Category Archives: Sandheden

1. januar 2017
Skriv en kommentar
Sandheden

10 nytårsforsætter

Den første uge af januar er i gang, og alle er traditionen tro begyndt at løbe, holdt op med at drikke vin, ryge smøger og spise. Det føles helt rigtigt – et par dage …

giphy_drink

I næste uge kan vi så kaste os over nogle mere kollektive forsætter for det kommende år. Det kunne fx være disse 10:

  1. Ingen ringer til Lars Seier og ditto Tvede, som belejligt sidder på et pengebjerg i Schweiz og lige ved, hvordan den danske kage skal skæres. Alle børn kender den gyldne regel: Hvis du ikke er med i legen, kan du ikke være med til at bestemme reglerne. Ciao, som man siger i Alpeland.
  2. Vi kommer ud af madpsykosen, der får os til at tro, at hvis bare vi spiser mere af det ene og mindre af det andet og krydrer det med et eller andet obskurt produkt, lever vi nok for evigt. At vi alle skal dø, er som bekendt det eneste, vi med sikkerhed ved om det her fordømte liv, så spis nu bare mad, der smager godt, og som gør dig glad. Husk, du dør ikke før tid, fordi du spiser pomfritter med masser af remoulade om søndagen. Heller ikke selvom du henter dem på grillbaren.
  3. Slut med at hate på importerede højtider. Alle børn – og voksne viser det sig – er ret pjattede med Halloween. Og hvad så? November er allerede mørk nok som den er, så lad os endelig holde en fest, inden vi alle sammen tørrer ind på sofaen.
  4. Ingen blander sig i, hvordan forældre er forældre, fordi alle, der selv er forældre, udmærket ved, at vi gør det så godt, vi kan – og at det (temmelig ofte) er utilstrækkeligt. Erfaringen viser heldigvis, at der for det meste kommer helt almindelige gennemsnitlige børn ud i den anden ende. Det betyder også, at vi ikke længere har brug for gode råd fra Lola Jensen og hendes liga. Selv tak.
  5. Og så holder vi i øvrigt op med at behandle børn som burhøns, der stuves inde i institutioner uden en voksen i miles omkreds. Vi kan samtidig skrue lidt ned for den opmærksomhed, de ældre medborgere har nydt godt af siden kampen mod ældrebyrden blev sat ind. Vi ved det godt nu. De ældre er ikke en byrde. Ikke endnu i hvert fald, og nu har de tilmed fået deres eget ministerium. Rødvinsgenerationen overlever.
  6. Vi siger nej tak til flere skattelettelser. Det var sørme godt, jeg slap for at betale topskat, sagde ingen nogensinde på sit dødsleje.
  7. Ligestilling er ikke længere noget, vi griner af. Giv nu bare noget plads. Tro på, at nogen er nødt til at gøre noget for alvor, så vi ikke skal vente 170 år på, at mænd og kvinder har lige muligheder. For nej, det har vi stadig ikke, uanset hvordan du vender og drejer det. Tjek statistikkerne, hvis du er i tvivl.
  8. Vi holder op med at give dem, der hiver efter vejret på samfundets bund, fingeren. Intet menneske er blevet større eller stærkere af at blive trådt på, så nu retter vi blikket mod de rigtige problemer, og det er ikke Benny på kontanthjælp, der er problemet. Det er den måde, vi indretter samfundet på. Strukturerne. Ja, det sagde jeg faktisk.
  9. Vi genopliver fællesskabet og den oprigtige omsorg for hinanden. Vi skal blande os noget mere i hinandens liv. Til gengæld skal vi holde op med at stikke næsen i hinandens sager. Alle må leve deres liv præcis, som de vil, så længe ingen (andre) kommer til skade, og husk at invitere din nabo på kaffe – også selvom han er lidt af en enspænder. Han har måske mere brug for den kaffe end nogen anden.
  10. Og nåhr ja, så holder vi selvfølgelig op med at brokke os over alt det, der er for galt. Der er ved gud meget, der er galt for tiden, men der er jo ikke noget, der nogensinde bliver bedre, hvis ikke vi gør noget. Det starter i det små. Tro på sommerfugle-effekten. Den virker. Eller gør som Gandhi: Vær den forandring, du gerne vil se i verden. Det starter med dig. Og med mig. Godt nytår!
24. juni 2016
Skriv en kommentar
Sandheden

Det med mig og København er efterhånden bare noget, vi leger

Jeg bor i Nyborg, jeg kommer ikke fra Nyborg. Forskellen er afgørende. Stadigvæk. Som om jeg kan holde provinslivet ud i strakt arm, så længe jeg kalder mig selv for tilflytter

[Klummen blev bragt i Dagbladet Information, den 24. juni 2016]

Da jeg var teenager, kunne jeg ikke komme væk hurtigt nok. Mine bedsteforældre boede dør om dør med os det meste af min barndom, og min mor var født i den samme lille by på Sydfyn, hvor jeg badede i bækken, gik i skole og fik mit første kærestebrev. Så snart jeg kunne komme af sted, rejste jeg. Det var i de gode gamle dage, hvor man stadig kunne få et klubværelse i Nordvest til 1500 om måneden. Til gengæld var det længe før Nordvest var et sted, man kom frivilligt.

Jeg boede i København i 12 år. Jeg elskede den by betingelsesløst, og jeg noterede mig med en hvis stolthed, at langt de fleste mennesker, jeg mødte, slet ikke kunne høre, at jeg kom fra en landsby langt ude i provinsen. Jeg var så meget København. Alt det andet havde jeg lagt bag mig. Jeg talte kun om min barndomsby med en passende ironisk distance.

Og så en sommer fik jeg pludselig den ide, at jeg ville ud af byen. Jeg ville ned fra 5. sal. Væk fra min nabo, der fodrede musene i sit køkken, så der til sidst var så mange, at de flyttede ind i mit køkken. Væk fra min underbo, der havde for vane at komme hjem fra værtshus kl. 5 om morgenen og spille Bag duggede ruder på repeat i timevis. Jeg formoder, han faldt i søvn til TV2. Jeg lukkede ikke et øje. Jeg ville have et rigtigt badeværelse, hvor jeg ikke stod over skrævs på toilettet, mens jeg tog bad. Jeg ville ud til vandet, ikke ned til havnebadet på Islands Brygge.

Der gik en chokbølge gennem min vennekreds, da jeg fortalte, at vi havde købt et hus. I Nyborg. Jeg var slet ikke sådan en, der flyttede ud af byen – og slet ikke tilbage til provinsen. Hvis jeg endte i provinsen, betød det vel dybest set, at det kunne gå samme vej med dem. Men helt ærligt, sagde jeg til dem. Hvem gider bo i et parcelhuskvarter i Rødovre, når man kan få et hus ved vandet til en million?

I øvrigt kan man komme til København på lidt over en time, og lige nu bruger jeg alligevel 40 minutter på at cykle på arbejde, tilføjede jeg triumferende. Det med togtiderne var lidt løgn. I starten brugte jeg to timer hver vej hver dag på at pendle til mit arbejde på Østerbro, men jeg brokkede mig aldrig – for jeg kunne jo bare være flyttet til Rødovre.

I mange år følte jeg mig som den nye pige i klassen, hver gang jeg gik ned gennem gågaden i Nyborg. Uden for fællesskabet og behageligt hævet over alle de andre. Det var en belejlig position at observere provinslivet fra. Distanceret. Ironisk. Jeg scorede åbenlyst billige point hos mine venner med historier om, hvordan en af mødrene i min mødregruppe insisterede på, at hendes søn kun ville spise hindbærsnitter, fordi faren var bager, og om en anden, der anbefalede os at lave medister i fad, fordi det var hurtigt og nemt. Og om hvordan byens eneste cafe serverede nachos med ost og rejer, og om at koriander ikke var til opdrive nogen steder i byen. Flere af dem syntes, det var sejt, at jeg holdt ud. Jeg rankede ryggen, når de sagde det.

Med tiden begyndte jeg at savne nogen, der lignede mig selv. Nogen, der havde læst en bog, der ikke var på bestsellerlisten i Føtex. Nogen, der vidste noget om, hvad der foregik i verden – nogen, der ikke syntes det var eksotisk at rejse til Afrika alene. Nogen, der var bange for klimakrisen og ikke ønskede sig et elipsebord. Hver gang jeg skulle have det sjovt eller havde brug for at tale med nogen om noget andet end mine børn, søgte jeg tilflugt i København, hvor jeg kendte alle de sociale koder og følte mig hjemme, så snart jeg steg ud af toget på Hovedbanen.

Tror du ikke, du flytter tilbage til København, når børnene er blevet store, spørger min veninder. Jeg forsøger altid at undgå at svare. For jeg burde jo stadig længes tilbage København. Jeg er slet ikke sådan en, der bor i provinsen, men min børn er født her. Nyborg er deres barndomsby. Sådan er det blevet, fordi jeg var for fin til at bo i Rødovre.

Jeg bor i Nyborg, jeg kommer ikke fra Nyborg. Forskellen er afgørende. Stadigvæk. Som om jeg kan holde provinslivet ud i strakt arm, så længe jeg kalder mig selv for tilflytter. Problemet er bare, at når jeg går forbi min gamle lejlighed ved Halmtorvet ved jeg godt, at det med mig og København det er efterhånden bare noget, vi leger. Snart har jeg boet i provinsen lige så længe som jeg har boet i byen, for vi solgte aldrig huset og flyttede tilbage. Det er huset, jeg er forelsket i. Huset og badebroen på den anden side af vejen. Det er derfor jeg stadig bor her, ikke fordi provinsen skal komme og tro, at den er noget særligt.

med emneordet , , , ,
2. april 2016
Skriv en kommentar
Familiepolitik, Farmorbørn, Sandheden

Far har en fridag

Vi roser helt almindelige gennemsnitlige middelklassemænd, fordi de er så dygtige, når de hjælper mor. For det er stadigvæk stort set, hvad det kræver for at være en god far

[Klumme i Information 2. april, 2016]

»Det er godt nok ikke meget, han bidrager med derhjemme,« sagde jeg forleden til min veninde og tilføjede som det naturligste i verden: »men han er en god far.« Vi talte om en fælles bekendt. Og vi grinede lidt af, at det altid er hans kone, der ender med at løbe rundt efter børnene, mens han hygger sig. Han er sådan lidt distræt i det. Hahaha. HA!

»Det er sjovt, som vi altid siger det om mænd, uanset hvor lidt de bidrager med,« svarede min veninde.

Og det ville være sjovt, hvis altså ikke det var sandt. For det kan godt være, det ikke lige er far, der får læst med skolebarnet, eller far, der husker at købe ind til madpakker. Det kan også godt være, at far henter fem minutter efter vuggestuen har lukket, eller at far hellere vil drikke rødvin og tale politik end at følge sin datter på toilettet, når familien er til middag hos venner. Det er i det hele taget ret sandsynligt, at far overhovedet ikke lever op til de standarder, som vi har til mor.

I mange år har det været en stående joke hjemme hos os, at jeg bliver spurgt, hvem der skal passe børnene, når jeg skal ud og rejse. Der er ikke nogen, der passer dem, de har en far, svarer jeg med et efterhånden temmelig stramt toneleje, og så griner folk forlegent. For de ved selvfølgelig godt, at børnene har en far, og far høster meget ros for at være så dygtig til at tage sig af sine børn og få det hele til at hænge sammen i den tid, jeg er væk. Sikke en opgave. Sikke en far. Sjovt nok – og det er den sørgelige del af joken – er der aldrig nogen, der roser mig for at tage mig af børnene, når far er ude at rejse. Der er aldrig nogen, der spørger, hvem der passer børnene, når han er afsted.

I dagens Danmarks må far nemlig stadig gerne sidde med sin avis og være aldeles fraværende, fordi det er jo bare sådan, mænd er. Ligesom den der reklame fra 1950’erne (dengang bedstefar var dreng), hvor far kommer træt hjem fra sit hårde arbejde og må have hjælp til både varme tøfler og en kop kaffe, inden han tager barnet på skødet og hyggesnakker lidt om verdens gang, indtil maden står på bordet. Samme mønster, nu blot pakket ind i ligestillingsstatistikker, som siger, at det går den rigtige vej. Bortset fra, at mor nu både arbejder ude og hjemme, mens far passer sit arbejde og kører bilen en tur i vaskehallen lørdag formiddag. Far hjælper stadig til, selv om han jo strengt taget er fuldgyldigt medlem af familien. Mor hjælper ikke, hun tager sig af ting, ordner, har overblik. Far hjælper mor. Sådan er det stadig – i store træk.

Når vi taler om far, siger vi: Han arbejder meget, men han er en god far. Han har travlt med sin triatlon, men han er en god far. Han glemmer at komme til forældremødet i børnehaven, selv om han har lovet det, men han er en god far.

Hvornår har du sidst sagt det samme om en kvinde? Hun er lidt fraværende, men hun er en god mor? Nej, vel? Det er stadig mor, der har den, og når hun ikke har den, viser vi ingen nåde. Det samme gælder i øvrigt, hvis hun har den for meget. For det er da klart, at far har trukket sig, når han ikke kan komme til for mor, siger vi og holder igen hånden over far. Men hvorfor egentlig? Mig bekendt har far ikke svært ved at kræve sin ret alle andre steder i samfundet. Hjemme i familien gælder andre regler, åbenbart.

Og vi kan godt tage den engang til for Prins Knud. For jeg ved godt, at du nu vil indvende, at det slet ikke er sådan hjemme hos jer, og I deles sikkert om det hele, og din mand er virkelig en god far, opmærksom og den slags, og du kender (eller har i hvert fald kendskab til) én mand, der har været på barsel i tre måneder med sit barn. Desværre er det alt sammen blot krusninger på det kønsstereotype hav, og det kommer ikke til at ændre sig, før vi holder op med at tale om den dygtige far, der passer børn og hjælper mor.

med emneordet , , ,
3. marts 2016
3 kommentarer
Sandheden, SOmeone to love

11 ting, der gør det pissefedt at være dig! (kommentar til Eurowoman)

 

Eurowoman har udgivet et blogindlæg, hvor en ung kvinde skriver om hvorfor det er skideirriterende at være kvinde. Det er et skideirriterende blogindlæg – naivt i bedste fald. Fordummende og fordømmende i værste fald. For hvorfor vil en ung kvinde tale så nedsættende om sig selv og om andre kvinder?

Så her er mit bud på, hvad Miss C og alle andre piger og spirende kvinder har brug for at vide i stedet. Overskrifterne til de 11. punkter er de samme som blogindlægget på Eurowoman.

1. Kropsbehåring

Din krop kan være din ven eller din fjende. Det er bedst, hvis det er din ven, eftersom du skal være sammen med din krop resten af livet. Hvis du en dag får lyst til at barbere dine ben, så værsgo. Det er der mange kvinder der gør – de fleste faktisk. Kvinder barberer sig alle mulige steder. Du kan gøre det til et stort projekt, eller du kan beslutte dig for bare at gøre det du har lyst til – fordi du har lyst.

Når du er teenager, er det sikkert noget alle går meget op i. Der er nogen, der vil sige, at hår er ulækkert, men kroppen er ikke ulækker. Den er bare krop, og nogle gange kan den være temmelig ustyrlig. Det er sådan det er. Når du bliver ældre, går de fleste op i, hvad de selv gør. Prøv dig frem og gør det, der virker bedst for dig. Prøv at se på de andre, næste gang du er i svømmehallen. Kvinder ser ud på tusind måder. Ingen ligner hinanden, heller ikke selvom de alle sammen barberer deres ben.

 

2. Blærebetændelse

Jeg har aldrig haft blærebetændelse. Til gengæld havde jeg eksem til jeg var mere end voksen. Det var også pisseirriterende. Alle har noget, de er trætte af. Du kan dvæle ved det eller fokusere på alt det andet, der gør dig til noget helt særligt.

 

3. Menstruation

Det er ikke sikkert, du gider holde en fest, når du får menstruation, men det burde vi. For det er fandeme stort det med menstruation. Og vildt. Det er det, der gør os til kvinder for hulan. Tag lige og ej den.

Og ja, det er da rigtigt. Der er da sikkert en fest, hvor du gerne ville have været foruden, og der er måske også dage, hvor du er så pissetræt og har så skideondt, at du bare har lyst til at ligge i sengen og have ondt af dig selv. Så gør du det. En gang imellem må man godt bare gemme sig under dynen og forsvinde fra verden. Det er ok.

Men resten af tiden skal du bare gå gennem verden med rank ryg og oprejst pande. Menstruation, for fanden. Det er naturen der lige giver dig og dine veninder et kæmpe like for bare at være jer.

 

4. Toiletbesøg

Hvis du skal tisse, går du på toilettet. Hvis du skal lave stort, kan du lægge et stykke papir i bunden af kummen. Så larmer det ikke så meget når lorten lander. Men altså egentlig er det jo lige meget. Alle gør det. Hver eneste dag.

 

5. BH’er

Hvis du har store bryster, kan det være praktisk med en BH. Hvis du har små bryster, kan det være pænt med en BH. Men det er ikke nødvendigt. Du behøver ikke spænde dig selv ind i et korset eller løfte dine bryster helt op under hagen, hvis dine bryster er helt gennemsnitlige, som de fleste bryster er. Det er alligevel ikke der brysterne bor i virkeligheden, under hagen altså.

Du vil opdage, at drenge (og mænd) kan være meget optaget af bryster. Det er de uanset om du har BH på eller ej. Og dine bryster er ikke drengenes ejendom ligeså lidt som resten af din krop ikke er det. Brysterne er dine, og du bestemmer selv præcis, hvordan du vil bære dem. Glæd dig i øvrigt over alle de år, hvor de først og fremmest bærer sig selv, og giv dem lov til det, hvis det føles rigtigt.

 

6. Når du skal snige en tampon med på toilettet

Her er en hemmelighed. Alle er ligeglade med din tampon. Alle! Der er aldrig nogen, der har sagt til hinanden: Hey, så I lige hende der, hvordan hun kom gående med en tampon i hånden. Aldrig nogensinde.

I udgangspunktet er mennesker alt for travlt optaget af deres egne ting til at lægge mærke til dine – og hvis de har travlt med at lægge mærke til dig, er det som regel fordi de forsøger at undgå, at nogen skal lægge mærke til dem.

Så stik du bare stille og roligt den tampon i lommen eller tag tasken med på toilettet, hvis det føles bedre. Gør som du vil. De andre er virkelig bedøvende ligeglade med dine tamponer.

 

7. Når du græder med make-up på

Du er et menneske. Det er ok at græde, hvis du bliver rørt eller ked af det. Jeg har aldrig været god til at græde foran andre. Det ville jeg ønske jeg havde lært, for ved du hvad? Når du græder, er der nogen der giver et kram, og det er måske det du har allermest brug for. Hvis du er ked af det altså.

Og hey, nogle gange bliver man rørt, og der er aldrig nogen, der er blevet sure på mennesker, der let bliver rørt. Alle os, der ikke gør, kigger på jer og tænker, at sådan gad vi også godt være. Lette at bevæge. Vi ser slet ikke, at din mascara løb ned af dine kinder, mens du græd.

 

8. Vind

Livet er fuld af både med- og modvind. Hvis du spørger mig, er der ikke noget bedre end sommervind i fugtigt hår, når man cykler hjem fra stranden sidst på dagen. Der er til gengæld hellere ikke noget mere pisseirriterende end vind, der stormer lige ind i ansigtet på en, så man nærmest står stille på cyklen. Når det sker, må man gerne skrige højt og meget vredt og råbe de værste bandeord af vinden.

Det kan godt være, at dit hår ikke sidder lige så godt, som da du gik ud af døren, men tro mig, du har det meget bedre i kroppen efter sådan en blæse-skrigetur.

Du kan også bare blive indendøre, når det blæser, men det er der sgu aldrig nogen, der har fået det sjovere af.

 

9. Buksedragter og bodystockings

Hvis du venter med at gå på toilettet til du faktisk er ved at tisse i bukserne, kan du 1) gå på toilettet noget oftere, eller 2) lade være med at gå med buksedragter og bodystockings.

 

10. Bar numse på bussæde

Hvis din kjole er så kort, at det føles som om du sidder med bar numse på bussædet, kan du enten 1) tage en længere kjole på, eller 2) stå op i bussen.

 

11. Strømper der løber

Hvis dine strømper løber, kan du enten 1) lade være med at gå med strømpebukser, 2) købe nogle tykkere strømpebukser, som ikke løber så let, eller 3) tage et par ekstra strømpebukser med i tasken.

 

Bonustip!

Lad være med at lave problemer ud af noget, der faktisk ikke er et problem. Hæv blikket. Se ud i verden, ud over dig selv. Det klæder de fleste at flytte fokus fra sig selv. Det bliver man både stærkere og klogere af. Det kan være svært, men det betaler sig. Du bliver et bedre menneske af at se op fra din egen navle.

 

med emneordet , , , ,
29. april 2015
6 kommentarer
As if, Sandheden

Slap nu af med det arbejde!

Dengang i 1980’erne, da jeg voksede op i en lille landsby i provinsen, arbejdede de fleste voksne, jeg kendte, for at holde fri. Udsigten til weekenden og tre ugers sommerferie var det, der fik de voksne til at stå op og tage på arbejde. Og jeg kan huske, at mine venner og jeg lovede hinanden, at sådan ville vi aldrig ende. Vorherre bevares.

Arbejdet skulle være meningsfuldt, bære lønnen i sig selv så at sige, og langsomt skete der det, at arbejdet kom til at fylde alt. Som vand, der siver ind i alle sprækker. Vi druknede langsomt i arbejde, men det var ok, for meningsfuldt var det jo, og vi var alle sammen indstillet på at give den en ekstra skalle. Vi var ambitiøse, havde mål at nå, drømme at opfylde. For næstefter det ligegyldige arbejde frygtede vi mest en dag at se tilbage på et liv, hvor vi ikke havde opfyldt vores fulde potentiale.

Så vi sagde ikke nej, vi sagde bare ja og ja og gav os selv lidt mere. Nogle faldt om af stress undervejs, og vi undrede os, for vi var alle sammen livsduelige, stærke mennesker, men vi blev slugt af ambitioner og ja-hatte. Måske fordi vi frygtede at blive overhalet indenom af en anden, der var mere fleksibel end os selv, en, der endnu ikke havde nået grænsen.

Mødet med middelmådigheden

Der kom et tidspunkt, hvor det gik op for de fleste af os, at vi ikke var toppen af poppen, men bare helt almindelige, ret gennemsnitlige mennesker. Vi troede, vi kunne række ud efter stjernerne, men ingen af os havde arme, der var lange nok, og vi måtte indse, at vi var tættere på jorden end på stjernerne. Heldigvis var vi godt pakket ind i 90’er-ironi, så vi tog det med latter og en ekstra øl på bagtrappen, selvom den erkendelse, den første rigtige skuffelse over vores egen middelmådighed, føltes som at sidde på en temmelig våd karklud.

