Kun sandheden

Nyt besøg hos den 102 ½-årige  i dag. Som nu er på aflastningsstue på plejehjem. Hvilket på en måde er at foretrække frem for lille hus i überudkants-Danmark, hvor der helt alvorligt ikke er andet en sociale bedragere, gamle mennesker, 5 x hjemmehjælp dagligt og en kaldealarm tilbage. Og så på en en måde slet ikke at foretrække.

Jeg har en gloværdig fortid på de københavnske plejehjem og ved alt – og lidt for meget – om at tørre gamle mennesker in the behind, børste løse gebisser og lægge dem i vand til natten, skifte forbindinger og det, der er meget, meget værre for en amatør at vide. Det er et seriøst sindsygt job, hvor du kan tale om at have mange bolde i luften ad gangen, og hvor du hele tiden forsøger at lade som om du har tid til at sludre og skabe omsorg og være noget for nogen, mens du har lige præcis 4 timer til at lægge 14 mennesker i seng. Don’t even get me started.

Og så i dag… at træde ind i det, vi leger er et hjem for de gamle, men som mere end noget andet ligner en institution. Hvor der er lidt for mange blomster på dugen. Hvor der lugter lidt for meget af leverpostej og dårlig ånde. Og hvor der er stille som ind i helvede.

I virkeligheden er det ikke det værste. Det værste er at se de gamle mennesker, som vi kalder beboere, fordi vi leger, det er deres hjem, selvom ingen af dem føler sig rigtig hjemme. At se dem sidde der rundt om den lidt for blomstrede dug med tomme øjne og livsløse mundvige. At høre dem hviske henover bordet til hinanden, mens de spejder efter nogen, som kan befri dem, lægge dem i seng, sige godnat.

At se ham sidde der og næsten ikke kunne kende ham, fordi han falder sammen i stolen og slet ikke ligner sig selv, men på to dage er blevet en gammel mand, der bor på plejehjem. At se ham sidde der uden tænder (hvis du vidste, hvor mange mennesker, der har deres gebis stående på vasken i badeværelset, når de flytter på plejehjem). At mærke hvordan hans hånd holdt godt fast i min, da jeg satte mig ved siden af ham, og sagde: “Hvor er det godt, du er kommet et sted hen, hvor der er nogen, der passer på dig.” Han svarede: “Synes du det. Jeg synes det er meget trist, og jeg venter hverdag på, at jeg ikke vågner. Det her er jo ikke et liv.”

Han sagde: “Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke har nogen appetit, og da jeg prøvede at spise et stykke franskbrød, fik jeg det dårligt og måtte spytte det ud med tænder og det hele. Hvordan har det ikke set ud for de andre?”

Han sagde: “Ved du hvad? Det mærkelige er, at når jeg trykker på kaldealarmen her, så går der ligeså lang tid, før der kommer nogen, som da jeg lå derhjemme i min seng og ringede efter hjemmehjælpen.”

Jeg sagde: “Jeg skal måske til Thailand og Burma senere på måneden.” Han sagde: “Det lyder spændende. Hvem skal så passe børnene?” Jeg svarede: “Det regner jeg med deres far skal.” Han sagde: “Ja, hvad skal du med en mand, hvis han ikke kan passe børnene.”

Jeg hørte mig selv spørge: “Hvad fik du at spise til aftensmad?” Det har jeg aldrig spurgt ham om før.

Han sagde: “Jeg er så træt, så træt, men når jeg kommer i seng, så kan jeg ikke sove.” Jeg spurgte: “Hvad laver du så?” Han svarede: “Ligger og glor op i loftet, der er jo ikke andet at gøre.”

Jeg sagde: “Hvor er det dejligt, at du nu bor sammen med nogen af dem, du kender fra gamle dage.” Han svarede: “Ja, men det var da lidt sjovere, hvis man havde kræfter til at tale med hinanden.”

Jeg hørte den ansatte spørge: “Får du din natpille nu eller senere?” Jeg tænkte: “Piller? Du tager da ikke piller.”

Og hans kæreste gennem 15 år  (eller jeg ved ikke, om han tænker sådan om hende mere, for hun har boet på plejehjemmet i to år allerede og er langt mindre frisk i hovedet end han). Hun bor på gangen ved siden af. Han sagde: “Igår kom Anna forbi i sin kørestol sammen med en af de ansatte, men jeg går så langsomt nu, og jeg kunne ikke råbe dem op, så jeg nåede ikke hen til hende, inden de var gået.”

Det er jo ikke et liv, vel? Vi må godt sige farvel nu, mens der er stadig er en smule værdighed tilbage. Mens han stadig er ham, der stod bøjet over sine jordbær på den anden side af hækken i min barndoms have. Det er næsten for sent.