Tag Archives: familie

Vi tog selv livet af familiepolitikken

Børnene venter stadig på, vi bliver voksne nok til at stå sammen om at skabe bedre rammer om børnefamilier i Danmark. Vi var godt på vej, men så begyndte vi at skændes om, hvordan man egentlig er den rigtigste familie.

[Klumme bragt i Information, 16. april 2016]

Det er lidt over et år siden, at der skete noget magisk i Fællessalen på Christiansborg. Eller faktisk startede det lang tid før den dag – for mig i hvert fald. For mig startede det med, at jeg skrev en kronik om at være fanget i familiens absurde virkelighed, hvor man går for tidligt fra arbejde, og kommer for sent hjem. Hver evig eneste dag.

Det viste sig, at jeg ikke var den eneste, der var ved at tabe pusten i hamsterhjulet. Vi havde bare glemt at tale med hinanden om det, og derfor troede vi, at det var os selv, der var noget i vejen med. Der gik rygter om, at Sverige var langt foran os på det familiepolitiske område, så vi rejste til Stockholm og blev blæst bagover. Hvis Sverige kan, kan vi også tænkte vi og fløj tilbage til vores egen velfærdsstat.

Vi var fast besluttet på at samle engagerede folk og politikere omkring en fælles familiepolitisk dagsorden. Den dag i Fællessalen var kulminationen på måneders arbejde. Salen var bugnende fuld af forældre og politikere og alle dem, der er sammen med vores børn, mens vi arbejder. Forskere, eksperter og fagforeninger holdt oplæg om, hvor bydende nødvendigt og meningsfuldt det er at skabe en mere, vi kunne kalde det, medmenneskelig ramme omkring børnefamilierne. Familierne har brug for tid til at være forældre, og børnene har brug for at være sammen med deres far og mor. Såre simpelt egentlig (og tilmed en god investering, hvis man er optaget af den slags).

Helt undtagelsesvist var selv deltagerne i det politiske panel (hvor alle Folketingets partier var repræsenteret på nær et enkelt) enige – måske ikke i modellen, men i det mindste i, at noget måtte gøres. Så meget velvilje samlet på et sted. Det var virkelig magisk.

Så kom valget … og det valg kan man mene meget om, men faktisk var det ikke politikerne, der slog den familiepolitiske dagsorden ihjel. Det klarede vi nemlig helt selv i månederne, der fulgte.

Helt uden nogen havde bedt os om det, begyndte vi (og her peger jeg på dig og dig og dig, der er kvinde som jeg selv) at konkurrere om, hvad der faktisk var bedst for børnene og for familierne. Og før vi fik set os om havde den fælles bevægelse, vi få måneder forinden alle var en del af, delt sig to højtråbende lejre: På den ene side dem, der hævdede, at børnene kun havde brug for deres forældre (mødre) de første leveår. Ingen med samvittigheden i behold ville aflevere et lille barn i institution, lød (og lyder) advarslen. På den anden side stod dem, der mente, at den familiepolitiske dagsorden var en trussel mod årtiers ligestillingskamp. Kvinderne ender med igen at stå med hovederne nede i kødgryderne, tordnede (og tordner) de ildevarslende.

Jeg har intet at udsætte på dem, der dedikerer år af deres liv til at passe deres børn hjemme, og jeg forstår fuldt ud dem, der er bange for, at kvinderne kommer til at prisen. Alle må vælge det liv, der passer dem bedst, men rammerne, hvis bare vi kunne have holdt fokus på rammerne. For det var rammerne, der kunne have givet alle familier (mænd og kvinder) mulighed for at gå et gear ned, mens vores børn har allermest brug for os.

I stedet blev vi så optaget af at bestemme, hvad der er den rigtigste måde at være familie på. Vi begyndte at moralisere i stedet for at politisere, og vi bekrigede vi hinanden med statistikker og personlige beretninger, der snart viste det ene og snart viste det andet. Dårlig samvittighed blev vores stærkeste våben i den krig, som om vi ikke allerede var tynget nok af utilstrækkelighed i forvejen. Så nu er vi tilbage, hvor vi startede. Vi går stadig for tidligt fra arbejde og kommer stadig for sent hjem. De fleste af os. Til vores børn kan vi en dag sige: Vi var så tæt på der i 2015, men så blev vi uenige om, hvem der var mest rigtig. Ligesom når du skændes med din søster om, hvem der skal have det sidste stykke kage. Undskyld.

 

Reklamer
med emneordet , , , ,

Far har en fridag

Vi roser helt almindelige gennemsnitlige middelklassemænd, fordi de er så dygtige, når de hjælper mor. For det er stadigvæk stort set, hvad det kræver for at være en god far

[Klumme i Information 2. april, 2016]

»Det er godt nok ikke meget, han bidrager med derhjemme,« sagde jeg forleden til min veninde og tilføjede som det naturligste i verden: »men han er en god far.« Vi talte om en fælles bekendt. Og vi grinede lidt af, at det altid er hans kone, der ender med at løbe rundt efter børnene, mens han hygger sig. Han er sådan lidt distræt i det. Hahaha. HA!

»Det er sjovt, som vi altid siger det om mænd, uanset hvor lidt de bidrager med,« svarede min veninde.

Og det ville være sjovt, hvis altså ikke det var sandt. For det kan godt være, det ikke lige er far, der får læst med skolebarnet, eller far, der husker at købe ind til madpakker. Det kan også godt være, at far henter fem minutter efter vuggestuen har lukket, eller at far hellere vil drikke rødvin og tale politik end at følge sin datter på toilettet, når familien er til middag hos venner. Det er i det hele taget ret sandsynligt, at far overhovedet ikke lever op til de standarder, som vi har til mor.

I mange år har det været en stående joke hjemme hos os, at jeg bliver spurgt, hvem der skal passe børnene, når jeg skal ud og rejse. Der er ikke nogen, der passer dem, de har en far, svarer jeg med et efterhånden temmelig stramt toneleje, og så griner folk forlegent. For de ved selvfølgelig godt, at børnene har en far, og far høster meget ros for at være så dygtig til at tage sig af sine børn og få det hele til at hænge sammen i den tid, jeg er væk. Sikke en opgave. Sikke en far. Sjovt nok – og det er den sørgelige del af joken – er der aldrig nogen, der roser mig for at tage mig af børnene, når far er ude at rejse. Der er aldrig nogen, der spørger, hvem der passer børnene, når han er afsted.

I dagens Danmarks må far nemlig stadig gerne sidde med sin avis og være aldeles fraværende, fordi det er jo bare sådan, mænd er. Ligesom den der reklame fra 1950’erne (dengang bedstefar var dreng), hvor far kommer træt hjem fra sit hårde arbejde og må have hjælp til både varme tøfler og en kop kaffe, inden han tager barnet på skødet og hyggesnakker lidt om verdens gang, indtil maden står på bordet. Samme mønster, nu blot pakket ind i ligestillingsstatistikker, som siger, at det går den rigtige vej. Bortset fra, at mor nu både arbejder ude og hjemme, mens far passer sit arbejde og kører bilen en tur i vaskehallen lørdag formiddag. Far hjælper stadig til, selv om han jo strengt taget er fuldgyldigt medlem af familien. Mor hjælper ikke, hun tager sig af ting, ordner, har overblik. Far hjælper mor. Sådan er det stadig – i store træk.

Når vi taler om far, siger vi: Han arbejder meget, men han er en god far. Han har travlt med sin triatlon, men han er en god far. Han glemmer at komme til forældremødet i børnehaven, selv om han har lovet det, men han er en god far.

Hvornår har du sidst sagt det samme om en kvinde? Hun er lidt fraværende, men hun er en god mor? Nej, vel? Det er stadig mor, der har den, og når hun ikke har den, viser vi ingen nåde. Det samme gælder i øvrigt, hvis hun har den for meget. For det er da klart, at far har trukket sig, når han ikke kan komme til for mor, siger vi og holder igen hånden over far. Men hvorfor egentlig? Mig bekendt har far ikke svært ved at kræve sin ret alle andre steder i samfundet. Hjemme i familien gælder andre regler, åbenbart.

Og vi kan godt tage den engang til for Prins Knud. For jeg ved godt, at du nu vil indvende, at det slet ikke er sådan hjemme hos jer, og I deles sikkert om det hele, og din mand er virkelig en god far, opmærksom og den slags, og du kender (eller har i hvert fald kendskab til) én mand, der har været på barsel i tre måneder med sit barn. Desværre er det alt sammen blot krusninger på det kønsstereotype hav, og det kommer ikke til at ændre sig, før vi holder op med at tale om den dygtige far, der passer børn og hjælper mor.

med emneordet , , ,

Vi er ikke myrer i en arbejdshær

Det er muligt, at Venstres politikere har sovet i timen. Det er meget muligt faktisk. For hvordan kan man ellers efter to års debat fuldstændig fornægte, at rigtig mange forældre løber spidsrod gennem hverdagen for at få den umulige arbejde-familie-ligning til at gå op. Vi går for tidligt fra arbejde og henter for sent.

