Tag Archives: familie

6. november 2013
22 kommentarer
Anbefalinger, Chancen, Sandheden

Vind Og den store flugt (måske årets vigtigste bog)

Måske har du allerede hørt historien om Andrea Hejlskov og hendes familie, som kørte næsten alt, hvad de ejede, til genbrug eller på lossepladsen og derefter satte kursen mod et helt nyt og mere enkelt liv i de svenske skove. Måske aner du ikke, hvad jeg taler om. Men det burde du, for Andreas historie er vigtig. Fordi hun er modig, måske den modigste jeg kender. Og fordi hun viser os, at der er et alternativ til hamsterhjulet, som jeg fornylig har skrevet en kronik om.

Andreas egen fortælling om, hvorfor de, en moderne familie, besluttede sig for at forlade alt, og hvordan det så har været at finde sig til rette langt oppe i nordlige Sverige, kan du nu læse om i hendes bog Og den store flugt. Eller rettere, jeg mener ikke kan, men skal. For det er en vigtig bog. En virkelig vigtig bog.

Jeg er så heldig, at jeg fik lov til at læse bogen, inden den blev sendt til tryk, og i et døgn så jeg ikke op fra den bog. Det gør ondt undervejs, rigtig ondt, men der er også noget befriende over at komme så tæt på en moderne families frigørelse fra alt det, vi kender. Aldrig nogensinde kommer jeg til at flytte ud i en skov, og slet ikke i en skov, hvor jeg selv skal bygge mit hus for at få et sted at sove. Men Andreas beslutning forstår jeg, og jeg kunne ikke være mere enig i hendes underliggende kritik af, hvordan det er vi har indrettet os som samfund. There’s something rotten in the State of Denmark. 

Historien er god nok i sig selv, men jeg lover dig, at damen fra skoven oven i købet skriver som død og helvede, så du både kommer til at grine og græde undervejs. Det er en bog, du skal læse. Hellere i dag end i morgen.

Men hvis du alligevel har lidt tålmodighed, kan du vinde Og den store flugt her på stationen. Kast et lod i kommentarfeltet, så trækker jeg en vinder på søndag.

Og den store flugt

I øvrigt kan du lige nu møde Andrea et sted i Danmark – eller på bogmessen i weekenden. Tjek her

med emneordet , , , , ,
8. september 2013
Skriv en kommentar
Anbefalinger

Forbandede yngel – en hyldestsang

Kære AC,

Tak for din bog! Jeg kan ikke huske hvornår det skete sidst. Hvornår jeg sidst fandt tid til at læse en bog på en weekend, ikke fordi jeg skulle, men fordi jeg ikke kunne lade være. Jeg har kastet alle de sædvanlige regler for, hvornår og hvor længe børnene må se TV og spille Mine Craft, overbord bare for at få fred.

Du skrev så ydmygt i din hilsen i bogen, at du slet ikke vidste om den var noget for mig. Som om. Ingen grund til at sætte dit lys under en skæppe, for den bog fortjener alt det lys den kan få. Du fortjener alt det lys, du kan få.

Jeg tænker tit på, hvordan du sad der i klassen. Lige midt i hesteskoen, et hoved højere end os alle sammen. På alle måder. Jeg sad tæt på døren, krøllet sammen i batik og med en pakke rød Balitobak i inderlommen. Deroppe ved døren var det bedste sted at sidde, hvis man gerne ville sidde lidt i ly af læreren. Du sad i midten og strålede over os alle sammen. Indtog rummet med en naturlig autoritet. Du virkede ikke som en der havde brug for eller lyst til at sidde i ly. Jeg er ikke sikker på, jeg værdsatte dit lys på samme måde som jeg senere kom til. Jeg var trods alt kun 16 år og temmelig meget på tværs i nærmest enhver forstand. Du hvilede i dig selv, sådan så det ud fra min plads, men hvem ved måske var du også bare 16 år.

Forbandede yngel er en formidabel smuk bog og en temmelig smertefuld historie. Jeg elskede den fra første side og jeg kneb en tåre på de sidste. No wonder, din roman vandt Politikens romankonkurrence, for det er simpelthen en af de bedste danske romaner, jeg har læst i lang tid.

Det siger jeg ikke, fordi forlaget har sendt bogen til mig og jeg ikke kan være andet bekendt. Det siger jeg derimod, fordi du skriver så fantastisk smukt og poetisk. Og fordi jeg har den største respekt for det du vil og det du gør og ikke mindst det du kan og er.

Kære AC, jeg begiver mig ikke normalt af med hyldester, men nogle gange er det nødvendigt at gøre en undtagelse.  Så værsgå. Jeg bøjer mig i støvet for alle dine bevægende ord.

Kærlig hilsen Suzette

Og til alle jer andre. Få nu fat i den bog. Læs den. Slug den. Den er smuk.

forbandede yngel

med emneordet , , , , ,
15. januar 2013
3 kommentarer
Anbefalinger

Gangnamstyle for udkørte mødre med store drømme

Bilreklamer… har du seriøst nogensinde fået lyst til at købe en ny bil, fordi du har set en sexy lady give den gas gennem den namibiske ørken eller på smalle bjergveje med havudsigt på Mallorca? Ikke rigtig, vel. Måske fordi det ikke er dit liv, og fordi du ligesom mig er blevet for gammel og har fået for mange børn til at forestille sig, at det Thelma og Louise-agtige liv med faste bryster og vinden i håret rent faktisk matcher dit liv.

Men så var det de fik en ny ide henne hos Fiat – og det er den første bilreklame, jeg frivilligt har set til ende. To gange. Indtil videre. Se,  der kan vi tale ren målgruppe og klar identifikation helt ind i bunden af moderskabet med.

Hør den selv og fortæl mig, om du ikke fik en lille smule lyst til at sætte dine unger ind på bagsædet og kører en tur ud mod solnedgangen.

med emneordet , , ,
1. juni 2012
4 kommentarer
Chancen, Farmorbørn, Sandheden

Skolestart-parat

170 sider. Så meget fylder den bog, vi fik med hjem fra skolen forleden. 170 sider om at gå i skole, om at have venner, om sikker trafik, om at være forældre og om at smøre madpakker.

Er der noget at sige til, at det  indimellem føles som en uoverkommelig opgave bare at gøre sit bedste?

Noget handler om, at du skal lære dit barn at rød mand i et lyskryds betyder stop. Andet at der er godt at have sund mad med i skole (no shit). Og så er der masser af tips og tricks til, hvordan du er et ordentlig, ansvarligt menneske, bare sådan i det hele taget.

Vi er en meget besynderlig – og også lidt sølle – generation af forældre, der rager rundt i blinde. Mens vi bliver coachet og terapeuetet og selvudviklet langt ind i helvede, kigger vi undrende på de små væsener, vi har sat i verden. For hvordan skal man være et ordentlig menneske og en god rollemodel for sådan et lille stykke guld? Hvordan kan jeg stole på, at det jeg giver videre er det bedste for barnet? Og er det ikke lige arrogant nok at gå efter sin mavefornemmelse og tro på, at jeg er en god nok mor?

Det er som, om vi bilder os ind at det pletfrie forældreskab findes. Som om vi tror, at hvis bare vi læser alle manualerne, følger eksperternes råd og tygger os igennem 170 sider om at være skolebarn i det nye årtusinde, så vil vores børn aldrig lave en Anna Wahlgren på os – og hvis de gør, kan vi hive skolemanualen frem og med ro i sindet sige: “Det var ikke mig, der fandt på det. Jeg gjorde bare det, der stod i bogen.”

Det gør mig sgu faktisk lidt træt.

med emneordet , , ,
9. februar 2012
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Så snakker vi ikke mere om det

– Åh, hvor jeg glæder mig til I er store nok til at tømme opvaskeren, sagde jeg til børnene igår. Og du ved det godt. Det tager jo nærmest kun 5 min., men det er med opvasken som med vasketøjet. Det stopper bare aldrig, og jeg undrer mig hver gang, der ikke er mere pulver til maskinen, for jeg fatter ikke, at vi bare vasker og vasker og vasker.

– Det siger du altid, sagde den store.

– Jeg har da aldrig før sagt, at jeg gerne vil have jer til at tømme opvaskermaskinen, svarede jeg lidt træt i stemmen.

– Nej, men det jeg ikke forstår, mor [og jeg citerer helt i overensstemmelse med sandheden, ord for ord, mine damer og herrer]. Det jeg ikke kan forstå er, at du altid siger, at du glæder dig til vi bliver større.

Så sådan er jeg den fede mor, der får mine børn til at føle sig både værdsatte og velkomne som dem de er lige nu. Nice!

 

med emneordet , , , ,
1. februar 2012
2 kommentarer
Anbefalinger, Sandheden

Vi fejrer: 6 år i provinsen

I dag er det lige præcis seks år siden, jeg satte mig ind i et tog og kørte mod vores nye hjem i provinsen. Jeg tænker tit på, at det her vil være mine børns barndomsland, mens jeg sikkert for evigt vil føle mig lidt som den nye pige i klassen.

Derudover har det voksne provinsliv indtil videre lært mig dette:

  • Man begynder overraskende hurtigt at interessere sig for fartdæmpende foranstaltninger på villavejene (eller rettere: på min villavej).
  • Grønne mælkekasser er standardudstyr på cyklerne.
  • El-scootere har altid førsteret på cykelstien.
  • Alle afstande over 500 meter er køreafstand.
  • 5 kvarter i tog til København er kort nok til ikke at få provinskuller og langt nok til at nå at læse alle de bøger, man ikke når i kernefamilien (eller til at sove).
  • Ens børn falder hurtigt ind i dialekten og begynder at sige ting som egosta og tispunkt.
  • Man synes pludselig alting er meget dyrere i København (eller ved nærmere efter tanke, man får måske bare en sund skepsis over et brød der koster over 40 kr. Det gir jo ikke mening, vel? Heller ikke selvom det er Bo Bech eller saglige Claus Meyer, der egenhændigt har haft hænderne i dejen, vel? VEL?)
  • Man begynder igen at få hjertebanken, når man en gang om måneden hører udrykningssirener.
  • Man bliver ikke nødvendigvis bedre til at sludre med naboen eller drikke øl over hækken, fordi man pludselig deler hæk med fire andre.
  • Der findes virkelig folk, der går op i, hvor meget andre folk luger i deres (egen) have, og hvilken farve de maler deres stakit.
  • Ghettoer findes alle steder, også i provinsen. Vi taler bare ikke så meget om det (selvom vi hver især tænker vores).
  • Man holder op med at købe pizza om søndagen, fordi det alligevel ikke rigtig har noget med en pizza at gøre.
  • Man skal ikke tale sin januarferie til Egypten op til en kulturel rygsækrejse med supersøde børn. Alle tager på charter med all inclusive og bamsebørneklub og har kun godt at sige om det.

Man kan mene og forestille sig meget om provinsen og holde den velkendte ironiske distance til folk i joggingsæt, men for mindre end, hvad en andelslejlighed koster i København, kan man bo 50 skridt fra børnehaven, 100 skridt fra kælkebakken og 150 skridt fra badebroen. Det er svært ikke at elske. Alt taget i betragtning.

med emneordet , , , ,
13. november 2011
1 kommentar
Farmorbørn

Noget om kønsroller

Mine børn har en legekammerat på besøg. En dreng fra børnehaven. De er flyttet ind i stuen. Eller flygtet, for det er noget med at oppe på værelset, som er USA, er der borgerkrig, og efter en tur over Sydafrika, hvor der også var ballade, er de nu endt i Egypten, hvor der er fred og ro. Med sig har de en kuffert, et tæppe, udklædningstøj og en kasse med køkkensager. Mere behøver man vel egentlig heller ikke.

De har lukket døren derind, så jeg kan ikke se, hvad de laver, men jeg kan høre dem. Eller det vil sige, jeg kan høre min datter. For det er hende der styrer legen. Benhårdt. Så lægger du dig til at sove. Så læser du for os andre. Så redder du sengen. Så henter du tæppet. Indimellem kan jeg høre en svag mumlen fra drengene – og et par gange også lyden af en dreng, der begynder at lege med biler. Men der bliver slået hårdt ned på enhver afvigelse fra historien. For det er jo ikke for sjovt, at de nu endelig er kommet til Egypten og har fået indrettet et hjem og kan begynde at være en rigtig familie.

Men ved du hvad? Jeg fatter simpelthen ikke de finder sig i det. Hvorfor beder de hende ikke om at slappe lidt af? Blande sig uden om? Eller bare lægge sig til at sove?

Jeg fatter i øvrigt heller ikke, hvor det der bossy-gen kommer fra? Socialt betinget? Eller genetisk? Begge forklaringer er  i virkeligheden lige deprimerende.

med emneordet , , ,
7. oktober 2011
1 kommentar
Anbefalinger

Den her går ud til mændene

Listen over løfter, der ikke blev til noget er lang. Men jeg trøster mig med, at vi stadig har Johanne (og Per Clausen – tak for den til åbningsdebatten igår, Mr.), og at SF vel snart har nået den bund, som De radikale ramte for år tilbage og derfra må det gå fremad.

Men det her er noget, der bliver til noget: Øremærkning af barsel til mænd.

About bloody time.

Så tillykke til alle jer fædre in spe. Snart får I ret til at være sammen med arvingen. En ret vi andre (altså kvinderne) har haft i årevis. Et vigtigt skridt for at sikre lige vilkår for alle uanset køn. Hurra.

med emneordet , , , , , ,
27. september 2011
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Opsamling

1) Poul hed han, ham der hentede den døde plæneklipper. Han havde en magen til derhjemme, som også var død. Så han håbede, at hvis han tog det bedste fra dem hver, kunne det blive til en, der virker igen. Egentlig smart nok. Og temmelig ecofriendly – hvis altså ikke lige han havde kørt 130 km med trailer for at hente maskineriet.

2) Status på suppekuren er, at jeg holdt i 5 dage (ok, 4½) og med usædvanlig stor selvdisciplin befriede mit korpus for 3 kg (ok, 2,6 kg). 5 dage uden sukker og koffein, og min krop kunne godt lide det, men igår kom den til at spise en plade chokolade til frokost, så nu er vi på en måde tilbage til status quo. Opskriften er her, hvis du selv vil prøve.

3) Vi har besluttet os for at bruge 25.000+ på nye tagrender (med 15 års garanti), en undervognbehandling og vinterudstyr til børnene. Se, det som en praktisk oplysning, hvis du overvejer at investere i en kernefamilie.

4) Det blev ikke til islandsk nordlys i september, fordi det er hverdag hele tiden, og feriepauser ikke kommer af sig selv, men er noget der kræver benhård planlægning og prioritering.

5) I går lagde mit ældste barn alt vasketøjet på tørrestativet sirligt sammen. Det ser pænere ud end når jeg gør det. På torsdag fylder mit yngste barn fire, så nu er vi vel ved at være klar til en 3’er (det var for sjov, mor).

 

med emneordet , , , ,
3. september 2011
Skriv en kommentar
As if

Det vi leger #3

Sidste vinter opdagede vi at der løb vand ned af væggen i stuen. Det er åbenbart det der sker, når tagrenderne er 200 år gamle, og vandet løber ud alle andre steder end i nedløbsrøret.

I dag kom der en tømrer og kiggede på det problem, der åbenbart ikke bare lader sig lappe – og nu vil han også sende en murer, som først skal reparere alle revnerne i muren (“Når der er hul i tagrenden, så bliver der revner i væggen, når vandet trækker ind og fryser.” “Oh, I see.”).

Der er også noget med nogle tagsten, der skal sikres, fordi de er begyndt at glide ned og lægge sig i tagrenden (de steder, hvor den stadig holder dem tilbage).

Næst efter bilen er fast ejendom ved gud det største sorte hul, vi hælder penge i. Alle de dejlige penge, vi kunne bruge til at rejse jorden rundt, konverterer vi nu til zinktagrender og cement. Good gracious.

Jeg gider ikke lege den her leg alligevel!

(Og jeg fatter stadig ikke, om det er meningen jeg skal vide noget om alt det her bare fordi jeg har købt et hus i et øjebliks redebyggerus.)

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →