan oplevelser fra barndommen sætter spor længe, længe efter – og at uanset overgrebene er det svært at give helt slip på kærligheden til sin mor.

Og nu, tilbage til bøgerne, der er ikke et sekund at spilde. En bog hver 3. dag fra nu af, og så er jeg i mål.

med emneordet , ,

1/100 Troldtinden

Siden jeg nu (åbenbart) ikke har andet at give mig til, har jeg besluttet mig for at læse 100 bøger i 2015. Det er jo bare en bog sådan ca. hver tredje dag. Easy peasy. For ikke at spænde fuldstændig ben for mig selv, tæller også de bøger, jeg læser for mine børn med i puljen.

troldtindenTroldtinden af Ida Jessen

Årets første bog har jeg fået anbefalet, og vi er nu blevet helt og aldeles fan af Ida Jessens Troldtinden, som er den første historie af fire om Eva og Jan, der bor på en lille ø ud for Norges kyst. Eva er en ret sej pige med sin egen lille båd, som hun sammen med Jan tager på eventyr i. Der viser sig selvfølgelig at være noget meget mystisk ved øen Troldtinden, som de sejler ud til i hemmelighed. “Hende Ida Jessen er ret god til at skrive kapitler, så man lige får lyst til at læse et mere,” sagde Miss C. Så nu fortsætter vi med næste historie De døde skær. Vi skal jo også finde ud af om Eva og Jan måske bliver sådan rigtig kærester snart.

 

med emneordet , , ,

Mig og Marquez

Jeg sidder i en kibbutz syd for Tel Aviv. Det er i efteråret 1993, få måneder før en højreradikal amerikansk-israelsk jøde skyder 29 palæstinensere og sårer 125, da han ene mand angriber en moske i Hebron på Vestbredden. Jeg forstår ikke helt, hvor anspændt situationen er i området. Det kommer først senere. Da jeg er tilbage i Danmark igen, mindre naiv og med det hele lidt mere på afstand. Jeg er lige fyldt 19 og er rejst til Israel alene. Det var sådan jeg forestillede mig livet efter gymnasiet. Rejse ud i verden alene.

I kibbutzen bor jeg sammen med en håndfuld danskere, et par canadiere, nogle amerikanere og ret så mange sydafrikanere. Vi er en umage flok.

Hver morgen ti minutter i fem står jeg op. Ti minutter senere møder jeg ind i i køkkenet, hvor jeg laver morgenmad. Den skal være klar klokken syv. Vi hælder hytteost op i fem liters skåle. Koger havregrød og æg og skærer forårsløg og salat og peberfrugt.

Jeg arbejder sammen med en sydafrikansk pige. Dale hedder hun. Hun er ligesom de andre sydafrikanere sendt til Israel af sine forældre. Hun er hvid, tilhører den pæne sydafrikanske middelklasse, som måske/måske ikke støttede op om apartheid.

Nu er det hele, måske, ved at falde fra hinanden, i Sydafrika forstås, og forældrene frygter at det første frie valg bliver startskuddet til et blodigt opgør med de hvide undertrykkere. Så galt går det langt fra, ved vi nu, men dengang var det bedst at være på den sikre side.

Dale ønsker sig et par træsko med hælkap og er overvældet over moden i Tel Aviv. Banalt måske, men når man vokser op i et af verdens mest lukkede lande, som Sydafrika på det tidspunkt har været, er der meget man ser for første gang.

Israel er ikke et valg for de sydafrikanske børn. Det er den eneste mulighed. Det eneste land, der ikke har bakket op om boykot og embargo. Israel er de hvide børns ven det efterår.

Selv er jeg bare sådan en happy-go-lucky ung dansk kvinde for hvem det langsomt åbenbarer sig, at verden er både stor og temmelig uforudsigelig.

I Israel rejser unge mænd og kvinde ud af landet for at undgå værnepligten. De drømmer ikke om at lade livet for kampen mod palæstinenserne. Flere af de sydafrikanske drenge har set ting hverken børn eller voksne bør se. De er fyldt til randen med følelser, som man ikke kan rejse væk fra. Traumatiserede er de vel mest af alt.

