Miss C har fået en ny ven i klassen. Det er en af drengene.
“Han er god at snakke med – og så har han god humor!”
Hun har fat i den lange ende. Som sædvanlig. De bedste venner er dem, der får dig til at grine. Alt andet er sekundært. Punktum.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Tag Archives: what they say
Måske er det derfor jeg ikke selv pylrer om i hvert fald et af mine børn
Egentlig er det den gamle sang om hønen og ægget. Altså får børnenes personlighed betydning for, hvilken slags mor man bliver? Eller har den slags mor man er betydning for, hvordan børnene bliver? Eller er det en uendelig cirkelbevægelse, hvor vi hver især former os efter hinanden?
Jeg ved det ikke. Det jeg til gengæld ved er, at jeg er mor til Miss C, og at hun hele tiden udfordrer min måde at forsøge at være en slags mor på. Som nu fx i går morges:
Mig: Hey, stop, jeg vil gerne have at du tager en trøje på, når I skal cykle.
Miss C [kommer stormende tilbage og river trøjen ud af hånden på mig]: HVAD ER DET HER FOR ET LIV?!?! Kan man slet ikke få lov til at gøre NOGETSOMHELST uden der står en voksen og råber gør nu dit og gør nu dat. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at vi fik en snak om, hvordan vi kunne lave nogle andre rammer for, hvad I skal bestemme!
Hun er syv år. S.Y.V.
Jeg har for længst gjort mig mentalt klar til at sende hende ud i verden. Ikke fordi jeg har lyst til at give slip, men fordi hun allerede har revet sig løs. Det er livsduelighed in the making, og jeg elsker det (selvom det kræver hår på brystet og ben i næsen – også af mig).
.
Madpakker og makrelmadder
Sommerferien er slut – og nu står madpakkerne igen og råber i køkkenet. De vil smøres. De vil genopfindes. De vil inspirere. De vil spises. Og hvad skal man nu finde på?
Miss C og hendes long time partner in crime har takket være den her lille fine sag (sagde moren) gjort det helt enkelt: 6 halve med makrel. Så er den i vinkel. Bon appetit.
To børn – to verdenssyn
Det ældste barn siger til sin mor: “Jeg kunne godt tænke mig at vi skændes på en anden måde.”
Den yngste siger til sin far: “Det er mærkeligt som hver dag er klemt inde mellem to nætter.”
De ord indfanger i virkeligheden alt om forskellen på de to. Deres fokus. Og deres væren i verden.
Miss C anmelder Blachman
Den 6-årige var søvnløs i går, og den pikløse vært havde netop spurgt: “Rører De også ofte ved Dem selv?”, da hun krøb ned i sofaen og undrende satte sig til at se Blachman. Her er hendes kommentarer:
“Hun står i bar numse. Hvad ska hun da?”
“Hvad handler det om? Hvorfor skal hun stå i bar numse over for to mænd.”
“Du kunne lige så godt selv tage tøj af og så lade to kvinder gøre det mod dig det der.”
“Hvorfor skal de vise sådan noget i tv?”
“Jeg kan godt lide hendes hår. Det er meget lyst og flot.”
“Hvorfor siger damen ikke et ord?”
“Jeg tror de kigger på damerne fordi de selv mangler en dame.”
“Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke siger til dem de skal tie stille. De sidder jo bare og kigger på hende og siger alt muligt om hende.”
“Jeg forstår slet ikke, hvad det går ud på.”
“Det er da underligt, at hun skal stå i bar numse og dreje rundt.”
“Man kommer til at tænke på, hvordan ens egen mor ville se ud, hvis hun skulle stå derinde.”
Vi skal lytte noget mere til børnene. Jeg siger det bare.
Er du god til at arbejde sammen med andre?
Det er aldrig for tidligt at komme i gang med at evaluere sin egen indsats, så forud for forårets skole-hjem-samtaler, er der naturligvis en seance, hvor barnet skal mødes med læreren. Udgangspunktet er 33 spørgsmål med det fælles tema Hvordan synes du selv det går?
Og Miss Carla tager det i stiv arm. Selvfølgelig. Hun er barn af evalueringsbølgen. Så på spørgsmålet Er du god til at arbejde sammen med andre tænker hun lidt og siger så: “Altså, nogle gange vil jeg nok bestemme lidt for meget, men jeg øver mig på at lytte til de andre.” Jeg ved ikke helt, hvad de bliver for nogle mennesker, de børn der vokser op i det nye årtusinde, men jeg ved, at jeg var ca. 20 år om at gøre mig den erfaring, og da sad jeg i en gruppe på RUC og havde stadig en følelse af, at det var de andre og ikke mig, den var gal med.
Jeg ved også, at fordi vi hele tiden beder dem om at reflektere over deres egne handlinger, styrker og svagheder, ender vi med at have nogle mærkværdigt voksne samtaler med de 6-årige. Fx denne:
– Jeg vil ikke have, at du kalder mig Lorte-far.
– Jeg kaldte dig ikke lorte-far. Jeg sagde bare, at jeg havde lyst til at kalde dig lorte-far.
Eller:
– Du råber ad mig!
– Jeg råber ikke ad dig. Jeg ber dig bare om at stoppe, når jeg siger det.
– Det kan godt være, du oplever det sådan, men jeg føler, du råber ad mig.
Som sagt… Det er nye tider.
En hurtig diagnose
Søndag eftermiddag. En af de dage. Hvor barnet er en firkant og moren er en syvkant, og uanset hvor meget de forsøger, kan de ikke rigtig få formerne til at passe. Indtil de bager pandekager. Sammen. Så står de der bøjet over den varme pande, og moren krammer barnet og forsøger at sige undskyld: Jeg håber ikke, du synes jeg har skældt for meget ud. Jeg ved godt jeg har virket ret sur i dag. Og barnet stikker paletkniven ind under pandekagen, løfter den op i luften og lader den glide ned på tallerkenen ved siden, inden hun siger, tørt: Nej, nej, du har bare virket sådan lidt presset i det. Touché!
Jeg tilstår: Det var mig, der introducerede p-ordet
Nå, men så den anden dag var vi ude at cykle, børnene og jeg. En helt almindelig sommer-søndagstur i solskin og bare tær. (Aih ok, det er nogle uger siden så. Dengang det faktisk var sommer.)
Muligvis var Halfdan i gang med en længere udredning om, hvorfor Hulk er så meget stærkere end alle de andre superhelte. Muligvis var vi bare i gang med at behandle en forespørgsel på is senere på dagen. (For bare at nævne de to samtaler, der kører mest i ring hjemme hos os pt.)
I hvert fald blev vi pludselig afbrudt af storesøsteren, der havde fået øje på hvad man vel i provinsen ville kalde en form for grafitti. Store blå bogstaver på en grå væg.
– Hvad står der, spurgte hun.
– Lige på pikken, svarede jeg.
Det var en af den slags situationer, hvor man bliver taget på sengen. Så at sige.
– Hvad betyder pik, spurgte den uskyldsrene.
– Det er bare et bandeord for tissemand, svarede jeg i overenstemmelse med sandheden. Værre er det jo heller ikke. Egentlig. Vel?
Forleden havde mine børn så denne samtale:
H: Hvad sagde du? Leder du efter din pik?
C: Du må ikke sige pik. Pik er et bandeord?
H: Jeg sagde ikke pik. Jeg sagde klik. Mik. Hik. Flik.
C: Du sagde pik, og det er altså meget, meget grimt at sige pik.
H: Jamen, jeg mente slet ikke pik. Jeg ved godt pik er et bandeord.
C: Jeg siger til mor, at du siger pik.
H: Car-la. Jeg sagde ikke pik. Det gjorde jeg ikke.
C: Moar, Halfdan siger pik.
Jeg har prøvet at finde på en passende afslutning, men der er jo ikke så meget mere at sige andet end, at vi ikke havde været her, hvis ikke de drenge havde været så poetiske med deres spraydåser. Så tak. Eller undskyld. Eller noget.
P.S. Og nu vi er ved emnet, vil jeg anbefale dig at se det forrygende penis-indslag i Aftenshowet. Du skal 31.15 minutter ind i programmet (måske er det faktisk Rasmus Botoft, der er inde i barnebarnet. Man har jo lov til at håbe.)
Så snakker vi ikke mere om det
– Åh, hvor jeg glæder mig til I er store nok til at tømme opvaskeren, sagde jeg til børnene igår. Og du ved det godt. Det tager jo nærmest kun 5 min., men det er med opvasken som med vasketøjet. Det stopper bare aldrig, og jeg undrer mig hver gang, der ikke er mere pulver til maskinen, for jeg fatter ikke, at vi bare vasker og vasker og vasker.
– Det siger du altid, sagde den store.
– Jeg har da aldrig før sagt, at jeg gerne vil have jer til at tømme opvaskermaskinen, svarede jeg lidt træt i stemmen.
– Nej, men det jeg ikke forstår, mor [og jeg citerer helt i overensstemmelse med sandheden, ord for ord, mine damer og herrer]. Det jeg ikke kan forstå er, at du altid siger, at du glæder dig til vi bliver større.
Så sådan er jeg den fede mor, der får mine børn til at føle sig både værdsatte og velkomne som dem de er lige nu. Nice!
Flere ting man skal huske at nyde ved sine børn
1. At de aldrig sætter deres lys under en skæppe, og derfor med stor overbevisning siger ting som: For jeg ER jo Superman!
2. At de aldrig spilder tiden, og derfor springer ud af sengen og starter dagen med et: Jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg skal lave, hvis jeg er den eneste der er vågen!
3. At de er detaljerorienterede og gode til at sætte ord på observationer som: Hans far er jo ikke så høj. Han er mest tyk.
4. At de er gode til at huske og ikke for fine til at stille spørgsmål som: Nå, men er det her så den fødselsdagsgave I skylder mig?
5. At de er gode til at læse andre og ikke har en øvre grænse for, hvor meget candyfloss man kan kaste ud over en afskedsseance, og derfor siger ting som: Jeg-elsker- dig-mor-du-er-den-sødeste-mor-der-findes-og-jeg-elsker-dig-så-meget-og-synes-du-er-meget-smuk-og-den-dejligste-jeg-kender-farvel-smukke-søde-mor.
Kun sandheden 