Tag Archives: Murphy slår til igen

31. januar 2012
2 kommentarer
As if, Farmorbørn

Suspense i børnefamilien

Åh, sygdom. Ikke skoldkopper eller børnesår, men den lille udefinerbare febersygdom, som er noget, og alligevel ikke er noget.

Mine børn er virkelig meget sjældent syge (og det kræver både mod og en stor tiltro til universets velvilje at skrive det). Og jeg er i øvrigt stor fan af hånd på panden og et kritisk blik på barnets almene tilstand. Jeg mener, det kan godt være du hoster, men hvis ikke du af egen vilje bliver liggende under dynen om morgen, og i stedet kaster dig ud i et tvivlsomt potpourri af alle MGP-sagene på en falsk guitar i ført højhælede sko og hat, eller hvis du starter dagen med en omgang “ved du, hvor alle verdens superheltehunde bor?”, så er den nok ikke behandlingskrævende, den hoste.

Mit ene barn sover nonstop, når hun er syg. Den anden ligger vågen og klynker og har meget ondt af sig selv. Så det er sådan set nemt nok.

Men indimellem sker det, at de ringer fra børnehaven… Smilende overskudsmor (eller far) henter mere (eller mindre) feberplaget barn, som bliver så glad for at se sin mor (eller far) flere timer før hentetid.

Derhjemme sker der en af to ting. Enten kollapser barnet på sofaen, hvilket er en stor lettelse. Pyha, det var godt vi fik det lille myr hjem under den trygge vinge. Eller det giver sig til at lege og spørge om vi skal bage kage eller spille spil eller tegne hjerter.

Og det er ikke så stor en lettelse. For hvad nu? Kan man være febersyg og legesyg på samme tid? Og hvis man kan, er det så dig, der er i morgen? Eller er det mig? Er farmor? Og hvad hvis nu han er frisk i morgen. Eller hvad hvis vi tror han er frisk, og så ringer børnehaven igen?

Om natten står man op og mærker på panden, som er præcis som varm, som den er på et barn, der sover dødssøvn? Og næste morgen… kulminationen på spændingskurven, hvor de voksne ser barnet an, mærker pande, forbereder sig mentalt på en hjemmedag og til sidst tager temperaturen for at have noget fakta at stå imod med i institutionen. Og tager man op-på-hesten-igen-stemmen på. Siger til sig  selv at alt er ved det gamle. Og krydser fingre (eller slukker sin telefon: Jeg sad i møde. )

med emneordet , , , ,
10. august 2011
1 kommentar
Afrika

Aih, tror I bare Søren Pind er photoshoppet?

Det er ikke bare aktiekurserne, der er i frit fald. Det samme er min indtjening, fordi jeg stadig sidder og kigger på det billede af Søren Pind…

Nu er der nogen, der hvisker på Facebook, at han måske bare er photoshoppet. Er det bare det? En lille sommergimmick på Information, som jeg så ikke har fanget (fordi jeg sad med fødderne i den spanske pool og ansigtet i solen, mens jeg slukkede tørsten med (lidt for mange) perlende spanske druer)…

Jeg kan ikke tro det. Eller rettere: Jeg har ikke lyst til at tro det, for jeg elsker det billede!

Update: Ingen grund til panik:  http://topsy.com/yfrog.com​/h8bipervj

 

 

 

 

med emneordet , , ,
15. juni 2011
4 kommentarer
Gaver, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

Vinderen og en lortehistorie

I dag sker dette:

Efter jeg har hentet børnene, går vi hjem og tager badetøj på. Eller de tar badetøj på. Jeg tager håndklæder og kaffe, og så går vi over gaden og ned til vandet. En af de dage, hvor man næsten ikke kan være i sin egen krop af bar overskud.

Faktisk er jeg så ovenud begejstret, at jeg tager dette billede af mine børn. OMG. Selv vandet glimter som sølv og ædelstene. Ren magi.

Billedet lægger jeg selvfølgelig straks på Facebook med ordene: “Det er sådan en eftermiddag der får en til at glemme genstridige unger, de altid ventende madpakker og vasketøjsbjerget”

Da Carla pludselig tripper, fordi hun skal mere end tisse, er jeg vel tæt på ekstase over idyllen, så jeg stikker hende nøglen til huset og en formaning om at se sig godt for, når hun går over vejen.

