Jeg er lige i gang med at modbevise, at selvom forældrene (mig) ikke har et alt for asketisk forhold til bandeord (og kussetyve), behøver der ikke komme havnearbejderunger ud i den anden ende.
Fx kan ens barn godt sige ting som: I virkeligheden er jeg en engel, men en dag kom der en og tog mine vinger, så nu kan jeg ikke flyve mere.
P.S. Han kan også godt sige dumme mor og du er grim og så sparker jeg dig, men det er naturligvis kun rent undtagelsesvis. Og vi slår hårdt ned. Lige med det samme. For sådan taler vi ikke til hinanden. Hjemme hos er vi alle sammen engle uden vinger og så er det nemt at glemme sølvstøvet indimellem.
Kun sandheden 
Nej hvor er det helt og aldeles vidunderligt sagt af et lille menneske!
Du er vist en englemor!!
Aih tak. Det var da megasødt sagt (som vi siger hjemme hos os)