Category Archives: SOmeone to love

11. august 2016
2 kommentarer
SOmeone to love, The kids

Frit fald

Man holder sit nyfødte barn helt tæt og har aldrig lyst til at give slip. Men langsomt river barnet sig løs og bliver sig selv. Og man slipper, fordi det er det, man skal. Slippe, ikke holde fast.

Jeg lå i hospitalssengen med min daggamle datter. Lillebitte var hun, som en ny baby nu en gang er. Sovende det meste af tiden, det mærkværdige væsen, som jeg havde båret under mit hjerte i så mange måneder, og som jeg følte, jeg burde kende, men som jeg alligevel slet ikke kendte.

I mange år havde jeg forsvoret jeg overhovedet skulle være nogens mor. Men nu lå hun her og duftede trygt og varmt af uspoleret nyt liv, og jeg hviskede til hende: ’Vi to, vi hænger sammen, resten af livet. Jeg passer på dig.’

Alting var så højstemt de første dage. Næsten andægtigt, og jeg er ellers ikke et andægtigt menneske, men så alligevel en højstemt mor, viste det sig. Jeg passer på dig, sagde jeg, som havde været mor i halvandet døgn og vidste lige præcis ingenting om at være mor og slet ingenting om, hvordan man passer på 2800 gram baby.

Hun kom flere uger før terminen. Hvis hun var blevet født på den anden side af midnat, havde hun været et helt almindeligt barn, og vi var kommet hjem med det samme. Nu var hun født for tidligt, og vi fik lov til at gemme os på hospitalet i mange dage nok til, at vi kunne lege mor, far og barn og stadig trække i snoren, hvis vi blev i tvivl.

Og i tvivl var vi det meste af tiden. Det føltes på en gang, som om hun altid havde været en del af os, og som om vi var blevet pålagt en opgave, der var alt for stor til, hvem vi var. To mennesker, der var vant til at leve hver vores liv sammen, og som på en enkelt formiddag var blevet for evigt forbundet af et nyt lillebitte menneske.

Hun skulle mades hver anden time. Drikke sølle 15 ml mælk af et lille plastikglas, mens vi ventede på, at mælken løb til. Hun lå med lukkede øjne, mens vi nødede hende til at drikke. Der var ikke noget dramatisk ved situationen, ikke andet end at jeg ikke fik sovet, fordi hun skulle have mad døgnet rundt.

Jeg troede ikke, jeg kunne undvære søvn, men det lærer man med tiden. Ikke at undvære, men at leve med at undvære. Ligesom man lærer at lukke gode råd ude, særligt dem om, at alting er en fase.

Seks år i konstant søvnunderskud er en lang fase, og man bliver ikke et større menneske af ikke at få sovet. Man hænger sammen, fordi man skal, men heller ikke meget mere end det. På den femte dag fik vi lov til at tage hjem.

Jeg så mig over skulderen, da vi gik ud af døren for at tage elevatoren ned. Mig og min lille nye familie på vej mod jorden. Sygeplejersken vinkede til mig. Det var ok. Vi måtte gerne tage vores baby med hjem, hun var trods alt vores. Hun hørte til hos os.

Uden for bragede hverdagen imod os. Trafikken var usædvanlig hektisk, og lydene, alle de lyde, al den larm. Jeg havde lyst til at tage mit barn i armene, skærme hende mod virkeligheden, som var blevet så barsk og fuld af lys på bare fem dage.

Alt var som før, og ingenting var som før.

Noget nyt voksede i mig i de dage. Moderskabet. Ikke som en bekymring, men som en stor varm boble. Som et ekstra kammer i mit hjerte. Som en enorm beskyttertrang. Vi måtte søge i dækning. Væk. Fra verden, som teede sig så tosset, og vi trillede forsigtigt barnevognen henover fortovet. Vi forsøgte at skærme hende, men det var umuligt. Alle de bump, alle de knækkede fliser, alle de kantsten.

Hun viste sig at være sådan et barn, der vendte sig ud mod verden. Som tog på eventyr så snart hun overhovedet kunne bevæge sig. Det var som om verden aldrig kunne blive stor nok. Derfor lærte jeg tidligt at give slip.

Hun insisterede, og jeg havde ingen gode grunde til at holde på hende. At holde hende fast mod hendes vilje var omsonst, for hun tog imod alt det nye med en naturlig nysgerrighed, som er en gave både i det lille og i det store liv. Hun viste tillid og fik tillid igen. Det var også hendes gave.

Min opgave blev at forklare hende, hvordan verden hang sammen. Og at stole på, at hun nok skulle klare sig. Hun var draget af sted uanset.

Det ville være løgn at påstå, at hun ikke har slået sig undervejs. Både helt fysisk når hun kravlede op og hoppede ned i fuld tillid til, at hun ville landet blødt. Det gjorde hun ikke altid. Og når hun kravlede ind under huden på andre mennesker og blev afvist. Ikke alle voksne gider svare, ikke alle voksne giver igen af samme nysgerrige skuffe. Det er ikke nogen dårlig erfaring at gøre sig, mens man endnu er for lille til helt at forstå.

Hun ville verden for meget til at tage sig af dem, der ikke ville.