5 minutter går. 10 minutter. Og så er det, jeg tænker, jeg lige vil kaste blik ned ad vejen for at se, om hun er faldet i staver eller snak på vejen. Men hun er ingen steder at se, så Halfdan og jeg går hele turen tilbage, og der står hun i døren med lidt spredte ben og grådkvalt stemme.

Der er nemlig det med de soldragter, at lynlåsen sidder bagpå, og 5-årige arme er lige præcis for korte til selv at kunne nå…

Morale: Den, der praler med sit paradis, ender med at stå og spule lort ud af røven på sine børn.

Og vinderen, trække, trække lod (min mand og børn udgik af lodtrækningen, trods alt): Eva R. Send mig fluks en mail, så får du en lille souvenir fra Thailand.

 

 

 

med emneordet , ,
31. januar 2011
2 kommentarer
Chancen, The kids

Kom bare an – jeg kan godt klare mosten…

Nå, så er den gal med de højere magter igen. Jeg vil nødig lyde som om jeg føler mig forfulgt, men altså indimellem kan jeg jo godt få den tanke, at jeg er ved at blive indlemmet i et eller andet religiøst foretagende – ad bagvejen, vel at mærke.

Januar er jo i sig selv en prøvelse. Januar og den uopslidelige vintervirus er også en af de særlige udfordringer, som vi alle skal slæbes igennem i årets første måned. Tilsyneladende. Når man så lige topper bælgragende mørke, sygdom og snotnæser med en af de særligt udfordrende måneder med husets datter, så er jeg ved at være der, hvor det ikke gør noget at foråret bare giver os det første praj om at der er nye tider på vej.

I dag var min debut som direktør – og sikke en  dag. Jeg har sweettalket en kilde, skrevet en artikel færdig, lavet aftaler til nye, holdt møde om en kommende opgave, fået blomster, købt en ny telefon, åbnet en driftskonto og talt med den ene af mine kommende kontorfæller. Og hvis jeg skal sige det selv, så synes jeg det er ret godt gået på en dag, hvor jeg også havde glæde af Miss Carla, som jo selvfølgelig (thank you, Mr. Murphy) har fået skoldkopper. Altså bare for at understrege, at man virkelig er sin egen herre – og talt på spanden – når man vender det etablerede arbejdsmarked ryggen. Men kom bare an – der skal sgu mere end en uges sygdom til at slå mig ud (altså jeg ved godt, Halfdan følger efter, men hey, det er jo først i næste uge, og det der selvstændige liv handler jo også om at leve lidt i nuet. Ikke?).

 

med emneordet , ,
20. december 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Hjælp jeg dør!

Sidst jeg var syg, troede jeg virkelig, jeg skulle dø. Jeg har aldrig, aldrig, aldrig nogensinde været så dårlig – indtil i nat. Ah-men, er det alderen? Eller er det bare den globale opvarmning igen?

Og hva faen er det for en mærkelig juleengel, der tvinger en til at ligge på sofaen med den væmmeligste kvalme i mands minde, mens Den fede kok fylder svesker i røven på en and og Mette Blomsterberg laver nøddekonfekt? Og ovre på den anden kanal serverede Villy Søvndal flødeskumsdessert i det pinligste af alle programmer. Ingen af dele gjorde noget godt for min kvalme. Til gengæld har jeg drukket cola til aftensmad, og det smagte dejligt.

 

med emneordet , , ,
14. oktober 2010
1 kommentar
Sandheden

Har du savnet mig? Lidt?

Altså, jeg ved da godt at bibliotekssektoren næppe går nedenom og hjem, bare fordi jeg ikke er på arbejde. Efter fire måneders fravær ser der ikke ud til at være mere krise end før jeg tog af sted (som offentlig institution er vi selvfølgelig pt potentielt hele tiden lidt i krise). Der står sgu stadig bøger på hylderne, og lånerne glemmer stadig at aflevere til tiden, og vi er stadig bagud og foran med de samme gamle ting.