Næste udskillelsesløb kom, da vi blev gamle nok til at få børn. Mændene blev på arbejdet, mens vi, kvinderne, blev derhjemme. Nogle fandt trøst i moderskabet, andre havde svært ved at give slip på forestillingen om, at man kan skyde genvej til lykken gennem arbejdet. Jeg husker stadig følelsen af at stå på perronen og se alle togene stryge forbi. Lyntog. Høj hastighed. Fuld fart frem mod fjerne kyster, mens jeg holdt mit barn i armene og forsøgte at række ud efter stjernerne samtidig. Så stor en joke, som det kunne blive, for man kan som bekendt ikke blæse og have mel i munden samtidig.

Hej krise

I mellemtiden var det blevet finanskrisetid og ingen talte længere om, hvor meget boligpriserne var steget, siden vi så hinanden i sidste uge. Nu talte vi i stedet penge på kistebunden, og for nogle af os var der kun lige mønter nok til at få hverdagen til at hænge sammen. Ikke en eneste lille klink til en billet til drømmeland. Op på hesten igen. Når der er krise, kan man jo slet ikke tillade sig at klage over, at arbejdet fylder for meget. Så tilbage til virkeligheden, hvor folk blev ved med at falde om af stress. Vi kunne ikke vente med at komme på arbejde, fordi det krævede for meget at være derhjemme, og samtidig følte vi os utilstrækkelige, når vi åbnede mailprogrammet og som en anden Sysifos begav sig op af bjerget. Højt at drømme, dybt at falde.

Og nu sidder vi i vores huse, i vores lejligheder, med en karriere eller ingen, med børn, bil og alt det der skal til, når vi er her, hvor vi er, midtvejs gennem livet godt og vel, og vi er alle lige (u)lykkelige af den grund.

Nogle af os tror stadig på, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, hvis bare lønnen er høj nok. Andre forsøger at skabe mening et sted midt imellem. Det åbenlyse er imidlertid at arbejdet er definerende. Det, jeg laver, gør mig til den, jeg er, for jeg kan ikke være noget eller nogen uden. Vi taler om overgange og om at være in between jobs, fordi arbejdsløs er det værste man kan være i en tid, hvor arbejdet, og helst det rigtige arbejde, fylder alt.

Kollektiv psykose

Vi troede, at arbejdet kunne sætte os fri, at vi kunne nå de højeste drømme, hvis bare vi knoklede for det. Men vi var naive, for det viste sig, at de fleste af os – uanset hvor succesfulde vi så ud – drømte om at gøre noget helt andet. Som fx det åbenlyst banale: Mere tid til at være sammen med børnene, der vokser så hurtigt og langsomt, men sikkert forsvinder mellem hænderne på os. Mere tid til at forfølge den der gamle tossede drøm om at rejse til verdens ende, skrive en bog eller klatre i bjerge (vi underskylder på forhånd, at det er så naivt med den drøm).

Problemet er, at vi befinder os i en kollektiv psykose som tilskriver, at arbejdet går forud for alt andet (selvom de fleste af os dybest set blot arbejder for at tjene penge, så chefen kan invitere sin familie tre uger til Caribien – og hvis du selv er chefen, er det så det, du kan bruge din 70 timers arbejdsuge til. Tre uger i Caribien som afbetaling for din (måske) dårlige samvittighed). Ingen af os tillader os at gå på arbejde for at kunne holde fri – hvis jeg havde det sådan, ville der være noget galt med mit arbejde, ikke?

Dygtige dig

Nogen burde få den tanke, at vi bliver ført bag lyset. Det er den følelse, jeg får, når jeg kigger ud over en generation af myreflittige, pligtopfyldende (med)arbejdere, der lige giver den en ekstra skalle for at nå et sted hen, som altid er længere væk, end man først regnede med.

De fleste lader ikke en gang som om mere – i stedet undskylder vi os med, at det ikke kan være anderledes. Det er ikke let at slippe chefstolen, når først man sidder der (hverken for en selv eller alle dem, der ser en sidde i stolen). Det er ikke let at sige farvel til pengene, når huset er købt og skiferien bestilt. Og anerkendelsen – ingen har lyst til at sige farvel til anerkendelsen, der følger naturligt i kølvandet på en karriere, der folder sig ud. Næh, se hvor stor og fin han er blevet, hvordan hun er lykkes med alting. Vi elsker det – og misunder dem, for hvem det lykkedes, uanset hvad prisen måtte være, og uagtet alle de spildte drømme det koster undervejs.

Slap af!

Men ved du, hvad vi skal? Vi skal slappe af med det arbejde. Vi skal passe vores arbejde, bevares, men vi skal holde op med TALE om det hele tiden. For ærlig talt, jeg gider ikke høre, hvor vigtig du er på dit arbejde – jeg vil meget hellere høre, hvad du mener om noget, der vedrører os alle sammen, samfundet, fællesskabet. Jeg vil meget hellere se dine drømme folde sig ud – også selvom det ikke sker over en nat, men over et liv.

Der var engang, hvor jeg forstillede mig, at det rigtige arbejde ville være meningsfuldt og livgivende i sig selv. Sådan har jeg det ikke længere. Jeg er holdt op med at tro på, at arbejdet kan sætte os fri – måske kan det gøre os godt, men i virkeligheden er det alt det andet, der tæller. Pauserne. Tilstedeværelsen i verden, som den folder sig ud lige nu. Ansvaret for hverdagen og fremtiden, der har brug for både handling og mod. Og tiden, der strækker sig uendeligt og giver os plads til først og fremmest at være mennesker i kraft af, hvem vi er, og ikke hvad vi laver.

med emneordet , ,
17. marts 2015
3 kommentarer
Farmorbørn, Sandheden

Tømmermandsramt far overser børns behov

Spejderledermor overser børns behov

Byrådsmedlem overser børns behov

Sliksultne forældre overser børns behov

Landmand-far overser børns behov

Eksamensramt mor overser børns behov

Fodboldtrænerfar overser børns behov

Sygeplejerske-mor overser børns behov

Bagerfar overser børns behov

Læseheste-forældre overser børns behov

Søndagssløve forældre overser børns behov

Fisker-far overser børns behov

Skifteholdsforældre over børns behov

Voksne med et liv overser børns behov (senest iflg. Kristeligt Dagblad). Eller også er det virkelige problem, at vi har besluttet, at voksne med børn skal bruge al deres vågne fritid på at have øjenkontakt med deres børn. Aldrig må børnene opleve, at de skal underordne sig de voksnes liv eller præmisser. Aldrig må de voksne ønske sig fred og ro til at passe deres arbejde eller deres egne interesser. Aldrig må de voksne sætte sig selv før børnene.

