Tag Archives: what they say

Bagholdsangreb

Man vender ryggen til et øjeblik, eller rettere jeg var til julefrokost lørdag aften og da jeg vågnede igen var alle pludselig nede med Europagten.

Som den naturligste ting i verden er der hver dag en ny overskrift om pagten, og alle politikerne har en mening om den, og nogle kræver en folkeafstemning. Helle Thorning siger selvfølgelig. Villy Søvndal er skeptisk. Det er det samme i England, bare større. Det er noget med finanskrisen, og euroen, der er på spanden, fordi luften er gået ud af økonomien igen og 40% af de unge i Spanien er arbejdsløse, Grækenland er så presset, at vi helt er holdt op med at tale om dem, og Italien var nødt til at smide førsteelskeren på porten for at få styr på guldet. Men udover det. Er jeg så den eneste, der ikke har fattet, hvad det er vi taler om – og hvordan det gik til at Europagten kom på alles læber med lige så stor selvfølgelighed som julemand og jesus er det i december?

med emneordet ,

Det vi leger #5

Det er det her jeg aldrig lærer at forstå med håndværkere: Du kommer hver dag i en uge. Du siger til mig: Så mangler vi bare det sidste. Du lader din stige stå på min terrasse, og så sker der ingenting, nada, i flere uger. Er du færdig? Har du glemt stigen? Skal jeg ringe til dig og minde dig om, at det sidste – vist nok – stadig mangler (eller bare glæde mig over, at så længe stigen står og venter, sender du vel ikke en regning?)?

med emneordet , ,

Barndomsminder og erindringsforskydelser

Jeg gik i skole på en af de landsbyskoler, som vi alle sammen hylder og begræder, når de lukker, fordi verden på en måde er blevet for lille til skoler med syv klassetrin og 100 elever.

Men altså i min klasse var vi 14 elever, 7 drenge og 7 piger, og med kun enkelte udskiftninger undervejs. Det var en god klasse. Vi legede alle sammen med hinanden. På kryds og tværs. Drenge og piger. Sådan talte de voksne om os. Og sådan oplevede vi det selv – fordi de voksne sagde, at det var sådan det var.

Vi havde alle sammen en far og en mor, og ingen af dem gik vist nogensinde fra hinanden. De flestes mødre var hjemme, når vi kom fra skole. Og vi havde bil, og et hus at bo i.

Alle fik en uddannelse. Alle fik et job, og nogen blev selvstændige. Den lille by, vi boede i havde en bager, en slagter, et posthus, en trikotageforretning (dagens quizspørgsmål?), en benzinstation, en brugs, en købmand, en bank og flere frisører. Der var selvfølgelig også smedeværksted, automekanikere, tømrer, elektrikere og landmænd en masse. Sådan var det i 1980’erne, før landsbylivet gik af lave. Lutter idyl og trygt som ind i helvede.

I klassen havde jeg særligt to gode veninder. Vi skiftedes til at være bedsteveninder. Og det er faktisk noget af det, jeg husker bedst fra skolen. At den del var helt igennem gnidningsløs, og selvom vi var bedsteveninder, så legede vi selvfølgelig også med de andre piger.

For nogle uger siden mødtes vi igen. De fleste har jeg ikke set siden dengang – og det er jo så – gulp! – 20 år siden. Folk lignede sig selv, og så alligevel ikke. For vi var alle sammen vokset og blevet os selv, og det synes jeg klædte os godt. Og vi snakkede selvfølgelig om dengang. Om alt det, vi kunne huske, og det overraskede mig, hvor mange versioner der findes af de samme erindringer. Fx da min gamle bedsteveninde om aftenen, da vi lå i hendes gamle værelse og skulle sove, sagde: Selvfølgelig var det ikke svært for dig, når vi roterede på venindepladserne, for det var jo dig, der bestemte.

Og sådan går det til, at den idylliske barndom viser sig at være mest rosenrød for den, der sidder i instruktørstolen og udnævner helte og skurke. Men også at den, der sidder i stolen, ikke nødvendigvis ved, at hun er den – eller at hun gør livet surt for de andre undervejs. Egentlig er jeg glad for, at jeg fik den revision med i min barndomsfortælling for det er jo trods alt ikke en uvæsentlig detalje.

med emneordet , , , ,

Det man siger er man er selv

Ugle – starter det med U, spurgte den yngste, der lige er blevet fire, og det er så der, man opdager, at nr. 2 har knækket bogstavkoden. Lidt ligesom det ved et tilfælde gik op for mig, at han selv kan tage tøj på. Han kan åbenbart også lægge tal sammen.