Det har indtil nu ikke skortet på løftede liberale pegefingre, som formanende har belært forældre om, at børnene og familien er forældrenes ansvar. Ikke politikerne. Men det har altså ændret sig nu. Fra den ene dag til den anden er forældrene blevet statens eje, mennesker i deres bedste alder, som har værsgo at melde sig under arbejdsfanerne. Fordi det eneste parameter, der tæller, den eneste vision, der styrer det her samfund, er vækst. Pengene skal passe, siger finansministeren, og så må nogle andre passe børnene imens. Det er kommunernes ansvar at få det til at hænge sammen, og det ved vi jo allesammen, at det ikke gør. Enhver, der har sin daglige gang i en daginstitution, ved, at der efterhånden mere er tale om opbevaring end om udviklende pædagogiske tilbud. Fordi pengene ikke passer.

Børnene – dem er der sjovt nok ingen, der bekymrer sig for, familien ej heller. Så længe institutionerne er åbne døgnet rundt, har vi løst problemet med børnene, mens forældrene arbejder lidt mere, så de kan betale for rengøring og tøjvask og indkøb og madlavning og what not. Sådan tømmer man familien for indhold og mening over en nat. Børnene er ikke længere forældrenes ansvar. Dem tager staten sig af, mens de voksne løser billet til arbejdsmarkedet.

I Nyborg Kommune, hvor jeg bor, forsøgte vi os sidste år med længere åbningstider i de kommunale institutioner. En helt ny privat institution slog sig tilmed op på at have døgnåbent. Problemet var bare, at børnene blev hentet som altid, før kl. 17. For som familie slår vi alle mulige krøller på os selv og vores netværk for at være sammen med vores børn. Vi drømmer ikke om at lade vores børn tilbringe aftenener og nætter i institutioner.

Så når Venstre nu foreslår længere åbningstider, er det svært ikke at få den tanke, at de igen har mistet følingen med, hvordan virkeligheden ser ud uden for Christiansborg. Selvom mange de seneste to år har påstået det modsatte, vil vi faktisk gerne være sammen med vores børn. Vi vil gerne tage det ansvar. Vi vil gerne få det til at hænge sammen. Vi vil gerne prioritere. Vi vil gerne gå på kompromis. Det vil vi virkelig gerne. Vi har ikke fået børn, fordi staten har brug for flere hænder – eller fordi vi skylder nogen noget. Vi har fået dem bare fordi – og vi har forstået, at tiden er knap, og før man ser sig om, er børnene flyttet hjemmefra. Det er derfor, vi igen og igen har spurgt politikerne, om vi ikke kan indrette os lidt mere hensigtsmæssigt, mens børnene er små. 10 år ud af et langt arbejdsliv på 50 år – det burde vel være muligt. Vi har tilmed tilbudt at arbejde lidt mere før og efter vi får børn.

Venstre taler til os med løftede pegefingre og trusler om snarlig undergang, som om vi er arbejdsbier i en væksthær . Det er bare ikke sådan klaveret spiller. Jeg står ikke til rådighed på den måde. Jeg er et menneske, der gerne vil bidrage til det her samfund med min arbejdskraft, men også ved at være nærværende i mine børns liv. Jeg vil gerne sende dem ud i verden som livsduelige mennesker, der kan og vil tage ansvar for sig selv og hinanden. Men det kræver, at vi har mulighed for at skabe en tryg hverdag omkring familien. Og det gør vi ikke ved at arbejde mere, men ved at give familier bedre mulighed for at indrette sig, som de finder det mest hensigtsmæssigt, ved at give forældre ret til at passe deres syge børn, og ved at sikre minimumsnormeringer i daginstitutionerne. Det gode børneliv er en investering i fremtiden. Investering! Hørte I det, ovre i Venstre?