Når jeg ser på hende nu. Hende, min 10-årige datter og hendes 16 måneder yngre lillebror, strømmer blød varme gennem mig. En følelse af stor taknemmelighed og skrøbelighed på samme tid. Hvad er jeg uden de to mennesker?

Jeg er ikke kun dem, men jeg er ingenting uden. Jeg er deres mor. Den, der passer på dem. Den, de skal kunne regne med. Hele tiden. Også når jeg ikke gider, eller jeg er for træt til at tage mig af andre end mig selv. At se mig selv vokse ud af dem – at blive nogens mor.

Hvem havde troet, at jeg overhovedet havde det i mig. Hvem havde troet, at jeg kunne være påtage mig det ansvar? Hvem havde overhovedet troet, at jeg kunne være voksen og navigere i moderskabets umulige rolle?

Hvem havde troet, jeg kunne give slip, når de med den største naturlighed gør sig fri af mig. Den første overnatning hos en kammerat. Den første cykeltur alene til skolen. Den første tur med toget til Jylland på egen hånd.For slet ikke at tale om den allerførste gang de, tre og fire år gamle, gik af sted til købmanden med hinanden i hånden. De to sammen. Mine unger.

Jeg stod og så dem gå ned ad vejen, og da de drejede om hjørnet, var de alene i verden. Uden for mit blik. Det tog en evighed, inden de kom tilbage. Lige præcis længe nok til, at jeg kunne nå at forestille mig, at nogen havde taget dem under armen og var løbet af sted med dem. Men selvfølgelig kom de tilbage. Med en liter mælk og byttepenge. De var rejst ud i verden og kom tilbage med ranke rygge. Se os, vi kunne godt!

Det river lidt i hjertet, hver gang de går ud døren af sted på et nyt eventyr. Bekymringen, den nagende angst for, hvordan verden tager imod dem lurer lige under overfladen, men sejren i deres øjne, når de vender hjem igen, kompenserer så rigeligt for det åbne hjertes skrøbelighed.

De løsriver sig en lille smule hver eneste dag. De to unger, der lige om lidt har mere brug for alle andre end mig, fordi det er sådan livet er. Det gør mig stolt og glad, at de har den tro på sig selv og verden – og på mig. At de tør gå fra mig, vende ryggen til mig, i fuld tiltro til, at jeg er der, når de vender tilbage.

Langsomt sluttes cirklen. Den første løsrivelse, fødslen, den dag man slipper dem løs i en vild og ukendt verden, og så de intense, udmattende, berigende år, hvor de vokser til, og man ikke får sovet mere end to sammenhængende timer ad gangen, hvor de hele tiden er inde for rækkevidde, og man drømmer om bare et øjeblik for sig selv, indtil den dag, hvor de igen stille og roligt, i deres eget tempo, begynder de at vende blikket væk fra en.

Langsomt slipper de taget, og det nytter ikke at holde fast. De skal ud i verden. Stå på egne ben. Alene. Det er naturens orden, den virkelige sejr. At give slip på sine børn løs. I fuld tillid til, at de klarer sig så godt, de kan. I fuld tiltro til at de kan gå vejen selv, uden mig.

med emneordet , , ,
3. marts 2016
3 kommentarer
Sandheden, SOmeone to love

11 ting, der gør det pissefedt at være dig! (kommentar til Eurowoman)

 

Eurowoman har udgivet et blogindlæg, hvor en ung kvinde skriver om hvorfor det er skideirriterende at være kvinde. Det er et skideirriterende blogindlæg – naivt i bedste fald. Fordummende og fordømmende i værste fald. For hvorfor vil en ung kvinde tale så nedsættende om sig selv og om andre kvinder?

Så her er mit bud på, hvad Miss C og alle andre piger og spirende kvinder har brug for at vide i stedet. Overskrifterne til de 11. punkter er de samme som blogindlægget på Eurowoman.

1. Kropsbehåring

Din krop kan være din ven eller din fjende. Det er bedst, hvis det er din ven, eftersom du skal være sammen med din krop resten af livet. Hvis du en dag får lyst til at barbere dine ben, så værsgo. Det er der mange kvinder der gør – de fleste faktisk. Kvinder barberer sig alle mulige steder. Du kan gøre det til et stort projekt, eller du kan beslutte dig for bare at gøre det du har lyst til – fordi du har lyst.

Når du er teenager, er det sikkert noget alle går meget op i. Der er nogen, der vil sige, at hår er ulækkert, men kroppen er ikke ulækker. Den er bare krop, og nogle gange kan den være temmelig ustyrlig. Det er sådan det er. Når du bliver ældre, går de fleste op i, hvad de selv gør. Prøv dig frem og gør det, der virker bedst for dig. Prøv at se på de andre, næste gang du er i svømmehallen. Kvinder ser ud på tusind måder. Ingen ligner hinanden, heller ikke selvom de alle sammen barberer deres ben.

 

2. Blærebetændelse

Jeg har aldrig haft blærebetændelse. Til gengæld havde jeg eksem til jeg var mere end voksen. Det var også pisseirriterende. Alle har noget, de er trætte af. Du kan dvæle ved det eller fokusere på alt det andet, der gør dig til noget helt særligt.

 

3. Menstruation

Det er ikke sikkert, du gider holde en fest, når du får menstruation, men det burde vi. For det er fandeme stort det med menstruation. Og vildt. Det er det, der gør os til kvinder for hulan. Tag lige og ej den.