Altid må de voksne gå foran med et godt eksempel iført cykelhjelm og faktor 50. Ingen slik. Ingen røg. Ingen junk. ‘Moar,’ råber barnet. Den gode mor slipper straks, hvad hun har i hænderne. Intet kan være vigtigere end at give sit barn øjeblikkelig opmærksomhed og nærvær. En sund sjæl i et sundt legeme går balancegang på dydens smalle sti.

Vi higer efter ’det almindelige’ og dømmer hinanden på de mindste ting. Dem, der træner for meget. Dem, der læser for lidt. Dem, der sætter grænser for deres børn. Dem, der ikke gør. Som om vi forestiller os, at vi ved at jagte det almindelige, det normale, kan forsikre os mod alle de ubehageligheder og uforudsigeligheder, livet har det med at byde på.

Børn har fortjent at se deres voksne danse i natten og høre dem lagt ned af latter. Så lad os koncentrere os om at skabe plads til mere af det fremfor at pege fingre af, hvordan vi hver især forsøger at styre gennem hverdagen. Lad os huske hinanden på, at vi alle sammen gør det så godt, vi kan – og at børn, almindelige børn, der vokser op i almindelige familier, som der trods alt er flest af, er langt mere robuste end vi forestiller os. Vi gør det så godt, vi kan. Hvorvidt det er nok, ved vi først langt senere. Der findes ingen forsikring mod forældre, der var for meget eller for lidt. Så lad os i stedet lære børnene, at livet er fuldt af ups and downs. Derfor handler det om at danse, mens man kan. Børn og voksne. Sammen og hver for sig.

med emneordet , , ,
2. januar 2015
Skriv en kommentar
Sandheden, SOmeone to love

Hej nye år (og alt det, jeg håber 2015 bringer)

Nå, nyt år. Så starter vi på en frisk med alt det vi ikke nåede sidste år. Jeg for min del kunne jo passende snøre løbeskoene mere en gang om måneden. Bare for at prøve, hvordan det er at dyrke regelmæssig motion. Det ville vel være passende for en kvinde, der har rundet de 40 og nu ser de fysisk mest vitale år ligge bag mig. Fra nu af gælder det bare om at krydse fingre og så mestendels sætte min lid til de bedste af mine gener. Man kan løbe fra meget, men tiden indhenter os alle til sidst. Så jeg satser alle mine nytårsforsætter på det sjove. Guld og glimmer, fest og farver, kulørte drinks og sherry i rigelige mængder. Det er det, jeg ønsker mig allermest af i 2015. Og hvis vi så kan krydre med nogle gode grin, mere ro til at læse og skrive og tid til at være mere sammen med alle de bedste mennesker jeg kender eller endnu har til gode at møde, så skal jeg ikke bede om mere.

Bevares, der er også klima i amokløb, forældede forestillinger om vækst og et folketingsvalg på vej. Alt det har vi lagt i hænderne på folk, der snakker mere end de handler. Det er så deprimerende som det kan være. Derfor må vi starte i det små med at dele mere, spise klogere og samtale mere om den fremtid, der ligger lige foran os. Jeg håber, at vi i 2015 bliver bedre til at tale sammen, at vi tør udfordre os selv og hinanden uden at kaste med sten og spytte på dem, der allerede ligger ned. Vi har brug for at løfte i flok og for at forestille os det umulige, hvis vi overhovedet skal kunne se vores børn i øjnene. Vi har brug for at gentænke det politiske system og for at genopfinde det repræsentative demokrati. Vi kan passende forud for valget hvile lidt ved saglige Hal Kochs ord fra 1946: »[Demokratiers] væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra formår at træffe en afgørelse, som ikke alene tjener en enkelt person eller klasse, men som tager billigt hensyn til helheden.«

Det er banalt måske, men ikke desto mindre: Det starter med dig og mig, os i fællesskab. Små dryp i det store hav. Bevægelser, der udfordrer det eksisterende. Samtaler, der åbner sig mod verden i stedet for at lukke sig om sig selv og den fortid, vi alt for nemt forfalder til at romantisere. Det nytter, hvis vi gør det sammen. I 2015 holder vi hinanden i hånden og husker på den Lille Prins’ møde med ræven. En fremmed er en ven du endnu ikke har mødt. Det bliver et godt år.

lille prins

 

med emneordet , , , ,
30. januar 2014
2 kommentarer
Sandheden

Ding dong super duper sing song (Sådan er kapitalismen…)

Hvor var du den dag SF gik i opløsning? Hvad lavede du den dag, staten solgte sig selv til en iskold kapitalfond, fordi sådan er det nu med penge. Man må tage dem, man kan få.

Jeg gik ud og drak en kop kaffe. Og prøvede et par støvler i cognacbrun læder (sagde ekspedienten). Jeg købte dem ikke, selvom de var sat ned fra 1.995 til 499. Det virkede ikke som den rigtige beslutning i den aktuelle politiske situation.

I stedet diskuterede jeg autencitet med nogen på Facebook. Hvem er det mest autentiske menneske, lød spørgsmålet. Nu ærgrer det mig, at jeg ikke svarede Bjarne Corydon. For han jo helt og aldeles kold i røven på en meget autentisk måde. Han egner sig godt til at herske over et fyrstedømme, hvor han ikke skal tage hensyn til hverken pøbel eller kritiske røster. Han kan bare halshugge dem alle sammen, fordi det er ham der bestemmer. Punktum. Jeg har en gang hørt ham fortælle vittigheder og få en hel sal til at grine, fordi han jo bare er sådan lidt kejtet dreng, der har fået lov til at nørde lidt med tal i Finansministeret. Det virkede til gengæld ikke specielt autentisk.

