Tag Archives: doven

Det vi leger #3

Sidste vinter opdagede vi at der løb vand ned af væggen i stuen. Det er åbenbart det der sker, når tagrenderne er 200 år gamle, og vandet løber ud alle andre steder end i nedløbsrøret.

I dag kom der en tømrer og kiggede på det problem, der åbenbart ikke bare lader sig lappe – og nu vil han også sende en murer, som først skal reparere alle revnerne i muren (“Når der er hul i tagrenden, så bliver der revner i væggen, når vandet trækker ind og fryser.” “Oh, I see.”).

Der er også noget med nogle tagsten, der skal sikres, fordi de er begyndt at glide ned og lægge sig i tagrenden (de steder, hvor den stadig holder dem tilbage).

Næst efter bilen er fast ejendom ved gud det største sorte hul, vi hælder penge i. Alle de dejlige penge, vi kunne bruge til at rejse jorden rundt, konverterer vi nu til zinktagrender og cement. Good gracious.

Jeg gider ikke lege den her leg alligevel!

(Og jeg fatter stadig ikke, om det er meningen jeg skal vide noget om alt det her bare fordi jeg har købt et hus i et øjebliks redebyggerus.)

med emneordet , , ,

1-0 til madpakken

Tilgiv mig – thi jeg har syndet. Så dårligt har jeg talt om madpakken og vejen derhen, hvor man smører og smører og smører leverpostej- og makrelmadder i en uendelighed. Og alle de gange, hvor jeg har sukket dybt over halvfyldte madkasser, der kommer med tilbage, fordi børnene har fejret en fødselsdag, spist grønsagssuppe på legepladsen eller bare ikke været lige så sultne, som de plejer. Spild af godt arbejde og kostbar tid.

I går nåede Halfdan kun at være i børnehave i 45 min. før de meget grundige pædagoger havde fundet en skoldkoppe i hans hår og sparkede ham til hjørne. Med ham kom de urørte madkasser også hjem igen.

Og sikke en velsignelse. En gennemsnitlig lørdag-søndag handler jo alligevel mest om at tørre røv og smøre madder til sultne unger. Og den der madpakke i køleskabet viste sig virkelig at optimere weekenden på den gode måde. Bevæbnet med ristede løg kunne jeg lynhurtigt pimpe både leverpostej og spegepølse op til hæderlig frokost og mellemmåltider, nærmest uden at rejse mig fra sofaen.

Så øverst på to-do-listen for weekenden står der fremover: “Smør madder til hele weekenden.” Altså jeg tænker, at der ikke sker noget ved at lave til et par dage, nu jeg er i gang. Det svarer til den madordning, min kommune synes det var passende at udbyde til de små poder – og hvis politikerne vurderer, at det er et forsvarligt tilbud, kan vi vel godt tage det for gode varer og starte med at implementere det herhjemme. Ik?

med emneordet , , , ,

Nå, så blev jeg lige væk dér

Det er hårdt at feste med de unge – og frimodige er de oven i købet. Eller måske  frivole er en bedre betegnelse?

Da vi lagde an til at sove efter 12 timers fest med flere drinks, end jeg har indtaget over det sidste år, så vi begge lige uforstående ud, da den unge værtinde, gik ud af gæsteværelset med ordene: “Og hvis det skal være erotik, er der både stearinlys og røgelsespinde på skabet!”

Det sagde hun virkelig. Efter Asti, Gewurztraminer, Ale no 16, rom, whiskey og gintonics. Og selv hvis jeg ikke havde drukket: Erotik? Er det ikke noget Joan Ørting tager sig af? Og røgelsespinde? Så får jeg da først problemer med astma og gamle rygerlunger. Godt den næste fest foregår på et badehotel med gæster tæt på de fyrre, som først lige er ved at rejse sig efter babyboomet…

med emneordet , ,

Motionsdag og social arv

Det er vist ikke nogen overdrivelse eller et opskruet forsøg på at stramme historien at sige, at jeg er vokset op i en familie, hvor sport ikke lige frem stod øverst på dagsordnen. Udover den årlige fuldemandsfodboldkamp i udklædning til byfesten har vi ikke slidt mange løbesko op hjemme hos os.

Derfor krævede det også hvert år lidt ekstra havregryn og tilløb at blive klar til og tune sig ind på den årlige motionsdag, som fejrede efterårsferiens komme (meget mærkværdig måde at komme hviledagen i hu på i en usportslig familie). Men det lykkedes da som regel at komme i mål – på et tidspunkt og uden at anstrenge kroppen med et alt for højt tempo. Et år havde min veninde og jeg spillekort med på turen – for ligesom at fjerne fokus fra det vildt, vildt strenge i at vores overenergiske og frisk klædte firser-idrætslærer forsøgte at få os op i tempo. Men vi gik i 7. klasse, så det gav lige som sig selv, at han var langt ude.

Nå, men der har i noget tid hængt en seddel om orienteringsløb i børnehaven. Det var så i dag, og jeg havde ikke lige lavet den der kobling til motionsdagen – og jeg havde da i den grad overset, at det var lige præcis i dag, det hele løb af stablen. Så jeg vil godt på forhånd undskylde for, at mit barn mødte op til den nationale løbedag i uldne gummistøvler og cowboybukser.

Til næste år lover jeg, at vi både arbejder på udstyr og indsats, for det viser sig, at den lille pirat havde fundet sin mors gamle plads bagerst i feltet, hvor han havde mere travlt med at holde i hånd med pigerne end at komme først over målstregen. Til gengæld var han ret begejstret over, at hele børnehaven havde havde heppet på ham, da han kom over målstregen som den sidste i aldeles adstadigt og totalt genkendeligt tempo.

Men det går jo ikke. Slet ikke. For børn i dag kommer ingen vegne, hvis de ikke hele tiden prøver at komme først. Og det er jo kun i børnehaven, at der er guldmedaljer til alle. Og regeringen vil jo også gerne hjælpe børn til at bryde den sociale arv. Og i øvrigt er der jo også fedmeepidemi og diabetespandemi at tage hensyn til. Og det kan godt være, du tænker, at det bare er et freakin’ motionsløb, men sådan er det jo med alt. Det starter i det små og pludselig er det ude af kontrol – både det med hænge lidt i bremsen og det med pigerne…

med emneordet , , , , , ,

Til gravide og andre svagelige

Hvis du nu er kæmpegravid, men alligevel ikke mere end at det kan blive til en sidste rejse af den slags, du kommer til at have våde drømme om, når du er blevet mor, så skulle du måske overveje Bratislava i Slovakiet.

Supersmuk by, der ikke er overrendt af turister, dejlig mad, god shopping – og så slipper du endda for at stå i kø med andre end dem, der har det ligesom dig.

med emneordet , , ,

Oh frihed

Sådan startede den første orlovsdag, hvor alle sov længe (i sig selv uhørt). Bagefter god tid til at spise morgenmad i morgensolen. Ah…

med emneordet , , ,

Så ved man ens mor har været forbi…

Når der ligger to sirlige bunker vasketøj a la den her:

Det er næsten synd at det fine tøj skal bo her:

med emneordet ,

Hov, der kom toget…

Indimellem sker det, at jeg står og venter på toget, og når det så kommer, suser det lige forbi uden at standse ved min station – og sådan er det jo med lyntoget. Det standser ikke mellem Odense og Høje Tåstrup, og det kan måske godt være et problem, når jeg står i Nyborg og venter.

Sådan havde jeg det fx dengang en af mine gamle venner for 3. gang skiftede til et nyt og endnu mere spændende job, mens jeg var på barsel. Farvel. Vi ses. Måske. Og endnu mere, da en gammel studiekammerat blev longlistet til en Cavling samme dag, som jeg sad og lagde juleåbningstider på bibliotekets hjemmeside. Altså jo, jo det sidste har da værdi for mange, rigtig mange faktisk, men jeg får ligesom ikke nogen statuette at prale med. Det gjorde hun så heller ikke, men hun var dog lysår tættere på end jeg nogensinde kommer.

Man kunne jo kalde det misundelse – og måske er det bare, hvad det er. Min kæreste kalder det at være karriereminded, og måske har han ret, når han siger, at hvis man vil rykke sig derhen, hvor lyntoget standser, er man nødt til kun at have sit fokus et sted i stedet for 100. Og lige den del har aldrig været min stærke side – faktisk er jeg bedst til og har det rigtig sjovt med at være mange steder på en gang for så føler jeg ikke, jeg går glip af noget. Eller det er jo så løgn, men det er bare fordi det larmer så meget det der lyntog, at det er svært at lade som ingenting, når det kører forbi.

med emneordet , ,

Stramt program

Ok, her kommer en svaghed (udviklingspotentiale, hvis man er med på den vogn): Jeg er ude i sidste øjeblik med alt for mange ting. Og hver gang jeg mærker den onde deadline ånde mig i nakken, lover jeg mig selv, at det bliver sidste gang. Fra nu af vil jeg være en af dem, der får tingene fra hånden, når de kommer ind… HAHAHA!

I dag er deadline-dag. Inden i morgen skal jeg lave et interview og skrive en artikel, skrive to lektørudtalelser til film og lave et oplæg til et strategisk møde mandag. Og det burde jo være lige til at gå til, hvis altså ikke også jeg liiige havde en kaffeaftale med en veninde og skulle være mor til to hele dagen.

Se, det er dårlig planlægning! Men problemet er, at alting altid flasker sig på en eller anden måde. Og så kan man godt blive lidt doven – også med at få lavet om på dårlige vaner…

med emneordet ,