Og ja, det er da rigtigt. Der er da sikkert en fest, hvor du gerne ville have været foruden, og der er måske også dage, hvor du er så pissetræt og har så skideondt, at du bare har lyst til at ligge i sengen og have ondt af dig selv. Så gør du det. En gang imellem må man godt bare gemme sig under dynen og forsvinde fra verden. Det er ok.

Men resten af tiden skal du bare gå gennem verden med rank ryg og oprejst pande. Menstruation, for fanden. Det er naturen der lige giver dig og dine veninder et kæmpe like for bare at være jer.

 

4. Toiletbesøg

Hvis du skal tisse, går du på toilettet. Hvis du skal lave stort, kan du lægge et stykke papir i bunden af kummen. Så larmer det ikke så meget når lorten lander. Men altså egentlig er det jo lige meget. Alle gør det. Hver eneste dag.

 

5. BH’er

Hvis du har store bryster, kan det være praktisk med en BH. Hvis du har små bryster, kan det være pænt med en BH. Men det er ikke nødvendigt. Du behøver ikke spænde dig selv ind i et korset eller løfte dine bryster helt op under hagen, hvis dine bryster er helt gennemsnitlige, som de fleste bryster er. Det er alligevel ikke der brysterne bor i virkeligheden, under hagen altså.

Du vil opdage, at drenge (og mænd) kan være meget optaget af bryster. Det er de uanset om du har BH på eller ej. Og dine bryster er ikke drengenes ejendom ligeså lidt som resten af din krop ikke er det. Brysterne er dine, og du bestemmer selv præcis, hvordan du vil bære dem. Glæd dig i øvrigt over alle de år, hvor de først og fremmest bærer sig selv, og giv dem lov til det, hvis det føles rigtigt.

 

6. Når du skal snige en tampon med på toilettet

Her er en hemmelighed. Alle er ligeglade med din tampon. Alle! Der er aldrig nogen, der har sagt til hinanden: Hey, så I lige hende der, hvordan hun kom gående med en tampon i hånden. Aldrig nogensinde.

I udgangspunktet er mennesker alt for travlt optaget af deres egne ting til at lægge mærke til dine – og hvis de har travlt med at lægge mærke til dig, er det som regel fordi de forsøger at undgå, at nogen skal lægge mærke til dem.

Så stik du bare stille og roligt den tampon i lommen eller tag tasken med på toilettet, hvis det føles bedre. Gør som du vil. De andre er virkelig bedøvende ligeglade med dine tamponer.

 

7. Når du græder med make-up på

Du er et menneske. Det er ok at græde, hvis du bliver rørt eller ked af det. Jeg har aldrig været god til at græde foran andre. Det ville jeg ønske jeg havde lært, for ved du hvad? Når du græder, er der nogen der giver et kram, og det er måske det du har allermest brug for. Hvis du er ked af det altså.

Og hey, nogle gange bliver man rørt, og der er aldrig nogen, der er blevet sure på mennesker, der let bliver rørt. Alle os, der ikke gør, kigger på jer og tænker, at sådan gad vi også godt være. Lette at bevæge. Vi ser slet ikke, at din mascara løb ned af dine kinder, mens du græd.

 

8. Vind

Livet er fuld af både med- og modvind. Hvis du spørger mig, er der ikke noget bedre end sommervind i fugtigt hår, når man cykler hjem fra stranden sidst på dagen. Der er til gengæld hellere ikke noget mere pisseirriterende end vind, der stormer lige ind i ansigtet på en, så man nærmest står stille på cyklen. Når det sker, må man gerne skrige højt og meget vredt og råbe de værste bandeord af vinden.

Det kan godt være, at dit hår ikke sidder lige så godt, som da du gik ud af døren, men tro mig, du har det meget bedre i kroppen efter sådan en blæse-skrigetur.

Du kan også bare blive indendøre, når det blæser, men det er der sgu aldrig nogen, der har fået det sjovere af.

 

9. Buksedragter og bodystockings

Hvis du venter med at gå på toilettet til du faktisk er ved at tisse i bukserne, kan du 1) gå på toilettet noget oftere, eller 2) lade være med at gå med buksedragter og bodystockings.

 

10. Bar numse på bussæde

Hvis din kjole er så kort, at det føles som om du sidder med bar numse på bussædet, kan du enten 1) tage en længere kjole på, eller 2) stå op i bussen.

 

11. Strømper der løber

Hvis dine strømper løber, kan du enten 1) lade være med at gå med strømpebukser, 2) købe nogle tykkere strømpebukser, som ikke løber så let, eller 3) tage et par ekstra strømpebukser med i tasken.

 

Bonustip!

Lad være med at lave problemer ud af noget, der faktisk ikke er et problem. Hæv blikket. Se ud i verden, ud over dig selv. Det klæder de fleste at flytte fokus fra sig selv. Det bliver man både stærkere og klogere af. Det kan være svært, men det betaler sig. Du bliver et bedre menneske af at se op fra din egen navle.

