Kun sandheden

Kan man overhovedet kalde mennesker, man aldrig har mødt, for ens venner? Giver det mening at man bekymrer sig om mennesker eller glædes med dem, når man aldrig har givet hinanden et kram? Hvis det gælder i cyberspace, gælder det så også i virkeligheden?

Der er mennesker, jeg føler mig forbundet med, mennesker som jeg på en eller anden måde tænker på som venner, selvom vi aldrig har mødt hinanden. Mennesker, hvis liv jeg har været en del af eller i hvert fald fulgt gennem flere år, og som jeg med tiden har fundet en form for fællesskab med på de sociale medier, Facebook især. Det er mennesker, jeg griner sammen med, som jeg kan diskutere med, som jeg kan dele artikler og bøger med, og som jeg kan spørge om hjælp.

Det forunderlige er, at jeg ofte taler mere med dem i løbet af en uge, end jeg taler med de fleste af de venner, jeg mødes med i virkeligheden. Og alligevel føles det mærkeligt, næsten naturstridigt at kalde dem for venner, for hvordan kan jeg overhovedet vide, om vi er venner. Når man bliver venner ude i virkeligheden, giver det sig selv, at der er en form for gensidig overenskomst: Vi er venner, fordi vi har kendt hinanden så og så længe, fordi vi går i biografen sammen, fordi vi mødes og snakker over kaffe, fordi vi inviterer hinanden til fest. Med de virtuelle venner er der ikke nødvendigvis den overenskomst. Næsten tværtimod. Det er muligt, at jeg tænker du er min ven uden at du gør det samme. Derfor har jeg ikke ret til at involvere mig i dit liv på samme måde, som jeg gør med mine gamle venner. Jeg ved jo dybest set ikke – sådan for alvor – om du har lyst til at jeg er der for dig, eller du helst er fri. Derfor er jeg tilbageholdende med at skrive til dig, hvis du har det svært for måske synes du det er mærkeligt – eller ligefrem intimiderende – at jeg – en fremmed, du aldrig har mødt – pludselig skriver, at jeg tænker på dig.

Der er mennesker, jeg efterhånden har kendt så længe på de sociale medier, at det mest oplagte var, at vi mødes i virkeligheden. Men jeg er også bange for at udfordre skæbnen for, hvad nu hvis det viser sig at vi er gode sammen i cyberspace, men et odd couple i virkeligheden? Kan vi så vende tilbage til skærmen og bare være venner der, eller har vi så tabt det hele på gulvet?

Men der er virkelig mennesker, jeg savner, når de pludselig ikke længere er at finde i min virtuelle hverdag. Der er mennesker, som jeg faktisk bekymrer mig om, hvis de pludselig bliver stille i mange dage ad gangen. Den her klumme beskriver meget fint, hvorfor vi ikke ved, hvad vi skal gøre med de virtuelle venskaber.  For jeg kan bare ikke kalde på dig selvom jeg har lyst. Hvor er du? Er du ok? Hvornår kommer du tilbage? De sociale spilleregler på nettet er nogle andre end dem, vi navigerer efter i virkeligheden. Eller måske er det bare noget jeg bilder mig ind.

I hvert fald ved jeg, at de mennesker, som måske/måske ikke er min venner, føles virkelige og vigtige, selvom jeg dybest set ikke ved, om det bare er mig der har det sådan.