Om aftenen laver vi bål og spiller musik på en skrattende ghettoblaster, mens vi drikker israelsk vodka, som vi køber på ration i kibbutzens købmandsbutik. Vi bliver som regel fulde. Der er tit nogle af sydafrikanerne, der græder. Eller bliver vrede. Aggressive. Det er overvældende og uhåndterbart med alle de følelser og al den baggage de har med. Det er meget større end alt hvad jeg føler og har oplevet.

En aften er det for en gangs skyld et dansk par op at slås. De råber ad hinanden, og de græder. Mest ham. Til sidst kaster hun , en marmorfigur, vi har købt sammen i Egypten, i hovedet på ham. Han har et blåt øje næste morgen ved morgenmaden. De skal flytte sammen når de kommer hjem.

Jeg føler mig som en letvægter i selskab med de andre. Der er ingen voksne til at hjælpe os, når det koger over, så vi prøver at trøste og dulme vreden og angsten så godt vi kan. Det er meget mærkeligt at være vidne til og en del af. Men vi bliver også venner på en måde som jeg ikke siden har været venner med nogen.

Det er i kibbutzens lille undselige bibliotek, jeg møder Gabriel Garcia Marquez. Der er otte hylder med engelsksprogede bøger. Jeg må låne to ad gangen. 100 års ensomhed er den første rigtige roman, jeg nogensinde læser på engelsk. I starten går det langsomt. Jeg læser hver dag, når jeg har fri fra køkkenet og indtil det bliver aften. Jeg er færdig efter en uge og haster videre til Kærlighed i koleraens tid. Det er en magisk verden, der åbner sig.

Siden har jeg læst stort set alt, hvad Marquez har skrevet, men 100 års ensomhed er stadig min favorit.

Måske er det lyden og duften af en fremmed himmel, det storslåede temperament eller den måde ordene falder. Måske er det historien i sig selv. Den storslåede fortælling, som siden fik mig til at elske Åndernes hus (Isabel Allende) og den roman, der stadig ligger nummer på min private hitliste Midnatsbørn (Salman Rushdie).

I kibbutzen blev Marquez mit helle. Det sted, hvor nogle andre tog sig af de store følelser og vodkafester. Han var en pause og en lettelse, præcis som den bedste litteratur er det.

For mig vil Gabriel Garcia Marquez for altid være koblet til det efterår, den vinter, hvor solen lagde sig blødt over de røde barakker i min kibbutz. Hans romaner vil altid minde mig om det sparsomme lys fra mit natlampe og om de tidlige morgener med alt for lidt søvn i kroppen. For mig vil 100 års ensomhed altid være fortællingen om en rejse. Til et andet land. Hvorfra jeg kom tilbage. Lettet og beriget.

med emneordet , , , ,

Sindssyge bøger

Det er mange år siden, jeg læste Einar Mar Gudmundssons Universets Engle. Nu har jeg læste den igen og grüss Got, det jeg er stadig vild med den bog. Faktisk er den næsten blevet bedre . Muligvis fordi jeg er blevet ældre. Noget med dybde og erfaring og man har alligevel set et og andet. Den slags. En fin og meget gribende historie om en mand, der mister forstanden. universets-engle_137262   Historien bliver i øvrigt ikke dårligere af at blive filmatiseret. http://www.youtube.com/watch?v=T7Xtrj3UFB8 Og nu vi taler om sindssyge – om end i en anden, lidt mere stilfærdigt råbende form: Line- Maria Långs næsten nye bog Artiskokhjerte… Suk. Smuk og sørgmodig og fuld af kakelakker og et mildest talt aparte kærlighedseventyr i Paris. Det er virkelig min nye yndlingsbog. Jeg elsker at den er helt stille og på samme tid så voldsom og ustyrlig #lotsalove b-9788763831901-Artiskokhjerte---Line-Maria-Lang-p

med emneordet , ,

Hvor sørgelig må en godnathistorie være?

Den seneste tid har vi læst godnathistorier, der virkelig har trukket tårer. Fine, fine historier om børn, der mister. En bror. En mor. En der er meget tæt på, og historierne handler om tiden bagefter. Om tomrummet og om at finde en ny mening.

Brødrende løvehjerte

Brødrene Løvehjerte. Klassikeren, som jeg har glædet mig så meget til at læse for mine egne børn. Nu er de endelig store nok. Jeg hulkede mig gennem de første kapitler, og børnene holdt vejret, mens de to Løvehjerte-brødre står sammen i tykt og tyndt.

……………………………………..

Hole_Stian__Annas_himmel_LO_res_150_dpi_RGB

Stian-Hole_Annas-himmel_konkylien

Annas himmel. Jeg elsker Stian Holes børnebøger. Ikke mindst for hans smukke, eventyrlige og drømmende collager. Annas Himmel handler om Anna, der har mistet  sin mor, og nu er hun på vej til begravelsen med sine far. Hun er bare ikke helt klar til at tage af sted og sige farvel. Fin, næsten sprød historie.

……………………………………..

drengen-der-gik-baglaens_211909

Drengen der gik baglæns. Jeg har stadig til gode at se Thomas Vinterbergs Oscarvindende kortfilm. Men bogen, læs bogen med dine børn. Der er masser at tude over i historien, hvor Andreas mister sin storebror Mikkel. Andreas forsøger at fylde tomrummet ud ved at tale med Mikkel og ved at slå sig tre gange på brystet og undlade at træde på stregerne. Slutningen, hvor Andreas beslutter sig for at give slip på sin bror, var virkelig hjerteskærende. For mig i hvert fald.

Jeg elsker den måde bøger kan åbne for det, der er svært at tale om. Den måde tegninger, illustrationer og collager kan beskrive det ordene ikke kan. Jeg elsker at vi kan læse bøger sammen, som sætter spor både i dem og i mig.

……………………………………..

med emneordet , , ,

Kvindelige forfattere jeg ikke ville være foruden #readwomen2014

Inspireret af Henriette Rostrups blogindlæg og kampagnen #readwomen2014 tænkte jeg, at jeg hurtigt ville lave min egen top 10 over de kvindelige forfattere, som over tid har betydet noget for mig. De der to håndfulde, som skiller sig ud mellem alle de andre… Easy peasy.

Jeg har foreløbig brugt en time på listen, som nu faktisk er blevet til to lister og hverken er en top 10 eller top 5 (men dog tilsammen en top 20). Det er et kompromis, ikke? For det er jo umuligt at koge 30 års narkomani og forelskelse ned til to sølle håndfulde. Så i al ydmyghed følger her:

12 kvindelige forfattere, jeg har med mig fra det sidste årti

  • Joyce Carol Oates: Vandfaldet
  • Inger Christensen: Det
  • Helle Helle: Ned til hundene
  • Linn Ullmann: Før du sover (og resten af forfatterskabet)
  • Virginia Woolf: Eget værelse og Bølgerne
  • Josefine Klougart: Stigninger og fald
  • Flannery O’Connor: En god mand er svær at finde
  • Antjie Krug: Country of My Skull
  • Anna Funder: Stasiland
  • Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme
  • Ali Smith: Brick Lane
  • Chimamanda Ngozi Adichie: En halv gul sol og purple hibiscus

8 kvindelige forfattere, der tegnede mine teenageår

  • Kirsten Thorup: Himmel og Helvede (Baby/Lille Jonna/Den lange sommer)
  • Herbjørg Wassmo: Huset med den blinde glasveranda
  • Annemarie Selinko: Désirée
  • Tove Ditlevsen: Alt
  • Charlotte Strandgaard: Lille menneske
  • Synnøve Søe: Fars
  • Hanne Vibeke Holst: Til sommer
  • Kirsten Hammann: Vera Winkelvir

Håber du vil lege med. Med din yndlingskvindeligeforfatter. Den roman, det digt, det essay, der står tilbage. Vær med her eller under hashtagget #readwomen2014 på Twitter

med emneordet , , , , ,