Og SF, de døde fordi de ikke var autentiske. Var det ikke sådan det var. Vi grinede af de gamle socialister i deres store sweatre, men i sidste ende var det vel socialisterne så mange af os længtes efter. Dem der ville noget mere end blot at lefle for de storkapitelen og de hurtige penge. Vi ville skabe et samfund med plads til alle – et samfund hvor vi fordeler ressourcerne efter en model hvor dem der har mest, giver lidt mere til dem der ikke har noget. Ikke fordi vi ville stjæle fra de rige, men fordi vi var nogen, der helst ville bo i land, hvor uligheden ikke vokser. Vi vidste at det var godt for alle, selvom dem med de højeste trækprocenter brokkede sig og truede med at forlade landet.

Derfor stemte vi på dem. På SF. Derfor hyldede vi Villy og hele hans følge af unge politikere, som nok skulle pifte partiet lidt op. Men så kom magten og spændte ben. Ingen talte om at forvalte magten, men kun om at sidde på magten. Det var der ikke så meget fremsyn i, og socialisterne måtte hele tiden gå på kompromis. Sådan er det, hvis man vil sidde på magten, sagde de. Og så gik de i opløsning.

Nu er der kun Enhedslisten tilbage, og dem er vi lidt bange for. For de er rigtige socialister. Og i deres principprogram står der noget om revolution. Det er der altid nogen, der bruger som en rød klud, når de kommer lidt for godt i gang ovre på venstrefløjen. Revolution? Er det virkelig det I vil?

Hvis du spørger mig i dag? Lige præcis i dag, hvor vi mod bedre vidende kastede en femtedel af statens energiselskab i hænderne på en af de mest kontroversielle kapitalfonde? Så er jeg faktisk ikke i tvivl. Lad bare revolutionen komme. Jeg er klar. Vil du se folk dø, spørger du? Selvfølgelig ikke, svarer jeg og ryster på hovedet, fordi du tænker, at revolution kun kan tolkes som en gentagelse af Den franske revolution. Eller den russiske. Død og ødelæggelse.

Den revolution, jeg længes efter, handler ikke om døde mennesker, men om tyndslidte systemer. Om et opgør med den blinde og naive tilbedelse af vækst som det eneste parameter, vi kan tage beslutninger ud fra. Om et opgør med det demokratiske dødvande, som betyder at politikerne ikke længere repræsenterer dig og mig, men først og fremmest sig selv. Om det visionsløse politiske klima, hvor alle tænker på magten, før de tænker på fremtiden. Vores børn. Den verden, vi overlader til dem. Og nu vi er i gang synes jeg vi skal kræve, at beslutninger ikke længere tages henover hovedet på befolkningen eller hastes igennem, som om vi er en flok uvidende får. Borgerinddragelse. Medindflydelse. Repræsentation. Fine ord at navigere efter i et demokratisk farvand.

Det er sådan set bare den revolution jeg længes efter i dag. I al beskedenhed. Jeg er ligeglad med, hvem du stemmer på – og hvordan du forestiller dig fremtiden. Bare du forestiller dig den, og har lyst til at kæmpe for den. Og diskutere den med os andre. Så lover jeg at lytte – også selvom jeg måske ikke er enig.

breaking you

Og til dig der ikke orker revolutionen, eller som egentlig synes det går meget godt, er her en lille sang, som ikke gør nogen fortræd. 

Hun kom her med jetfly
fra San Franciscos flower power by
Jeg fik ikke sagt noget
for hun stak næsen op i sky.

Hun var i ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,
Det smarte ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,

Jeg løb gennem byen
jeg søgte hver shop og tøjbutik.
For mig var det lykken
hvis jeg det samme udstyr fik.

Helt ægte ding dong,
super duper sing song
fini mini flower power tøj,
Det smarte ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,

Jeg ledte og spurgte
jeg blev nervøs for jeg fik nemlig stress.
Til sidst løb jeg hjemad
og syed’ selv mit flower-dress

Se mig i ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,
Det smarte ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,

Så gik jeg til party
helt sikker på jeg skabte sensation.
Hvad tror I der skete?
Jeg tror der var en million.

I ægte ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,
Det samme ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,

Der stod jeg i mit skønne ding dong
super duper sing song fini mini flower power tøj

Det var en rigtig dårlig ding dong
super duper sing song fini mini flower power tøj

Så jeg går aldrig mer i ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj,

Det var en rigtig dårlig ding dong
super duper sing song
fini mini flower power tøj.

Downey thank you

28. januar 2014
Skriv en kommentar
Sandheden

Gratis gummibåde til alle når Den store oversvømmelse kommer

Hvordan forklarer man klimaforandringerne for en 6-årig? Gør man overhovedet? Når nu han spørger? Skal man så ikke fortælle sandheden? Om hvorfor det er vigtigt at passe på naturen og miljøet?

Jeg løj ikke første gang han spurgte, og nu er det jo på alle måder for sent (både med at lyve og med at pynte på sandheden): Men hvornår begynder isen at smelte? Ikke lige nu vel? Vi er døde når vandet stiger, ikke?

Og sikke en dødssyg fremtid at overrække sit barn, når man må svare: Isen smelter nu. Og vandet stiger. Det går ikke hurtigt, men det stiger.

Hvad kan vi gøre ved det, spørger han.

Bruge mindre strøm, køre mindre i bil, flyve mindre. Den slags, men vi er nødt til at være mange der gør det, hvis vi virkelig skal gøre noget godt for naturen, svarer jeg.

Så hvorfor holder vi så ikke op med at køre i bil? Hvorfor cykler vi ikke bare? Eller tager toget? Vil han vide.