 

med emneordet , , , ,
25. juni 2015
Skriv en kommentar
SOmeone to love

Planer er for voksne – ikke for nyudsprungne studenter

Dengang jeg blev student … Det er så længe siden nu, at der både var en 13-skala og kun to forskellige linjer at forholde sig til, en matematisk og en sproglig. Mange ting gav på den måde sig selv allerede der. I 3. g kom jeg op i musik på højniveau (og guderne må vide, hvorfor jeg overhovedet havde musik på højniveau). Jeg husker intet fra den eksamen – kun at jeg sang så skingrende falsk, at det bagefter stod klart, at jeg må have klaret mig formidabelt i den teoretiske eksamen for overhovedet at kunne skrabe et 8-tal hjem. I oldtidskundskab var jeg heldig, fordi jeg ikke kom op den halvdel af Odysseen, som jeg aldrig nåede at læse. Til dansk-eksamen tænkte jeg kun på huen, der ventede uden for, og på sommeren med alle dens fester lige inden for rækkevidde.

Der var ingen plan for, hvad der skulle ske på den anden side. Sådan var det vist for de fleste af mine venner. Jeg ville gerne læse teologi, ikke fordi jeg var specielt troende, men fordi jeg tænkte (og stadig tænker) det måtte være det dejligste job i verden at være præst.

Da jeg i august vågnede efter studenterfester og festival, skrev jeg til en kibbutz i Israel (per brev, forstås) og fik svar tilbage. Jeg var velkommen i oktober. Så jeg fik job på et slagteri, hvor jeg i tre måneder mødte ind kl. 16 og hele aftenen spulede slagtehaller og skrubbede suppegryder så store, at jeg kunne stå oprejst nede i dem. I oktober rejste jeg alene til Israel. Det var vildt. Ret vildt. På alle måder. Og definerende. I kibbutzen fik jeg sydafrikanske venner, som jeg besøgte, da jeg 1 ½ år senere rejste ned gennem Afrika med en veninde. Det var også en sindssyg tur. Vanvittig på så mange måder. Og definerende. Jeg arbejdede som hjemmehjælper i København for at tjene penge til den tur – og delte lejlighed med to veninder. Men inden da, da jeg kom hjem fra kibbutzen, gik jeg ned på Ungdomsrådgivningen på Østerbro og sagde: Jeg vil gerne arbejde på Operation Dagsværks sekretariat. Jeg var på kontanthjælp i de 10 måneder. Bare sådan. Uden nogen spurgte, hvad planen egentlig var. Uforudsigeligt og definerende.

Hjemme fra Afrika flyttede jeg sammen med min kæreste efter at have boet på en sofa hos en venindes forældre i alt for mange måneder. Imens arbejdede jeg først som hjemmehjælper på Østerbro og siden på plejehjem på Amager og Vesterbro. At skifte ble på en 80-årig dement lægefrue, at lægge et rygeforklæde ud over skødet på en alkoholdement jurist, at gå tur i forårssolen med en kvinde, der for nylig har mistet sin mand efter 60 års ægteskab, at hjælpe en dødssyg ung kvinde ud af sengen og trøste hende, mens hun græder over de ben, der ikke længere vil gå. Alt det er så definerende, at det er umuligt at passe ind i et CV.

Og på den måde gik tiden, stille og roligt. Fremtiden var ikke længere væk end næste weekend. Arbejde, rejser, venner, fester. That simple. Men så 3½ år efter jeg blev student, søgte jeg ind på universitet. Litteraturvidenskab som nr. 1, retorik som nr. 2 – selvom mit snit ikke var i nærheden af nogen af delene. Og så bare for en sikkerheds skyld humanistisk basisuddannelse på RUC. Jeg havde flere gange overvejet at søge ind på journalistuddannelsen i Aarhus, men jeg kunne slet ikke forestille mig at flytte væk fra København.

Den første dag på RUC, gik det op for mig, at de fleste af mine medstuderende ligesom jeg havde drømt om at være mange andre steder end på en mark uden for Roskilde. Det er bare en overgang, sagde vi til hinanden og blev hængende. Jeg lærte ikke at elske mit studie. Det skete helt automatisk, fordi vi var så privilegeret at få lov til at skrive projekter om noget, der interesserede os, og imens skete der det mirakuløse, at RUC fik en journalistuddannelse. På den måde ordnede det sig hen ad vejen.

Og måske er det derfor jeg begræder den målrettethed, vi har hældt i modermælken på de nyudsprungne studenter. Jeg ville sådan ønske, at vi i stedet havde givet dem troen på, at det er ok at være 18 år og gå ud i verden uden en plan. At det er selve meningen med at være 18 år. Planer er for voksne med bil og børn og kreditforeningslån. Jeg ville ønske at vi havde lært dem, at det bedste er at turde lade sig forføre af livet – også selvom det nogle gange betyder, man kommer på afveje. Og mest af alt ville jeg ønske, at vi havde fortalt dem, at afveje er ikke farlige, højest definerende for den fremtid ingen af os alligevel kender eller kan forudse.

med emneordet , ,
30. marts 2015
Skriv en kommentar
Farmorbørn, SOmeone to love

Vi svigter de udsatte børn

De er ikke svære at få øje på, de udsatte børn. Alligevel er de overladt til sig selv, mens de langsomt går til grunde. Men hvorfor er vi egentlig så lang tid om at fjerne børn fra forældre, der åbenlyst ikke formår at tage vare på deres børn?

