I sommerferien mistede jeg en ven. En af dem, der har kendt mig næsten altid. En af dem, man ikke kan forestille sig at være foruden. 37 års venskab blev det til. Ret præcist.
Han var 105 og et halvt, da han døde. Når man fylder 100, får de halve år igen betydning, fordi tiden er vigtig og mere porøs end nogensinde. Han tog det som en mand det med de 100 år. ”Det bliver min sidste fødselsdag. Nu gider jeg ikke invitere til fest mere. Nok er nok.” Han holdt sit løfte.
Vi mødte hinanden, da jeg var næsten tre. Det var sommer. Det er et af de minder, vi deler. Det første møde. Mig på gyngestativet, ham bøjet over jordbærplanterne på den anden side af hækken. Det var sådan samtalen startede mellem et lille barn og en gammel mand. Han havde mistet sin kone, solgt sit husmandssted og var flyttet til byen. Klar til en ny start. Jeg var flyttet ind i et hus, som min far selv havde bygget, og min mor var højgravid med min lillebror. Den sommer tog livet en ny drejning for os begge to. Han skulle vænne sig til at være alene, og jeg skulle vænne mig til at være storesøster. Vi begyndte at tale sammen i det små, om hvor tæt man egentlig kan komme på himlen på sådan en gynge, og om hvordan solvarme jordbær smager, når man spiser dem direkte fra planten.
Da jeg startede i skole, flyttede vi tilbage til min mors barndomsland. I det hus, hvor hun var født og vokset op. Vi boede bogstavelig talt derude, hvor kragerne vender. Lige der hvor asfalten sluttede og markvejen begyndte. Der var ingen nabo i baghaven, og slet ikke en, der lignede min. Selv nu 37 år senere omtaler jeg ham som Naboen. I bestemt ental. For mig har der aldrig været andre naboer end ham.
Hver sommer i de næste mange år, tilbragte vi en uge sammen. Jeg cyklede de seks kilometer, der var mellem mit hus og hans. Det føltes som en anden verden, når jeg krydsede den sidste bakke og trillede ind i hans indkørsel. Solen skinnede, som den altid gør i barndommens land, og jeg faldt hurtigt ind i hans genkendelige og trygge dagsrytme.
Morgenmad kl. 8 med Medova-te og to stykker franskbrød med smør og syltetøj. Så en gåtur, altid den samme tur, langs syrenhegnene med udsigt over markerne. Vi gik ud til enden af vejen og stod lidt og så ud over det bakkede landskab. ”Se,” sagde han og pegede på et syrenhegn et stykke ude. ”En gang var der en jernbane der.” Han bukkede sig ned og pegede hen over min skulder, så jeg kunne følge ruten henover markerne. I det fjerne kunne vi skimte havet. Det var store, uendelige vidder for et barneøje.
Hjemme igen lavede han middagsmad til os – jeg sad i vindueskarmen og kiggede på, mens han panerede det hakkede skinkekød fra Brugsen og stegte krebinetter og kogte blomkål og kartofler fra haven. Kl. 12, mens Rådhusklokkerne rungede fra radioen på radiatoren, satte vi os ved det lille bord i køkkenet og spiste i tavshed, mens Ole Emil Riisager læste nyheder op. Bagefter hældte vi friskplukkede jordbær vendt i sukker i dybe tallerkener og spiste dem andægtigt med rigeligt fløde.
Vi vaskede op sammen inden middagssøvnen. Fra køkkenvinduet kunne vi se blommetræet. Det var et Victoriablommetræ med store rødgule frugter. Plantet det år, han flyttede ind i huset. Det voksede meget hurtigere end mig.
Jeg lagde kabale og læste noveller i Familie Journalen, mens han sov. En gang lavede jeg en opskriftbog til mig selv. Hver eftermiddag den ferie klippede jeg opskrifter ud og limede ind i et hæfte til det bugnede af lagkager og ovnretter og 80’er-forretter. På midtersiden var en opskrift med kogt blomkål med hvid sauce og rejer. Det var den første ret, jeg lavede, da jeg flyttede hjemmefra mange år senere. Jeg kan stadig huske, da jeg lagde blomkålen i kurven i Netto på Frederikssundsvej, 2400 NV.
Om eftermiddagen kørte vi en tur ud i sommerlandet og så på kirker og gamle gårde og gravhøje. Han fortalte mig om gamle dage og om en verden, der en gang havde været meget lille. Selv havde han aldrig været længere væk hjemmefra end han kunne cykle. En sommer mellem 1. og 2. verdenskrig cyklede han op ad Hærvejen til han ramte Limfjorden, så cyklede han hjem igen. En anden gang cyklede han til København. Det tog 12 timer inkl. færge og frokostpause.
Når vi var på tur, havde vi en kurv med kaffe, hjemmebagt kringle og gul sodavand med. Nogle gange tog vi færgen til Tyskland og købte marsbarer og karameller i store poser og en flaske Gammel Dansk (”den er god til gaver”) og sukker (”der er altid nogen, der vil købe en pose”). Om sommeren sejlede færgen kl. to. Den dag sprang vi middagsluren over, så vi kunne nå frem og tilbage inden aftensmaden. Vi kørte hjem af de stille landeveje med solen i ryggen. Hjemme ved sofabordet spiste vi rugbrødsmadder med leverpostej og rullepølse og en ostemad til dessert. Efter maden spillede vi kort og så fjernsyn. Kl. 10 gik vi i seng. Sådan gik der hurtigt en uge.
Da jeg for tre år siden besøgte min ven, min nabo, var noget forandret. Han var træt på en måde, jeg ikke havde set ham træt på før. Udmattet. Mæt af dage. Efter frokosten bad han mig om at hjælpe ham i seng. Han kunne knap stå på sine ben, og jeg måtte hjælpe ham tøjet af, inden jeg puttede ham under dynen. Han var det mindste menneske. Skind og ben. Han tog min hånd, alle hans kræfter var samlet i den hånd, mens han med tårer løbende ned ad kinden så på mig. ”Tak.” Sagde han. ”Tak, fordi du kom i dag. Tænk en gang, hvor heldige vi to har været. Hvem skulle have troet, at vi kunne blive ved med at finde på noget at tale om.” ”Vi har været meget heldige.” Svarede jeg og lagde dynen ekstra tæt om hans kolde fødder.
Jeg var sikker på, at jeg sagde farvel til ham den dag, og jeg græd i bilen hjem. Og på en måde blev den dag vores afsked med det venskab og den fortrolighed, der knyttede os så tæt sammen. Kort tid efter kom han på plejehjem. Det forlængede hans liv med tre år, men jeg husker ham for det han var, og det vi havde, inden han druknede i plejehjemmets stillestående vand. Fra lænestolen, hvor han nu var parkeret, lignede alle dage hinanden. Han mistede orienteringen og interessen for det liv, som han ellers så grådigt havde grebet ud efter. ”Hvis nogen ville stille et glas med sovepiller på mit natbord, skulle jeg nok selv spise dem.” Sagde han en dag til mig. Jeg forstod ham. 1000 dage er længe at vente på døden, når man er klar til at sige farvel.
I starten af juli holdt hans hjerte op med at slå. Døden var udramatisk og nådig, som den skal være, når man har overlevet to verdenskrige og set finanskriser og forbrugsfester komme og gå. Når man har elsket og mistet og stået model til det meste. Når man næsten er det eneste menneske tilbage, man kender.
Det er vemodigt at give slip på sin ældste ven. Der er så mange minder, der forsvinder med ham. Så mange historier, der holder op med at eksistere, når der ikke er en til at lytte og grine, mens den anden fortæller. Så mange steder, som ikke giver mening, når de ses med to i stedet for fire øjne. Og i den seneste tid har jeg mærket savnet som en ny og ukendt følelse. Jeg savner ham. Det overrasker mig, at netop den følelse står så rent.
Jeg bar ham i min venstre hånd ud af kirken. Jeg holdt om kistens håndtag med et fast greb præcis som jeg husker det føltes, når han holdt min hånd, når vi gik tur. Jeg tænkte på dengang, jeg sad i vinduet i hans køkken med knæene helt oppe under hagen, og han grinede: ”Du er snart for stor til at sidde i det vindue.” Han klappede mig venskabeligt på låret, mens han sagde det. Alting har sin tid.
Vores venskab var et lille uforudsigeligt hul i universet. Et barmhjertigt stjerneskud. Jeg savner at sidde i det vindue. Jeg savner hans store, varme hånd, der holder fast om min. Jeg savner hans usentimentale blik på verden. Jeg savner. At sige farvel til et ældgammelt menneske er så rigtigt, som det kan være. At sige farvel til en ven er så vemodigt og ensomt, at det næsten ikke er til at bære.
Kun sandheden 