Category Archives: The kids

Frit fald

Man holder sit nyfødte barn helt tæt og har aldrig lyst til at give slip. Men langsomt river barnet sig løs og bliver sig selv. Og man slipper, fordi det er det, man skal. Slippe, ikke holde fast.

Jeg lå i hospitalssengen med min daggamle datter. Lillebitte var hun, som en ny baby nu en gang er. Sovende det meste af tiden, det mærkværdige væsen, som jeg havde båret under mit hjerte i så mange måneder, og som jeg følte, jeg burde kende, men som jeg alligevel slet ikke kendte.

I mange år havde jeg forsvoret jeg overhovedet skulle være nogens mor. Men nu lå hun her og duftede trygt og varmt af uspoleret nyt liv, og jeg hviskede til hende: ’Vi to, vi hænger sammen, resten af livet. Jeg passer på dig.’

Alting var så højstemt de første dage. Næsten andægtigt, og jeg er ellers ikke et andægtigt menneske, men så alligevel en højstemt mor, viste det sig. Jeg passer på dig, sagde jeg, som havde været mor i halvandet døgn og vidste lige præcis ingenting om at være mor og slet ingenting om, hvordan man passer på 2800 gram baby.

Hun kom flere uger før terminen. Hvis hun var blevet født på den anden side af midnat, havde hun været et helt almindeligt barn, og vi var kommet hjem med det samme. Nu var hun født for tidligt, og vi fik lov til at gemme os på hospitalet i mange dage nok til, at vi kunne lege mor, far og barn og stadig trække i snoren, hvis vi blev i tvivl.

Og i tvivl var vi det meste af tiden. Det føltes på en gang, som om hun altid havde været en del af os, og som om vi var blevet pålagt en opgave, der var alt for stor til, hvem vi var. To mennesker, der var vant til at leve hver vores liv sammen, og som på en enkelt formiddag var blevet for evigt forbundet af et nyt lillebitte menneske.

Hun skulle mades hver anden time. Drikke sølle 15 ml mælk af et lille plastikglas, mens vi ventede på, at mælken løb til. Hun lå med lukkede øjne, mens vi nødede hende til at drikke. Der var ikke noget dramatisk ved situationen, ikke andet end at jeg ikke fik sovet, fordi hun skulle have mad døgnet rundt.

Jeg troede ikke, jeg kunne undvære søvn, men det lærer man med tiden. Ikke at undvære, men at leve med at undvære. Ligesom man lærer at lukke gode råd ude, særligt dem om, at alting er en fase.

Seks år i konstant søvnunderskud er en lang fase, og man bliver ikke et større menneske af ikke at få sovet. Man hænger sammen, fordi man skal, men heller ikke meget mere end det. På den femte dag fik vi lov til at tage hjem.

Jeg så mig over skulderen, da vi gik ud af døren for at tage elevatoren ned. Mig og min lille nye familie på vej mod jorden. Sygeplejersken vinkede til mig. Det var ok. Vi måtte gerne tage vores baby med hjem, hun var trods alt vores. Hun hørte til hos os.

Uden for bragede hverdagen imod os. Trafikken var usædvanlig hektisk, og lydene, alle de lyde, al den larm. Jeg havde lyst til at tage mit barn i armene, skærme hende mod virkeligheden, som var blevet så barsk og fuld af lys på bare fem dage.

Alt var som før, og ingenting var som før.

Noget nyt voksede i mig i de dage. Moderskabet. Ikke som en bekymring, men som en stor varm boble. Som et ekstra kammer i mit hjerte. Som en enorm beskyttertrang. Vi måtte søge i dækning. Væk. Fra verden, som teede sig så tosset, og vi trillede forsigtigt barnevognen henover fortovet. Vi forsøgte at skærme hende, men det var umuligt. Alle de bump, alle de knækkede fliser, alle de kantsten.

Hun viste sig at være sådan et barn, der vendte sig ud mod verden. Som tog på eventyr så snart hun overhovedet kunne bevæge sig. Det var som om verden aldrig kunne blive stor nok. Derfor lærte jeg tidligt at give slip.

Hun insisterede, og jeg havde ingen gode grunde til at holde på hende. At holde hende fast mod hendes vilje var omsonst, for hun tog imod alt det nye med en naturlig nysgerrighed, som er en gave både i det lille og i det store liv. Hun viste tillid og fik tillid igen. Det var også hendes gave.

