Category Archives: Gaver

Gratis bøger i hobetal – Danmark læser

Så er det i dag det sker. 100.000 romaner tager på rejse landet rundt – det er det bedste initiativ i mands minde, og jeg håber du møder en af de 5000 boguddelere, som har lommerne fulde af bøger. Jeg har stadig en stak tilbage – og en af dem – den formidable novellesamling Bavian af Naja Maria Aidt – trækker jeg lod om her.

Novellesamling, siger du så. Hvem læser overhovedet noveller? Det gør du. Lige om lidt. Læs bare en og sig så til mig igen, at det ikke er noget for dig.

Senere i dag tager jeg til Aarhus, og jeg har resten af bøgerne med i toget. Du kan sige, at det er en gestus til DSB, for de sidste 10 år har jeg læst stort set alle mine bøger i toget. Der er stort set ikke noget andet sted i hverdagen, hvor du kan sætte dig ned med en bog uden at føle, at du burde lave noget andet i stedet. Toget er det oplagte helle. Sir det bare.

Som en ekstra bonus kan du downloade de fem bøger, der er udvalgt til Danmark Læser kvit og frit – som e-bog og lydbog. Seriøst, det er en gave, du ikke kan sige nej til.

Nå, men det var lodtrækningen, vi kom fra. Læg en kommentar herunder, så trækker jeg lod på søndag. Den heldige vinder får Naja Maria Aidts Bavian med posten – klar til forlænget forårsferie i næste uge. Alt godt.

5_boeger_sidebyside_Foto_Mette_Udesen

 

med emneordet , , ,

Solen skinner – vi har en vinder

lejemorderensDet er mandag, og så må man godt hoppe i gryden med mundrette hverdagsrim. Og faktisk trak jeg vinderen allerede i lørdags, men i mellemtiden forsvandt weekenden mellem hænderne på mig. Blandt andet fordi jeg var lidt bagud med bogklubbogen, som heldigvis viste sig at være en af den slags, der næsten læste sig selv. Ren Tarrantino på bog, og det er egentlig ikke så ringe et selskab sådan en iskold weekend i november. Så hvis du er ude efter noget absurd action gone religious, er En lejemorders guide til et smukt hjem et fint sted at fordrive tiden.

Hvem vinder Lille Allan – hvem får en trøster?

Søde Nete: Du har vundet bogen. True.

Og søde Amrit, sørme om der ikke er et fint særtryk til dig.

Hiphiphurra og tillykke, de damer.

med emneordet , ,

Min nye besættelse – og en vinder

De her damer er min nye besættelse. Jeg er halvvejs gennem Orange is the new black og er allerede håbløst forelsket i alt ved serien.  Gedigent godt, veldrejet, morsomt og aldeles bizart fængselsdrama #like

Og hvis ikke du ved, hvad jeg taler om, så giv dig selv en gratis måned på Netflix, hvor du kan se serien.

orange-is-the-new-black-interview-600x369 (1)

 

Og så til vinderen…. Egentlig kom vi jo fra Sissel-Jo Gazan og og en lodtrækning. 19 lodder i puljen og op af hatten kom nr. 5. Miss Tripola, du er den heldige vinder. Send mig fluks adresse mv. så kommer der et styk Svalens graf din vej

med emneordet , , ,

Fotoalbum 2: Ældgammelt venskab

image

Det er et af de eneste billeder, jeg har af min ældste ven. Ham, jeg lærte at kende henover hækken midt i 1970’erne. Han lever stadig. I bedste velgående, var jeg lige ved at sige. Altså bortset fra, at han gerne vil sige farvel, hvis altså det var noget han selv bestemte.

Billedet er noget helt særligt, fordi det som sagt er et af de eneste der findes af os to sammen, og fordi det symboliserer alt det jeg husker fra min barndoms venskab med ham: Sommer. Køreture rundt til de sydvestfynske seværdigheder (og det er flere end du tror). Skove. Is. Og impulsive kaffebesøg (med citronsodavand til mig) hos nogle af hans mange venner i sære små landsbyer, jeg ikke vidste eksisterede.

