Category Archives: The kids

Om at reparere i stedet for at transformere

I morgen skal jeg spille rollen som den bekymrede forælder i noget, man kunne kalde fjernsyn. Noget af det, jeg har tænkt mig at mene er, at vi i stedet for at styrke børnenes livsduelighed (og det mener jeg virkelig er en kerneopgave for folkets skole) ender med at pakke dem ind og vatere dem, fordi heldagsskolen betyder, at de voksne skaber rammerne og styrer slagets gang i en meget stor del af børnenes dag .

På den måde fratager vi børnene muligheden for selv at tage stilling og ansvar og navigere på egen hånd, fordi vi er overbeviste om, at det, børn har brug for at lære, lærer de bedst, hvis det er tænkt af en voksen først.

Ken Robinsons syn på uddannelse er interessant og siger noget om, hvordan vi i stedet kunne vælge at se på – og arbejde med børn og uddannelse.

“The fact is that given the challenges we face, education doesn’t need to be reformed — it needs to be transformed. The key to this transformation is not to standardize education, but to personalize it, to build achievement on discovering the individual talents of each child, to put students in an environment where they want to learn and where they can naturally discover their true passions.”

Ken Robinson

 

 

“Creativity is as important now in education as literacy and we should treat it with the same status.”

Ken Robinson

 

 

med emneordet , , , ,

Til de bekymrede…

Vil jeg bare sige, at min vurdering er, at patienten kommer sig hurtigt efter brokoperationen. Status 22 timer efter barnet blev lagt i narkose, tog sig således ud:

 

 

med emneordet , ,

Hvad der sker når man møder den rigtige far

Miss Carla vil gerne i fjernsynet. Det sagde hun i weekenden efter have set MGP 2012-musikvideoer på computeren nonstop i tre timer (selvom vi slet, næsten ikke, ser fjernsyn hjemme hos os, natürlich). Allerhelst vil hun synge. På en scene. Men hun kan også godt danse. Eller spille guitar. Eller klaver. Det er først i 2014, siger hun, for de har fundet dem, der skal med i MGP 2013, så der er jo tid til at øve. Både på sang og dans og guitar og klaver – og moren tænker, at der kan blive brug for netop det, altså at øve sig, for jeg vil ikke sige, at hun dags dato behersker nogen af kundskaberne til fulde.

Så gik det hverken værre eller bedre end at hun havde sin nye ven fra skolen på besøg, og at det var hendes far der hentede, og at han er en musikertype af en art, og at han sagde: Jeg har allerede tilbudt A at skrive en MGP-sang til hende, men hun vil ikke være med. Det kan være vi kan overtale hende, så kan I synge sammen.

Han kunne lige så godt have skudt koffein direkte ind i årerne på min datter. Det her er min drømmedag, hyperventilerede barnet og fortsatte så i upbeat tempo: Hvad tror du sangen skal handle om – den skal nok handle om veninder hvis vi skal synge sammen – hvad synes du jeg skal have på til audition – hvad tror du jeg gør hvis de kommer op på skolen og fortæller os at vi skal med til MGP – tror du så ikke lige jeg må sige: “Aih, må jeg ikke godt lige skrige lidt.” – aih, har du ikke lyst til at tale lidt mere om MGP og hvad der sker hvis vi skal være med… 

2014. 14 måneder. Stjernedrømme in the making – eller i frit fald. Vi får se.

med emneordet , , ,

Hjerte rimer på smerte – og mor

Nogle gange kan man godt savne sin mor. Rigtig meget endda. Faktisk så meget at det gør temmelig ondt i et lille 6-årigt hjerte. Nuhr…

image

med emneordet ,

Om at blive arbejdsløs

Når nu den 6-årige insisterer på at rydde op efter aftensmaden. Helt alene. “Sæt jer bare ind i stuen. Jeg skal nok klare det. Det er meget sjovere end at dække bord.” Hvad er det så jeg, moren, laver mellem aftensmad og puttetid?

med emneordet , , ,

Den uformelle Pisa-undersøgelse

Kl. er 19.20, and it goes like this:

Miss C (mens hun leder efter en bog til godnatlæsning): Der er nogen, der knalder oppe i skolen.

Mig: Hvad betyder at knalde?

Miss C: At man kysser med tissemanden og tissekonen!

Mig: Har de tøj på?

Miss C (med det der hvad-snakker-du-om-blik): Ja, selvfølgelig.

Mig: Er de kærester, de to der knalder?

Miss C (nu med virkelig overbærende blik): Nej, man kan da sagtens knalde uden at være kærester.

