Category Archives: Sandheden

That’s my girl!

Miss C har fået en ny ven i klassen. Det er en af drengene. 

“Han er god at snakke med – og så har han god humor!”

Hun har fat i den lange ende. Som sædvanlig. De bedste venner er dem, der får dig til at grine. Alt andet er sekundært. Punktum.

tumblr_inline_mnla0ffwHz1rnvwt1

med emneordet , ,

Om julegaver. Om hvordan det er at være fattig. Og om hvorfor internettet (også) er en upålidelig stodder

Jeg ville have skrevet noget om julegaver. Om at give sine børn en rejse til den anden side af jorden – og et nyt fjernsyn – i gave. Om at give gaver som familien kan få fælles glæde af i stedet for små legedimser og digenoter til os hver især.

Imellem tiden læste jeg så et blogindlæg om at være fattig, og så faldt det hele lige som lidt – eller bare fuldstændig – til jorden. Bloggeren er en amerikansk kvinde, som skriver nøgtern og gudsbenådet præcist om det, du ikke har lyst til at vide om, hvordan det er at være på røven i USA.

Det starter sådan her:

Why I Make Terrible Decisions, or, poverty thoughts

There’s no way to structure this coherently. They are random observations that might help explain the mental processes. But often, I think that we look at the academic problems of poverty and have no idea of the why. We know the what and the how, and we can see systemic problems, but it’s rare to have a poor person actually explain it on their own behalf. So this is me doing that, sort of.

Rest is a luxury for the rich. I get up at 6AM, go to school (I have a full courseload, but I only have to go to two in-person classes) then work, then I get the kids, then I pick up my husband, then I have half an hour to change and go to Job 2. I get home from that at around 1230AM, then I have the rest of my classes and work to tend to. I’m in bed by 3. This isn’t every day, I have two days off a week from each of my obligations. I use that time to clean the house and soothe Mr. Martini and see the kids for longer than an hour and catch up on schoolwork. Those nights I’m in bed by midnight, but if I go to bed too early I won’t be able to stay up the other nights because I’ll fuck my pattern up, and I drive an hour home from Job 2 so I can’t afford to be sleepy. I never get a day off from work unless I am fairly sick. It doesn’t leave you much room to think about what you are doing, only to attend to the next thing and the next. Planning isn’t in the mix.

Du kan læse resten af indlægget her

Og bagefter skal du gøre dig selv den tjeneste at læse hendes personlige historie, som Huffington Post efterfølgende har bedt hende skrive.

When people say that I am perhaps not legitimate, it is maybe sort of true if you mean that when I was at the low points I did not have time for blogs and since I do now I am not at the bottom. That is a true thing. But it is untrue if you mean that you think that because I have some knowledge of and access to an intellectual culture higher than my station I must be the average Gawker or Times reader. I am not. There are a lot of us, particularly since the economy collapsed and, well, you read the same news I do. You remember. We remember what it is to be professional a little bit and we have a few close friends who have done well for themselves and a few that haven’t. My closest friends are both living with family. One has chased work all over the country and just can’t seem to find the right door for her foot. One is a single mom of a severely autistic teenaged daughter who has hocked her future to put herself through grad school. And all of it while supporting her family and spotting friends if they were desperate. They are the ones who have done everything correctly. I just happen to have this skill to tell the stories. I didn’t even know it until last week.

Du finder resten af historien her

Længe leve internettet for at kunne netop det: Give stemme til dem, som ellers ingen har! Og så ikke et ord mere om julegaver. Det skulle da lige være, at vi måske allesammen skulle hoste om med en 50’er til fx Mødrehjælpen. I anledning af julen. I det mindste.

NB! Der er dem der siger historien er et scam. Måske har de ret. Måske har de ikke. Eller måske har de bare fat i noget. Du kan læse kritikken flere steder, blandt andet her

Men det betyder ikke, at du ikke skal give en 50’er til Mødrehjælpen. De har stadig fat i den lange ende.