Men det der i virkeligheden gør billedet til noget helt, helt specielt er at det også minder mig om, at det venskab ville have haft meget svære kår i dag. Fordi det ville være uhørt at en 8-årig pige tog på sommerferie hos en 70-årig mand, som ingen relation havde til hendes familie udover at være en gammel nabo. Og det ville være vanskeligt at tro, at dagene bare gik med at snakke og spille kort og køre lange ture i bil, og at de nød det begge to. Mindst lige så utænkeligt ville det være, at han gav hende store fødselsdagsgaver og en konfirmationskjole, fordi hendes forældre ikke havde råd.

Alt det lugter af noget, der i dag ville være forbundet med så mange tabuer at det næsten ikke er til at bære. Folk ville se skævt til ham og hendes forældre. Og ryste på hovedet. For hvorfor skulle en gammel mand, der bor alene, dog have interesse i at tage et barn til sig og behandle det som sin egen familie. Jeg kan sagtens se det, og det gør mig faktisk lidt ked af det. For uden ham havde jeg ikke været den, jeg er i dag, og jeg havde ikke oplevet hvor betydningsfuldt et venskab på tværs af generationer (og uden de forventninger familier kan have til hinanden) kan være.

med emneordet , , ,

Er der en pæreskifter til stede?

Der er sidder en mand på et plejehjem. Han er lidt svær at få øje på i denne tid, hvor mørket har slugt dagslyset. Han sidder i sin lænestol. Der er et svagt lys fra lampen over hans spisebord, og natlampen er også tændt. Men der er et hjørne af værelset, hvor hverken spisebordslampen eller natlampens lys kan nå, og der sidder han. I mørket. Når man går forbi ude på gangen, kan man lige ane omridset af en mand. Når man går tættere på, kan man se, at han har åbne øjne. Han stirrer tomt ud i luften, mens han lytter til Leif Davidsens roman Min broders vogter på sin cd-afspiller. En gang i mellem rækker han ud efter glasset med den røde saft eller lommetørklædet, som ligger sammenkrøllet på stakken af lydcd’er på hans bord. Han siger selv, at det ikke gør noget, at han sidder i mørke for han kan alligevel næsten ingenting se mere. Så verden ser alligevel sådan ud for ham. Dunkel.

Men det er ikke fordi han har bedt om at sidde i mørket. Det er der vist aldrig nogen, der har spurgt ham om. Det er fordi lampen på hans bord ved siden af lænestolen væltede, og pæren splintredes mod gulvet. Klir. Klir. Klir. ‘En af damerne’, som han kalder dem, samlede lampen op fra gulvet og satte den på bordet igen. Skærmen sad lidt skævt, men det kan han ikke se. Ligesom han ikke kan se de to tørre hyacinter med brune blade, der nikker med hovederne på sofabordet. Bagefter kom rengøringsdamen og fejede glasskårene op. Men pæren, den skal han selv købe, og sætte i. Sådan er reglerne. Også når man er 102. Næsten blind. Og efterhånden har ben så tynde som tændstikker. For ‘damerne’ skal jo passe beboerne, altså hjælpe dem i tøjet, give dem mad, hjælpe dem på toilettet og den slags. Men de skifter ikke pærer. Dem skal man selv købe. Sådan er systemet, og reglerne, og direktiverne (for tiden er knap, vi ved det). Så derfor sidder han der i mørket i flere uger. Han siger ikke noget til nogen. Han affinder sig med situationen, og vænner sig til mørket. Indtil nogen, der ikke arbejder der, kommer forbi og skifter den pære. Og han misser lidt med øjnene, når lampen igen lyser. ‘Så kom der lys over land’, siger han.

(Det mest tankevækkende ved den historie er ikke, at systemet er skruet mærkværdigt sammen. Det er derimod, at det er muligt at institutionalisere dem, der arbejder i systemet, så meget, at ingen overvejer at forbryde sig mod reglerne og skifte den pære. Trods alt. Det er ikke bare tankevækkende, men i grunden temmelig skræmmende.)