Men derfor kan man jo godt drømme sig til en lille smule uundværlighed. Bare for at stive selvtilliden lidt af og få gang i motivationen efter fire måneder i drømmeland. Desværre er min autoreply totalt ubarmhjertig og har i dag sendt mig denne lille hilsen:

While you were out, no one was notified of your absence

Jeg går ud og drikker kaffe. Og læser bøger. Og suger efterårssol.

med emneordet , ,
31. august 2010
4 kommentarer
Afrika, Brokkekassen, Mig sagde hunden

Jeg vil gerne sige undskyld

I nat kunne jeg ikke sove. Og jeg har ellers aldrig svært ved at sove. Inde ved siden af holdt naboerne fest, og jeg havde udsigt fra 1. parket fra min lille camperalkove: Fire tyske ungmøer, der havde støvet fire belgiske ungersvende op og inviteret dem hjem på terrassen. Bordet var fyldt til bristepunktet med flasker, og der var skruet godt op for anlægget med en god gang tysk hitparade, som pigerne skreg med på. Indimellem legede de også det gode gamle sandhedsspil I’ve never…

Meget morsom leg, som jeg blev introduceret til blandt backpackere i Afrika. Det går i al sin enkelhed ud på, at man deler alskens intimiteter med folk, man ikke kender. For eksempel skal man tage stilling til interessante udsagn som: ”I’ve never had sex in a kitchen” (for at bruge et frisk eksempel fra i nat). Og hvis man så faktisk har haft sex i et køkken, skal man drikke – og på den måde lærer man jo så hinanden at kende, samtidig med at man bliver fuld. En form for win-win.

Nå, men jeg lå så der i nat i min søvnløshed og blev en lille smule indigneret over ungdommens manglende forståelse for deres omgivelser. De tror bare, de kan sidde og spille smarte med deres sprut og deres ulidelige popmusik, mens vi andre forsøger at få en smule sammenhængende søvn.

Men der midt i natten kom jeg pludselig til at tænke på min første lejlighed i Kbh, som jeg delte med to veninder, og hvor vi alt for ofte havde problemer med overboen, som synes vi larmede for meget bare, fordi vi havde et par gæster på besøg til et spil TP og en kasse øl. Og der var vist også en gang noget med en tyrkisk nabo på 70, som jeg kimede ned tidligt om morgenen, fordi jeg ikke lige kunne finde min nøgle, da jeg kom hjem efter en lang nat i byen. Just to name a few.

Behøver jeg sige mere – altså andet end undskyld! Undskyld fordi jeg holdt dig vågen! Undskyld fordi jeg skrålede med på Tears in Heaven ((gen)hør den lige om lidt, og vid, hvorfor den er en undskyldning værdig)! Undskyld fordi jeg troede, at jeg – og mine veninder i øvrigt – var en gave til menneskeheden! Og nu jeg er i gang, vil jeg i øvrigt også gerne sige undskyld, fordi jeg i samme periode forpestede luften med mine små hjemmerullede cigaretter uden filter. Jeg handlede imod bedre vidende. Og med ungdommeligt hovmod. Det går over. Desværre.

med emneordet , , , , , ,
18. juli 2010
2 kommentarer
Anbefalinger, Farmorbørn, Orlov, The kids

Status efter to uger

  • Halfdan hopper selv i vandet og svømmer (med vinger). Et stort skridt for en kuldskær pivskid.
  • Storesøsteren kan svømme adskillige meter med hovedet under vand.
  • Ingen af dem opdagede, at vi tilbragte eftermiddagen på en naturiststrand, hvor alle undtagen os (pivskide) var nøgne.
  • Siden vi tog bleen af den debuterende vandhund, har han tisset og lavet lort i sine underbukser en gang. Efter fire års nonstop bleskift, kalder det på rituel afbrænding af puslepude, når vi kommer hjem.
  • Jeg har pakket mine løbesko ud, men ikke haft dem på. Tror stadig det lykkes.
  • Jeg har pakket mine akvarelfarver ud, men ikke brugt dem. Tror ikke det lykkes.
  • Jeg skylder en omgang lokumsrens og pakke udstyr sammen i  skybrud.
  • Børnene har lagt sig til at sove en gang uden ballade.
  • Det er lykkes os at rykke deres rytme, så de sover til senere. Jeg er i dag blevet rigelig straffet af Mr. Murphy for i går at juble over fit-fri dag med Miss Carla, så jeg kan ikke være mere præcis end det. Lad mig bare sige, at det har været mere menneskeligt end vi kunne forvente.
  • Vi har mistet 2 x kasketter (hvoraf en kun var 20 timer gammel) og to par sandaler.
  • Vi har spist pizza, sandwich med pølse og ost eller pasta med pesto og seranoskinke hver dag. Jeg forudser, at børnene kommer til at spise lige så lidt pasta med pesto, som jeg spiser risengrød og koldskål, når de flytter hjemmefra.
  • Carla har klappet en hest. Hvilket er ret stort for et barn, der har udvist panikangst for dyr, siden hun blev født.
  • Casper og jeg har kigget på hinanden uhørt mange gange og sagt, at det her er den bedste beslutning vi har taget – og at vi indimellem har følt os nærmest lykkelige. Nærmest…
med emneordet , , , , , , , ,
1. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn

Så er det godt

Egentlig skulle børnene først komme hjem i morgen. Jeg havde sådan set lyst til at hente dem i går, men så er det bare med at tage sig sammen.

