Tag Archives: kun sandheden

Tiltrængt opsang fra en klog gammel dame og en bog, du kan vinde (Caitlin Moran it is)

Caitlin Moran. Need I say more? Vanvidskvinde på speed (og jeg elsker det). Feminist om en hals med et komisk talent, som jeg nok synes er temmelig tiltrængt i en verden, hvor alle andre end de særligt dedikerede snerper munden sammen i sur hønserøv, hvis man kommer for skade at bringe emnet ligestilling (i enhver afskygning) op.

Morans helt banale pointe er, at hvis du har en vagina (det lyder ligesom bedre på engelsk – vagina på dansk lyder også som sur hønserøvsmund), og du gerne selv vil bestemme over den, så er du feminist. Punktum. Damen er ikke bare morsom, hun er også klog på sin egen temmelig bramfrie måde (se hende folde sig ud her).

IMG_20130902_193706Bogen, Kunsten at være kvinde, er netop kommet på dansk, og forlaget har været så venlig at sende mig en bog og love, at en af jer også kan vinde den. Men siden jeg nu både har den engelske og den danske udgave, synes jeg bare vi skal sende mit forlagseksemplar ud i verden.

Så meld dig under fanerne, hvis du vil være den lykkelige ejer af Kunsten at være kvinde. Jeg trækker lod på et tidspunkt søndag den 29. september.

Imellemtiden kan du læse det fine interview med Lise Nørgaard, som Berlingske har begået. Damen er 96 og fordelen ved at blive så gammel er, at man kan tillade sig at give kvinder en tiltrængt opsang. Der jo ingen der laver sur hønserøvsmund over en dame på 96. Hun har trods alt livet og erfaringen på sin side. Så lad os slutte med dette fine citat fra en klog gammel dame:

»Det er glimrende, at kvinder har noget at skulle have sagt, og det er meget tilfredsstillende. Jeg er vild med alt det, kvinder har fået. Men de sidder og læser Eurowoman. Har barselsorlov alt for længe. Så keder de sig, men i stedet for at læse en bog og få lidt åndsliv, går de i mødreklubber og taler om bleer, bøvs og bræk. Eller til baby-salmesang og så ligger de her småfede babyer på syv måneder rundt om alteret, mens mødrene bræger som får. Det lyder ad pommern til, og børnene kan jo tage skade for livet.«

 

med emneordet , , , , ,

En hurtig diagnose

Søndag eftermiddag. En af de dage. Hvor barnet er en firkant og moren er en syvkant, og uanset hvor meget de forsøger, kan de ikke rigtig få formerne til at passe. Indtil de bager pandekager. Sammen. Så står de der bøjet over den varme pande, og moren krammer barnet og forsøger at sige undskyld: Jeg håber ikke, du synes jeg har skældt for meget ud. Jeg ved godt jeg har virket ret sur i dag. Og barnet stikker paletkniven ind under pandekagen, løfter den op i luften og lader den glide ned på tallerkenen ved siden, inden hun siger, tørt: Nej, nej, du har bare virket sådan lidt presset i det. Touché!

med emneordet , , ,

Barndomsminder og erindringsforskydelser

Jeg gik i skole på en af de landsbyskoler, som vi alle sammen hylder og begræder, når de lukker, fordi verden på en måde er blevet for lille til skoler med syv klassetrin og 100 elever.

Men altså i min klasse var vi 14 elever, 7 drenge og 7 piger, og med kun enkelte udskiftninger undervejs. Det var en god klasse. Vi legede alle sammen med hinanden. På kryds og tværs. Drenge og piger. Sådan talte de voksne om os. Og sådan oplevede vi det selv – fordi de voksne sagde, at det var sådan det var.

Vi havde alle sammen en far og en mor, og ingen af dem gik vist nogensinde fra hinanden. De flestes mødre var hjemme, når vi kom fra skole. Og vi havde bil, og et hus at bo i.

Alle fik en uddannelse. Alle fik et job, og nogen blev selvstændige. Den lille by, vi boede i havde en bager, en slagter, et posthus, en trikotageforretning (dagens quizspørgsmål?), en benzinstation, en brugs, en købmand, en bank og flere frisører. Der var selvfølgelig også smedeværksted, automekanikere, tømrer, elektrikere og landmænd en masse. Sådan var det i 1980’erne, før landsbylivet gik af lave. Lutter idyl og trygt som ind i helvede.