 

med emneordet , ,

Ønskesedlen

Jeg laver ønskeseddel til børnene. Til den mindste er det let, for alt, der lugter af pirater og kæmpning kan bruges. Til den store er det sværere, for hun leger ikke. Eller rettere, det, hun leger, kræver ikke dukkehuse, legoklodser og den slags banaliteter. Sådan har det altid været.

Så det her var, hvad jeg havde arbejdet mig frem til:

Und nichts weider. For børn ved jo ikke, hvad de ønsker sig. Sådan rigtig i virkeligheden, vel? Nå, men igår spurgte jeg alligevel. Bare for sjov skyld. Og her er så, hvad damen selv havde tænkt:

  • Ken- og Barbietøj
  • En lille reol, som kan hænges på væggen i værelset (under det store billede ved siden af skabet, mor) til hendes cd-adspiller
  • Et firkantet billede
  • En plastikvase med plastikblomster (gule roser)
  • Bog om Snehvide og de syv små dværge
  • Bog om Belle
  • En Snehvide-kjole
  • En Belle-kjole
  • Et par lilla handsker med pels, som passer til Belle-kjolen (dem, jeg har er blå, og de passer ikke til kjolen)
  • En brun paryk (for Belle har sådan noget langt brunt, bølget hår)
  • Sengetøj og lagen med Barbie (det andet er altså slet ikke Barbie, det er bare med en hest og en prinsesse, der ligner Barbie)
  • En børste med Bratz
  • Et Hello Kitty-spil til Nintendoen
  • Film
  • Et køkken og et lille bord med fire stole til en restaurant, hvor hun kan invitere sin familie på mad
  • Fisk til køkkenet
  • En papirslampe fra Thailand med sølvstriber og røde strimler for neden.

Den lyserøde børnereklame-industri har ikke levet forgæves… men jeg er da heldigvis ikke for fin til at censurere den officielle ønskeseddel (og det var så ikke den her, mor)

med emneordet , , ,

Den, der træder på stregerne…

Da jeg var lille, seks år, måske, havde jeg virkelig svært ved at falde i søvn om aftenen. Så bange var jeg for den krokodille, der lå og gemte sig under min seng og kun ventede på, at jeg ville lukke øjnene, så den kunne kaste sig over mig.

Selvfølgelig vidste jeg godt den ikke fandtes. Selvfølgelig gjorde jeg det. For om dagen, når lyset beroligede mig, havde jeg jo kigget under sengen og set, at der ingen krokodille var.

Men i mørket virkede det ikke, for jeg kunne høre den trække vejret under sengen. Når jeg holdt vejret, holdt den også vejret. Som om den troede, at jeg så ikke vidste den var der. Som om den var en hemmelighed, jeg ikke kendte til.

Senere, da jeg blev lidt ældre, var det med hjertet helt oppe i halsen, at jeg cyklede ned gennem alleen ved kirsebærplantagen. Helt overbevist om, at der inde bag træerne stod en mand og bare ventede på, at jeg cyklede forbi. Hvis jeg ikke tog benene på nakken og kom gennem den mørke allé i en helvedes fart, ville han springe ud på vejen og råbe bøh. BØØØØØHHHH! Så jeg stod op i pedalerne og gav den helvede på min lille røde cykel. Ned gennem alleen. Mens dynamolygten hvinende forsøgte at følge hjulets paniske omdrejninger.

Der var også et tidspunkt, midt i 80’erne, hvor jeg tegnede atombombeskyer om og om igen. For lige om lidt gik jorden under. Lige om lidt ville alt ligge øde og ingen af os ville findes mere. Jeg tegnede som regel et hjerte eller en fredsdue over atombomben. Som et reelt forsøg på at tage luften ud af Den kolde krig.

Da jeg flyttede hjemmefra, begyndte jeg at cykle om kap med trafikken. Det var den samme hjertebankende fornemmelse, som jeg kendte fra kirsebæralleen. Fuld fart i pedalerne frem mod den næste lygtepæl. Som regel var mit mål tre lygtepæle – og nogle gange toppen af Langebro – inden jeg blev indhentet af bilerne, der holdt for rødt i krydset længere ned af H.C. Andersens Boulevard. Og hvis jeg nåede det, ville alt blive godt. Og jeg mener virkelig ALT.