Sidste omgang med hele Danmarks digterdreng

Hvad er der efterhånden mere at sige om Yahya Hassan, som ikke allerede er sagt? Både om digtsamlingen og om Danmarkshistoriens mest omtalte og bedst dækkede poesi-arrangement? 51 journalister i salen, godt en fjerdel af alle de fremmødte (i parentes bemærket: Er de ikke først og fremmest interesseret i kampen, den mulige infight mellem Danmarks nye poetry-darling og de hætteklædte ballademagere? Ville de være her, hvis ikke der var udsigt til ballade?) 

Bag ved muren af bevæbnede betjente og sikkerhedstjek sidder han så, Yahya, i en blød, rød lænestol pakket ind i sikkerhed og ligner den dreng, han vel egentlig stadig er. En dreng, der er blevet Danmarks bedst sælgende digter over en nat. Hans ord er ikke drengede. Hverken digtene eller det han siger der i gymnastiksalen på en skole et stenkast (no pun intended) fra bydelen Vollsmose.

Så hvor kommer de fra, alle de ord? Kloge og nøgterne (og uforsonlige?) betragtninger om livet i ghettoen? Vreden, der hele tiden får ham til at spytte ordene ud, og utålmodigheden, som gør det vanskeligt for ham at høre spørgsmålene fra salen til ende? Det er det store spørgsmål – det er det store under. At en 18-årig dreng, der vokser op i et voldeligt hjem, og som senere springer ud som fuldblodskriminel, kan være så nuanceret, så eftertænksom. Det er måske det, der er det mest fascinerende. Det og den måde han kaster bogstaver hidsigt rundt på siderne i sin digtsamling, så ordene får ny betydning og råber ud til læseren. Os, de ignorante. Os, de intetanende.

Han er blevet kritiseret for af andre muslimer at lægge islam for had. At vende sin tro ryggen, men i går aftes formulerede han med stor overbevisning præcis, hvilken del af islam han tager afstand fra.

”Der findes en gruppe for hvem islam er et sæt af ritualer og påbud, som hver enkelt skal overholde for at være en god muslim. Åndeligheden i religionen er fuldstændig gået tabt, fordi vi først og fremmest bruger religionen til at kontrollere hinanden og udpege syndere og vantro. Jeg forstår ikke, hvordan en gruppe muslimer kan have held med at reducere islam til en åndsforladt ideologi. Hvor er de åndeligt bevidste muslimer, dem, der har et andet forhold til deres religion? Hvorfor tager de ikke ordet?”

Han er 18 år gammel og mandsopdækket døgnet rundt af PET (PET-pædagogerne, kalder han dem selv, selvfølgelig). Han ligner ikke en der har fortrudt, at han tog ordet i sin mund. Eller en, der lader sig flytte rundt med. Yahya Hassan virker tværtimod, som om han fuldt bevidst om, hvad det er for et spil, han er blevet en del af.

131108-digte-770x250-dk

”Jeg står til ansvar for mine digte, men ikke for andres fortolkninger af dem. Det er klart alle har en dagsorden, og,” siger han med stemmen fuld af ironi, ”så har det vist sig at være så utrolig heldigt, at mine digte kan bruges fra højre til venstre. Alle ser ud til at kunne finde noget i min poesi, som kan bekræfte deres egne overbevisninger og meninger. Jeg er ligeglad. Du må bruge mine digte til, hvad du vil, bare du selv står til ansvar for den fortolkning, du lægger ned over dem.”

Faktisk er det noget af det, der fascinerer mig: At han virkelig er ligeglad.

”Jeg kunne have været mere diplomatisk. Det har ikke været mit ønske. Men intention har ikke været at gøre poesien politisk. Det er jer, der gør den politisk – og nu vil have mig til at mene noget om alt muligt.”

”Men hvad vil du gøre? Du sætter fokus på problemerne, men du kommer ikke med nogen løsning,” spørger en kvinde blandt publikum.

Hans svar falder prompte, næsten irriteret: ”Jeg er ikke pædagog, vel? Jeg skal ikke nå ind til jer alle sammen og give jer et kram. Det må du spørge de professionelle om.”

