Category Archives: Gaver

Provinsidyl

image

med emneordet

Jeg er ikke holdt op

OK. Rimelig mørkt billede af sovende barn i sidste indlæg. Beklager. Altså at du på den måde gik glip af min engel.

Apropos søvn. Det ka godt være de var lang tid om at falde i søvn i storkollektivet men hold kæft hvor de sov begge to når de så gjorde det. Nu vågner de om natten og ska ha noget at drikke, tisse og trøstes. Er det mon en tanke værd at de i under den spanske ferie delte seng med deres forældre…

Og apropos børn. Så har de været noget frustreret over stilheden, vejret og maden siden vi kom hjem. På en måde ligesom de voksne. For her flyder ingen dameblade, serveres hverken kolde gintonics eller rislende hvidvin og her er der kun to til at vaske tøj og rydde op og lave mad. For slet ikke at tale om selskabet. Der er sgu temmelig stille i ligusterkvarteret efter sådan en uge.

Lige nu er der faktisk bomstille. For resten af familien er ude og rundt omkring så her er bare kaffe, fuglesang og motorvejens susen. Også en form for provinsromantik som føles rart. Trods alt.

med emneordet

Stordriftsfordele

image

Ude fra lyder det måske som et temmelig kaotisk koncept. Det gør det egentlig også indefra. Andet er vel næsten ikke muligt når man samler 11 små børn på et sted og det sted ikke er institution med uddannet personale eller en engelsk kostskole i 30’erne (oh,tænk hvis det var…)

Til gengæld er der en pool og normeringen langt bedre end i institutionen, for hele det her sindssyge menagerie er gamle venner (du ved, dem der kender dig bedst og ved alt det, du ikke har lyst til at dine nye venner skal vide om dig) og deres unger samlet i et grande casa på den spanske solkyst i en hel uge. Genial ferie, nu du spørger.

Stordriftsfordelene er til at få øje på: Madlavning på skift. Oprydning på skift. Leg på skift. Solbadning på skift. Og voksensamtaler (lidt rusten der, men vi er ved at komme i træning), kold hvidvin og snak som i gamle dage når (de fleste af) børnene sover tungt i deres senge.

Det er en vitamindsprøjtning af de helt store. Og bagefter er der stille. Både på den gode og på den lidt vemodige måde. For man kan godt blive temmelig afhængig af at være så meget sammen med alle dem, man kan lide.

med emneordet ,

Vinderen og en lortehistorie

I dag sker dette:

Efter jeg har hentet børnene, går vi hjem og tager badetøj på. Eller de tar badetøj på. Jeg tager håndklæder og kaffe, og så går vi over gaden og ned til vandet. En af de dage, hvor man næsten ikke kan være i sin egen krop af bar overskud.

Faktisk er jeg så ovenud begejstret, at jeg tager dette billede af mine børn. OMG. Selv vandet glimter som sølv og ædelstene. Ren magi.

Billedet lægger jeg selvfølgelig straks på Facebook med ordene: “Det er sådan en eftermiddag der får en til at glemme genstridige unger, de altid ventende madpakker og vasketøjsbjerget”

Da Carla pludselig tripper, fordi hun skal mere end tisse, er jeg vel tæt på ekstase over idyllen, så jeg stikker hende nøglen til huset og en formaning om at se sig godt for, når hun går over vejen.

5 minutter går. 10 minutter. Og så er det, jeg tænker, jeg lige vil kaste blik ned ad vejen for at se, om hun er faldet i staver eller snak på vejen. Men hun er ingen steder at se, så Halfdan og jeg går hele turen tilbage, og der står hun i døren med lidt spredte ben og grådkvalt stemme.

Der er nemlig det med de soldragter, at lynlåsen sidder bagpå, og 5-årige arme er lige præcis for korte til selv at kunne nå…

Morale: Den, der praler med sit paradis, ender med at stå og spule lort ud af røven på sine børn.

Og vinderen, trække, trække lod (min mand og børn udgik af lodtrækningen, trods alt): Eva R. Send mig fluks en mail, så får du en lille souvenir fra Thailand.