Nu begynder han for alvor at ånde sin søster i nakken, og det går ikke stille af. For den store er både stolt og har et veludviklet konkurrencegen. Frustrationerne bærer hun som altid uden på tøjet. Så svært og kompliceret at dele territorium. Det kan man til gengæld ikke sige om popmusik.

Rasmus Seebach – det er ham, der synger uh-uh i radioen, sagde storesøsteren. Og det er vel egentlig det, der er at sige om den sag.


med emneordet , ,

Vil du ha den? Den er gratis?

Benzindreven Klippo-plæneklipper. Defekt, men kan formentlig repareres. Kan afhentes.

Hvis du lægger den tekst på Gul & Gratis med et rigtig flot billede af dyret, hvor lang tid tror du så der går, før den første mand har lagt en besked?

Korrekt svar: 1 minut

Og hvad tror du, han og de efterfølgende mænd, der svarer på annoncen vil vide?

Korrekt svar: Hvad fejler den?

Og hvor lang tid tror du der går, før en af dem har sendt en sms om, at han gerne vil komme og hente den døde maskine, hvis jeg lover ikke at give den til andre?

Korrekt svar: 1 time

Og hvor langt tror du, han er villig til at køre for et styk udtjent maskinel så længe det er gratis?

Korrekt svar: 130 km

Ikke helt så meget street cred i et par jeans, en paraplyklapvogn eller en kasse assorterede 80’er Bodumkrus…


med emneordet , , ,

Jesus for President!

[Kommentar til Ekstra Bladets afsløring af, at der er muslimer, der overtaler/truer deres trosfæller til ikke at stemme ved valget ]

Jeg har to numre af Vagttårnet liggende derhjemme på spisebordet. Det er min egen skyld. Det var, fordi jeg kom til at stirre. Eller i hvert fald til at falde i staver, mens jeg stod i kø for at hæve penge.

Lidt længere henne stod to mænd og snakkede. Den ene temmelig meget tykkere og livstræt end den anden, der var så ulasteligt klædt, som kun mennesker, der virkelig har deres på tørre, kan være.

– Ja, jeg ved snart ikke, om jeg vil stemme på Dansk Folkeparti igen efter det med efterlønnen, sagde ham den tykke. Han havde en slap mulepose fra sin fagforening i hånden.

– Næhmen, det er jo derfor, at jeg er så glad for, at jeg slet ikke skal stemme. Du skulle overveje det samme, sagde den ulastelige og viftede med det, jeg fejlagtigt troede, var et valgprogram. Det viste sig så at være Vagttårnet, og selvfølgelig faldt hans salvelsesfulde blik straks på blondinen, der vantro stirrede på ham.

Jeg har ellers altid takket pænt nej til det lille blege blad. Ikke mindst fordi jeg gik i klasse med en pige, der var Jehovas Vidne, og hun måtte hverken holde fødselsdag eller være med til at fejre vores. Good gracious, kan man forestille sig en større straf, når man er 7 – eller 37 for den sags skyld?

Det er muligt, jeg har levet i total solformørkelse indtil den dag på gågaden, hvor det gik op for mig, at det med fødselsdagen er en bagatel. Langt mere bizart er det, at Jehovas Vidner ikke stemmer ved hverken det ene eller det andet valg, fordi Jesus er deres sande leder. Han er tiltænkt en temmelig central rolle, forstår jeg, og skal i selskab med de 144.000 særligt udvalgte lede jorden (eller hvor det nu er de mødes), når kloden går under næste gang.

Helt ærligt. Er der virkelig 14.000 danskere og 7 mio. mennesker i verden, der i ramme alvor sidder og venter på, at jorden går under – og som nægter (i stilhed, men dog alligevel) at lade sig lede af noget så vederstyggeligt som folkevalgt rakkerpak? Jeg er med på, at det måske netop i disse dage kan være lidt svært at få øje på 179 kvalificerede blandt de jordiske, men derfra og så til at sætte sig ned og vente på Jesus, der er dog et stykke.

Jeg får faktisk lidt koldsved ved tanken om, hvem der holder hånd i hanke med supersygehus, efterløn og betalingsbalancen, indtil Guds søn har tænkt sig at berige os med sit selskab? Og hvad vi gør med den synkende skude af en folkeskole eller krigen i Afghanistan? Og hvordan med 120 brevstemmer, der brændte op på Nordfyn, er det et varsel om snarlige omvæltninger?

