Pylrer du om dit barn – bare en lillebittemikroskopisk smule?

Jeg skal skrive en artikel om hvordan vi som mødre (og fædre) forsøger at beskytte vores børn mod alt ondt i verden, fordi vi ikke nænner at se dem slå sig eller blive kede af det. Der er dem, der mener, at vi gør vores børn en bjørnetjeneste, fordi vi ikke lader dem gøre deres egne erfaringer. Men det er svært, ikke? At give slip på den måde, når vi står lige ved siden af og kan guide dem uden om alt det onde.

Til artiklen leder jeg efter gode eksempler på, hvad du som forældre konkret gør for at skærme dit barn? I hvilke situationer forsøger du at beskytte dit barn? Råber du Pas på eller Kom ned, når dit barn er på vej om i det højeste træ? Tager du over i konflikter mellem dit barn og legekammeraterne, når de bliver uenige? Blander du dig, hvis du synes dit barn bliver uretfærdigt behandlet? Lader du dit barn selv gå alene til købmanden efter en liter mælk? 

Jeg vil meget gerne høre eksemplerne, men også dine tanker om, hvorfor du gør som du gør  – også meget gerne de eksempler hvor du godt ved, at du ikke burde blande dig, men alligevel ikke kan lade være, fordi du vil dit barn det bedste?

Det er ikke en artikel, der har til hensigt at hænge nogen ud, men derimod at se på, hvorfor vi reagerer som vi gør  – og hvad det betyder for vores børn (og jeg bruger ikke jeres eksempler uden først at spørge om lov).

Håber I er med på at lege lidt.

Reklamer
med emneordet , ,

4 thoughts on “Pylrer du om dit barn – bare en lillebittemikroskopisk smule?

  1. Katrine siger:

    Jeg har megatendens til at bryde ind, når min datter har en veninde med hjem. Og jeg ved jo godt, at jeg bør lade dem tage konfilkten selv, men jeg lider måske under, at jeg så enormt gerne vil have, at det er hyggeligt og rart, at være på besøg hos os, og at der derfor ikke er plads til at man bliver uvenner eller ikke kan enes om tingene, så derfor mægler jer. Og det kan godt være et non-stop projekt med to knap 4-årige bestemte piger!

  2. kunsandheden siger:

    Hvor er det bare et godt eksempel, Kathrine. For vi vil så gerne have at børnene hygger sig (aka at de ikke er sure på hinanden) og så kommer vi til at glatte ud i stedet for at lade dem finde ud af hvordan man bliver uvenner OG gode venner igen

  3. Karin siger:

    Jeg lader min datter – ja faktisk dem begge – gå til bageren alene. Astrid var fire år første gang – og det samme var Karoline. De første gange, var det med hjertet i halsen (selv om bageren ligger i villakvarteret og der ingen sideveje er at passere).
    Første gang, jeg lod Astrid gå selv fik jeg en voldsom reaktion fra en mor i børnehaven – hvordan kunne jeg dog!? Og blev helt i tvivl.
    Men at se den stolthed over at kunne selv, at være helt på egen hånd (godt nok med mor eller far lidt på lur bag en hæk eller to de første par gange.?!) – og at hun oven i købet havde overskud og lyst til at plukke den fineste buket blomster i vejkanten på vejen tilbage fra bageren – det var det hele værd!

    Hvad angår at skærme, så de ikke selv skal opleve, om det gør ondt, så ja… Jeg tager meget ofte mig selv i udførligt at beskrive hvad der kommer til at ske resten af eftermiddagen, i weekenden, om lidt, om en uge etc. fordi jeg tænker de skal vide, hvad der venter dem. Tror faktisk jeg gør dem en bjørnetjeneste dér og lægger mit eget behov for at vide over i dem.

    Og i konflikter der blander jeg mig – tit….

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: