Tag Archives: savn

Når livet slutter…

Puha. I dag har jeg givet et knus af den slags, som man ikke ved om blir det sidste. Sådan et knus, hvor man slet ikke har lyst til at give slip. Hvor man ville ønske, at alting bare kunne være som det altid har været.

Det har været sådan en dag, hvor tankerne flyver, og minderne kappes om at komme først. Hvor der dufter af barndom og jordbærgrød med fløde og friskbagt kringle. Hvor jeg ser mig selv sidde og dingle med sommerbrune ben ved et lille undselige spisebord i et velkendt køkken, mens karbonader bliver serveret fra en sydende pande med nye kartofler, persille og smørsovs til lyden af rådhusklokkerne i radioen. Hvor jeg kan høre bornholmeren slå sine tunge slag, mens jeg vinder endnu et spil kort, og vi drikker kaffe og næsten selvlysende citronsodavand fra Brugsen. Hvor vi kører gennem skoven, langs vandet, rundt i sommerlandet og spiser is og snakker om alt det man snakker om, når en er 8 og en anden er 74.

Det er et venskab, som opstod, fordi en lille pige gik rundt i haven derhjemme og kedede sig lidt, og hans køkkenhave var lige på den anden side af hækken. Og hvis hun bare lænede sig godt tilbage i gyngen og fik god fart på, kunne hun gynge lige akkurat så højt, at hun kunne kigge over hækken og se ham plukke jordbær. Han havde ikke et navn, og hun tænkte ikke på at spørge, hvad han hed, for eftersom han jo boede der lige op og ned af deres hæk, kom han med barnets logik til at hedde det, han var, nemlig Naboen.

Vi har kendt hinanden i 34 år. Jeg kalder ham stadig Naboen. Han er 102 (og et halvt, fordi alle dage tæller), og han er det sejeste menneske, jeg kender. Men nu er han ved at dø. Sådan rigtigt. Og det er ikke til at holde ud, for der er nogle ting, der bare skal være som de altid har været.

I dag drak vi kaffe sammen og talte om stort og småt, som vi plejer. Et øjeblik var det virkelig ligesom det plejer at være. Indtil han rejste sig fra sin stol næsten gennemsigtig af træthed. Ikke længere rank og viljefast, men bare et lillebitte menneske, der har brugt sine sidste kræfter. Jeg puttede ham i hans seng, lagde dynen over ham, som jeg hver aften putter mine børn. Gav ham et knus og sagde farvel, men også på gensyn. Selvom farvel måske er, hvad det var.

med emneordet , , ,