 

 

 

med emneordet , ,

Ok, nu sænker julefreden sig

Undskyld. Det passer sig slet ikke at blive så sur lige op til jul. Vel? Og jeg forstår jo godt, at vi er nødt til at tale om vejret. Det er jo ikke bare fordi det er koldt. Det er fordi vi er danskere. Vi er ligesom prædisponeret for at lade os rive med af temperaturer og (manglende) nedbør og vind og alt derimellem. Min salige morfar noterede hver eneste dag i sin røde Mayland-kalender dagens temperatur, nedbør, sol eller sky-forhold. Året rundt. Så vi er lovlig undskyldt. Det er noget med arv og miljø – og måske generne. I virkeligheden.

Måske blev jeg bare smittet af min ualmindeligt vrede datter, der i bedste Bertel Haarder-stil skælder og smælder og tramper og kommanderer fra morgen til aften. Tror hun trænger til juleferie. Ligesom sine forældre og lillebror. Og bare rolig, jeg ved godt at tanken om ferie ikke altid er det samme som at det bliver hyggeligt. Men gaverne kan måske afværge de værste konflikter – i starten i hvert fald. Siden kommer jo abstinenserne. Så er der noget nyt harcelere over, og sådan kører livet (og bloggen) så fint i ring. Halleluja!

Jeg tror sgu, jeg tar et glas portvin.

med emneordet , , , , ,

Flyvefærdig

Englevinger. Jeg ønsker mig sæt englevinger. Sådan nogle hvide, brede, bløde vinger, der kan flyve gennem ild og vand og drømme. Englevinger. Ikke andet. Det kan godt være dem fra Søstrene Greene. Hvis det er. Tak!

med emneordet , , ,

Jeg glæder mig i denne tid…

I morgen – om 33 timer (og det er 33, Tina Nedergaard) – inkasserer jeg en (meget) forsinket OG kombineret fødselsdagsgave, og den har eddermame været værd at vente på!

For hvis ikke man har brug for en Luksus Hamam-oplevelse i iskolde december, så ved jeg ikke… Jeg glæder mig i hvert fald til varme, saltpeeling, massage og ansigtsbehandling.

Picture from http://www.flickr.com/photos/rosino/3626171928/

Og jeg skriver det jo ikke for, at du skal blive misundelig eller anerkende den juleappelsin, der lige landede i min turban der. Jeg fortæller det selvfølgelig som en slags service til dig og de julegaver, du skal gi. Hvem ved måske er der nogen, der står og mangler et Hamam-besøg. Selv tak for tippet.

med emneordet , , , , ,

Så sank jeg så dybt

Åh, den søde juletid med adventsgaver og chokoladekalender. Altså ikke til mig, vel? Det løb er ligesom kørt, når man får børn – ligesom julegaverne. En gang for ikke så længe siden lå jeg ellers lunt i svinget. Masser af gaver. Men den energi er nu kanaliseret over i børnene. Fordi de fortjener det? HAHAHA!

Efter en lidt skinger start på eftermiddagen, hvor Halfdan fik smørskålen ned over foden og blev paralyseret af sin egen smerte, lykkedes det at skabe god stemning, lave aftensmad og i fællesskab se det første afsnit af Sving i Julet, som Miss Carla kalder den. Ren harmoni og lykke. Lige indtil de skulle sove. Selvfølgelig. Så startede den sædvanlige strøm af krav: Jeg vil have min ridder. Jeg vil have en bamse. Jeg vil også have en bamse, for jeg har kun en og han har to. Jeg er tørstig. Jeg kan ikke sove, når det er mørkt. Jeg kan ikke sove, når der er lys. Jeg vil have en bog. Jeg kan ikke finde min bamse. Min ridder er væk. Jeg kan ikke sove…

Men så er det jo godt, det er jul, for det gav mig jo et helt nyt kort på hånden, og jeg iler straks med en anbefaling. Vær ikke for stolt. Synk gerne så dybt som mig. Metoden er afprøvet – og det virker. Prøv det selv derhjemme: Hvis jeg hører et ord mere fra jeres værelse, spiser jeg chokoladen i jeres kalender i morgen. Fuldstændig ro. Øjeblikkeligt!

med emneordet , ,

Tid til hovedrengøring

Hvert år i begyndelsen af november gør jeg hovedrent i mit køkken. Eller nej, det passer faktisk ikke: Jeg arbejder hjemme, mens mit køkken bliver gjort rent. Og ved du, hvorfor det er smart?

  • Fordi jeg slipper for at gøre det selv.
  • Fordi det er billigt.
  • Fordi jeg samtidigt gør noget godt for andre.