Det er ikke så simpelt, desværre, svarer jeg. Det er lidt som når Carla og dig ikke kan blive enige. Dem, der bestemmer i verden kan heller ikke blive enige. De vil ikke gøre noget, hvis de andre ikke også lover at gøre noget.

Det er da åndssvagt, når vi allesammen ender med at drukne, konstaterer han tørt, og jeg må give ham ret. Det er temmelig åndssvagt.

Hvor bliver der først oversvømmet? Og hvor skal alle de mennesker, der må flygte, så bo henne? Og hvad hvis de drukner? spørger han så. Alle burde have en gratis gummibåd, så de kan komme væk når vandet kommer

I morges, mens vi stred os gennem sneen på vej til skole, spurgte han:

Er du død, når oversvømmelserne kommer?

Ja, det er jeg nok, sagde jeg så.

Jeg gider ikke være her alene, når de åndssvage oversvømmelser kommer, sagde han. Jeg håber også bare jeg er død, når det sker.

Så, hvad siger I, leaders of the f****** world, sku vi ikke se, om vi kunne gøre noget ved de klimaændringer? Status quo er vel det mindst ringe, vi kan tilbyde vores børn. Og ellers gratis gummibåde til alle. De venter, børnene.

Rising water level

Image Credit: Flickr, go_greener_oz

24. januar 2014
10 kommentarer
As if, Farmorbørn, Sandheden

Kvinder er skyld i skilsmisser og overgreb mod børn

I går satte jeg mig ned og gjorde noget, jeg muligvis havde haft bedst af at afholde mig fra: Jeg så det tredje program i DR-serien Sådan er det bare. Præmissen for programserien er nemlig interessant; lad os pille lidt ved alle de selvfølgeligheder, der former et moderne hverdagsliv og se på, hvorfor det er blevet sådan, og om det måske kunne være anderledes.

Det tredje program handler om balancen mellem familie- og arbejdsliv, og hvad det betyder for børnefamilier, at hverdagen er travl og for nogen ligefrem stressende. Jeg skrev i oktober en kronik om børnefamiliernes hamsterhjul, så lad os bare sige at det er et emne der allerede optager mig.

Grunden til jeg ville ønske at jeg aldrig havde set programmet, er at det gennem samfulde 28 lange pinefulde minutter kun gør en ting: Hælder dårlig samvittighed ud over udearbejdende mødre – og tragikomisk nok er programmet med til at fastholde stereotyper og status quo snarere end at skitsere reelle alternativer til det nuværende liv i en gennemsnitlig børnefamilie.

Vi ser en udearbejdende mor som løber rundt efter sit barn i supermarkedet, mens hun prøver at købe ind efter arbejde. Og vi ser en hjemmegående mor, der bager boller (seriøst?!), griner og hygger med sine børn omkring bordet. Det har den udearbejdende mor helt åbenlyst hverken tid eller overskud til.

Vi hører også hvordan den udearbejdende mor skal argumentere for, hvorfor hun overhovedet har et arbejde – hvorfor hun ikke er hjemmegående.

“Mit arbejde giver mig mulighed for at bruge de kompetencer, jeg har. Og det at have kollegaer betyder meget for mig.”

Vi hører hende fortælle, at det er hårdt at have ambitioner med sit arbejde og samtidig være familiens projektleder.

Speak: “Katrine er glad for sit arbejde, men hun kan mærke at det kan være svært at nå det hele.”

Katrine: Der er dage hvor jeg tænker: Gud hvor jeg er dog en dårlig forælder. Jeg henter som en af de seneste. Det er bare ikke godt nok.

Vi hører hvordan travlheden i familien er et overgreb (seriøst?!) på børn.

Speak: “De [Børns Vilkår] optager hver dag [sic!] opkald fra børn der har svært ved at nå igennem til deres forældre.”

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår: “Forældrene har aldrig tid […] Det er en slags omsorgssvigt at man faktisk ikke har den tid der skal til for at lytte til børnene.

Nå ja, og så er der selvfølgelig den om pengene. At vi er forkælede og bare kunne gøre noget andet som fx at flytte til Lolland, fordi ALLE jo ved at der er masser af jobs at få i Udkantsdanmark (i hvert fald er der fred og ro). Igen klip til stakkelse Katrine:

Speak: ” Det er altså ikke helt omkostningsfrit at både far og mor går på arbejde. Alligevel er der en grund til at de fleste vælger at leve deres liv på den måde. Vi vil gerne have de penge der følger med et job.”

“Min indtægt betyder for familien, at vi har noget mere frihed i forhold til, hvad vi godt kunne tænke os.”

Nu går du lige tilbage og så læser du alle citaterne med Katrine igen. Og så forestiller du dig, at det er hendes mand, vi kan kalde ham Mads, eller en mand du kender, der i stedet er citeret.

Nej vel? Det går ikke, alene af den grund at du ALDRIG ville spørge en mand, hvorfor han går på arbejde, hvilke tanker han gør sig om hvordan familielivet hænger sammen med hans karriere og slet slet ikke: Hvad betyder din indkomst for familien, Jørgen?!?!?!

Hele programmet er lagt ind i en fornedrende ramme, som gør familielivet til kvindens ansvar, hendes karriere til et personligt, egoistisk projekt og hendes fine lille indtægt til et appendix til familiens økonomi. Det er ikke hendes mands penge der betaler for skiferien – næh, hans rigtige løn går vel til mursten og bil og pension, synes at være programmets præmis.

Men det ved jeg selvfølgelig ikke med sikkerhed, altså hvad programmet overhovedet mener om mænd endsige hvad mænd mener om familiens hamsterhjul, for de er slet ikke en del af programmet. Et program der handler om moderne familieliv vælger alene at lade kvinderne komme til orde – og dermed fastholde os alle sammen i den forestilling at det i sidste ende er kvindernes ansvar om familiens trives. For… Sådan er det bare!

Nilfisk

med emneordet , , , ,
← Ældre indlæg