Det er svært at debattere med Yahya Hassan, selvom han flere gange gentager, at han er kommet til Vollsmose, fordi han gerne vil i dialog. Ud af parnasset, ud blandt ”dem, der ligner mig”. Men hver gang en blandt publikum får ordet, afbryder han efter kort tid og skyder tilbage med en geværsalve af ord uden helt at kende spørgsmålet. Han er utålmodig på den måde. Ubarmhjertig. Han spilder ikke tiden, og han tillader helt åbenlyst ikke, at andre spilder hans tid. Og hvis spørgeren forsøger at tage ordet tilbage, råber Yahya Hassan bare højere. Han er klar til kamp. No more bullshit.

Er du et omsorgssvigtet barn? Spørger en kvinde til sidst.

”Omsorgssvigtet, ” svarer han og smager på ordet, inden han fortsætter: ”Ved du hvad, alt det, der er sket. Min barndom. Selvfølgelig var der svigt i min barndom… [pause] Det var dengang. Jeg er videre nu. Der er ikke nogen, der skylder mig en undskyldning. Det er ikke sådan jeg har det.”

Der er ingen, der står i gæld til Yahya Hassan. Det er ikke sådan, han ser på verden. Åbenbart. Og måske er det også det, der gør ham til noget særligt. What you see is what you get. No strings attached? Helt enkelt?

med emneordet , ,

Det ER strukturelt

For nogle lørdage siden forsøgte jeg mig med en kronik i Politiken. Mange, der læste den, syntes, jeg var dårlig til at sortere og sige nej, og næsten lige så mange der syntes det var synd for mine børn, at de skulle trækkes med en mor som mig.

Der var flere der var helt oppe at stå på den, fordi jeg åbenbart er sådan en typisk klynkemarie, der ikke kan finde ud af at tage ansvar for farten i det hamsterhjul, som kronikken handlede om. Sådan en stereotyp mor, der har travlt med at bage økologiske speltboller på surdej, mens jeg banker puder og fletter julehjerter med den anden hånd (myten om den perfekte mor viser sig igen og igen at være et hårdtslående argument). Og overraskende mange foreslog, at jeg gik på deltid (mens ingen foreslog, at min mand gik ned i tid. Ingen.).

Men midt i al balladen druknede min pointe, eller måske blev den snarere fremhævet. For det jeg forsøgte at sige med kronikken var ikke, at det er synd for mig eller for dig, men at det er synd for os (hvis det er synd for nogen), fordi hamsterhjulet ikke er noget, du eller jeg har opfundet. Det er et strukturelt problem, som ikke kan standes ved at jeg melder fra til en julefrokost eller går ned i tid. Vi har brug for en tredje løsning, en ny måde at organisere os på  – du ved, den løsning vi ikke kender endnu, men som jeg godt gad vi begyndte at diskutere os frem til.

Det er der mange der bliver provokeret af: At løsningen ikke ligger lige for, og at jeg insisterer på, at det er et strukturelt problem mere end en individuel udfordring, der kan løses med (flere) skemaer og (endnu) mere prioritering i den enkelte familie. Derfor blev jeg så glad, da jeg læste interviewet med Rasmus Willig i Politiken i weekenden. Rasmus er sociolog, og hans pointe er netop, at vi martrer os selv, fordi alle problemer er individualiserede:

“Det er helt nødvendigt, at vi oversætter de individuelle problemstillinger til sociale problemstillinger. Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer. Der er akut behov for, at vi sætter farten ned og laver om på de strukturer, der styrer os rundt.”

Læs interviewet. Seriøst. Han har fat i den lange ende.

Vi har en vinder!

Så til Andreas bog, som jo faktisk er er flugtforsøg fra hamsterhjulet. Maier, du er den heldige vinder. Send mig navn og adresse, så modtager du fluks Andreas fantastiske bog fra forlaget.