Nu er jeg begyndt at sætte min lid til stjernehimlen. Et stjerneskud er mere værd end alverdens lygtepæle. Og derfor har jeg aldrig følt mig så rolig, som den nat i oktober, hvor stjernerne villigt kastede sig fra den ene ende af mælkevejen til den anden. Hele verden lå for mine fødder den nat. Alt var muligt. Men det var en stakket frist. For nu er det november. Mørket lægger beslag på dagene. Skyerne hænger lavt. Og stjernerne holder sig i ro. Nu gælder det om at holde på varmen. Og lade op. Og vente. På foråret. Lyse tider. Og forbrødring.

Om natten lytter jeg til mine børns åndedræt. Det holder både krokodiller og bøhmænd for døren. Og det holder hjertet i ro, mens jeg venter på stjernernes barmhjertige spring over himlen.

med emneordet , , ,

Jamen er det ikke…

Se, hvad jeg fandt i lommen på en gammel cowboyjakke, som jeg har overbevist mig selv om, er topsmart. Igen. Blå Sorbits. Jamen, det er jo verdens bedste tyggegummi fra dengang V6 var for tandlæger og Stimorol noget fra 80’erne.

image

En dag var den pludselig væk Sorbitsen. Jeg forstod aldrig hvor den blev af og har ikke spist tyggegummi siden. I protest.

Der er tre stykker tilbage. Mindst holdbar til 170507. Oh, I miss you…
(Den brune var ellers også god.)

med emneordet ,

Hvad tænkte jeg på!

En anmeldelse? Af en bog? Om en kvinde, der mister sin datter og farer vild i sorgen? I dag?

But of course not. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. I dag skal vi jo ikke bekymre os om romaner og fiktive liv. I stedet burde jeg skrive et langt indlæg om demokratiets festdag og om at få kuldegysninger ved synet af Dannebrog, der vejrer ved valgstederne (Jo, Pia K. I dag er det flag mit!). Om at være heldig som ind i helvede, fordi jeg bor i et land, hvor de demokratiske rettigheder ikke er noget, jeg må håbe på og drømme om, men derimod er noget jeg fik drysset ud over havregrøden allerede som barn. Det er sgu da stort. Kæmpestort.

I dag er det dig og mig, der bestemmer. Det er det. Virkelig. Folkets stemme. Rig som fattig. Høj som lav. Alle stemmer tæller. (Kuldegysninger igen.)

[Indsæt her noget nationalsang eller andet højstemt]

P.S. Og nu husker du fandme at stemme. Og du stemmer på de røde. Ikke på Lars. Ingen af dem. Og heller ikke på LA eller DF. Du gør det ikke, for nu skal der ske noget andet. (Mellem os sagt er jeg ikke helt tryg ved hverken Helle eller Villy, men alternativet… det magter jeg ikke.)

med emneordet , , ,

Et tip til en aften i byen med kæresten

Jeg var i biografen i går. Igen. God stime dér. Filmen startede 21.30, og det har mange, mange gange vist sig at være den sikre død for selv meget seværdige film. Også før jeg fik børn. Jeg har lagt Pulp Fiction i graven på den konto. Og den finske storfilm Manden uden Fortid med  Markku Peltola, Kati Outinen, Annikki Tähti og Juhani Niemelä. Nå, jeg kender dem heller ikke, for jeg sov hele filmen igen, men bagefter hørte jeg, at det virkelig var en fantastisk film.

I går var det så Headhunterne,  som jeg vidste lige præcis ingenting om, før vi gik ind. Altså udover at den er baseret på en bog af Jo Nesbø, og at jeg ikke læser krimier.

Det viste sig at være den vildeste krimi [slash] spændingsfilm [slash] Ocean’s 11 light, og selvom der meget langt fra George Clooney til Nikolaj Coster Waldau, så nåede jeg ikke at lukke et øje. Derimod skreg jeg skiftevis af skræk og af grin i to timer. Puha. Nå, men den kan du godt gå ind og se med din mand, når nu I får børnene passet her i næste uge. I er nok for trætte til sex bagefter, men I kommer helt sikkert til at holde godt fast i hinanden undervejs.

 

med emneordet , , , ,