Det er jo latterligt, at man kan glæde sig så meget til tid alene, og når der så er gået 48 timer føles det som om der er gået 4 år, og man savner de små terrorister så meget, at man ender med at sidde og kigge alle billeder fra de blev født igennem – og så sender man lige en forsigtig sms til sin mor. Egentlig fordi man håber hun sender verdens længste sms tilbage om alt, hvad de har lavet og sagt siden de sagde farvel til deres mor. Desværre skriver hun bare. “Vi har det godt. Vi hygger.”

Men altså egentlig skulle de først hjem i morgen, men så ringede min mor og sagde, at den lille guitar hero var begyndt at savne sine forældre (eller sagde hun bare mor?) rigtig meget. Jeg var lige ved at begynde at tude. Nåhr, lille fyr. Luftkrammmmm – og så kørte faren af sted mod Djursland  for så skal barnet da hjem til sine forældre, og om en time lander de her – i krammeland, og jeg har seriøst overvejet om de begge to kan ligge i dobbeltsengen i nat, så jeg kan få det bedste ud af dem, inden de vågner i morgen og laver ballade og er pisseumulige, fordi det er den eneste måde de kan finde ud af at sige, at de har savnet os lige så meget, som vi har savnet dem. Eller forkert… for Miss Carla brokkede sig selvfølgelig over at blive hentet før tid og synes nok hun kunne blive og sove, og så kunne vi komme efter hende i morgen. At your service.

Jeg synes aldrig jeg helt kan kende børnene når de har været væk – jeg kunne heller ikke kende deres stemmer i telefonen her til aften. Det er som om de er blevet større, rundere, mere sig selv, mens de har været væk, så nu sidder jeg lige og genkender dem lidt inden de lander.

Enough is enough. Nu skal de bare komme hjem – og så skal jeg give dem familiesamvær, kram og kvalitetstid til de skriger af skræk.

med emneordet , , , ,
24. juni 2010
3 kommentarer
Farmorbørn, Orlov

Pottetræning

Udover jeg skal sælge ud, tage sol og drikke kaffe under orloven, så er det også et erklæret mål, at Halfdan skal stoppe med at bruge ble henover sommeren. Således tændt af den hellige pottetræningsild har jeg de sidste to dage taget bleen af barnet, når han kom hjem fra vuggestuen – det er jo det, man gør, ikke?

I går gik det rigtig fint, altså indtil han sad i sækkestolen og sagde: Nu tisser jeg. Herligt at sækkestolen tilsyneladende er lavet af vandafvisende stof, så det hele samlede sig som en lille sø på gulvet.

I dag vejrede jeg allerede morgenluft, da drengen kom løbende gennem stuen, mens han råbte: Jeg skal tisse. Jeg skal tisse! Tænk, at han allerede kan sige til… Han nåede godt nok at tisse i to par underbukser, men hey hvor der handles, der spildes. Lige inden nattøjstid lavede han så en ny sø på gulvet, som hans søster så lige nåede at træde i – det er så en anden af Murphys love; nemlig at det øjeblik en forældre med høj og klar stemme siger: Pas på! Så sker præcis den ulykke, man forsøgte at afværge.

Nå, men så fik han så ble på – og så gik der selvfølgelig lige præcis 1,5 minut, før han sked i bleen. Han har tilsyneladende ikke forstået, at det netop er den del, jeg gerne så henlagt til toilettet. Og nu havde jeg lige som nået grænsen for spontante toiletbesøg, efterfølgende håndvask, våde bukser og optørring. Særligt fordi jeg samtidig forsøgte at rydde op efter aftensmaden, smøre madpakker, tømme opvaskemaskine, opstøve vinterdækkene til bilen og sætte en vask over.

Og hvor var nu det andet barn, mens hjemmet (eller i hvert fald moren) stod på den anden ende? Hun kom ind fra terrassen, hvor hun åbenbart stadig sad og spiste (jeg havde helt glemt, at vi også var igang med at spise aftensmad), og så gav hun mig smørskålen med ordene: Undskyld mor, jeg kom til at slikke på skålen…

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg