Tag Archives: ups

16. maj 2011
1 kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Ord, der starter med k

Det er ikke ordforrådet, den er gal med. OMG. Så mange ord, der strømmer gennem hovedet og ud af munder på det barn. Konstant. Og os, hans genetiske ophav, synes jo bare, han er noget så sød, når han fortæller historier. Og totalt nuser er det også, at hans udtale endnu ikke er helt på plads. Særligt K spænder ben, så Carla bliver til Darla, køkkenhave til døddenhave, kammerat til dammehart (R er også temmelig svært, spørg bare kæresterne Mahie og Sighid).

Anyways. Vi snakker en hel del om, hvad vi skal gøre. Eller rettere om vi burde gøre noget. Men i vanlig stil bliver det ikke rigtig til noget. I fredags fortalte en pædagog i børnehaven, at en talepædagog havde givet det råd, at det er rigtig godt at overdrive lydene.

Således grebet af den gode stemning ved aftenbordet i går kastede vi os ud i overartikulerede K-ord, som til sidste endte med at hele familien sad og råbte til hinanden:

– [K]ammerat

– [K]ammerjun[K]er

– [K]anon

– [K]lamphugger

Et ord, der fik Miss Carla til at bryde fuldstændig sammen af grin, og som Halfdan til alles overraskelse kunne sige. Og så fik de voksne blod på tanden:

– [K]lemme

– [K]lejne

– [K]lasse

– [K]ussetyv

Begejstringen løb ligesom af med mig. Og i øvrigt var det et rigtigt godt ord at råbe højt. Spørgsmålet: Hvad er en kussetyv? viste sig lidt svært at besvare på et stadie, hvor vi ikke engang er nået til at sætte de rigtige ord på forplantningens hellige handlinger. Undskyld.

med emneordet , , , , ,
11. maj 2011
Skriv en kommentar
As if, Farmorbørn, Sandheden

Se, alle de sjove ting min far lavede

Jeg har lavet en Lad være med at skælde ud og tal anerkendende til dine børn-test til Vores Børn Junior. Hvordan testen gik kan du læse i augustnummeret, men jeg kan godt afsløre nu, at en lille præmie ville have været på sin plads…

I påsken tog jeg mine to børn med på tur for at blive fotograferet i smukke omgivelser og af professionel fotograf. Begge dele skulle gerne smitte af på resultatet.

Idag bad redaktøren mig så om jeg ville sende nogle af vores egne billeder til at krydre med. Bare en håndfuld af de bedste billeder af børnene og mig.
Nu har jeg så bladret det sidste års billeder igennem – faktisk endte jeg med at bladre stort set hele det store familiealbum igennem efterhånden som sandheden gik op for mig. For det er ikke spørgsmål om at finde de bedste. Det er et spørgsmål om at finde nogen overhovedet…

Vi har en mia. billeder af børnene i alle mulige og umulige situationer. Og vi har billeder hvor de læser bøger med deres far, fejrer fødselsdag med deres far, er på stranden med deres far, spiller golf med deres far. At dømme efter billederne er der nærmest ikke grænser for hvad faren har foretaget sig med børnene. Jeg derimod… Oh gru. Den ikke-eksisterende mor.

Det, der findes er enten 1) mor i baggrunden (og dem er der endnu færre af) eller 2) mor close up med et stk barn i forkrampet forsøg på selv at dokumentere sin tilstedeværelse.

Et par eksempler

Det går jo bare ikke – hverken i bladet eller i familien. Håber eddermame de unger kan huske hvor sjov jeg var uden et kamera i hånden.

med emneordet , , , ,
22. december 2010
2 kommentarer
Brokkekassen, Farmorbørn, Gaver, Mig sagde hunden

Ok, nu sænker julefreden sig

Undskyld. Det passer sig slet ikke at blive så sur lige op til jul. Vel? Og jeg forstår jo godt, at vi er nødt til at tale om vejret. Det er jo ikke bare fordi det er koldt. Det er fordi vi er danskere. Vi er ligesom prædisponeret for at lade os rive med af temperaturer og (manglende) nedbør og vind og alt derimellem. Min salige morfar noterede hver eneste dag i sin røde Mayland-kalender dagens temperatur, nedbør, sol eller sky-forhold. Året rundt. Så vi er lovlig undskyldt. Det er noget med arv og miljø – og måske generne. I virkeligheden.

Måske blev jeg bare smittet af min ualmindeligt vrede datter, der i bedste Bertel Haarder-stil skælder og smælder og tramper og kommanderer fra morgen til aften. Tror hun trænger til juleferie. Ligesom sine forældre og lillebror. Og bare rolig, jeg ved godt at tanken om ferie ikke altid er det samme som at det bliver hyggeligt. Men gaverne kan måske afværge de værste konflikter – i starten i hvert fald. Siden kommer jo abstinenserne. Så er der noget nyt harcelere over, og sådan kører livet (og bloggen) så fint i ring. Halleluja!

Jeg tror sgu, jeg tar et glas portvin.

med emneordet , , , , ,
18. oktober 2010
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Farvel zen

Er det ikke næsten snyd at skulle lave zen over sin weekend, når nu begrebet weekend nærmest er zen i sig selv? Eller er blevet zen. For når jeg tænker mig om, var der sgu ikke meget zen over vores weekender for et år siden, hvor alle dage startede senest kl. 5. Hold kæft, hvor er der meget weekend at tage af, når man er oppe fra 04.38, og hvor er det mørkt, og hvor lærer man at elske al børnetv uanset kvalitet, bare det får børnene til at være stille, og hvor er man træt, og hvor har jeg tit glædet mig til det blev mandag igen. Not so zen.

Men nu er det zen – eller måske så zen, som det kan blive. For i går synes jeg faktisk var en ret god dag, selvom jeg stadig ikke fatter, hvorfor børnene skal råbe hele tiden. Men da Casper så kom hjem efter en god dag på golfbanen (en over på de første ni og par på bag-ni. Nå, så kom ikke sig at jeg ikke hører, hvad du siger), så sagde han, at jeg (?!) råbte meget af børnene. Ahr, ved du hvad? Kan det virkelig passe? Mig? Tålmodighedens gudinde? Så undskyld for det da! Men hvis jeg bliver bedre til at tale lavere, så har de unger eddermame også bare at kopiere mig. Pronto.

Og ellers er der bare at glæde sig over:

– en genial gulerodskage, som smagte mere af smør, chokolade og nødder end af grøntsager.

– at børnene har fattet, at når man kommer sent i seng, har man pligt til at sove længere (ikke længe, træerne gror jo ikke ind i himlen) om morgenen.

– at vi nu er en suttefri familie, hvilket betyder at Halfdan forhåbentlig snart holder op med at ligne Gitte fra Carsten og Gitte.

Og så tror jeg lige jeg holder en pause med al den positive attitude. Det er fanme ikke nemt at komme til at brokke sig, når man hele tiden skal vende det sure med det søde.

med emneordet , , , , ,
4. oktober 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Jeg dør!

GULP! Nu er der mindre end en uge til orloven slutter. Børnene er begyndt i institution igen og alle mine dage er fuldt pakket frem til søndag. Nu gælder det om at søge det sidste liv ud af friheden inden vi skal i gang med 8-16 igen.

Så hvis du synes der er temmelig stille på kanalen, så er det bare fordi al min energi er ude i livet og sludre og sladre og socialisere og drikke kaffe og spise frokost og gå i teateret og se 1000 mennesker og alt det man nu kan nå, når ens børn ikke er hjemme, og man ikke har noget af det der rigtige arbejde at tage sig til. Så længe det varer…

med emneordet , ,
3. september 2010
2 kommentarer
The kids

Og nu vi er i gang med undskyldningerne…

Jeg havde ikke forudset, at det der bare skulle være lidt afslapning for børnene undervejs, eller måske rettere en tiltrængt pause for de voksne, har udviklet sig til lidt af en sproglig udfordring.

Jeg mener den franske tegnefilm Kirikou og de vilde dyr er prisbelønnet and what not. Og Cykelmyggen Egon er vel nærmest (eller burde være) pensum for alle børn. Historierne om den uheldige (og lidt uartige) dreng Vitello er jo også bare ment som god underholdning. Og helt ærligt, der står sgu ikke noget på hverken filmkassetter eller bogomslag om, at forældre skal være opmærksomme på ”strong language”.

Så efter et lidt uheldigt intermezzo på campingpladsen i Split, hvor et intetanende dansk ægtepar i deres bedste (pensionist)alder overhørte mine børn råbe efter mig, vil jeg også på forhånd sige undskyld, hvis du skulle høre mine børn sige:

  • Hva har du gang i, mand?
  • Farvel dit store bæst.
  • Din maddike!
  • Står der idiot på ryggen af mig?
  • Skal du ha en tungeslasker?

Det er bare en form for kulturel dannelse initieret af landets og verdens ypperste kunstnere. Og ikke et udtryk for, hvordan vi taler hjemme hos os – selvsagt!

med emneordet , , , ,
31. august 2010
4 kommentarer
Afrika, Brokkekassen, Mig sagde hunden

Jeg vil gerne sige undskyld

I nat kunne jeg ikke sove. Og jeg har ellers aldrig svært ved at sove. Inde ved siden af holdt naboerne fest, og jeg havde udsigt fra 1. parket fra min lille camperalkove: Fire tyske ungmøer, der havde støvet fire belgiske ungersvende op og inviteret dem hjem på terrassen. Bordet var fyldt til bristepunktet med flasker, og der var skruet godt op for anlægget med en god gang tysk hitparade, som pigerne skreg med på. Indimellem legede de også det gode gamle sandhedsspil I’ve never…

Meget morsom leg, som jeg blev introduceret til blandt backpackere i Afrika. Det går i al sin enkelhed ud på, at man deler alskens intimiteter med folk, man ikke kender. For eksempel skal man tage stilling til interessante udsagn som: ”I’ve never had sex in a kitchen” (for at bruge et frisk eksempel fra i nat). Og hvis man så faktisk har haft sex i et køkken, skal man drikke – og på den måde lærer man jo så hinanden at kende, samtidig med at man bliver fuld. En form for win-win.

Nå, men jeg lå så der i nat i min søvnløshed og blev en lille smule indigneret over ungdommens manglende forståelse for deres omgivelser. De tror bare, de kan sidde og spille smarte med deres sprut og deres ulidelige popmusik, mens vi andre forsøger at få en smule sammenhængende søvn.

Men der midt i natten kom jeg pludselig til at tænke på min første lejlighed i Kbh, som jeg delte med to veninder, og hvor vi alt for ofte havde problemer med overboen, som synes vi larmede for meget bare, fordi vi havde et par gæster på besøg til et spil TP og en kasse øl. Og der var vist også en gang noget med en tyrkisk nabo på 70, som jeg kimede ned tidligt om morgenen, fordi jeg ikke lige kunne finde min nøgle, da jeg kom hjem efter en lang nat i byen. Just to name a few.

Behøver jeg sige mere – altså andet end undskyld! Undskyld fordi jeg holdt dig vågen! Undskyld fordi jeg skrålede med på Tears in Heaven ((gen)hør den lige om lidt, og vid, hvorfor den er en undskyldning værdig)! Undskyld fordi jeg troede, at jeg – og mine veninder i øvrigt – var en gave til menneskeheden! Og nu jeg er i gang, vil jeg i øvrigt også gerne sige undskyld, fordi jeg i samme periode forpestede luften med mine små hjemmerullede cigaretter uden filter. Jeg handlede imod bedre vidende. Og med ungdommeligt hovmod. Det går over. Desværre.

med emneordet , , , , , ,
16. juni 2010
6 kommentarer
Mig sagde hunden

Det, du ikke skal dele med din kæreste

For noget tid siden begik jeg en af de største brølere, man overhovedet kan begå i sit parforhold; jeg kom til at lade som om min kæreste var min veninde. Eller et kort øjeblik troede jeg, at vi var tunet ind på samme frekvens.

Det startede egentlig meget godt, da vi sad i bilen på vej til familiefest. Ungerne havde for en gangs skyld overgivet sig og sad og hang med tunge, sovende hoveder på bagsædet, og vi gik så i gang med yndlingssport no. 1, som virkelig skaber sammenhørighed; gloriepudsning.

Det er der, hvor vi sidder og bekræfter hinanden i, at vi sgu da klarer det der med børn ret godt, og så meget har det da ikke påvirket vores forhold, og vi er da også ret gode til at deles om opgaverne – særligt når man ser, hvordan andre klarer det. For den slags piedestal-dyrkelse virker ligesom bedst, hvis man kan enes om at hænge de andre til tørre imens.

Grebet af den gode stemning blev jeg selvfølgelig overmodig, så jeg kastede mig (hovedkuls, indrømmer jeg nu) ud i en formulering a la:

“Det er alligevel ret vildt, at når jeg ser rundt på de kvinder, jeg kender, der har fået børn, så er det præcis de samme problemer, de har derhjemme.”

“Som hvad?!”

“Nahmen, altså mere sådan du ved i forhold, hvem der gør hvad, eller altså vel noget med, hvem der sådan, ahem, egentlig har ansvaret eller jeg mener, det lyder som om det tit, er kvinden, der har overblikket og så følger deres mænd bare lige som med.”

Den, der mærkelige tavshed, der bredte sig i bilen, føltes slet ikke symbiotisk længere, snarere eksplosiv. Og det var alt, alt for sent at trække i land…

“Hvad mener du?!”

Og nu jeg alligevel var sprunget i uden ilt, kunne jeg lige så godt drukne mig selv fuldstændig.

“Ahem, jeg mener, eller jeg ved ikke, det er måske bare helt naturligt. Du ved, man er jo presset, når man har småbørn. Altså det er jo heller ikke fordi vi har haft det så fedt hele tiden eller…”

“Jeg forstår overhovedet ikke, hvor du vil hen? Jeg har ikke haft nogen problemer med dig, sidder du så og taler med dine veninder om, at du synes vi har haft det svært uden at tale med mig om det?!”

“Nej, det er jo ikke fordi vi lige har talt om os. Jeg sagde bare, at de andre havde nogen oplevelser. Eller. Altså. Mere generelt. Ikke lige om os. Eller. Tror jeg.”

Det blev en meget lang køretur og en lidt kølig familiefest, når man lige har sådan en hvad-har-du-sagt-til-dine-veninder-om-mig-sag hængende mellem sig.

Jeg er helt med på , at det var et aldeles malplaceret forsøg på at forklare, hvad det er kvinder taler om – nogle gange. Ikke hele tiden. Bestemt ikke. Og slet ikke jeg. Jeg ved ikke, hvorfor det var nødvendigt, for jeg er egentlig også helst fri for et referat af samtalerne fra seks timer på golfbanen. Men måske er det, der sker, når man har været sammen i tusind år – at man lige skal huske at være fortrolige kærester først og fremmest.

med emneordet , , ,
30. maj 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Fed flashback

I fredags var jeg til konference. I kreativ ideudvikling. En rigtig sjov metode, hvor man leger sig igennem det meste og glemmer, at man er i gang med at løse en opgave. Og endnu sjovere, fordi der ikke er nogen, der sidder og kloger sig med alle deres fede ideer. Alle har fokus på den samme opgave i stedet for hinanden, så farvel præstationsangst. Tak.

I en af legene skiftes man til at give hinanden gaver. Man lader, som om man har noget i hænderne, og så giver man det til sin makker som gave, men uden at sige andet end værsgo.  Ens makker tager imod gaven og siger højt det første, der falder en ind a la “tusind tak, den sejlbåd er jeg glad for”. For mange af os kan det faktisk være lidt af en overvindelse at turde sige vores umiddelbare ideer højt, og det træner øvelsen.

Nå, men den opgave har jeg engang brugt i en workshop med 20 mennesker, jeg ikke kendte. Det var en del af indledningen til workshoppen, bare lige for at løse op for stemningen, inden vi skulle i gang.

Da jeg skulle forklare opgaven for deltagerne, bad jeg en af deltagerne om at være min makker, så jeg kunne vise øvelsen for holdet. Hun var – skal vi sige – en stor kvinde, altså sådan ret voluminøs. Og da jeg beder hende give mig en gave, breder hun sine arme ud og rækker mig en ret lang gave, og så er det jeg uden den mindste betænkningstid siger: “Tusind tak, et kæmpestort strygejern!”

Jeg tænker, at man med fordel godt kan have tænkt nogle standardsvar til sin undervisning, så man undgår 1) at udstille sine mest umiddelbare tanker, 2) at skulle håndtere den pinlige tavshed efterfølgende, og 3) at bruge resten af seancen på at overveje, om man skal sige undskylde for sine beskidte tanker, eller om det bare gør alting endnu værre, fordi den stakkels kvinde slet ikke har opfattet, at jeg åbenbart har tænkt, at der skulle et meget stort strygejern til at stryge den skjorte.

med emneordet , , ,
23. maj 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Natur på den forarbejdede måde

Da jeg første gang så på den faldefærdige rønne, som siden blev vores hus i provinsen, faldt jeg nærmest i svime over, at ikke bare huset var fedt, men også at det lå lige ved vandet OG med direkte adgang til naturen.

Nå, men her er et godt råd. Ligesom indbygget ovn godt kan dække over et gammelt komfur, der står på køkkenbordet, som det var i det her hus, er en natursti ikke nødvendigvis en anbefaling fra Danmarks Naturfredningsforening. Så her straffen for at lade sig forblænde af det umiddelbare indtryk i stedet for at gå tyve meter ned af stien og se sig om…

Det er så sådan, man efterfølgende opdager, at man er nær nabo til både et rensningsanlæg, Kommunekemi og et industriområde under udvidelse. I det mindste skinner solen…

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg