Tilgiv mig – thi jeg har syndet. Så dårligt har jeg talt om madpakken og vejen derhen, hvor man smører og smører og smører leverpostej- og makrelmadder i en uendelighed. Og alle de gange, hvor jeg har sukket dybt over halvfyldte madkasser, der kommer med tilbage, fordi børnene har fejret en fødselsdag, spist grønsagssuppe på legepladsen eller bare ikke været lige så sultne, som de plejer. Spild af godt arbejde og kostbar tid.
I går nåede Halfdan kun at være i børnehave i 45 min. før de meget grundige pædagoger havde fundet en skoldkoppe i hans hår og sparkede ham til hjørne. Med ham kom de urørte madkasser også hjem igen.
Og sikke en velsignelse. En gennemsnitlig lørdag-søndag handler jo alligevel mest om at tørre røv og smøre madder til sultne unger. Og den der madpakke i køleskabet viste sig virkelig at optimere weekenden på den gode måde. Bevæbnet med ristede løg kunne jeg lynhurtigt pimpe både leverpostej og spegepølse op til hæderlig frokost og mellemmåltider, nærmest uden at rejse mig fra sofaen.
Så øverst på to-do-listen for weekenden står der fremover: “Smør madder til hele weekenden.” Altså jeg tænker, at der ikke sker noget ved at lave til et par dage, nu jeg er i gang. Det svarer til den madordning, min kommune synes det var passende at udbyde til de små poder – og hvis politikerne vurderer, at det er et forsvarligt tilbud, kan vi vel godt tage det for gode varer og starte med at implementere det herhjemme. Ik?
Kun sandheden 