Du må godt lave en Pisaundersøgelse på mit barn

Dem, der siger, at børnene ikke lærer noget i folkeskolen lyver. Miss Carla har været i gang i seks uger, og i morges tegnede hun en jordklode med kontinenter og blåt hav. Og en ked af det-stjerne, der var blevet drillet af en lidt hoverende stjerne.

Forleden spurgte hun mig, om jeg ville have en kinesisk forlomme (huh?), og hun vil aldrig med hjem, når jeg henter hende i SFO’en, hvor hun laver hønsestrik, tæsker Kalaha eller spiller Ost (huh?) med de store fra 2. og 3. klasse.

I børnehaven spiste hun 6-8 halve rugbrødsmadder. Nu spiser hun to halve – på en god dag. Der er simpelthen ikke tid til at interessere sig for madpakker. Hun folder bøger og æsker og konvolutter i stakkevis og lægger tal sammen og forsøger at få bogstaverne til at matche alle de nye og gamle ord, hun har inde i hovedet.

I morges viste hun mig et stykke papir. Kan du se, hvad der står, spurgte hun. Jeg kiggede på ordene: SNEMN. Blank – eller det er jo fordi jeg gik i skole, mens et ord var noget fra retskrivningsordbogen og ikke noget man selv fandt på. Men da hun fortalte mig, at der stod snemand, kunne jeg alligevel godt følge hende. SNEMN -> snemand. Soleklart.

Muligvis er det bare, fordi jeg er hendes mor, at jeg er nem at begejstre, og mit hjerte svulmer hvergang hun erobrer nyt land. Men altså seks uger, ikke? Så mange nye input. Det fortsætter ikke i samme tempo, vel?