I klassen havde jeg særligt to gode veninder. Vi skiftedes til at være bedsteveninder. Og det er faktisk noget af det, jeg husker bedst fra skolen. At den del var helt igennem gnidningsløs, og selvom vi var bedsteveninder, så legede vi selvfølgelig også med de andre piger.

For nogle uger siden mødtes vi igen. De fleste har jeg ikke set siden dengang – og det er jo så – gulp! – 20 år siden. Folk lignede sig selv, og så alligevel ikke. For vi var alle sammen vokset og blevet os selv, og det synes jeg klædte os godt. Og vi snakkede selvfølgelig om dengang. Om alt det, vi kunne huske, og det overraskede mig, hvor mange versioner der findes af de samme erindringer. Fx da min gamle bedsteveninde om aftenen, da vi lå i hendes gamle værelse og skulle sove, sagde: Selvfølgelig var det ikke svært for dig, når vi roterede på venindepladserne, for det var jo dig, der bestemte.

Og sådan går det til, at den idylliske barndom viser sig at være mest rosenrød for den, der sidder i instruktørstolen og udnævner helte og skurke. Men også at den, der sidder i stolen, ikke nødvendigvis ved, at hun er den – eller at hun gør livet surt for de andre undervejs. Egentlig er jeg glad for, at jeg fik den revision med i min barndomsfortælling for det er jo trods alt ikke en uvæsentlig detalje.

med emneordet , , , ,

Timelighed

Nå, men jeg går ud fra, det er ved at være tid til at bestille tid hos frisøren til min søn, når jeg i løbet af samme uge bliver spurgt om begge piger er mine børn – og når barnet i et forsøg på at spise morgenmad uden at få hår i munden beder om at få en hårbøjle på ligesom sin søster.

med emneordet , ,

5 ting, jeg ikke fatter uanset hvor meget jeg prøver

Jeg er nærmest holdt op med at trække vejret, siden det valg blev udskrevet. Både fordi jeg ikke magter hvis Lars og hans crew skal drikke guldøl den 15. september. Og fordi jeg heller ikke ved, om jeg tror på/magter/er overbevist om, at det blir bedre med Helle og Villy. Lad os bare sig, at det har næsten har udviklet sig til en personlig skriveblokade på linie med det, der eftersigende foregår på det såkaldte boligmarked.

Så tillad mig at fordrive ventetiden med en lille top 5 over ting og sager, som min hjerne åbenbart (også) er for lille til at rumme.

1) Coops sindssyge PlusPointsystem og deres endeløse mails om at jeg bare er 150 kr. fra at rykke op på PlusTrin en mia. Pyramidespil, sir jeg bare. Døm selv

2) Stilheden på et plejehjem. Er det mon sådan døden er? Angstprovokerende stille? Og den blomst, der har fået lov til at stå og tørre helt ind i vasen på bordet – er det et forvarsel om, hvad der sker med dem, der flytter ind?

3) Hungersnøden på Afrikas Horn. 110 mio. kr. og seks tv-værter og en komiker i havnen og så taler vi ikke mere om det. Helt seriøst, har der ikke været ildevarslende stille siden i lørdags? Og kunne man forestille sig at en af de 278 daglige målinger på om Helle eller Lars fører, kunne bytte plads med lidt nyt fra de sydlige himmelstrøg.

4) De rige. Hvorfor er vi ikke mere forargede over, at de rigere bliver rigere, selvom der er freaking finanskrise (som så lige er blevet aflyst)? Og hvorfor undrer vi os ikke over, at der kun er en vej frem til lykken – og det er flere penge, mere forbrug, flere penge, mere forbrug, selvom vi alle sammen ved, at jorden en dag går under af netop den grund. Jeg har sagt det før, men du skal altså virkelig se Inside Job og gør det før den 15. september. For måske får du lyst til at sætte dit kryds et andet sted.

5) Nåh ja, og så lige den der detalje med at universet udvider sig. Så verden er blevet større? Eller er det en anden verden? Eller er det bare i teorien? Eller noget der ligger lysår foran os eller bag os?

med emneordet , , ,

And the winner is…

I dag er jeg på vinderholdet. Ironisk nok i en kronikkonkurrence i Information om, hvad præstationskulturen gør ved os allesammen. Og jeg kan bare sige, at den der sms, der tikkede ind på min telefon sent tirsdag eftermiddag, den gjorde ualmindeligt godt. Ikke mindst fordi der ud over æren også fulgte to flybilletter til Island med i begejstringen. Så nu er der dømt shopping i Reykjavik, nordlys på romantisk hotel i ødemarken og den slags ødselt tidsfordriv.

