Tag Archives: kun sandheden

Sneløven brøler

NU. STOPPER. DET!

Må jeg bare trække det gode gamle spejderkort: Det er ikke vejret, men påklædningen den er gal med! Og ja, jeg ved godt at den gode gamle canadiske Sorel-støvle er udsolgt over alt, men så må du sgu sætte dig ind i sofaen under et tæppe og vente på bedre tider. For jeg gider ikke høre mere brok om sne eller se laaaaaaaaaaaaaange nyhedsindslag om alle de mennesker, der ikke kan komme hjem til jul. Du kan godt høre det, ikke? Ikke helt det samme at sidde under sin sovepose i lufthaven og vente som slet ikke at have nogen familie at fejre jul med eller dø af kulde i Moskvas gader, vel?

Så skal vi ikke holde op med at tale om vejret, stikke piben ind og lade være med at gå i panik over at igen i år er juletræerne rekorddyre, vejsalt ikke til at opdrive, og flæskesteg snart en mangelvare? Og når nu vi er gang så hold bare igen med vejr- og sneplovsreportager fra det ganske land. Hold nu kæft! Det er bare vejret (og den globale opvarmning) – det går over igen (måske).

med emneordet , , , , ,

Det her må du ikke gå glip af

Nå, men jeg er så det heldigste menneske i verden. Jeg er nemlig husanmelder på Betty Nansen-teatret, og der taler vi altså virkelig win-win: Jeg får gratis billetter og en god drink at starte aftenen på (og lov til at føle mig en lille smule kendt med de kendte, hvilket jo heller ikke at foragte for en gennemsnitlig dansk mor i provinsen). Men det sjoveste er, at teatret betaler mig for at mene lige det, jeg vil bagefter. Det er ikke altid, jeg er begejstret, men i fredags var jeg lutter klapsalver. Læs selv hvorfor.

Og skynd dig så straks at bestille billetter til Medealand for se, det er godt teater med bid!

med emneordet , , , ,

Må jeg godt sige noget?

Det er jo totalt langt ude, at hver eneste lille prut et politisk engageret menneske har gjort i sin fortid, kan gøre sig fortjent til en tur i mediemøllen. Helt ærligt!

Ole Sohn var kommunist, og ja, set i bagklogskabens klarsyn var der dele af det engagement, som var en smule naivt. For nu ved vi allesammen, at de ikke havde det helt så godt der omme bag muren, og at der var nogen, der glemte at yde efter evne og nyde efter behov.

Og vi kan da også godt blive enige om, at den samfundsmodel, som kommunisterne hyllede ikke viste sig at være helt så bæredygtig (men jeg sku da så hilse at sige, at vi lige nu har de klareste beviser for, at liberalisternes begejstring for de frie markedskræfter også lader noget tilbage at ønske).

Men at manden nu skal tvinges til at sige, at det ikke bare var naivt, men også at det var en fejl at være aktivt kommunist er jo så himmelråbende dumt som det lyder. Det VAR jo ikke en fejl – og dengang var DKP faktisk en del af folkestyret. Det er noget med demokrati og den slags frisind, der betyder at man godt kan rumme andre end sig selv og sine egne. Og det i sig selv kan jo godt være noget af en udfordring i en tid, hvor vi bedst kan lide vores egne (tro mig, jeg har også svært ved at sluge, at der er så mange, der elsker Dansk Folkeparti).