P.S. I efterårsferien læste vi en bog fra skolebiblioteket. Den handlede om mænd, der har dårlig sæd, og derfor må låne sæd fra en anden mand for at få børn. Og om lesbiske, som gerne vil have børn sammen, men jo ikke selv har noget sæd, og som derfor også må låne af en anden mand. Der var også et par, hvor lægerne var nødt til at tage sæden fra manden og skyde det op i kvinden, fordi sædcellerne ikke selv kunne finde vej. Det hele foregik på et babyslot.

Så alt i alt føler jeg egentlig vi er kommet meget godt fra start med seksualundervisningen, selvom det måske var et par år før forventet.

P.P.S Hvad skal de børn egentlig lave i 7. klasse?

med emneordet , ,

Du må godt lave en Pisaundersøgelse på mit barn

Dem, der siger, at børnene ikke lærer noget i folkeskolen lyver. Miss Carla har været i gang i seks uger, og i morges tegnede hun en jordklode med kontinenter og blåt hav. Og en ked af det-stjerne, der var blevet drillet af en lidt hoverende stjerne.

Forleden spurgte hun mig, om jeg ville have en kinesisk forlomme (huh?), og hun vil aldrig med hjem, når jeg henter hende i SFO’en, hvor hun laver hønsestrik, tæsker Kalaha eller spiller Ost (huh?) med de store fra 2. og 3. klasse.

I børnehaven spiste hun 6-8 halve rugbrødsmadder. Nu spiser hun to halve – på en god dag. Der er simpelthen ikke tid til at interessere sig for madpakker. Hun folder bøger og æsker og konvolutter i stakkevis og lægger tal sammen og forsøger at få bogstaverne til at matche alle de nye og gamle ord, hun har inde i hovedet.

I morges viste hun mig et stykke papir. Kan du se, hvad der står, spurgte hun. Jeg kiggede på ordene: SNEMN. Blank – eller det er jo fordi jeg gik i skole, mens et ord var noget fra retskrivningsordbogen og ikke noget man selv fandt på. Men  da hun fortalte mig, at der stod snemand, kunne jeg alligevel godt følge hende. SNEMN -> snemand. Soleklart.

Muligvis er det bare, fordi jeg er hendes mor, at jeg er nem at begejstre, og mit hjerte svulmer hvergang hun erobrer nyt land. Men altså seks uger, ikke? Så mange nye input. Det fortsætter ikke i samme tempo, vel?

med emneordet , , ,

Hverdagen kræver benhård tilvænning

“Hvordan var så første dag i børnehaven efter påskeferien,” spurgte jeg den store i morges.

Hun tænkte sig om og svarede så: “Lidt stressende. Jeg havde ondt i hovedet det meste af dagen, fordi jeg ikke har vænnet mig til larmen endnu.”

med emneordet , , , ,

Elsker mine børn, når

1. Vi er på besøg hos nogen og de rejser sig fra bordet og siger: Tusind tak for mad. Det smagte simpelthen så dejligt. Jeg er ked af, at jeg ikke kan spise resten. Yes, for sådan er vi nemlig hjemme hos os. Høflige og lutter roser til kokken, der har haft besværet med maden – hvis bare det ikke er noget med ris.

2. De opgiver at falde i søvn i dobbeltsengen og beder om at komme ind i deres egne senge for at sove. Så får jeg lige 180 X 180 for mig selv uden at være den onde mor, der nægtede dem adgang til min trygge favn, når deres far er ude at rejse.

3. De kommer hjem fra weekend og konsekvent kalder mig farmor. Så ved man, at de har haft det godt der, hvor de har været.

med emneordet , , ,

Ting, jeg virkelig gerne vil vide

1. Hvordan det altid lykkes dynebetræk at æde alt det andet tøj, der er  i vaskemaskinen?

2. Om der virkelig findes mennesker, som aldrig, aldrig, skænker chokolade, kager eller lakridser en tanke?

3. Om der er forældre, der tager deres børn med ind og se Far til fire-film og selv hygger sig imens?

4. Hvornår ens børn holder op med at råbe MOAAAAAAAAAAAR, når de ikke lige kan finde på andet at tage sig til?

5. Om der er nogen, der aldrig tænker over, hvordan deres liv ville have været, hvis de ikke havde fået børn?

6. Om Anna Wahlgren virkelig intet fortryder?

7. Hvornår korn og gryn og mel går af mode igen?

8. Om det egentlig er bedre bare at lade være med at skille sine børn ad, når de kaster sig over hinanden i raseri?

9. Om mine børn vil huske mig som hende den sure mor?

10. Om mit yngste barn en dag mister troen på, at han er en superhelte-røverhund med vinger?

med emneordet , , ,