Kronikken? Den handler om sådan nogle som mig, der har travlt med at lade som om, at jeg ikke har en eneste lillebitte ambition på mine børns vegne, selvom jeg nærmest ikke har andet. Måske kender du det? Bare lidt? Nå, men i hvert fald kan du så læse om sådan nogle som mig og mit særligt talentfulde barns potentiale lige her

med emneordet , , , ,

Skæbnens huskekage

Da jeg gik i gymnasiet, var jeg temmelig full of myself (for nu at sige det mildt). På den der jeg går i utroligt løse gevandter, har set lyset og venter nu bare på at nogen ser mit enestående talent-måde. Lad mig bare sig, at jeg venter stadig…

I min klasse gik der en pige, som vi (altså os, der havde vores på det rene, alting på det tørre, var nede med de fede og havde lommerne fulde af koffeinpiller, som kunne holde os oprejst fra torsdag til søndag)… Forfra: I min klasse var der en pige, som stak temmelig meget ud. Hun havde talte flydende spansk foruden et formfuldendt tysk og engelsk. Hun var stjernegod til at analysere, hun kunne synge, og selvfølgelig blev hun bedre til at bøje de latinske verber end alle os andre tilsammen. Dengang syntes vi det var hende, der var lige smart nok. Tænk, at hun ikke gad at drikke sig ned i fadøl til en 5’er på det lokale værtshus om torsdagen. Hun kunne ikke tåle røg og insisterede på, at der ikke blev røget inden for, når klassen mødtes (Øh, hvad? Som om? Kan man nu ikke engang få lov til at rulle sig en cigaret på den gode gamle Samson-tobak og nyde den i fred?). Og når det var fuldmåne kunne hun ikke sove. Helt ærligt. Kom nu ind i kampen. Live a little.

Efter gymnasiet begyndte vi at ses lidt gennem en fælles ven, og jeg undrede mig over, at netop hun ikke strøg direkte videre på universitet og brugte alle sine talenter der. I stedet kastede hun sig ud i noget maleri (og var selvfølgelig stjernedygtig til det). Hun overvejede vist at søge ind på Kunstakademiet, men skrev så i stedet en ansøgning til Forfatterskolen og kom ind. Efter nogle år begyndte hun at uddanne sig sprogofficer (nåh, det gik måske ikke så godt med skriveriet) og lærte at tale russisk på ingen tid. Derefter videre til Afghanistan (forestiller mig hun lærte at tale pashto i flyet), hvor hun som en af de første så potentialet i at forsvaret gjorde noget for de afghanske kvinder. Fik en pris og skrev en bog om det arbejde. Og nu har hun gudhjælpemig fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond for sit litterære talent. Who’s laughing now, little miss wannabe hjemmerullet hippie?

med emneordet , , ,

Det behøver ikke være svært at sætte ord på

Til fødselsdag igår hos en af de nyskilte familier, som havde kastet sig ud i kunsten at holde en børnefødselsdag som i gamle dage og lykkedes med det. Jeg er fuld af beundring for det overskud.

Og mens vi andre måske gik lidt rundt om den varme grød, satte Halfdan og fødselarens storesøster på fem sig ved børnebordet med deres boller:

Halfdan: Din mor og far, de bor jo ikke sammen mere.

Storesøster: Nej, de er heller ikke kærester mere, og jeg skal bo i et andet hus sammen med min mor.

Og så videre til kagen… Ikke så mange dikkedarer der. Og jo, jo jeg ved da godt, at det er fordi ungerne ikke har den fjerneste ide om, hvad der er socialt acceptabelt at sætte ord på. Det er jo fx også derfor, at ens søn kan finde på at sige til sin far, der får en hjælpende hånd af en bekendt fra golfklubben: “Far, arbejder du sammen med ham den tykke der?”

I går var en fin dag. Og ham, den lille 2-årige fødselar, han var bare rigtig glad for sin nye cykel.

med emneordet , , , ,

Der, hvor man ikke har lyst til at ende et langt liv

Nyt besøg hos den 102 ½-årige  i dag. Som nu er på aflastningsstue på plejehjem. Hvilket på en måde er at foretrække frem for lille hus i überudkants-Danmark, hvor der helt alvorligt ikke er andet en sociale bedragere, gamle mennesker, 5 x hjemmehjælp dagligt og en kaldealarm tilbage. Og så på en en måde slet ikke at foretrække.

Jeg har en gloværdig fortid på de københavnske plejehjem og ved alt – og lidt for meget – om at tørre gamle mennesker in the behind, børste løse gebisser og lægge dem i vand til natten, skifte forbindinger og det, der er meget, meget værre for en amatør at vide. Det er et seriøst sindsygt job, hvor du kan tale om at have mange bolde i luften ad gangen, og hvor du hele tiden forsøger at lade som om du har tid til at sludre og skabe omsorg og være noget for nogen, mens du har lige præcis 4 timer til at lægge 14 mennesker i seng. Don’t even get me started.

Og så i dag… at træde ind i det, vi leger er et hjem for de gamle, men som mere end noget andet ligner en institution. Hvor der er lidt for mange blomster på dugen. Hvor der lugter lidt for meget af leverpostej og dårlig ånde. Og hvor der er stille som ind i helvede.

I virkeligheden er det ikke det værste. Det værste er at se de gamle mennesker, som vi kalder beboere, fordi vi leger, det er deres hjem, selvom ingen af dem føler sig rigtig hjemme. At se dem sidde der rundt om den lidt for blomstrede dug med tomme øjne og livsløse mundvige. At høre dem hviske henover bordet til hinanden, mens de spejder efter nogen, som kan befri dem, lægge dem i seng, sige godnat.

At se ham sidde der og næsten ikke kunne kende ham, fordi han falder sammen i stolen og slet ikke ligner sig selv, men på to dage er blevet en gammel mand, der bor på plejehjem. At se ham sidde der uden tænder (hvis du vidste, hvor mange mennesker, der har deres gebis stående på vasken i badeværelset, når de flytter på plejehjem). At mærke hvordan hans hånd holdt godt fast i min, da jeg satte mig ved siden af ham, og sagde: “Hvor er det godt, du er kommet et sted hen, hvor der er nogen, der passer på dig.” Han svarede: “Synes du det. Jeg synes det er meget trist, og jeg venter hverdag på, at jeg ikke vågner. Det her er jo ikke et liv.”

Han sagde: “Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke har nogen appetit, og da jeg prøvede at spise et stykke franskbrød, fik jeg det dårligt og måtte spytte det ud med tænder og det hele. Hvordan har det ikke set ud for de andre?”

Han sagde: “Ved du hvad? Det mærkelige er, at når jeg trykker på kaldealarmen her, så går der ligeså lang tid, før der kommer nogen, som da jeg lå derhjemme i min seng og ringede efter hjemmehjælpen.”

Jeg sagde: “Jeg skal måske til Thailand og Burma senere på måneden.” Han sagde: “Det lyder spændende. Hvem skal så passe børnene?” Jeg svarede: “Det regner jeg med deres far skal.” Han sagde: “Ja, hvad skal du med en mand, hvis han ikke kan passe børnene.”

Jeg hørte mig selv spørge: “Hvad fik du at spise til aftensmad?” Det har jeg aldrig spurgt ham om før.

Han sagde: “Jeg er så træt, så træt, men når jeg kommer i seng, så kan jeg ikke sove.” Jeg spurgte: “Hvad laver du så?” Han svarede: “Ligger og glor op i loftet, der er jo ikke andet at gøre.”

Jeg sagde: “Hvor er det dejligt, at du nu bor sammen med nogen af dem, du kender fra gamle dage.” Han svarede: “Ja, men det var da lidt sjovere, hvis man havde kræfter til at tale med hinanden.”

Jeg hørte den ansatte spørge: “Får du din natpille nu eller senere?” Jeg tænkte: “Piller? Du tager da ikke piller.”

Og hans kæreste gennem 15 år  (eller jeg ved ikke, om han tænker sådan om hende mere, for hun har boet på plejehjemmet i to år allerede og er langt mindre frisk i hovedet end han). Hun bor på gangen ved siden af. Han sagde: “Igår kom Anna forbi i sin kørestol sammen med en af de ansatte, men jeg går så langsomt nu, og jeg kunne ikke råbe dem op, så jeg nåede ikke hen til hende, inden de var gået.”

Det er jo ikke et liv, vel? Vi må godt sige farvel nu, mens der er stadig er en smule værdighed tilbage. Mens han stadig er ham, der stod bøjet over sine jordbær på den anden side af hækken i min barndoms have. Det er næsten for sent.

med emneordet , , ,

Noget af en cliffhanger…

Er du ikke bare spændt på, hvordan min ferie er gået? Og hvem ved, om du overhovedet når at finde ud af det, fordi jeg sådan set har placeret mig i en af de yderste risikozoner. For nu sidder jeg igen med den bærbare i skødet og prøver at nærme mig hverdagen. Og hverdagen er selvfølgelig skræmmende nok i sig selv, men som du sikkert ved, er det jo for intet at regne i forhold til den risiko, jeg lige nu udsætter mine lår for. Næst efter rygning, mobiltelefoner og et lillebitte glas vin under graviditeten, så er en bærbar i skødet noget nær det dummeste, du kan gøre, hvis du vil have et langt og lykkeligt liv. I følge den seneste forskning. Så so long, vi ses i himlen.

Men indtil da, så lad os da opsummere, hvad der kan siges om den påskeferie, jeg lige om lidt siger godnat til:

  1. Mine børn var rigtig rådne i starten, som du ved.
  2. Så fik vi gæster. Masser af gæster. Og helt forudsigeligt blev den store lidt rundtosset af moderens umættelige sociale behov og begyndte at vågne meget tidligt om morgenen. Sådan en lille morgenfrisk 5-årig, der foreslår en tur i svømmehallen kl. 05.12, er det sikreste tegn på, at jeg  igen har valgt at lade som om det barn ikke har brug for lidt ekstra ro. For en gangs skyld noget, der ikke er en fase.
  3. Min søn har brugt det meste af ferien på at udvikle et særligt besiddelsesgen, som tilsyneladende giver ham ret til at flegne flat, hvis nogen kommer for skade at modsige ham, når han proklamerer, at lige netop den stol eller det fjernsyn eller den gynge er hans. Og ingen andens. Overhovedet. Er det en fase?
  4. Den første mandag var vi i København. Tal om en dansk udgave af Coming to America! For når man anbringer sådan to unger fra provinsen i 5A og kører fra Nørreport til et godt stykke på den anden side af Nørrebro St. så giver det anledning udsagn som “Mor, så du hvor sort ham manden var?” og “Taler de dansk ligesom os?” Og hvor gammel er man i øvrigt selv blevet, når man hører sig selv sige: “Se, lige deroppe boede mor, dengang hun flyttede hjemmefra”, mens ungerne så har travlt med at kigge på flagrende tørklæder, mænd i kjoler og seje drenge i jogginggear og bling bling, at de aldrig når at se det første stop på memory lane.
  5. Nå ja, så har vi selvfølgelig grillet og spist så mange pølser, at jeg ikke en gang vil forsøge at dække over, at mine børn formentlig ikke har været i nærheden af en eneste grøntsag siden de sidst åbnede deres madpakker i børnehaven.
  6. Det har jeg så heller ikke selv. Til gengæld lavede jeg nogle fortrinlige påskeæg og en omgang trøfler. Jeg har været meget karrig med at lade børnene smage, mens jeg har været utrolig gavmild over for mig selv.
  7. Børnene har været i vandet, og jeg har fotograferet for at dokumentere, at mine børn er modigere (og langt mere dumdristige, fordi de ikke ved, hvad barnets første sygedag er for en fisk) end jeg nogensinde har været. Når jeg ikke har drukket forstås.
  8. Noget kulturelt? Undskyld, jeg hørte ikke, hvad du sagde? Nåhr jo, jeg læste da et portræt af Nik og Jay. I Information.
Og nu til tilbage til hverdagen. Hvor jeg kan drikke min kaffe uforstyrret. Og læse i en bog. Og skrive mails uden at sidde med et barn på skødet. Og spise frokost uden at skulle rejse mig for at hente en serviet eller mayonnaise eller ristede løg eller mere makrel i tomat. Og hvor jeg sådan cirka halvvejs gennem ugen kan begynde at idyllisere, hvor dejligt samværet med mine børn bliver – velvidende at jeg lørdag formiddag indleder den første forhandling med barnets far om bare en lillesmule alenetid.
Oh, the dilemmas of parenthood… og påskeferie.
med emneordet , , , ,