Og hæng endelig på, der er en ny bog på vej lige om lidt. Om en dreng, der er god til noget.

med emneordet , , , , , ,

Vind Og den store flugt (måske årets vigtigste bog)

Måske har du allerede hørt historien om Andrea Hejlskov og hendes familie, som kørte næsten alt, hvad de ejede, til genbrug eller på lossepladsen og derefter satte kursen mod et helt nyt og mere enkelt liv i de svenske skove. Måske aner du ikke, hvad jeg taler om. Men det burde du, for Andreas historie er vigtig. Fordi hun er modig, måske den modigste jeg kender. Og fordi hun viser os, at der er et alternativ til hamsterhjulet, som jeg fornylig har skrevet en kronik om.

Andreas egen fortælling om, hvorfor de, en moderne familie, besluttede sig for at forlade alt, og hvordan det så har været at finde sig til rette langt oppe i nordlige Sverige, kan du nu læse om i hendes bog Og den store flugt. Eller rettere, jeg mener ikke kan, men skal. For det er en vigtig bog. En virkelig vigtig bog.

Jeg er så heldig, at jeg fik lov til at læse bogen, inden den blev sendt til tryk, og i et døgn så jeg ikke op fra den bog. Det gør ondt undervejs, rigtig ondt, men der er også noget befriende over at komme så tæt på en moderne families frigørelse fra alt det, vi kender. Aldrig nogensinde kommer jeg til at flytte ud i en skov, og slet ikke i en skov, hvor jeg selv skal bygge mit hus for at få et sted at sove. Men Andreas beslutning forstår jeg, og jeg kunne ikke være mere enig i hendes underliggende kritik af, hvordan det er vi har indrettet os som samfund. There’s something rotten in the State of Denmark. 

Historien er god nok i sig selv, men jeg lover dig, at damen fra skoven oven i købet skriver som død og helvede, så du både kommer til at grine og græde undervejs. Det er en bog, du skal læse. Hellere i dag end i morgen.

Men hvis du alligevel har lidt tålmodighed, kan du vinde Og den store flugt her på stationen. Kast et lod i kommentarfeltet, så trækker jeg en vinder på søndag.

Og den store flugt

I øvrigt kan du lige nu møde Andrea et sted i Danmark – eller på bogmessen i weekenden. Tjek her

med emneordet , , , , ,

Abort gør dig ked af det

Og så blev det søndag – og også mandag og tilmed tirsdag, og nu er det pludselig onsdag, og jeg har stadig ikke fundet den heldige vinder af Caitlin Morans bog. Shame on me. Men nu gør jeg det, der er bare noget jeg skal sige først. Og det handler om aborter og den kampagne, som forstyrrede mennesker (og det mener jeg virkelig de er) har besluttet sig for at hælde ud over os alle sammen. En kampagne så fuld af dårlig samvittighed, at jeg får lyst til at råbe højt tilbage. SHUT UP! Fri abort er en basal rettighed, som jeg mener alle kvinder bør have adgang til. Punktum. Og jo, du kender måske en fjern slægtning eller veninde eller gammel skolekammerat om hvem nogen har fortalt, at hun bruger abort som prævention. Og hvad så? Har jeg lyst til at spørge. Der er vel ingen, der seriøst mener at vi skal begrænse adgangen til abort, fordi en eller anden vi en gang har hørt om efter sigende har været en lidt for flittig gæst på hospitalet. Nej vel?

Caitlin Morans bog indeholder et meget fint og nuanceret kapitel om netop abort, og det vil jeg anbefale alle, også de religiøse (i enhver forstand) modstandere, at læse. Kapitlet om aborter, om hendes egen, om hvordan vi ser på abort (de dårlige og de gode), om hvordan vi ser på mødre, og hvorfor hun tror på, at kvinder er i stand til at træffe et kvalificeret valg, inden de får en abort. Det er kloge ord, og jeg blev faktisk rørt undervejs, fordi jeg synes netop det kapitel siger så meget om vores forventninger til kvinden som mor – og fødemaskine: ”Den bedste mor – den perfekte mor – vil gå alle ni måneder med ethvert barn, hun undfangede, uanset hvor nedbrydende og ødelæggende det ville være, for hendes kærlighed ville være stor nok til alle.”

Som Moran tror jeg på, at kvinder også når det handler om aborter er i stand til at tage kvalificerede og velovervejede beslutninger, præcis som vi hver dag gør på vores arbejde og i (de fleste) af livets andre forhold. Abortmodstandernes kampagne forsøger at tale til den lille pige i os alle, til den lyserøde drøm om barnet (”du vil jo altid kunne huske det lille hjerte, der slog inden i dig”). De taler enten fra et moraliserende eller et religiøst synspunkt, og det er der formentlig en meget god grund til, for der findes ganske enkelt ikke rationelle argumenter for at fratage kvinden retten til at bestemme over sin egen krop.

Caitlin Morans kapitel skriver åbent og næsten skræmmende nøgternt om sin egen abort, samtidig med at hun igen og igen understreger, at hun ikke var i tvivl eller nogensinde har fortrudt at hun tog den beslutning. Fordi det var den rigtige for hende. I den situation hun var i på det tidspunkt i sit liv. Og det er en helt afgørende pointe: Ingen af os kan (eller bør) gøre os til herre over, hvorvidt en kvinde skal føde et barn. Det er hendes egen beslutning (sammen med faren, hvis der er sådan en), og den ret fortjener ingen at få frataget eller mudret til med andres dårlige samvittighed.

P.S. Luise, du har vundet Kunsten at være kvinde. Send mig din adresse, så får du fluks bogen i din postkasse.

med emneordet , ,

Tiltrængt opsang fra en klog gammel dame og en bog, du kan vinde (Caitlin Moran it is)

Caitlin Moran. Need I say more? Vanvidskvinde på speed (og jeg elsker det). Feminist om en hals med et komisk talent, som jeg nok synes er temmelig tiltrængt i en verden, hvor alle andre end de særligt dedikerede snerper munden sammen i sur hønserøv, hvis man kommer for skade at bringe emnet ligestilling (i enhver afskygning) op.

Morans helt banale pointe er, at hvis du har en vagina (det lyder ligesom bedre på engelsk – vagina på dansk lyder også som sur hønserøvsmund), og du gerne selv vil bestemme over den, så er du feminist. Punktum. Damen er ikke bare morsom, hun er også klog på sin egen temmelig bramfrie måde (se hende folde sig ud her).

IMG_20130902_193706Bogen, Kunsten at være kvinde, er netop kommet på dansk, og forlaget har været så venlig at sende mig en bog og love, at en af jer også kan vinde den. Men siden jeg nu både har den engelske og den danske udgave, synes jeg bare vi skal sende mit forlagseksemplar ud i verden.

Så meld dig under fanerne, hvis du vil være den lykkelige ejer af Kunsten at være kvinde. Jeg trækker lod på et tidspunkt søndag den 29. september.

Imellemtiden kan du læse det fine interview med Lise Nørgaard, som Berlingske har begået. Damen er 96 og fordelen ved at blive så gammel er, at man kan tillade sig at give kvinder en tiltrængt opsang. Der jo ingen der laver sur hønserøvsmund over en dame på 96. Hun har trods alt livet og erfaringen på sin side. Så lad os slutte med dette fine citat fra en klog gammel dame:

»Det er glimrende, at kvinder har noget at skulle have sagt, og det er meget tilfredsstillende. Jeg er vild med alt det, kvinder har fået. Men de sidder og læser Eurowoman. Har barselsorlov alt for længe. Så keder de sig, men i stedet for at læse en bog og få lidt åndsliv, går de i mødreklubber og taler om bleer, bøvs og bræk. Eller til baby-salmesang og så ligger de her småfede babyer på syv måneder rundt om alteret, mens mødrene bræger som får. Det lyder ad pommern til, og børnene kan jo tage skade for livet.«

 

med emneordet , , , , ,

En af de morgener

Nå, men jeg tror bare jeg tager tilbage og henter mine børn hjem. Måske får jeg alligevel ikke lavet noget i dag, for det var en af de morgener. En af dage hvor den dårlige samvittighed hænger i tøjet resten af dagen.

Det startede egentlig fint, og vi ramte en god mellemtid, men der kan ske meget mellem 7 og halv 8. Fx at de tasker, der skal pakkes ikke pakker sig selv, og de børn, der skal pakke dem, ikke rigtig kommer ud af røret. Eller at den mor, der skal bevare overblikket taber det undervejs og begynder at blive lidt stram i betrækket, selvom det aldrig har gjort noget godt for kampen mod uret. Eller at moren for sent husker at der stadig er bogstavleg i 0. og at vi straks må finde en ting, der begynder med A, som den yngste kan lægge frem til udstilling i klassen (Asfalt? Nej. Automat? Nej. Ammoniak? Nej. Anker? Nej. Abe, siger den yngste så. Abe! Klart, har vi en abe? Nej, vi har ikke en abe. Det er der jeg googler “ord, der begynder med A og for første gang har Google ikke har svaret på alt. Selvfølgelig, det er en af de morgener, hvor Murphey lægger forhindringer ud).

Uret tikker, og vi forlængst har tabt al den gode tid, og børnene begynder at skændes, og mine mundvige hænger ned ad i en sur smiley. Miss Carla vælter med sin cykel allerede inden hun er kommet op på den og begynder at græde. Halfdan råber Lortemor og nægter at gå ud af døren. Fordi jeg stadig er syg. Siger han. Det er han ikke, men han bliver det formentlig hvis hans mor ikke holder op med at hvæse.

Cykelturen gør godt. Det gør den altid. Så er vi i bevægelse og vi kan kun cykle så hurtigt som vi gør, og der er ro til at tale om noget andet og til at køle af og måske ligefrem grine lidt. I dag nåede vi ikke at grine så meget, men jeg nåede at sige undskyld.

Den lille sagde bare: Ja, ja. Han vil gerne videre og den bedste måde at komme videre på er at forsvinde i mængden, grine med kammeraterne, og få den sure mor på behørig afstand.

Den store prøver, men stemninger sidder i kroppen på hende længere end på så mange andre, og hun hager sig fast i min arm, da jeg siger farvel: Du må ikke gå. Du skal blive hos mig. Siger hun, velvidende at jeg er nødt til at gå for klokken har ringet og dagen er i gang.

Hendes omsorgsfulde klasselærer kommer og holder om hende. Spørger hende hvorfor hun er ked af det. Min mor har været sur hele morgenen. Siger hun. Og det er det ikke så meget at sige til. Jeg krammer og kysser farvel og har den dårligste smag i munden da jeg skynder mig ud af døren. Hun skal nok klare sig, men følelsen sidder i kroppen resten af dagen. Hendes krop. Min krop. Det var en af de morgener. Kapløb mod tiden og humøret. I dag vandt jeg ikke.

med emneordet , , ,

Det er lørdag aften og nogen skal jo sige det

We live in an age where we feel guilt whenever we have to cut someone off but the reality is that some relationships do need to die, some people do need to be unfollowed and defriended. We aren’t meant to be this tethered to the people in our past. The Internet mandates that we don’t burn bridges and keep everyone around like relics but those expectations are unrealistic and unhealthy. Simply put, we don’t need to know what everyone else is up to. We’re allowed to be choosy about who we surround ourselves with online and in real life, even if it might hurt people’s feelings.

We weren’t meant to carry all this weight around on our backs. If you need to cut the fat, if you need to unfollow, if you need to erase, just do it. Because what’s more important: keeping yourself happy or appeasing your ex-best friend from middle school?

thoughtcatalog.com

med emneordet ,

Madpakker og makrelmadder

Sommerferien er slut – og nu står madpakkerne igen og råber i køkkenet. De vil smøres. De vil genopfindes. De vil inspirere. De vil spises. Og hvad skal man nu finde på?

Miss C og hendes long time partner in crime har takket være den her lille fine sag (sagde moren) gjort det helt enkelt: 6 halve med makrel. Så er den i vinkel. Bon appetit.

med emneordet , , , ,