I år er det burmesiske flygtningebørn, der får glæde af de 300 kr. det koster at få mit køkken til at ligne noget, man godt kan lave mad i uden at udsætte sine børn for desideret sundhedsfare.

Længe leve Operation Dagsværk. Måske har du også et par ting på to-do-listen, som du trænger til få strøget.

Det blir simpelthen ikke lettere

med emneordet , , ,

Og hvad har jeg så lært…

Nå, man skulle jo så være et skarn, hvis der ikke kan udledes et eller andet af sådan en tre måneders rejse. Det kan godt være, at jeg ikke har fået pulsen op på samme måde, som den morgen jeg stod alene på busstation uden for Tel Aviv med studenterhuen i baglommen, og det gik op for mig efter mit livs først flyvetur og krydsforhør med den israelske sikkerhedstjeneste, som havde været grænseoverskridende nok i sig selv, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvor jeg var på vej hen. Eller som den nat i Zimbabwe, hvor jeg blev hentet af politiet på en bar og kørt på stationen for at forklare, hvordan det var lykkedes mine ikke helt ædru rejsekammerater at totalskade den bil, vi havde lejet få dage forinden. Det har heller ikke været en specielt adventure-præget tur med vilde adrenalinkick, ingen bungi-jumpet, river rafting eller hiking ad mudrede stier, som har fået pulsen op og givet en fornemmelsen af, at livet virkelig er temmelig skrøbeligt.

Tværtimod har det været en ret comfy tur på den camping-komfortable måde. Altså jo, jo, jeg har da delt bad med alt for mange tyske, permanentede kvinder. Og jeg glæder mig da også til at slippe for at sidde på et varmt toiletbræt og forholde mig til, hvem af campingpladsens gæster jeg nu deler røv med.

Men hvis der er noget campinglivet er (så meget har jeg da lært), så er det convenient. Nemt. Når man vælger den store model med le grande automobile – og i øvrigt sørger for at leve total traditionelt, så kæresten klarer alt det praktiske uden for med strøm, lokum og gas (i regnvejr), mens jeg selv har været utrolig flittig med den lille fejekost inden for – ja, så har man gjort det let for sig selv. Ingen ubehagelige senge med udefinerbare pletter på madrasserne. Ingen kedelige morgenbuffeter. For uanset hvor røvsyg campingpladsen har været – og dem har da været et par stykker af – så har man sit lille hus med sin egen lille (kolde) dyne.

Men det jeg forsøger at komme frem til, er ligesom på en måde, hvis du kan se, hvor det bærer hen altså, ik: LESSONS LEARNED (og historien om, hvad det er for et mennesker, der kommer ud i den anden ende af sådan et lille eventyr på de østeuropæiske landeveje). Så efter tre måneder i campingland har mine børn nu fået:

  • En mor, der skælder mindre ud.
  • En mor, der truer mindre.
  • En mor, der råber mindre.
  • En mor, der stadig ikke fatter, hvorfor børnene har så svært ved at modtage en besked, når nu jeg er så overskudsagtig at være sammen, og derfor bliver tvunget til at true med at konfiskere dagens is eller endog (meget i mod min gode vilje naturligvis) hæve stemmen en lille smule for at komme igennem.
  • En mor, der endelig ved, hvad det faktisk er mine børn synes er sjovt at lege, og derfor for første gang kan skrive en kvalificeret ønskeseddel til den kommende fødselsdag.
  • En mor, der nok er oppe om natten for at give børnene noget at drikke, smøre kløestillende creme på myggestik og genfinde sutter og bamser, men som har fået lov til at sove til kl. halv otte (+) flere gange, end det ellers er sket de sidste fire år.
  • En mor, der glæder sig over, at børnene er så gode til at lege sammen, og som tror på, at det er vigtigt at lade børnenes leg udvikle sig inden for deres egne rammer, fordi det giver mig mulighed for at få læst min bog færdig imens.
  • En mor, der har lært at sætte pris på, at hendes børn er dem, der laver allermest larm på campingpladsen, fordi det betyder at jeg ikke behøver at rejse mig for at finde ud af, hvad de laver.
  • En mor, der er blevet så meget campist, at jeg i morges kunne ses på en parkeringsplads i Verona i underbukser og t-shirt i gang med at børste hår.
med emneordet , , ,