Nå, der er ganske givet 1000-vis af nuancer på den sag, men jeg er bare SÅ freaking træt af, at vi finder os i, at der hele tiden bliver kastet røgslør ud over det som vi virkelig burde interesserer sig for. Fx hvordan regeringen systematisk har udsultet den offentlige sektor for at skabe rum og velvilje for den private sektors alternativer – og sundhedssektoren er jo bare et hjørne. Er der ikke nogen, der gider følge den til dørs. Please? For fanden!

med emneordet , , , ,

Og hvad har jeg så lært…

Nå, man skulle jo så være et skarn, hvis der ikke kan udledes et eller andet af sådan en tre måneders rejse. Det kan godt være, at jeg ikke har fået pulsen op på samme måde, som den morgen jeg stod alene på busstation uden for Tel Aviv med studenterhuen i baglommen, og det gik op for mig efter mit livs først flyvetur og krydsforhør med den israelske sikkerhedstjeneste, som havde været grænseoverskridende nok i sig selv, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvor jeg var på vej hen. Eller som den nat i Zimbabwe, hvor jeg blev hentet af politiet på en bar og kørt på stationen for at forklare, hvordan det var lykkedes mine ikke helt ædru rejsekammerater at totalskade den bil, vi havde lejet få dage forinden. Det har heller ikke været en specielt adventure-præget tur med vilde adrenalinkick, ingen bungi-jumpet, river rafting eller hiking ad mudrede stier, som har fået pulsen op og givet en fornemmelsen af, at livet virkelig er temmelig skrøbeligt.

Tværtimod har det været en ret comfy tur på den camping-komfortable måde. Altså jo, jo, jeg har da delt bad med alt for mange tyske, permanentede kvinder. Og jeg glæder mig da også til at slippe for at sidde på et varmt toiletbræt og forholde mig til, hvem af campingpladsens gæster jeg nu deler røv med.

Men hvis der er noget campinglivet er (så meget har jeg da lært), så er det convenient. Nemt. Når man vælger den store model med le grande automobile – og i øvrigt sørger for at leve total traditionelt, så kæresten klarer alt det praktiske uden for med strøm, lokum og gas (i regnvejr), mens jeg selv har været utrolig flittig med den lille fejekost inden for – ja, så har man gjort det let for sig selv. Ingen ubehagelige senge med udefinerbare pletter på madrasserne. Ingen kedelige morgenbuffeter. For uanset hvor røvsyg campingpladsen har været – og dem har da været et par stykker af – så har man sit lille hus med sin egen lille (kolde) dyne.

Men det jeg forsøger at komme frem til, er ligesom på en måde, hvis du kan se, hvor det bærer hen altså, ik: LESSONS LEARNED (og historien om, hvad det er for et mennesker, der kommer ud i den anden ende af sådan et lille eventyr på de østeuropæiske landeveje). Så efter tre måneder i campingland har mine børn nu fået:

  • En mor, der skælder mindre ud.
  • En mor, der truer mindre.
  • En mor, der råber mindre.
  • En mor, der stadig ikke fatter, hvorfor børnene har så svært ved at modtage en besked, når nu jeg er så overskudsagtig at være sammen, og derfor bliver tvunget til at true med at konfiskere dagens is eller endog (meget i mod min gode vilje naturligvis) hæve stemmen en lille smule for at komme igennem.
  • En mor, der endelig ved, hvad det faktisk er mine børn synes er sjovt at lege, og derfor for første gang kan skrive en kvalificeret ønskeseddel til den kommende fødselsdag.
  • En mor, der nok er oppe om natten for at give børnene noget at drikke, smøre kløestillende creme på myggestik og genfinde sutter og bamser, men som har fået lov til at sove til kl. halv otte (+) flere gange, end det ellers er sket de sidste fire år.
  • En mor, der glæder sig over, at børnene er så gode til at lege sammen, og som tror på, at det er vigtigt at lade børnenes leg udvikle sig inden for deres egne rammer, fordi det giver mig mulighed for at få læst min bog færdig imens.
  • En mor, der har lært at sætte pris på, at hendes børn er dem, der laver allermest larm på campingpladsen, fordi det betyder at jeg ikke behøver at rejse mig for at finde ud af, hvad de laver.
  • En mor, der er blevet så meget campist, at jeg i morges kunne ses på en parkeringsplads i Verona i underbukser og t-shirt i gang med at børste hår.
med emneordet , , ,

Jeg vil gerne sige undskyld

I nat kunne jeg ikke sove. Og jeg har ellers aldrig svært ved at sove. Inde ved siden af holdt naboerne fest, og jeg havde udsigt fra 1. parket fra min lille camperalkove: Fire tyske ungmøer, der havde støvet fire belgiske ungersvende op og inviteret dem hjem på terrassen. Bordet var fyldt til bristepunktet med flasker, og der var skruet godt op for anlægget med en god gang tysk hitparade, som pigerne skreg med på. Indimellem legede de også det gode gamle sandhedsspil I’ve never…

Meget morsom leg, som jeg blev introduceret til blandt backpackere i Afrika. Det går i al sin enkelhed ud på, at man deler alskens intimiteter med folk, man ikke kender. For eksempel skal man tage stilling til interessante udsagn som: ”I’ve never had sex in a kitchen” (for at bruge et frisk eksempel fra i nat). Og hvis man så faktisk har haft sex i et køkken, skal man drikke – og på den måde lærer man jo så hinanden at kende, samtidig med at man bliver fuld. En form for win-win.

Nå, men jeg lå så der i nat i min søvnløshed og blev en lille smule indigneret over ungdommens manglende forståelse for deres omgivelser. De tror bare, de kan sidde og spille smarte med deres sprut og deres ulidelige popmusik, mens vi andre forsøger at få en smule sammenhængende søvn.

Men der midt i natten kom jeg pludselig til at tænke på min første lejlighed i Kbh, som jeg delte med to veninder, og hvor vi alt for ofte havde problemer med overboen, som synes vi larmede for meget bare, fordi vi havde et par gæster på besøg til et spil TP og en kasse øl. Og der var vist også en gang noget med en tyrkisk nabo på 70, som jeg kimede ned tidligt om morgenen, fordi jeg ikke lige kunne finde min nøgle, da jeg kom hjem efter en lang nat i byen. Just to name a few.

Behøver jeg sige mere – altså andet end undskyld! Undskyld fordi jeg holdt dig vågen! Undskyld fordi jeg skrålede med på Tears in Heaven ((gen)hør den lige om lidt, og vid, hvorfor den er en undskyldning værdig)! Undskyld fordi jeg troede, at jeg – og mine veninder i øvrigt – var en gave til menneskeheden! Og nu jeg er i gang, vil jeg i øvrigt også gerne sige undskyld, fordi jeg i samme periode forpestede luften med mine små hjemmerullede cigaretter uden filter. Jeg handlede imod bedre vidende. Og med ungdommeligt hovmod. Det går over. Desværre.

med emneordet , , , , , ,

Overflettemestermoren

“Hvorfor er det altid far, der vasker tøj?” spurgte Carla forleden.

Og barnet har jo ret. Det er virkelig altid faren hjemme – og nu ude – der står med røven i vejret og brokker sig over, at vasketøj åbenbart har en særlig evne til at formere sig.

“Det er fordi han er så god til at vaske tøj,” svarede jeg helligt, fordi min indre feminist var glad for at vise min datter, at fædre også kan være fremme i skoene derhjemme.

“Er du dårlig til at vaske tøj?” Ahr, det gik alligevel min stolthed for nær sådan ligefrem at indrømme, at jeg var dårlig til tøjvask, fordi faren er god til det.

“Det er også altid far, der vasker op. Det er han måske også bedst til?” fremturede barnet.

Jeg var ved at blive lidt træt af samtalen, så jeg gav hende ret. Ja, din far er den bedste i verden til at vaske op – og ja ja, jeg er virkelig eminent ringe til at få opvaskebørsten rundt i alle hjørner.

“Men så kan du heldigvis lave fletninger. Det kan far slet ikke finde ud af.”

Hurra. Jeg er frisøren. Moren, der kan lave to cm lange fletninger i fehår. Det er faktisk sværere end det lyder. Glæder mig at barnet værdsætter mine kompetencer.

P.S. Det viste sig selvfølgelig senere, at Miss Carla havde gennemført samme forhør med sin far. Han havde så ikke lige valgt kønsdimensionen på sine svar, men i stedet givet barnet opfattelsen af, at jeg forsøger at springer over, hvor gærdet er lavest. Det er ikke nødvendigvis usandt. Jeg indrømmer gerne, at både tøj- og opvask ikke ligger allerøverst på min liste over sjove huslige opgaver. Men jeg troede ligesom vi var sammen om det her. Selvom jeg ikke vasker op eller vasker tøj eller tømmer lokum eller…

med emneordet , , ,

Kun sandheden for børn

Den her tur med børn er ligesom at ligge i ske med sin bedste veninde seks måneder i Afrika: Man kommer til at kende hinanden ret godt, også selvom man troede alle hemmeligheder lå for en dag.

Og der er egenskaber ved børnene som virkelig slår en. Som at Carla ikke skyr nogen midler for at lave nye venskaber med børn, hun ikke kan tale med. Eller at det mindste stikord får Halfdan til at flyve af sted på sine fantasiskyer med Spiderman, tigre og løver og Molly. Og at Carla sætter sig til at lære noget nyt, når hun keder sig, så hun nu kan de fleste af flagene på campingguiden. Eller at Halfdan virkelig har en stor fremtid som konfliktmægler foran sig – uanset hvad han bliver præsenteret for, er hans svar: Ja, det var lige hvad jeg kunne tænke mig (altså hvis der ikke lige er tale om at gå en strækning på mere end 100 meter uden at blive båret eller at blive nægtet sin sutti).

Men observationer går (selvfølgelig – det burde jeg vel have sagt mig selv) også den anden vej. Jeg har stadig tilgode at komme op med svar på:

– Hvorfor fortæller du altid far, hvad jeg har gjort?

– Hvorfor fortæller I altid hinanden, hvad de andre har sagt?

Indrømmet, det lyder som en kedelig vane nu, hvor det blir sagt højt. Så jeg forsøge lige at holde lidt igen med referaterne…

med emneordet , , , ,

10 ting, du ikke vidste da du blev gravid 2. gang

  1. At din første barsel var piece of cake, og at du skulle have benyttet dig af det i tide. Nu er der mest af alt dømt arbejdslejr.
  2. At du kommer til at tælle minutterne til din kæreste kommer hjem og afløser dig.
  3. At det kommer til at føles som en ferie at være alene med kun et barn.
  4. At du kommer til at indføre milimeter-diktatur i dit parhold a la hvis jeg skal vækkes 100 gange om natten, så skal min kæreste også – også selvom han ikke kan amme.
  5. At antallet af rynker stiger eksponentielt med, hvor mange timers søvnunderskud du er i.
  6. At du kommer til at servere flere fryseretter, pasta med ketchup og havregryn til dit første barn end du havde drømt om – for overhovedet at kunne få hverdagen til at hænge sammen.
  7. At du er for træt til at tabe dig – mest fordi du har fortjent så meget chokolade for at stå anstrengelserne igennem.
  8. At du indimellem har lyst til at løbe hjemmefra – bare for at få en lille flig af dit gamle liv tilbage.
  9. At du får dårlig samvittighed over, hvor god nr. 2 barn er til at underholde sig selv, og hvor dårlig 2’eren er til at lægge puslespil og svømme og tælle, fordi du aldrig har tid til at lægge puslespil en hel eftermiddag.
  10. At du ikke kommer til at fortryde beslutningen om at få et barn mere, fordi du er for træt til at reflektere over dit liv, mens du er på barsel 2. gang.
med emneordet , , ,

Fed flashback

I fredags var jeg til konference. I kreativ ideudvikling. En rigtig sjov metode, hvor man leger sig igennem det meste og glemmer, at man er i gang med at løse en opgave. Og endnu sjovere, fordi der ikke er nogen, der sidder og kloger sig med alle deres fede ideer. Alle har fokus på den samme opgave i stedet for hinanden, så farvel præstationsangst. Tak.

I en af legene skiftes man til at give hinanden gaver. Man lader, som om man har noget i hænderne, og så giver man det til sin makker som gave, men uden at sige andet end værsgo.  Ens makker tager imod gaven og siger højt det første, der falder en ind a la “tusind tak, den sejlbåd er jeg glad for”. For mange af os kan det faktisk være lidt af en overvindelse at turde sige vores umiddelbare ideer højt, og det træner øvelsen.

Nå, men den opgave har jeg engang brugt i en workshop med 20 mennesker, jeg ikke kendte. Det var en del af indledningen til workshoppen, bare lige for at løse op for stemningen, inden vi skulle i gang.

Da jeg skulle forklare opgaven for deltagerne, bad jeg en af deltagerne om at være min makker, så jeg kunne vise øvelsen for holdet. Hun var – skal vi sige – en stor kvinde, altså sådan ret voluminøs. Og da jeg beder hende give mig en gave, breder hun sine arme ud og rækker mig en ret lang gave, og så er det jeg uden den mindste betænkningstid siger: “Tusind tak, et kæmpestort strygejern!”

Jeg tænker, at man med fordel godt kan have tænkt nogle standardsvar til sin undervisning, så man undgår 1) at udstille sine mest umiddelbare tanker, 2) at skulle håndtere den pinlige tavshed efterfølgende, og 3) at bruge resten af seancen på at overveje, om man skal sige undskylde for sine beskidte tanker, eller om det bare gør alting endnu værre, fordi den stakkels kvinde slet ikke har opfattet, at jeg åbenbart har tænkt, at der skulle et meget stort strygejern til at stryge den skjorte.

med emneordet , , ,

Mit livs novelle på 376 sider

Læs den bog. Se den film. Hør det musik. Åh, anbefalinger af alt det kultur, vi allesammen burde berige vores liv med – og jeg holder mig for så vidt heller ikke tilbage. Både fordi jeg gerne vil give jer en god oplevelse, men måske lige så meget fordi mine anbefalinger viser at jeg er med på beatet. Se lige, hvad jeg kan…

Nå, men hvis vi virkelig ville hjælpe hinanden, altså sådan en slags travl mor til travl mor-hjælpende hånd burde vi jo i stedet anbefale hinanden alle de bøger og film, som man ikke behøver at spilde sit liv på. Fordi det er kedeligt. Ligegyldigt. Røvsygt.

Tænk, hvor meget tid vi kunne spare, hvis vi ikke sad i biografen og så The Men Who Stare At Goats, som var ret så dilletantisk, eller hvis jeg ikke havde spildt en aften på Betty Nansen Teatret for at se Moskva, som mest af alt var en roman med levende mennesker, eller hvis jeg ikke havde læst Pippa Lees mange liv. Jeg siger jer at anti-anbefalinger kunne vise sig at have en effektiveringsgevinst for forældre på linie med regeringen og oppositionens udspil til besparelser – til sammen.

Så here goes: LAD VÆRE MED at læse Jette A. Kaarsbøls seneste bog Min næstes hus. Også selvom du elskede Den lukkede bog. Det gjorde jeg. Altså læste Min næstes hus, fordi jeg elskede Den lukkede bog. Og jeg fortrød.

Desværre er den nye bog er så triviel, at jeg havde givet op længe, længe før, hvis altså ikke det var fordi jeg sad spærret inde i en bus i en endeløs kø på de tyske motorveje (kombinationen gjorde mig ikke ligefrem mindre sur).

Historien er: Succesfuld mand fra byen tager ud på landet for at begrave sin far, som han selvfølgelig har haft et anstrengt forhold til. I landsbyen møder han andre værdier og en kvinde, der nok kan vende hele hans liv og alle hans overbevisninger på hovedet. Jeg skimmede de sidste 100 sider bare for at få slutningen med, og de får allesammen hinanden i numsen og bliver glade hver for sig eller sammen. Så ved du det.

Følg endelig trop, hvis du ligger inde med god advarsel…

med emneordet , , ,