Jeg spørger mest af nysgerrighed. For i Vagttårnet kan jeg læse, at der vist ikke rigtig plads til sådan nogle som mig efter den oprydning, de planlægger i den nærmeste fremtid. Tror nu for en sikkerheds skyld, at jeg stemmer til hedningevalget. Så vidt jeg har forstået, er det nemlig lidt svært at sige, hvor længe vi kommer til at vente på den guddommelige forløsning, og så synes jeg, det er meget rart at have en nødløsning i baghånden. Også selvom den ikke er godkendt på højeste sted.

med emneordet , , ,

Vi bringer en meddelelse (måske er den til dig)

image

Her er noget andet, jeg aldrig bliver træt af: Offentlig meddelelser til borgerne skrevet af en, der helt sikkert ved hvad han taler om. Det gør vi andre bare ikke – heller ikke selvom det står i Information…

med emneordet

Aih, tror I bare Søren Pind er photoshoppet?

Det er ikke bare aktiekurserne, der er i frit fald. Det samme er min indtjening, fordi jeg stadig sidder og kigger på det billede af Søren Pind…

Nu er der nogen, der hvisker på Facebook, at han måske bare er photoshoppet. Er det bare det? En lille sommergimmick på Information, som jeg så ikke har fanget (fordi jeg sad med fødderne i den spanske pool og ansigtet i solen, mens jeg slukkede tørsten med (lidt for mange) perlende spanske druer)…

Jeg kan ikke tro det. Eller rettere: Jeg har ikke lyst til at tro det, for jeg elsker det billede!

Update: Ingen grund til panik:  http://topsy.com/yfrog.com​/h8bipervj

 

 

 

 

med emneordet , , ,

Ord, der bliver hængende

Er jeg den eneste, der har sådan en hale af ord hængende efter mig, som jeg kan huske præcist, hvornår jeg lærte at kende eller stave? Og dertil en hel hær af stemmer, der messer de mest enervererende huskeregler som fx at der er to m’er i kommune, fordi det jo ikke er en ko-mune (se, det er humor i 5. klasse).

Jeg kan også stadig hører lyden af radioavisen i radioen den morgen, hvor min veninde og jeg, 12 år gamle, var på vej i skole, og hendes mor fortalte os, at jeans er det engelske udtryk for cowboybukser. Eller den sommeraften det gik op for mig, at Funny (tyggegummiet) betyder sjov.

Og hver gang jeg skriver starter eller begynder, ser jeg lige præcis det ansigt for mig, som engang fortalte mig, at det kun er motorer, der starter – alt andet begynder.

Min dansklærer har æren for, at jeg hverken tænke på høns eller æg uden at tænke på, at høns ikke ligger, men lægger æg, og det kan man huske på æ’et i ægget. Eller at der er stor forskel på at sige han tog sin hat og han tog hans hat.

I gymnasiet var der røde streger i stilene, hver gang vi brugte ordet ting, fordi man altid kan være mere præcis end det. Og nu kan jeg slet ikke skrive ting, uden jeg først har tænkt længe over, om jeg virkelig mener ting eller noget andet.

Og så er der det med de der håndtørrer på offentlige toiletter. I mange, mange år grinede jeg af, hvor heldigt det var, at ham, der lavede apparaterne netop ned Dryer til efternavn. For ikke mange år siden sad jeg på et toilet i Tyskland, da det gik op for mig, at der ikke findes en mand, der Dan Dryer. Så nu tænker jeg på det (og på Dan Dryer, som han så ud i mit hoved) hver gang jeg tørrer hænder på et offentligt toilet.

med emneordet , ,

Det poetiske barn

Jeg er lige i gang med at modbevise, at selvom forældrene (mig) ikke har et alt for asketisk forhold til bandeord (og kussetyve), behøver der ikke komme havnearbejderunger ud i den anden ende.

Fx kan ens barn godt sige ting som: I virkeligheden er jeg en engel, men en dag kom der en og tog mine vinger, så nu kan jeg ikke flyve mere.

P.S. Han kan også godt sige dumme mor og du er grim og så sparker jeg dig, men det er naturligvis kun rent undtagelsesvis. Og vi slår hårdt ned. Lige med det samme. For sådan taler vi ikke til hinanden. Hjemme hos er vi alle sammen engle uden vinger og så er det nemt at glemme sølvstøvet indimellem.

med emneordet , , ,