Kun sandheden

Jeg fødte Miss C i 2006. Halfdan blev født 16 måneder senere. De første år var hårde på en måde, hvor jeg hverken havde tid eller overskud til at reflektere over livet som børnefamilie. Det handlede om overlevelse først og fremmest. Vi halsede gennem ugen, afleverede søvndrukne børn i institutionen og hentede dem ud på eftermiddagen. Hver dag smurte vi seks madpakker, tre til hver. Aftensmaden bestod mest af pasta, gryderetter fra fryseren og havregryn. Der var ikke noget glamourøst over den hverdag. Når børnene lå i deres senge, faldt jeg som regel om i sofaen uden anden tanke end at jeg bare ville lades i fred til det blev morgen igen – eller jeg blev vækket om natten. Det var en periode, min kæreste og jeg stred os igennem sammen. De fleste knus og kys gik til børnene. Vi trak store veksler på det fællesskab, vi havde etableret før vi fik børn, og eksperternes råd om at sætte tid af til også at være kærester var så absurd en joke, at vi end ikke orkede at grine af den. For os var det ikke et spørgsmål om prioriteringer, men om at tiden og det menneskelige overskud ikke slog til. Et romantisk get away var ikke en luksus, vi kunne tillade os i den periode. Det var ikke ond vilje. Det var bare sådan livet var. Vi brokkede os ikke, men jeg følte mig skyldig. Utiltrækkelig. Talentløs.

I 2010 holdt jeg fire måneders orlov med min familie. På det tidspunkt var børnene hhv. 3 og 4 år. De første uger var ulidelige, fulde af konflikter, børn og voksne der hele tiden kom på tværs af hinanden. Råben og skrigen.  Det føltes som at stå i en storm af kaos uden at jeg havde den mindste anelse om, hvordan jeg skulle løse problemerne. Faktisk var det det mest angstprovokerende: At vi tilsyneladende slet ikke kunne finde ud af at være sammen 24 timer i døgnet. På mit job havde jeg kontrol. Sammen med min familie var jeg ude af kontrol. På tynd is ganske enkelt.

Og så, efter tre uger, tunede vi endelig ind på samme kanal. Jeg lærte mine børn at kende. Det lyder vanvittigt egentligt, men i løbet af de måneder så jeg endelig og for første gang, hvem det er jeg faktisk er mor til. Det gjorde hverdagen lettere og sjovere. Tiden gav overskud til bare at være sammen, men tiden gav os også mulighed for at lære hinanden at kende og tilpasse os hinanden. Langsomt faldt vi i hak.

Jeg tror ikke, vi er en generation af uduelige forældre, men jeg tror, vi er en generation af fortravlede forældre, som har alt for lidt tid til at være sammen med vores børn til hverdag, og derfor får børnene et umætteligt behov for at blive set af os, når vi endelig er under samme tag, og derfor tøver vi med at tage alle konflikterne i de der tre timer, der er fra børnene bliver hentet til de ligger i deres senge.

Vi er en generation af famlende forældre, fordi fællesskabet er blevet skyllet ud med badevandet. For mange af os er det tætte bånd mellem generationerne i familierne ikke længere en realitet. Vi bor længere væk fra hinanden. Vi føler os ikke forpligtede på og af hinanden. Det betyder, at vi har mindre føling med hinanden, og den erfaringsudveksling der tidligere var på tværs af generationer findes stort set ikke mere. Vi blander os ikke hinandens liv, og vi spørger ikke hinanden til råds mere.

Vi er holdt op med at mærke, hvad der er rigtigt for vores børn, fordi vi ikke har tiltro til os selv som forældre. I stedet pisker vi os selv med usikkerhed og angst for at fejle: Hvad nu hvis jeg lader mit barn sove for længe i dobbeltsengen, ødelægger jeg så mit ægteskab, eller skader jeg mit barn? Hvad hvis jeg ikke kan få amningen til at fungere, eller jeg hellere vil give mit barn flaske, får mit barn så allergi? Forkæler jeg min baby, hvis jeg går tur, når han skal sove. Skader jeg hans ryg, hvis jeg sætter ham i en vippestol, mens jeg laver mad, og ødelægger jeg hendes tænder, hvis hun ikke stopper med at bruge sut, når hun fylder tre. Vi spørger eksperterne i stedet for at spørge os selv, fordi vi er bange for at fejle på en af de mest uforudsigelige arenaer i livet.

I lang tid følte jeg mig alene med alle de følelser, men så begyndte jeg at tale med andre forældre (og undrede mig over, at jeg ikke havde gjort det noget mere). Langsomt begyndte der at tegne sig et mønster. Jeg var ikke alene. Jeg var en del af en generation af forældre, der kæmpede for at holde hovedet oven vande i et gigantisk nul-sums-spil.

Derfor er i dag en særlig dag. I dag har vi nemlig samlet nogle af de klogeste og mest visionære mennesker til konference på Christiansborg. I dag skal vi forestille os det umulige; nemlig hvordan vi kan skabe rammer omkring den moderne familie, som giver mulighed for at vi hver især kan finde en passende balance mellem familie og arbejde. Jeg tror på det er muligt, alene fordi alternativet, status quo, ikke er til at holde ud.