20150330_130635

Hun er bare 8 år gammel. En uge er hun i skole. En uge er hun ikke. Hun smiler, lidt reserveret, når jeg møder hende. Hun ved, hun ikke kan komme hjem, før hun har fundet sine sko, for der er ikke andre sko at tage på end dem hun har smidt væk. Og der er dage, hvor hun må spørge sine klassekammerater om de vil dele deres madpakke med hende, fordi hun ikke selv har nogen.

Det er en kaotisk historie om et barn, der midt i 2. klasse måske er på vej mod sit 4. skoleskift. ”Jeg vil allerhelst bare blive her. Jeg gider ikke starte på en ny skole igen,” sagde hun en dag til mig. Jeg er langt fra den klogeste i den sag, som hendes liv er i fuld gang med at udvikle sig til, men jeg er tæt nok på til at se, at her er et barn, vi burde tage os af før det er for sent. Et udsat barn bøjet i neon.

De rette foranstaltninger

Vi taler om barnets tarv, og om hvor vigtigt samarbejdet med forældrene er, men vi gør langt fra nok for at sikre, at alle børn kan vokse op i trygge omgivelser, hvor de voksne passer på børnene og ikke omvendt. Barnets Reform gjorde det lovpligtigt at inddrage og høre udsatte børn, men i praksis viste en undersøgelse fra 2014, at 39 procent af børnene hverken høres eller for alvor inddrages i beslutninger, der får store konsekvenser for deres liv.

Samtidig vægrer vi os mod at tvangsfjerne børnene. Vi hævder, at det ikke er den bedste løsning, men sandheden er også, at en anbringelse er dyr for kommunerne. På langt sigt er det imidlertid ikke svært at regne ud, at en tidlig indsats er en investering, som vil kunne give barnet mulighed for at lære at indgå i normale, sociale relationer og samtidig skabe den ro, der er nødvendig for, at barnet kan koncentrere sig i skolen.

Problemet er ikke børnene, men derimod at vi ikke handler, når vi møder forældre, som ikke vil samarbejde. Vi kan underrette og finde passende foranstaltninger og lave aftaler om, at i morgen bliver alting bedre herfra og til verdens ende, uden det nogensinde får nogen effekt. Fordi forældrene af alverdens forståelige og uforståelige grunde ikke kan eller vil tage forældreansvaret på sig.

Imens taber børnene i det sociale spil, fordi de kun sporadisk er i skole og sjældent deltager i fødselsdage og aldrig har legeaftaler. De taber i det faglige spil, fordi de ingen opbakning har derhjemme og ressourcerne i skolen er for små til at tage sig af den enkelte i det omfang, som det udsatte barn kan have brug for. Det på trods af, at forskningen viser, at en god skolegang har afgørende betydning for, at udsatte børn kan bryde den sociale arv.

Når man ser et barn, der mistrives, kan man gøre sin pligt og skrive en underretning til kommunen. Når man skriver, balancerer man på en knivsæg velvidende, at de to mennesker, der burde være forældre for barnet, kommer til at læse det, man skriver. Jeg har flere gange skrevet til kommunen, og jeg har talt med lærerne på skolen om mine bekymringer. Svaret er enslydende (næsten mekanisk): Vi hører, hvad du siger. Vi er opmærksomme på barnet. Vi har taget initiativ til de rette foranstaltninger. De har alle sammen tavshedspligt. Det respekterer jeg, selvfølgelig, men at se et barn falde tungt mod afgrunden, mens de voksne snakker er det mest fortvivlende, jeg nogensinde har prøvet.

Ansvaret er vores

80% af alle børn, der vokser op i plejefamilier, er tilfredse med at vokse op i en anden familie (SFI, 2015). Vores forestilling om, at anbringelser er den næstbedste løsning er altså langt fra sandheden for alle børn. Der findes desuden en række alternativer til anbringelse, og der er fx gode erfaringer med en massiv indsats i familien, hvor den socialrådgiver, der bliver tilknyttet familien, har beslutningskompetence og økonomisk råderum til at foretage de nødvendige beslutninger, som kan skabe ro og tryghed omkring barnet.

Uanset hvilken løsning vi vælger, skylder vi børnene, at vi gør noget. Vi skylder dem, at vi navigerer i det kaos, mange af dem hver eneste dag forsøger at finde en vej igennem. Når vi i stedet igen og igen tilgodeser forældrenes behov snarere end barnets, så reproducerer vi den sociale arv. Og nok så vigtigt: Vi forhindrer barnet i at udvikle sig til et livsdueligt menneske, der tror på, at verden er et godt sted at være for os alle.

Jeg ser et af disse børn, en 8-årig i frit faldt. Snart er hun helt forsvundet. Til en ny skole, en ny kommune og nye foranstaltninger. Om 15 år vil vi måske klandre hende for, at hun ikke fik en uddannelse, selvom det i virkeligheden var os, der forspildte alle chancer for at gribe hende, mens tid var.

Kronik i Fyens Stiftstidende, 30. marts 2015

med emneordet , ,
1. februar 2015
1 kommentar
Mig sagde hunden, SOmeone to love

De der venner man ikke kender – i virkeligheden

Kan man overhovedet kalde mennesker, man aldrig har mødt, for ens venner? Giver det mening at man bekymrer sig om mennesker eller glædes med dem, når man aldrig har givet hinanden et kram? Hvis det gælder i cyberspace, gælder det så også i virkeligheden?