Min opgave blev at forklare hende, hvordan verden hang sammen. Og at stole på, at hun nok skulle klare sig. Hun var draget af sted uanset.

Det ville være løgn at påstå, at hun ikke har slået sig undervejs. Både helt fysisk når hun kravlede op og hoppede ned i fuld tillid til, at hun ville landet blødt. Det gjorde hun ikke altid. Og når hun kravlede ind under huden på andre mennesker og blev afvist. Ikke alle voksne gider svare, ikke alle voksne giver igen af samme nysgerrige skuffe. Det er ikke nogen dårlig erfaring at gøre sig, mens man endnu er for lille til helt at forstå.

Hun ville verden for meget til at tage sig af dem, der ikke ville.

Når jeg ser på hende nu. Hende, min 10-årige datter og hendes 16 måneder yngre lillebror, strømmer blød varme gennem mig. En følelse af stor taknemmelighed og skrøbelighed på samme tid. Hvad er jeg uden de to mennesker?

Jeg er ikke kun dem, men jeg er ingenting uden. Jeg er deres mor. Den, der passer på dem. Den, de skal kunne regne med. Hele tiden. Også når jeg ikke gider, eller jeg er for træt til at tage mig af andre end mig selv. At se mig selv vokse ud af dem – at blive nogens mor.

Hvem havde troet, at jeg overhovedet havde det i mig. Hvem havde troet, at jeg kunne være påtage mig det ansvar? Hvem havde overhovedet troet, at jeg kunne være voksen og navigere i moderskabets umulige rolle?

Hvem havde troet, jeg kunne give slip, når de med den største naturlighed gør sig fri af mig. Den første overnatning hos en kammerat. Den første cykeltur alene til skolen. Den første tur med toget til Jylland på egen hånd.For slet ikke at tale om den allerførste gang de, tre og fire år gamle, gik af sted til købmanden med hinanden i hånden. De to sammen. Mine unger.

Jeg stod og så dem gå ned ad vejen, og da de drejede om hjørnet, var de alene i verden. Uden for mit blik. Det tog en evighed, inden de kom tilbage. Lige præcis længe nok til, at jeg kunne nå at forestille mig, at nogen havde taget dem under armen og var løbet af sted med dem. Men selvfølgelig kom de tilbage. Med en liter mælk og byttepenge. De var rejst ud i verden og kom tilbage med ranke rygge. Se os, vi kunne godt!

Det river lidt i hjertet, hver gang de går ud døren af sted på et nyt eventyr. Bekymringen, den nagende angst for, hvordan verden tager imod dem lurer lige under overfladen, men sejren i deres øjne, når de vender hjem igen, kompenserer så rigeligt for det åbne hjertes skrøbelighed.

De løsriver sig en lille smule hver eneste dag. De to unger, der lige om lidt har mere brug for alle andre end mig, fordi det er sådan livet er. Det gør mig stolt og glad, at de har den tro på sig selv og verden – og på mig. At de tør gå fra mig, vende ryggen til mig, i fuld tiltro til, at jeg er der, når de vender tilbage.

Langsomt sluttes cirklen. Den første løsrivelse, fødslen, den dag man slipper dem løs i en vild og ukendt verden, og så de intense, udmattende, berigende år, hvor de vokser til, og man ikke får sovet mere end to sammenhængende timer ad gangen, hvor de hele tiden er inde for rækkevidde, og man drømmer om bare et øjeblik for sig selv, indtil den dag, hvor de igen stille og roligt, i deres eget tempo, begynder de at vende blikket væk fra en.

Langsomt slipper de taget, og det nytter ikke at holde fast. De skal ud i verden. Stå på egne ben. Alene. Det er naturens orden, den virkelige sejr. At give slip på sine børn løs. I fuld tillid til, at de klarer sig så godt, de kan. I fuld tiltro til at de kan gå vejen selv, uden mig.

Reklamer
med emneordet , , ,

Tror du, de andre kan lide dig?

Jeg gætter på, det ikke kun er hjemme hos os, vi kan gå fra ’du er den bedste mor i verden’ til ’lortemor’ på under 10 sekunder.

[Klumme bragt i Information, 30. april 2016]

Undervisningsministeriet har naturligvis udviklet et trivselsværktøj med nationale trivselsindikatorer, som det så smukt hedder. Et af spørgsmålene i testen lyder: Tror du de andre børn i klassen kan lide dig?

Svarmuligheder: Ja, de fleste. Ja, nogle stykker. Nej.

Min søn lagde sig sikkert i midten, for som han sagde: ”Jeg ved jo ikke, om alle kan lide mig, men der er jo nok nogen, der kan.”

”Tror du alligevel ikke, det er de fleste,” spurgte jeg.

”Det ved jeg da ikke noget om. Jeg har jo ikke spurgt dem,” svarede han og så på mig med undrende øjne. Ved man nogensinde, om de fleste kan lide en, sådan for alvor? Og er det overhovedet et mål i sig selv?

Et andet spørgsmål lyder: Er timerne kedelige? Igen lagde han sig i midten.

”Det er svært at sige, at noget helt sikkert er godt eller helt sikkert er dårligt, men jeg kan i hvert fald ikke lide fredag i skolen,” sagde han. Det er ikke sådan han ikke kan lide at gå i skole. Nogle gange synes han bare, timerne er kedelige. Livet i en nøddeskal, fristes man til at sige.

Så hvad kan vi egentlig bruge de svar til? Hvis mange børn ligger sig sikkert i midten, giver det indtryk af, at trivslen på skolen er middelmådig. Hvis enkelte børn svarer, at ingen kan lide dem, bliver deres (vigtige) svar slugt af alle dem, der har det ok det meste af tiden.

Trivslen på skolen har det godt, konkluderer undersøgelsen måske, men skolen har det vel ikke bedre end de elever, der har det dårligst? Hvis altså skolen også er et fællesskab og et sted, hvor børnene skal lære at tage ansvar for sig selv og hinanden. Det værdisæt fremgår naturligvis ikke af nogen test og er måske derfor i sig selv lige højtravende nok til at være et mål for skolen. Tidens sandheder findes som bekendt i målbare resultater baseret på objektive kriterier.

Det største problem med trivsel, der sættes på formel, er, at det altid vil være et øjebliksbillede – og at resultatet derfor mildest talt er påvirkeligt. Jeg gætter på det ikke kun er hjemme hos os, vi kan gå fra ”Du er den bedste mor i verden” til ”lortemor” på under 10 sekunder. På samme måde vil svarene usvigeligt være påvirket af, hvordan frikvarteret er gået, om mor og far skændtes om morgenen, om der er en mellemørebetændelse undervejs. Selv hvis man spurgte voksne, ville svarene være påvirkelige, for den dag man har fået en tiltrængt lønforhøjelse, vil man nok være mere positivt indstillet over for sin arbejdsplads, end den dag, man fik afslag på et fedt kursus, man havde drømt om at deltage i.

Som det er med den meste af den testliderlighed, der gennemsyrer barndommen, ender vi med at skyde gråspurve med kanoner, som man siger. Eller rettere: Trivselsmålingerne giver politikerne mulighed for at placere skolerne på en rangliste, men målingen siger intet om, hvor gode skolen er til at hjælpe og støtte de børn, der har større problemer end et middelmådigt frikvarter og periodevis kedsomhed.

Derfor må vi holde op med at tale om børns trivsel som et objektivt begreb, fordi det skaber en distance mellem os og det enkelte barn. Et dyrt betalt trivselsværktøj og en årlig måling kommer ikke for alvor til at betyde noget for det barn, der har det svært i hverdagen. I stedet er vi nødt til at vise lærerne tillid, og lærerne er nødt til at tage magten tilbage og vise, at de – sammen med nu ovenikøbet uddannede pædagoger – kan give fagligt kvalificerede bud på, hvilke børn der trives, og hvilke børn der har brug for støtte og opmærksom.

Det er i hverdagen, vi skal være optaget af, hvordan børnene går og har det med sig selv og hinanden, ikke den ene gang om året, hvor alt skal passe i en kasse. I øvrigt tror du dine kollegaer kan lide dig? Hvilket svar ville du give på det spørgsmål? Helt ærligt?

med emneordet , , , ,

That’s my girl!

Miss C har fået en ny ven i klassen. Det er en af drengene. 

“Han er god at snakke med – og så har han god humor!”

Hun har fat i den lange ende. Som sædvanlig. De bedste venner er dem, der får dig til at grine. Alt andet er sekundært. Punktum.

tumblr_inline_mnla0ffwHz1rnvwt1

med emneordet , ,

Måske er det derfor jeg ikke selv pylrer om i hvert fald et af mine børn

Egentlig er det den gamle sang om hønen og ægget. Altså får børnenes personlighed betydning for, hvilken slags mor man bliver? Eller har den slags mor man er betydning for, hvordan børnene bliver? Eller er det en uendelig cirkelbevægelse, hvor vi hver især former os efter hinanden?

Jeg ved det ikke. Det jeg til gengæld ved er, at jeg er mor til Miss C, og at hun hele tiden udfordrer min måde at forsøge at være en slags mor på. Som nu fx i går morges:

Mig:  Hey, stop, jeg vil gerne have at du tager en trøje på, når I skal cykle.

Miss C [kommer stormende tilbage og river trøjen ud af hånden på mig]: HVAD ER DET HER FOR ET LIV?!?! Kan man slet ikke få lov til at gøre NOGETSOMHELST uden der står en voksen og råber gør nu dit og gør nu dat. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at vi fik en snak om, hvordan vi kunne lave nogle andre rammer for, hvad I skal bestemme!

Hun er syv år. S.Y.V.

Jeg har for længst gjort mig mentalt klar til at sende hende ud i verden. Ikke fordi jeg har lyst til at give slip, men fordi hun allerede har revet sig løs. Det er livsduelighed in the making, og jeg elsker det (selvom det kræver hår på brystet og ben i næsen – også af mig).

.

med emneordet , , ,

Pylrer du om dit barn – bare en lillebittemikroskopisk smule?

Jeg skal skrive en artikel om hvordan vi som mødre (og fædre) forsøger at beskytte vores børn mod alt ondt i verden, fordi vi ikke nænner at se dem slå sig eller blive kede af det. Der er dem, der mener, at vi gør vores børn en bjørnetjeneste, fordi vi ikke lader dem gøre deres egne erfaringer. Men det er svært, ikke? At give slip på den måde, når vi står lige ved siden af og kan guide dem uden om alt det onde.

Til artiklen leder jeg efter gode eksempler på, hvad du som forældre konkret gør for at skærme dit barn? I hvilke situationer forsøger du at beskytte dit barn? Råber du Pas på eller Kom ned, når dit barn er på vej om i det højeste træ? Tager du over i konflikter mellem dit barn og legekammeraterne, når de bliver uenige? Blander du dig, hvis du synes dit barn bliver uretfærdigt behandlet? Lader du dit barn selv gå alene til købmanden efter en liter mælk? 

Jeg vil meget gerne høre eksemplerne, men også dine tanker om, hvorfor du gør som du gør  – også meget gerne de eksempler hvor du godt ved, at du ikke burde blande dig, men alligevel ikke kan lade være, fordi du vil dit barn det bedste?

Det er ikke en artikel, der har til hensigt at hænge nogen ud, men derimod at se på, hvorfor vi reagerer som vi gør  – og hvad det betyder for vores børn (og jeg bruger ikke jeres eksempler uden først at spørge om lov).

Håber I er med på at lege lidt.

med emneordet , ,

Madpakker og makrelmadder

Sommerferien er slut – og nu står madpakkerne igen og råber i køkkenet. De vil smøres. De vil genopfindes. De vil inspirere. De vil spises. Og hvad skal man nu finde på?

Miss C og hendes long time partner in crime har takket være den her lille fine sag (sagde moren) gjort det helt enkelt: 6 halve med makrel. Så er den i vinkel. Bon appetit.

med emneordet , , , ,

To børn – to verdenssyn

Det ældste barn siger til sin mor: “Jeg kunne godt tænke mig at vi skændes på en anden måde.”

Den yngste siger til sin far: “Det er mærkeligt som hver dag er klemt inde mellem to nætter.”

De ord indfanger i virkeligheden alt om forskellen på de to. Deres fokus. Og deres væren i verden.

Fotor060790249

med emneordet , , ,

Der er meget at være taknemlig for

I dag er sådan en dag. Taknemlighedsdag. Jeg ser på det lille menneske. Min datter. Det utroligste lille væsen. Jeg beundrer hendes umættelige begejstring, hendes ufattelige energi. Hendes øje for livets detaljer og hendes hudløse kritiske sans. Mit hjerte svulmer, når jeg ser på hendes, selvfølgelig. Jeg er jo hendes mor. For mig er hun aldeles enestående. Og en kæmpestor gave. Jeg er taknemlig for, at jeg fik netop hende. Det lille store menneske, som er så forskellig fra mig, så determineret og fuld af temperament og uforudsigelige ups’n downs. Hun er benhård og stormer ud i verden med den største selvfølgelighed. Hun sluger livet så begærligt, og det har taget mig tid at forstå, at den energi hun møder verden med også er hendes akilleshæl. At det hun har brug for er, at der nogen, der kan skabe ro omkring hende og hjælpe hende med at forstå, at med det tempo kan man nemt tabe de andre på vejen. I dag er taknemlighedsdag. I dag blev hun syv år .  Et barn blev født, og ud af det voksede en mor. Jeg krydser fingre for, at hun kan mærke, jeg gør mit bedste. Det fortjener hun, lille, store, Miss C.

c 7 02

 

 

c 7 01


c 7 03

med emneordet , , , ,

Miss C anmelder Blachman

Den 6-årige var søvnløs i går, og den pikløse vært havde netop spurgt: “Rører De også ofte ved Dem selv?”, da hun krøb ned i sofaen og undrende satte sig til at se Blachman. Her er hendes kommentarer:

“Hun står i bar numse. Hvad ska hun da?”

“Hvad handler det om? Hvorfor skal hun stå i bar numse over for to mænd.”

“Du kunne lige så godt selv tage tøj af og så lade to kvinder gøre det mod dig det der.”

“Hvorfor skal de vise sådan noget i tv?”

“Jeg kan godt lide hendes hår. Det er meget lyst og flot.”

“Hvorfor siger damen ikke et ord?”

“Jeg tror de kigger på damerne fordi de selv mangler en dame.”

“Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke siger til dem de skal tie stille. De sidder jo bare og kigger på hende og siger alt muligt om hende.”

“Jeg forstår slet ikke, hvad det går ud på.”

“Det er da underligt, at hun skal stå i bar numse og dreje rundt.”

“Man kommer til at tænke på, hvordan ens egen mor ville se ud, hvis hun skulle stå derinde.”

Vi skal lytte noget mere til børnene. Jeg siger det bare.

med emneordet , ,

Er du god til at arbejde sammen med andre?

Det er aldrig for tidligt at komme i gang med at evaluere sin egen indsats, så forud for forårets skole-hjem-samtaler, er der naturligvis en seance, hvor barnet skal mødes med læreren. Udgangspunktet er 33 spørgsmål med det fælles tema Hvordan synes du selv det går?

2013-03-23-12-05-58

Og Miss Carla tager det i stiv arm. Selvfølgelig. Hun er barn af evalueringsbølgen. Så på spørgsmålet Er du god til at arbejde sammen med andre tænker hun lidt og siger så: “Altså, nogle gange vil jeg nok bestemme lidt for meget, men jeg øver mig på at lytte til de andre.” Jeg ved ikke helt, hvad de bliver for nogle mennesker, de børn der vokser op i det nye årtusinde, men jeg ved, at jeg var ca. 20 år om at gøre mig den erfaring, og da sad jeg i en gruppe på RUC og havde stadig en følelse af, at det var de andre og ikke mig, den var gal med.

Jeg ved også, at fordi vi hele tiden beder dem om at reflektere over deres egne handlinger, styrker og svagheder, ender vi med at have nogle mærkværdigt voksne samtaler med de 6-årige. Fx denne:

– Jeg vil ikke have, at du kalder mig Lorte-far.

– Jeg kaldte dig ikke lorte-far. Jeg sagde bare, at jeg havde lyst til at kalde dig lorte-far.

Eller:

– Du råber ad mig!

– Jeg råber ikke ad dig. Jeg ber dig bare om at stoppe, når jeg siger det.

– Det kan godt være, du oplever det sådan, men jeg føler, du råber ad mig.

Som sagt… Det er nye tider.

med emneordet , , ,