Der var det her billede, som vi ikke så godt kunne lide, fordi det passer sig dårligt for en x-udviklingsminister at spille med på gamle forestillinger om den hvide mands overlegenhed.
Han sagde godt nok, at det bare var noget, de legede, og at hans sydsudanske værter var med på den lille gimmick og grinede højt og længe af hans præsidentale hilsen. Men vi købte den ikke rigtig, fordi han var minister.
Og så er der det her billede.
Det kan vi godt lide. For det er Mads Brügger, som leger blindebuk med diktatorer, korrupte embedsmænd og griske forretningsmænd. Og han vinder priser for sine film. Og udfordrer mediet. Og stikker Janteloven langt op i måsen. Det kan vi virkelig godt lide. Derfor vil vi også rigtig gerne kunne lide Ambassadøren, hvor han går undercover og forsøger at smugle diamanter til Europa under dække af at bygge en tændstikfabrik i Den centralafrikanske republik. Derfor så 1000 mennesker (journalister, NGO-folk og unge mænd med fuldskæg og en dokumentarist i maven) filmen til premieren i Grand i går. For vi håbede, hans film ville åbne vores øjne eller forandre vores billede af det Afrika, mange os allerede kender.
Mads Brügger er morsom. Bevares. Men på de andres bekostning. Hans to pygmæ-assistenter var virkelig komiske i al deres intetanethed, men jeg havde hele tiden en underlig fornemmelse, at de var statister mere end assistenter i Brüggers filmmanuskript. At de var med fordi det er nemt at grine af dem, der ikke forstår spillet. Og det var decideret ubehageligt at se, hvordan den enes ansigt rev sig i smerte, da Brügger satte dem på to stole i sit kontor og spillede hvalsang for dem.
Og Paul, hans lokale diplomatiske hjælper, kom til at fremstå som lidt af en medløber, men uden filmen nogensinde formåede at synliggøre den skæve magtrelation mellem rig, hvid mand og økonomisk afhængig sort mand, som vrider alle forsøg på jævnbyrdighed af led.
At det koster mange, mange penge at købe sig til magt, og at alt er til salg i et land, hvor alle strukturer er i opløsning er næppe en overraskelse for nogen. Ej heller at ud af kaos vokser magtbegærlighed af den ondeste slags.
Derfor havde det også været mere interessant, om Mads Brügger havde brugt tid på at finde ud af om det virkelig er sandt, at Frankrig som tidligere koloniherre tilskynder anarkiet i Den centralafrikanske republik, fordi det flyder med guld og diamanter og olie og andre naturressourcer, som der kan tjenes mange, mange penge på. Jo, der er en lokal diamantmine-ejer, der tjener meler sin egen kage, men hvor ender de store penge henne, når diamanter, guld og myrraskær bringes ud af landet i diplomaternes kufferter? Hvad tjener mon overhovedet på at udvinde uran sammen med Kina? En vigtig, men måske knap så komisk historie.
Og nu vi er ved pengene, så giver det vel også mening at spørge, hvor mange penge Mads Brügger hældte ned i centralafrikanske lommer for at filmens historie kunne materialiseres? Hvem finansierede de 170.000 kr., det kostede at smøre diamantmine-ejeren. Og hvor kom de 300.000 kr. til det falske diplomatpas fra? Kom pengene fra filmstøtte? Er det produktionsomkostninger? Rekvisitter?
Afrika er en jungle. The heart of darkness. I hvert fald der, hvor der er mange penge at tjene (knap så meget i tørkeområderne). Det vidste vi vel egentlig godt i forvejen. Mennesket kan være en grådig motherfucker, når der lugter af nemme penge. Det vidste vi også godt. Det er sjovt at grine af de andre. Også det vidste vi. Så hvad ved vi nu, som vi ikke vidste før Ambassadøren? Måske ikke så meget andet end at Mads Brügger er villig til at sætte livet på spil for at underholde os, og at han befinder sig godt i lyst jakkesætte, solbriller og lange støvler. Med ironisk distance naturligvis. Og så gælder det ikke rigtigt, vel?
Kun sandheden 