Der er mennesker, jeg føler mig forbundet med, mennesker som jeg på en eller anden måde tænker på som venner, selvom vi aldrig har mødt hinanden. Mennesker, hvis liv jeg har været en del af eller i hvert fald fulgt gennem flere år, og som jeg med tiden har fundet en form for fællesskab med på de sociale medier, Facebook især. Det er mennesker, jeg griner sammen med, som jeg kan diskutere med, som jeg kan dele artikler og bøger med, og som jeg kan spørge om hjælp.

Det forunderlige er, at jeg ofte taler mere med dem i løbet af en uge, end jeg taler med de fleste af de venner, jeg mødes med i virkeligheden. Og alligevel føles det mærkeligt, næsten naturstridigt at kalde dem for venner, for hvordan kan jeg overhovedet vide, om vi er venner. Når man bliver venner ude i virkeligheden, giver det sig selv, at der er en form for gensidig overenskomst: Vi er venner, fordi vi har kendt hinanden så og så længe, fordi vi går i biografen sammen, fordi vi mødes og snakker over kaffe, fordi vi inviterer hinanden til fest. Med de virtuelle venner er der ikke nødvendigvis den overenskomst. Næsten tværtimod. Det er muligt, at jeg tænker du er min ven uden at du gør det samme. Derfor har jeg ikke ret til at involvere mig i dit liv på samme måde, som jeg gør med mine gamle venner. Jeg ved jo dybest set ikke – sådan for alvor – om du har lyst til at jeg er der for dig, eller du helst er fri. Derfor er jeg tilbageholdende med at skrive til dig, hvis du har det svært for måske synes du det er mærkeligt – eller ligefrem intimiderende – at jeg – en fremmed, du aldrig har mødt – pludselig skriver, at jeg tænker på dig.

Der er mennesker, jeg efterhånden har kendt så længe på de sociale medier, at det mest oplagte var, at vi mødes i virkeligheden. Men jeg er også bange for at udfordre skæbnen for, hvad nu hvis det viser sig at vi er gode sammen i cyberspace, men et odd couple i virkeligheden? Kan vi så vende tilbage til skærmen og bare være venner der, eller har vi så tabt det hele på gulvet?

Men der er virkelig mennesker, jeg savner, når de pludselig ikke længere er at finde i min virtuelle hverdag. Der er mennesker, som jeg faktisk bekymrer mig om, hvis de pludselig bliver stille i mange dage ad gangen. Den her klumme beskriver meget fint, hvorfor vi ikke ved, hvad vi skal gøre med de virtuelle venskaber.  For jeg kan bare ikke kalde på dig selvom jeg har lyst. Hvor er du? Er du ok? Hvornår kommer du tilbage? De sociale spilleregler på nettet er nogle andre end dem, vi navigerer efter i virkeligheden. Eller måske er det bare noget jeg bilder mig ind.

I hvert fald ved jeg, at de mennesker, som måske/måske ikke er min venner, føles virkelige og vigtige, selvom jeg dybest set ikke ved, om det bare er mig der har det sådan.

med emneordet ,
2. januar 2015
Skriv en kommentar
Sandheden, SOmeone to love

Hej nye år (og alt det, jeg håber 2015 bringer)

Nå, nyt år. Så starter vi på en frisk med alt det vi ikke nåede sidste år. Jeg for min del kunne jo passende snøre løbeskoene mere en gang om måneden. Bare for at prøve, hvordan det er at dyrke regelmæssig motion. Det ville vel være passende for en kvinde, der har rundet de 40 og nu ser de fysisk mest vitale år ligge bag mig. Fra nu af gælder det bare om at krydse fingre og så mestendels sætte min lid til de bedste af mine gener. Man kan løbe fra meget, men tiden indhenter os alle til sidst. Så jeg satser alle mine nytårsforsætter på det sjove. Guld og glimmer, fest og farver, kulørte drinks og sherry i rigelige mængder. Det er det, jeg ønsker mig allermest af i 2015. Og hvis vi så kan krydre med nogle gode grin, mere ro til at læse og skrive og tid til at være mere sammen med alle de bedste mennesker jeg kender eller endnu har til gode at møde, så skal jeg ikke bede om mere.

Bevares, der er også klima i amokløb, forældede forestillinger om vækst og et folketingsvalg på vej. Alt det har vi lagt i hænderne på folk, der snakker mere end de handler. Det er så deprimerende som det kan være. Derfor må vi starte i det små med at dele mere, spise klogere og samtale mere om den fremtid, der ligger lige foran os. Jeg håber, at vi i 2015 bliver bedre til at tale sammen, at vi tør udfordre os selv og hinanden uden at kaste med sten og spytte på dem, der allerede ligger ned. Vi har brug for at løfte i flok og for at forestille os det umulige, hvis vi overhovedet skal kunne se vores børn i øjnene. Vi har brug for at gentænke det politiske system og for at genopfinde det repræsentative demokrati. Vi kan passende forud for valget hvile lidt ved saglige Hal Kochs ord fra 1946: »[Demokratiers] væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra formår at træffe en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden.«

Det er banalt måske, men ikke desto mindre: Det starter med dig og mig, os i fællesskab. Små dryp i det store hav. Bevægelser, der udfordrer det eksisterende. Samtaler, der åbner sig mod verden i stedet for at lukke sig om sig selv og den fortid, vi alt for nemt forfalder til at romantisere. Det nytter, hvis vi gør det sammen. I 2015 holder vi hinanden i hånden og husker på den Lille Prins’ møde med ræven. En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt. Det bliver et godt år.

lille prins

 

med emneordet , , , ,
14. februar 2014
1 kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn, SOmeone to love

Hvor sørgelig må en godnathistorie være?

Den seneste tid har vi læst godnathistorier, der virkelig har trukket tårer. Fine, fine historier om børn, der mister. En bror. En mor. En der er meget tæt på, og historierne handler om tiden bagefter. Om tomrummet og om at finde en ny mening.

Brødrende løvehjerte

Brødrene Løvehjerte. Klassikeren, som jeg har glædet mig så meget til at læse for mine egne børn. Nu er de endelig store nok. Jeg hulkede mig gennem de første kapitler, og børnene holdt vejret, mens de to Løvehjerte-brødre står sammen i tykt og tyndt.

……………………………………..

Hole_Stian__Annas_himmel_LO_res_150_dpi_RGB

Stian-Hole_Annas-himmel_konkylien

Annas himmel. Jeg elsker Stian Holes børnebøger. Ikke mindst for hans smukke, eventyrlige og drømmende collager. Annas Himmel handler om Anna, der har mistet  sin mor, og nu er hun på vej til begravelsen med sine far. Hun er bare ikke helt klar til at tage af sted og sige farvel. Fin, næsten sprød historie.

……………………………………..

drengen-der-gik-baglaens_211909

Drengen der gik baglæns. Jeg har stadig til gode at se Thomas Vinterbergs Oscarvindende kortfilm. Men bogen, læs bogen med dine børn. Der er masser at tude over i historien, hvor Andreas mister sin storebror Mikkel. Andreas forsøger at fylde tomrummet ud ved at tale med Mikkel og ved at slå sig tre gange på brystet og undlade at træde på stregerne. Slutningen, hvor Andreas beslutter sig for at give slip på sin bror, var virkelig hjerteskærende. For mig i hvert fald.

Jeg elsker den måde bøger kan åbne for det, der er svært at tale om. Den måde tegninger, illustrationer og collager kan beskrive det ordene ikke kan. Jeg elsker at vi kan læse bøger sammen, som sætter spor både i dem og i mig.

……………………………………..

med emneordet , , ,
6. januar 2014
3 kommentarer
Barndomsminde, SOmeone to love

De første minder: Om grise og møddinger og om at stå sammen når det gælder

Jeg sidder på køkkenbordet med fødderne i vasken. Min mormor gnider mine tæer og lægge ind i sæbe. Der er mørkt og køligt i det store køkken. Mørkt og køligt og stille, kun lyden af den tykke sæbe, der lægger sig på huden og vandet fra vasken, der plasker, når min mormor tager vandet i sine hænder og hælder det over mine ben. Uden for er det sommer.

Fra vinduet ved vasken kan vi se over til den hvidkalkede svinestald. Det er ikke en stor stald. Der er måske bare fem båse med søer og grise. Der er en indhegning bag ved stalden hvor grisene går ud og lufter sig.

Jeg har stået i stalden ved siden af min morfar med kasketten og de kæmpestore hænder. Et stort og et lille menneske i stilhed. Han er ikke et sludrechatol, min morfar. Slet ikke når han arbejder.

Han holder sin blågrønne arbejdsbukser oppe med to stykker stikkende, brunt selvbindergarn. Det har en særlig lugt, selvbindergarnet. Af jord og land og gamle dage. Jeg kan godt lide den lugt og de kæmpestore bundter af garn, der hænger på enorme kroge i laden.

Min morfar kan vist godt lide sine grise. Han kradser dem i hvert fald tit bag ørerne, når vi står i stalden sammen. Lyden af grisens genstridige børster under hans store hånd, som metal trukket gennem vådt grus. Den store mand, der altid smiler varmt til mig og klapper mig på hovedet med sin store hånd. Han kan vist også godt lide mig.

I hjørnet af båsen ligger småbitte nyfødte griseunger under en rød varmelampe. Jeg har prøvet at holde en af dem. De er helt bløde ligesom en bamse. Nogle gange dør en af dem. Det ved jeg, fordi min morfar har fortalt mig, at soen nogle gange lægger sig på sine unger og så dør de. Sådan er det bare. Naturens gang. Så bærer han de døde unger ud og begraver dem i møddingen.

Jeg ved også godt at grisene skal slagtes, når de bliver store nok. Så kommer de tilbage i plastikspande og baljer og min mormor pakker kødet i poser og fylder hakket kød i tarme. Det er noget fascinerende ved at se hvordan kødet presses ud gennem kødhakkeren, der er skruet fast på køkkenbordet. Det er næsten magisk, hvis bare jeg ikke tænker for meget på det med tarmen.

Og jeg ved at flæskestegen, der står på fryseren i den lille gang bag ved køkkenet kommer fra grisen, og den sprøde sværd, som jeg spiser af i smug, er grisens hud. “Så har musene været på spil igen,” siger min mormor med et glimt i øjet, når hun henter stegen på fryseren. Jeg kan godt lide hvordan de små tern af svær knaser mellem mælketænderne og smager af salt og fedt.