 

med emneordet , ,

Tømmermandsramt far overser børns behov

Spejderledermor overser børns behov

Byrådsmedlem overser børns behov

Sliksultne forældre overser børns behov

Landmand-far overser børns behov

Eksamensramt mor overser børns behov

Fodboldtrænerfar overser børns behov

Sygeplejerske-mor overser børns behov

Bagerfar overser børns behov

Læseheste-forældre overser børns behov

Søndagssløve forældre overser børns behov

Fisker-far overser børns behov

Skifteholdsforældre over børns behov

Voksne med et liv overser børns behov (senest iflg. Kristeligt Dagblad). Eller også er det virkelige problem, at vi har besluttet, at voksne med børn skal bruge al deres vågne fritid på at have øjenkontakt med deres børn. Aldrig må børnene opleve, at de skal underordne sig de voksnes liv eller præmisser. Aldrig må de voksne ønske sig fred og ro til at passe deres arbejde eller deres egne interesser. Aldrig må de voksne sætte sig selv før børnene.

Altid må de voksne gå foran med et godt eksempel iført cykelhjelm og faktor 50. Ingen slik. Ingen røg. Ingen junk. ‘Moar,’ råber barnet. Den gode mor slipper straks, hvad hun har i hænderne. Intet kan være vigtigere end at give sit barn øjeblikkelig opmærksomhed og nærvær. En sund sjæl i et sundt legeme går balancegang på dydens smalle sti.

Vi higer efter ’det almindelige’ og dømmer hinanden på de mindste ting. Dem, der træner for meget. Dem, der læser for lidt. Dem, der sætter grænser for deres børn. Dem, der ikke gør. Som om vi forestiller os, at vi ved at jagte det almindelige, det normale, kan forsikre os mod alle de ubehageligheder og uforudsigeligheder, livet har det med at byde på.

Børn har fortjent at se deres voksne danse i natten og høre dem lagt ned af latter. Så lad os koncentrere os om at skabe plads til mere af det fremfor at pege fingre af, hvordan vi hver især forsøger at styre gennem hverdagen. Lad os huske hinanden på, at vi alle sammen gør det så godt, vi kan – og at børn, almindelige børn, der vokser op i almindelige familier, som der trods alt er flest af, er langt mere robuste end vi forestiller os. Vi gør det så godt, vi kan. Hvorvidt det er nok, ved vi først langt senere. Der findes ingen forsikring mod forældre, der var for meget eller for lidt. Så lad os i stedet lære børnene, at livet er fuldt af ups and downs. Derfor handler det om at danse, mens man kan. Børn og voksne. Sammen og hver for sig.

med emneordet , , ,

En storslået mandag

Hvor fin den mandag med Familiepolitisk Konference blev. Gode og inspirerende oplæg fra nogle af landets fremmeste forskere og praktikere, og en enkelt afstikker til Sverige. Dennis Kristensen, formand for FOA, afbrød overenskomstforhandlingerne for at komme over og holde 15 min. oplæg. LO arbejder på et familiepolitisk udspil, og 9 politikere fra 9 forskellige partier, der alle uden undtagelse var enige om, at det familiepolitiske område trænger til mere end en kærlig hånd. Her er min velkomst (hvis du dør for at se mig optræde eller bare vil høre, hvorfor vi overhovedet inviterede til den konference).

Alt gik op i en højere enhed. 1½ års vedholdenhed bar frugt. Jeg følte mig meget taknemmelig den dag. Nu ser vi fremad, som man siger. Vi starter med barnets sygedage. Håber jeg.

Du kan se hele konferencen her

fampolkonf

med emneordet , ,

Det handler ikke om mig. Det handler om os. Og om børnene

Jeg fødte Miss C i 2006. Halfdan blev født 16 måneder senere. De første år var hårde på en måde, hvor jeg hverken havde tid eller overskud til at reflektere over livet som børnefamilie. Det handlede om overlevelse først og fremmest. Vi halsede gennem ugen, afleverede søvndrukne børn i institutionen og hentede dem ud på eftermiddagen. Hver dag smurte vi seks madpakker, tre til hver. Aftensmaden bestod mest af pasta, gryderetter fra fryseren og havregryn. Der var ikke noget glamourøst over den hverdag. Når børnene lå i deres senge, faldt jeg som regel om i sofaen uden anden tanke end at jeg bare ville lades i fred til det blev morgen igen – eller jeg blev vækket om natten. Det var en periode, min kæreste og jeg stred os igennem sammen. De fleste knus og kys gik til børnene. Vi trak store veksler på det fællesskab, vi havde etableret før vi fik børn, og eksperternes råd om at sætte tid af til også at være kærester var så absurd en joke, at vi end ikke orkede at grine af den. For os var det ikke et spørgsmål om prioriteringer, men om at tiden og det menneskelige overskud ikke slog til. Et romantisk get away var ikke en luksus, vi kunne tillade os i den periode. Det var ikke ond vilje. Det var bare sådan livet var. Vi brokkede os ikke, men jeg følte mig skyldig. Utiltrækkelig. Talentløs.

I 2010 holdt jeg fire måneders orlov med min familie. På det tidspunkt var børnene hhv. 3 og 4 år. De første uger var ulidelige, fulde af konflikter, børn og voksne der hele tiden kom på tværs af hinanden. Råben og skrigen.  Det føltes som at stå i en storm af kaos uden at jeg havde den mindste anelse om, hvordan jeg skulle løse problemerne. Faktisk var det det mest angstprovokerende: At vi tilsyneladende slet ikke kunne finde ud af at være sammen 24 timer i døgnet. På mit job havde jeg kontrol. Sammen med min familie var jeg ude af kontrol. På tynd is ganske enkelt.

Og så, efter tre uger, tunede vi endelig ind på samme kanal. Jeg lærte mine børn at kende. Det lyder vanvittigt egentligt, men i løbet af de måneder så jeg endelig og for første gang, hvem det er jeg faktisk er mor til. Det gjorde hverdagen lettere og sjovere. Tiden gav overskud til bare at være sammen, men tiden gav os også mulighed for at lære hinanden at kende og tilpasse os hinanden. Langsomt faldt vi i hak.

Jeg tror ikke, vi er en generation af uduelige forældre, men jeg tror, vi er en generation af fortravlede forældre, som har alt for lidt tid til at være sammen med vores børn til hverdag, og derfor får børnene et umætteligt behov for at blive set af os, når vi endelig er under samme tag, og derfor tøver vi med at tage alle konflikterne i de der tre timer, der er fra børnene bliver hentet til de ligger i deres senge.

Vi er en generation af famlende forældre, fordi fællesskabet er blevet skyllet ud med badevandet. For mange af os er det tætte bånd mellem generationerne i familierne ikke længere en realitet. Vi bor længere væk fra hinanden. Vi føler os ikke forpligtede på og af hinanden. Det betyder, at vi har mindre føling med hinanden, og den erfaringsudveksling der tidligere var på tværs af generationer findes stort set ikke mere. Vi blander os ikke hinandens liv, og vi spørger ikke hinanden til råds mere.

Vi er holdt op med at mærke, hvad der er rigtigt for vores børn, fordi vi ikke har tiltro til os selv som forældre. I stedet pisker vi os selv med usikkerhed og angst for at fejle: Hvad nu hvis jeg lader mit barn sove for længe i dobbeltsengen, ødelægger jeg så mit ægteskab, eller skader jeg mit barn? Hvad hvis jeg ikke kan få amningen til at fungere, eller jeg hellere vil give mit barn flaske, får mit barn så allergi? Forkæler jeg min baby, hvis jeg går tur, når han skal sove. Skader jeg hans ryg, hvis jeg sætter ham i en vippestol, mens jeg laver mad, og ødelægger jeg hendes tænder, hvis hun ikke stopper med at bruge sut, når hun fylder tre. Vi spørger eksperterne i stedet for at spørge os selv, fordi vi er bange for at fejle på en af de mest uforudsigelige arenaer i livet.

I lang tid følte jeg mig alene med alle de følelser, men så begyndte jeg at tale med andre forældre (og undrede mig over, at jeg ikke havde gjort det noget mere). Langsomt begyndte der at tegne sig et mønster. Jeg var ikke alene. Jeg var en del af en generation af forældre, der kæmpede for at holde hovedet oven vande i et gigantisk nul-sums-spil.

Derfor er i dag en særlig dag. I dag har vi nemlig samlet nogle af de klogeste og mest visionære mennesker til konference på Christiansborg. I dag skal vi forestille os det umulige; nemlig hvordan vi kan skabe rammer omkring den moderne familie, som giver mulighed for at vi hver især kan finde en passende balance mellem familie og arbejde. Jeg tror på det er muligt, alene fordi alternativet, status quo, ikke er til at holde ud.

Foto Familiepolitisk Konference

med emneordet , , ,

Blomsterne og bierne igen – for de voksnes skyld

– Nogle af børnene i 3. klasse boller, sagde Miss C til mig, da hun begyndte i skole.

– Hvordan, spurgte jeg med påtaget behersket stemme.

– De kysser med tissekonen og tissemanden.

– Har de tøj på, spurgte jeg sådan lidt overdrevet henkastet.

– Øh ja, selvfølgelig. Havde du regnet med de var nøgne?

Og sådan går det når voksne beslutter sig for at indvie børn i reproduktionens hemmeligheder. Enten har de ikke lyst til at høre sandheden – eller også kender de den allerede. Vi tror hele tiden at børn er ude efter detaljer, når de i virkeligheden efterlyser de store linjer.

med emneordet , ,

Kommentar: Forpligtende fællesskaber

I stedet for at råbe skældsord efter hinanden kunne det være mere givtigt, hvis vi sammen genopfandt det forpligtende fællesskab. Både i familien, mellem generationer og på tværs af ligusterhækkene

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende, lørdag den 16. august 2014

Det kræver en landsby at opdrage et barn. Bare ikke i Danmark. Her står forældrene alene med ansvaret. Helt alene. ’I har jo selv valgt at få børn.’ ’Hvad havde I regnet med?’ Sådan lyder modargumentet hver gang vi, altså os, den forkælede forældregeneration, forsøger at diskutere, hvordan vi kan skabe større sammenhæng mellem familie- og arbejdsliv i Danmark.

Interessant er det, at vi har en strategi for, hvordan Danmark gennem ulandsbistanden kan være med til at styrke civilsamfundet i udviklingslande, mens ingen har tænkt på, at vi måske selv kunne have gavn af at tage vores egen medicin. Faktisk er det på høje tid, at vi begynder at diskutere, hvordan vi kan genoplive det lokale, forpligtende fællesskab.

Forestillingen om familien er i dag så indskrænket, at der kun er forældrene og deres børn tilbage. En lille lukket enhed på 1-2-4 voksne og lige så mange børn afhængig af, hvilken model vi hver især har valgt at gøre til vores. Bedsteforældrene har ingen forpligtelser, så snart de har udstået deres værnepligt og sendt deres eget afkom afsted. Alle over 60 har fortjent at tænke på sig selv først og fremmest. Til gengæld er vi, deres børn, heller ikke forpligtet over for dem. Vi skylder dem intet. Ha! Når de bliver gamle og plejekrævende, må de ringe til kommunen. Onkler og tanter figurerer slet ikke som en ressource, og fætre og kusiner er nogen, vi mødes med til gensynsfest en gang om året. Forældre føler sig stressede som aldrig før, men det er der ikke noget at gøre ved for i gamle dage var det meget værre, og når vi har reddet stormen af og bliver kastet op på stranden som forrevne skibsbrudne, skylder vi ikke nogen noget. Hver især har vi derfor mest af alt travlt med at gøre regnskab over, hvem der har eller har haft det hårdest, og derfor har ret til at få lov til at være i fred. Det er et sørgeligt syn på mange måder.

Der var en gang, hvor ’vores børn’ henviste til alle børn i kvarteret eller i gården. Nu hæfter vi kun den betegnelse på vores egne, familiens, børn. Vi har udelukkende ansvaret for dem. Og os selv. Vi tænker vores og taler måske henover hækken om dem lidt nede af vejen, men vi er påfaldende tilbageholdende med at invitere det forsømte barn indenfor. Jeg skal ikke blandes ind i noget. Så vi vender ryggen til kvarterets skæve eksistenser. Ellers tak. Not in my backyard. Vi vil ikke stå til regnskab eller skylde nogen noget, og med tiden er vi blevet så gode til at passe på os selv, at det lokale fællesskab er gået i opløsning. Med mindre du bor i et kollektiv eller et bofællesskab, hvor den fælles forpligtelse er skrevet ind i vedtægterne belemrer vi så vidt muligt ikke andre med vores børn. Vi har jo selv valgt at få dem, så det er jo ikke naboens skyld, at der er intromøde i skolen samme dag, som der er forældremøde i børnehaven. Derfor kæmper vi hver især for at få hverdagen til at hænge sammen så godt som muligt. Vi skynder på børnene og vrisser af hinanden, mens endnu en uge folder sig ud foran os – på legepladsen lader vi måske en ironisk bemærkning falde om, at det igen var en af de morgener, men vi gør det altid med et glimt i øjet. For ingen skal komme og sige, at vi ikke er kompetente, ansvarlige forældre.  Ingen skal tro, at vi ikke kan klare den selv.

Derfor er det så vanskeligt at diskutere nye løsninger for, hvordan vi kan skabe balance mellem arbejds- og familieliv. Ingen af os ønsker at blive involveret i mere eller tage ansvar for flere. Vi har enten reddet stormen af og har nu for travlt med golf og yoga, som alle ved er en menneskeret, eller også lider vi druknedøden i de rørte vande mellem bleer, vasketøj og søvnløse nætter. Bare ærgerligt, Sonny-Boy. Hvis du har et problem, må du sgu klare det selv, det gjorde vi andre, og hvis du virkelig er sådan en klynkemarie, må du ringe til kommunen (men først når du lover, at du aldrig mere bager speltboller til dine unger).

Det kræver en landsby at opdrage et barn. Jeg ville ønske, vi kunne starte der. At vi kunne genskabe de lokale fællesskaber, åbne dørene på vid gab og lade ungerne, også dem med det uglede hår og snotnæser, være velkomne alle steder. Jeg ville ønske, at vi ikke var så hårde ved hinanden. At vi var knap så skadefro og mere imødekommende. At vi i stedet begyndte at drage omsorg for hinanden. At vi rakte hånden ud mod småbørnsforældrene og stillede en gryderet på trappen eller tilbød at hente ungerne en lørdag morgen og være sammen med dem et par timer. Jeg ville ønske, at vi turde involvere os i stedet for at råbe ind i hovedet på hinanden: Det har du kraftedeme selv valgt, så nu må du bare tage det sure med det søde uanset hvor mange gange du er ved at segne undervejs. Jeg ville ønske, at vi ville begynde at se børnene som en fælles investering i fremtiden. Det vi giver, er det vi får tilbage, men så længe ingen af os giver noget, er der kun et rungende sort hul at råbe om hjælp ind i.

med emneordet , ,

Kvinder er skyld i skilsmisser og overgreb mod børn

I går satte jeg mig ned og gjorde noget, jeg muligvis havde haft bedst af at afholde mig fra: Jeg så det tredje program i DR-serien Sådan er det bare. Præmissen for programserien er nemlig interessant; lad os pille lidt ved alle de selvfølgeligheder, der former et moderne hverdagsliv og se på, hvorfor det er blevet sådan, og om det måske kunne være anderledes.

Det tredje program handler om balancen mellem familie- og arbejdsliv, og hvad det betyder for børnefamilier, at hverdagen er travl og for nogen ligefrem stressende. Jeg skrev i oktober en kronik om børnefamiliernes hamsterhjul, så lad os bare sige at det er et emne der allerede optager mig.

Grunden til jeg ville ønske at jeg aldrig havde set programmet, er at det gennem samfulde 28 lange pinefulde minutter kun gør en ting: Hælder dårlig samvittighed ud over udearbejdende mødre – og tragikomisk nok er programmet med til at fastholde stereotyper og status quo snarere end at skitsere reelle alternativer til det nuværende liv i en gennemsnitlig børnefamilie.

Vi ser en udearbejdende mor som løber rundt efter sit barn i supermarkedet, mens hun prøver at købe ind efter arbejde. Og vi ser en hjemmegående mor, der bager boller (seriøst?!), griner og hygger med sine børn omkring bordet. Det har den udearbejdende mor helt åbenlyst hverken tid eller overskud til.

Vi hører også hvordan den udearbejdende mor skal argumentere for, hvorfor hun overhovedet har et arbejde – hvorfor hun ikke er hjemmegående.

“Mit arbejde giver mig mulighed for at bruge de kompetencer, jeg har. Og det at have kollegaer betyder meget for mig.”

Vi hører hende fortælle, at det er hårdt at have ambitioner med sit arbejde og samtidig være familiens projektleder.

Speak: “Katrine er glad for sit arbejde, men hun kan mærke at det kan være svært at nå det hele.”

Katrine: Der er dage hvor jeg tænker: Gud hvor jeg er dog en dårlig forælder. Jeg henter som en af de seneste. Det er bare ikke godt nok.

Vi hører hvordan travlheden i familien er et overgreb (seriøst?!) på børn.

Speak: “De [Børns Vilkår] optager hver dag [sic!] opkald fra børn der har svært ved at nå igennem til deres forældre.”

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår: “Forældrene har aldrig tid […] Det er en slags omsorgssvigt at man faktisk ikke har den tid der skal til for at lytte til børnene.

Nå ja, og så er der selvfølgelig den om pengene. At vi er forkælede og bare kunne gøre noget andet som fx at flytte til Lolland, fordi ALLE jo ved at der er masser af jobs at få i Udkantsdanmark (i hvert fald er der fred og ro). Igen klip til stakkelse Katrine:

Speak: ” Det er altså ikke helt omkostningsfrit at både far og mor går på arbejde. Alligevel er der en grund til at de fleste vælger at leve deres liv på den måde. Vi vil gerne have de penge der følger med et job.”

“Min indtægt betyder for familien, at vi har noget mere frihed i forhold til, hvad vi godt kunne tænke os.”

Nu går du lige tilbage og så læser du alle citaterne med Katrine igen. Og så forestiller du dig, at det er hendes mand, vi kan kalde ham Mads, eller en mand du kender, der i stedet er citeret.

Nej vel? Det går ikke, alene af den grund at du ALDRIG ville spørge en mand, hvorfor han går på arbejde, hvilke tanker han gør sig om hvordan familielivet hænger sammen med hans karriere og slet slet ikke: Hvad betyder din indkomst for familien, Jørgen?!?!?!

Hele programmet er lagt ind i en fornedrende ramme, som gør familielivet til kvindens ansvar, hendes karriere til et personligt, egoistisk projekt og hendes fine lille indtægt til et appendix til familiens økonomi. Det er ikke hendes mands penge der betaler for skiferien – næh, hans rigtige løn går vel til mursten og bil og pension, synes at være programmets præmis.

Men det ved jeg selvfølgelig ikke med sikkerhed, altså hvad programmet overhovedet mener om mænd endsige hvad mænd mener om familiens hamsterhjul, for de er slet ikke en del af programmet. Et program der handler om moderne familieliv vælger alene at lade kvinderne komme til orde – og dermed fastholde os alle sammen i den forestilling at det i sidste ende er kvindernes ansvar om familiens trives. For… Sådan er det bare!

Nilfisk

med emneordet , , , ,

Det ER strukturelt

For nogle lørdage siden forsøgte jeg mig med en kronik i Politiken. Mange, der læste den, syntes, jeg var dårlig til at sortere og sige nej, og næsten lige så mange der syntes det var synd for mine børn, at de skulle trækkes med en mor som mig.

Der var flere der var helt oppe at stå på den, fordi jeg åbenbart er sådan en typisk klynkemarie, der ikke kan finde ud af at tage ansvar for farten i det hamsterhjul, som kronikken handlede om. Sådan en stereotyp mor, der har travlt med at bage økologiske speltboller på surdej, mens jeg banker puder og fletter julehjerter med den anden hånd (myten om den perfekte mor viser sig igen og igen at være et hårdtslående argument). Og overraskende mange foreslog, at jeg gik på deltid (mens ingen foreslog, at min mand gik ned i tid. Ingen.).

Men midt i al balladen druknede min pointe, eller måske blev den snarere fremhævet. For det jeg forsøgte at sige med kronikken var ikke, at det er synd for mig eller for dig, men at det er synd for os (hvis det er synd for nogen), fordi hamsterhjulet ikke er noget, du eller jeg har opfundet. Det er et strukturelt problem, som ikke kan standes ved at jeg melder fra til en julefrokost eller går ned i tid. Vi har brug for en tredje løsning, en ny måde at organisere os på  – du ved, den løsning vi ikke kender endnu, men som jeg godt gad vi begyndte at diskutere os frem til.

Det er der mange der bliver provokeret af: At løsningen ikke ligger lige for, og at jeg insisterer på, at det er et strukturelt problem mere end en individuel udfordring, der kan løses med (flere) skemaer og (endnu) mere prioritering i den enkelte familie. Derfor blev jeg så glad, da jeg læste interviewet med Rasmus Willig i Politiken i weekenden. Rasmus er sociolog, og hans pointe er netop, at vi martrer os selv, fordi alle problemer er individualiserede:

“Det er helt nødvendigt, at vi oversætter de individuelle problemstillinger til sociale problemstillinger. Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer. Der er akut behov for, at vi sætter farten ned og laver om på de strukturer, der styrer os rundt.”

Læs interviewet. Seriøst. Han har fat i den lange ende.

Vi har en vinder!

Så til Andreas bog, som jo faktisk er er flugtforsøg fra hamsterhjulet. Maier, du er den heldige vinder. Send mig navn og adresse, så modtager du fluks Andreas fantastiske bog fra forlaget.

Og hæng endelig på, der er en ny bog på vej lige om lidt. Om en dreng, der er god til noget.

med emneordet , , , , , ,