Den dag, min mormor skurer mine fødder rene og huden øm ved køkkenvasken, er min morfar ude ved grisene. Fra vinduet kan vi se en af de store grise. En af mødrene. Soen. Den går hen mod møddingen og det lille stinkende hul ved siden af møddingen som er fyldt med alt det der ikke er griselort og halm fra stalden. En sø af grisetis og mudder.

Pludselig kommer den for tæt på hullet. Det kan vi se, min mormor og jeg. Og vi kan høre, hvordan den skriger med sine skingre grisestemme, der er fuld af dødsangst. Bagbenene sidder fast i mudderhullet. Min morfar kommer rundt om hjørnet. Han råber. Vi kan ikke høre, hvad han siger, men min mormor kender det tonefald. Hun slipper mit ben, der plasker slapt ned i den skummende køkkenvask.

Hun har stadig forklædet på, da hun når ud til møddingen og den hysteriske, rædselsslagne so.

Jeg sidder på køkkenbordet i mørket med fødderne i lunkent vand og ser min mormor og morfor stå side om side. Skulder ved skulder. Min morfar råber, han er gal, ikke på min mormor, det ved hun godt, selvom det er hende det går ud over. Han råber, fordi han har brug for alle sine kræfter for at få den fordømte so op af mudderet. Og sammen trækker de i rebet, han har bundet rundt om soen. De står i en vinkel på 45 grader og trækker og trækker i rebet, mens min morfar råber og min mormor bider tænderne sammen og lægger alle kræfter i indtil mudderet til sidst, ganske langsomt og en smule modvilligt, giver slip på soens bagben.

Så lader de rebet falde. Min mormor retter på sit forklæde, mens min morfar trækker kasketten og de slidte arbejdsbukser på plads. Han løsner knuden på det tykke reb. Min mormor går tilbage mod køkkenet, og soen trasker udmattet tilbage mod stalden.

Senere drikker vi kaffe og spiser småkager ved spisebordet. Min morfar lugter af selvbindergarn – og en lille smule af mødding.

med emneordet , ,
4. december 2013
6 kommentarer
Farmorbørn, SOmeone to love

Sladrer man, hvis man deler sin bekymring?

Jeg har set dem i vuggestuen, i børnehaven og nu i skolen. De børn, der ikke ser ud til at have det godt. Det har overrasket mig, hvor lette de er få øje på – og også tit hvor svære de er at nå.

Børn har ret til kærlighed og tryghed, til at blive set og elsket, og til at have et hjem, hvor de kan trække vejret frit. Derfor river det sådan i hjertet, når jeg møder børn, som jeg tænker ikke får netop det. Børn, der virker ensomme, tilbagetrukne, grænseoverskridende eller alt for voksne af deres alder.

Men hvad gør man? Hvad gør jeg? Jeg kender dem jo dybest set ikke – jeg ved jo reelt ikke om det jeg ser, er sådan de har det. Om det jeg oplever er bekymrende eller bare en anden måde at være barn på end den, vi har besluttet hjemme hos os er den rigtige. Hvordan kan jeg gøre mig til dommer over andres liv – hvordan kan jeg alene på min fornemmelse tillade mig at mene noget om den måde andre voksne er forældre på. I sidste ende er vi jo allesammen bare amatører, der hver dag gør vores bedste.

Ankestyrelsen har netop lanceret en kampagne, hvor de opfordrer os, dig og mig, til at reagere på det vi ser og fornemmer. Kampagnen hedder Deldinbekymring.nu

Det er svært, synes jeg. At blande sig i andre familiers anliggender. Det føles lidt, som om jeg sladrer, og jeg er generelt ikke stor tilhænger af at vi får et samfund, hvor vi hele tiden holder øje med hinanden – og rammerne for det normale måske bliver for snævre af netop den grund.

Omvendt. Historierne om børn, der er vokset op i hjem, hvor de voksne af en eller anden grund ikke har magtet at være forældre, hvor børnene har været overladt til sig selv, hvor utryghed har været en del af hverdagen… de historier er så hjerteskærende, og hver gang tænker jeg: Hvorfor var der ikke nogen der greb ind? Hvorfor var der ikke nogen der reagerede på det de så?

Det føles måske som om vi blander os i noget, der ikke kommer os ved. Men måske giver det mening at tænke på børnene først og fremmest. På hvad det gør ved dem, at ingen ser dem. At ingen voksne tager ansvar for at give dem en tryg og kærlig barndom.

“En underretning er udtryk for omsorg.” Står der på deldinbekymring.nu Måske er det sådan, vi skal se på det, når vi igen står over for det der barn, som vi dybest set godt ved trænger til hjælp. Som har brug for en voksen til at skabe orden i kaos. Det er ikke let eller uden dilemmaer. Men for børnenes skyld giver det måske alligevel mening at være en sladrehank.

 

med emneordet , ,
22. november 2013
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Chancen, SOmeone to love

Universets orden

Jeg tror på det her. På at det du giver kommer tilbage til dig en dag. Ikke i forholdet 1:1. Men i form af en udstrakt hånd, en dør der åbner sig, et lys i mørket. Som regel når du mindst venter det.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg