Tag Archives: rejse

Planer er for voksne – ikke for nyudsprungne studenter

Dengang jeg blev student … Det er så længe siden nu, at der både var en 13-skala og kun to forskellige linjer at forholde sig til, en matematisk og en sproglig. Mange ting gav på den måde sig selv allerede der. I 3. g kom jeg op i musik på højniveau (og guderne må vide, hvorfor jeg overhovedet havde musik på højniveau). Jeg husker intet fra den eksamen – kun at jeg sang så skingrende falsk, at det bagefter stod klart, at jeg må have klaret mig formidabelt i den teoretiske eksamen for overhovedet at kunne skrabe et 8-tal hjem. I oldtidskundskab var jeg heldig, fordi jeg ikke kom op den halvdel af Odysseen, som jeg aldrig nåede at læse. Til dansk-eksamen tænkte jeg kun på huen, der ventede uden for, og på sommeren med alle dens fester lige inden for rækkevidde.

Der var ingen plan for, hvad der skulle ske på den anden side. Sådan var det vist for de fleste af mine venner. Jeg ville gerne læse teologi, ikke fordi jeg var specielt troende, men fordi jeg tænkte (og stadig tænker) det måtte være det dejligste job i verden at være præst.

Da jeg i august vågnede efter studenterfester og festival, skrev jeg til en kibbutz i Israel (per brev, forstås) og fik svar tilbage. Jeg var velkommen i oktober. Så jeg fik job på et slagteri, hvor jeg i tre måneder mødte ind kl. 16 og hele aftenen spulede slagtehaller og skrubbede suppegryder så store, at jeg kunne stå oprejst nede i dem. I oktober rejste jeg alene til Israel. Det var vildt. Ret vildt. På alle måder. Og definerende. I kibbutzen fik jeg sydafrikanske venner, som jeg besøgte, da jeg 1 ½ år senere rejste ned gennem Afrika med en veninde. Det var også en sindssyg tur. Vanvittig på så mange måder. Og definerende. Jeg arbejdede som hjemmehjælper i København for at tjene penge til den tur – og delte lejlighed med to veninder. Men inden da, da jeg kom hjem fra kibbutzen, gik jeg ned på Ungdomsrådgivningen på Østerbro og sagde: Jeg vil gerne arbejde på Operation Dagsværks sekretariat. Jeg var på kontanthjælp i de 10 måneder. Bare sådan. Uden nogen spurgte, hvad planen egentlig var. Uforudsigeligt og definerende.

Hjemme fra Afrika flyttede jeg sammen med min kæreste efter at have boet på en sofa hos en venindes forældre i alt for mange måneder. Imens arbejdede jeg først som hjemmehjælper på Østerbro og siden på plejehjem på Amager og Vesterbro. At skifte ble på en 80-årig dement lægefrue, at lægge et rygeforklæde ud over skødet på en alkoholdement jurist, at gå tur i forårssolen med en kvinde, der for nylig har mistet sin mand efter 60 års ægteskab, at hjælpe en dødssyg ung kvinde ud af sengen og trøste hende, mens hun græder over de ben, der ikke længere vil gå. Alt det er så definerende, at det er umuligt at passe ind i et CV.

Og på den måde gik tiden, stille og roligt. Fremtiden var ikke længere væk end næste weekend. Arbejde, rejser, venner, fester. That simple. Men så 3½ år efter jeg blev student, søgte jeg ind på universitet. Litteraturvidenskab som nr. 1, retorik som nr. 2 – selvom mit snit ikke var i nærheden af nogen af delene. Og så bare for en sikkerheds skyld humanistisk basisuddannelse på RUC. Jeg havde flere gange overvejet at søge ind på journalistuddannelsen i Aarhus, men jeg kunne slet ikke forestille mig at flytte væk fra København.

Den første dag på RUC, gik det op for mig, at de fleste af mine medstuderende ligesom jeg havde drømt om at være mange andre steder end på en mark uden for Roskilde. Det er bare en overgang, sagde vi til hinanden og blev hængende. Jeg lærte ikke at elske mit studie. Det skete helt automatisk, fordi vi var så privilegeret at få lov til at skrive projekter om noget, der interesserede os, og imens skete der det mirakuløse, at RUC fik en journalistuddannelse. På den måde ordnede det sig hen ad vejen.

Og måske er det derfor jeg begræder den målrettethed, vi har hældt i modermælken på de nyudsprungne studenter. Jeg ville sådan ønske, at vi i stedet havde givet dem troen på, at det er ok at være 18 år og gå ud i verden uden en plan. At det er selve meningen med at være 18 år. Planer er for voksne med bil og børn og kreditforeningslån. Jeg ville ønske at vi havde lært dem, at det bedste er at turde lade sig forføre af livet – også selvom det nogle gange betyder, man kommer på afveje. Og mest af alt ville jeg ønske, at vi havde fortalt dem, at afveje er ikke farlige, højest definerende for den fremtid ingen af os alligevel kender eller kan forudse.

Reklamer
med emneordet , ,

Mig og Marquez

Jeg sidder i en kibbutz syd for Tel Aviv. Det er i efteråret 1993, få måneder før en højreradikal amerikansk-israelsk jøde skyder 29 palæstinensere og sårer 125, da han ene mand angriber en moske i Hebron på Vestbredden. Jeg forstår ikke helt, hvor anspændt situationen er i området. Det kommer først senere. Da jeg er tilbage i Danmark igen, mindre naiv og med det hele lidt mere på afstand. Jeg er lige fyldt 19 og er rejst til Israel alene. Det var sådan jeg forestillede mig livet efter gymnasiet. Rejse ud i verden alene.

I kibbutzen bor jeg sammen med en håndfuld danskere, et par canadiere, nogle amerikanere og ret så mange sydafrikanere. Vi er en umage flok.

Hver morgen ti minutter i fem står jeg op. Ti minutter senere møder jeg ind i i køkkenet, hvor jeg laver morgenmad. Den skal være klar klokken syv. Vi hælder hytteost op i fem liters skåle. Koger havregrød og æg og skærer forårsløg og salat og peberfrugt.

Jeg arbejder sammen med en sydafrikansk pige. Dale hedder hun. Hun er ligesom de andre sydafrikanere sendt til Israel af sine forældre. Hun er hvid, tilhører den pæne sydafrikanske middelklasse, som måske/måske ikke støttede op om apartheid.

Nu er det hele, måske, ved at falde fra hinanden, i Sydafrika forstås, og forældrene frygter at det første frie valg bliver startskuddet til et blodigt opgør med de hvide undertrykkere. Så galt går det langt fra, ved vi nu, men dengang var det bedst at være på den sikre side.

Dale ønsker sig et par træsko med hælkap og er overvældet over moden i Tel Aviv. Banalt måske, men når man vokser op i et af verdens mest lukkede lande, som Sydafrika på det tidspunkt har været, er der meget man ser for første gang.

Israel er ikke et valg for de sydafrikanske børn. Det er den eneste mulighed. Det eneste land, der ikke har bakket op om boykot og embargo. Israel er de hvide børns ven det efterår.

Selv er jeg bare sådan en happy-go-lucky ung dansk kvinde for hvem det langsomt åbenbarer sig, at verden er både stor og temmelig uforudsigelig.

I Israel rejser unge mænd og kvinde ud af landet for at undgå værnepligten. De drømmer ikke om at lade livet for kampen mod palæstinenserne. Flere af de sydafrikanske drenge har set ting hverken børn eller voksne bør se. De er fyldt til randen med følelser, som man ikke kan rejse væk fra. Traumatiserede er de vel mest af alt.

Om aftenen laver vi bål og spiller musik på en skrattende ghettoblaster, mens vi drikker israelsk vodka, som vi køber på ration i kibbutzens købmandsbutik. Vi bliver som regel fulde. Der er tit nogle af sydafrikanerne, der græder. Eller bliver vrede. Aggressive. Det er overvældende og uhåndterbart med alle de følelser og al den baggage de har med. Det er meget større end alt hvad jeg føler og har oplevet.

En aften er det for en gangs skyld et dansk par op at slås. De råber ad hinanden, og de græder. Mest ham. Til sidst kaster hun , en marmorfigur, vi har købt sammen i Egypten, i hovedet på ham. Han har et blåt øje næste morgen ved morgenmaden. De skal flytte sammen når de kommer hjem.

Jeg føler mig som en letvægter i selskab med de andre. Der er ingen voksne til at hjælpe os, når det koger over, så vi prøver at trøste og dulme vreden og angsten så godt vi kan. Det er meget mærkeligt at være vidne til og en del af. Men vi bliver også venner på en måde som jeg ikke siden har været venner med nogen.

Det er i kibbutzens lille undselige bibliotek, jeg møder Gabriel Garcia Marquez. Der er otte hylder med engelsksprogede bøger. Jeg må låne to ad gangen. 100 års ensomhed er den første rigtige roman, jeg nogensinde læser på engelsk. I starten går det langsomt. Jeg læser hver dag, når jeg har fri fra køkkenet og indtil det bliver aften. Jeg er færdig efter en uge og haster videre til Kærlighed i koleraens tid. Det er en magisk verden, der åbner sig.

Siden har jeg læst stort set alt, hvad Marquez har skrevet, men 100 års ensomhed er stadig min favorit.

Måske er det lyden og duften af en fremmed himmel, det storslåede temperament eller den måde ordene falder. Måske er det historien i sig selv. Den storslåede fortælling, som siden fik mig til at elske Åndernes hus (Isabel Allende) og den roman, der stadig ligger nummer på min private hitliste Midnatsbørn (Salman Rushdie).

I kibbutzen blev Marquez mit helle. Det sted, hvor nogle andre tog sig af de store følelser og vodkafester. Han var en pause og en lettelse, præcis som den bedste litteratur er det.

For mig vil Gabriel Garcia Marquez for altid være koblet til det efterår, den vinter, hvor solen lagde sig blødt over de røde barakker i min kibbutz. Hans romaner vil altid minde mig om det sparsomme lys fra mit natlampe og om de tidlige morgener med alt for lidt søvn i kroppen. For mig vil 100 års ensomhed altid være fortællingen om en rejse. Til et andet land. Hvorfra jeg kom tilbage. Lettet og beriget.

med emneordet , , , ,

Der sidder en mand i et tog

Mand i toget trækker en murstensbog op ad sin blå REMA 1000-pose. Det en biblioteksbog. Jeg frygter ikke historiens dom hedder den. Han stiller en hvid vand fra Brugsen på bordet og ser indgående,  næsten overrasket, på min computer.

“Hvor får du strøm til den der?”

Jeg peger på strømstikket over mit sæde.

“Næh, det er smart.”

Jeg pakker mine høretelefoner ud.

“Skal du måske se en film?”

“Jeg skal høre musik, mens jeg arbejder.”

“Musik? Det er smart. Så kan du høre Mozart, mens du arbejder.”

Pause.

“Jeg tror også den er bærbar, min computer derhjemme. Bærbar… Det er egentlig et af de eneste ord, hvor man ikke bruger en engelsk betegnelse til den slags udstyr. Ja, jeg var da selv lige ved at sige portabel.”

Vi griner.

Så kommer billetkontrolmanden. Min belæste ven rejser på rejsekort.

“Det koster kun 14 kroner. Det er simpelthen så billigt. En almindelig billet koster 70. Bortset fra jeg ikke kan købe en almindelig billet på det her tidspunkt, for DSB kan kun sælge mig en rejse over Tølløse, selvom det tog slet ikke kører om aftenen. Man føler det næsten, som om man er med i en kafkask roman en gang i mellem.

Vi griner igen.

Jeg hører ikke Mozart, men Lana del Rey.

Jeg tror, han ville kunne lide hende. Jeg tror, han ville blive positivt overrasket over, at hun ligesom Mozart kan lægge stemme og stemning til hans kafkaske rejse tilbage til Vestsjælland, mens han vender sider i biografien om DSB’s generaldirektør under besættelsen.

“Fortsat god rejse,” siger han, da han rejser sig og stiger af i Slagelse.

Jeg nikker. Og smiler. “I lige måde.”

med emneordet ,

Kvindelige forfattere jeg ikke ville være foruden #readwomen2014

Inspireret af Henriette Rostrups blogindlæg og kampagnen #readwomen2014 tænkte jeg, at jeg hurtigt ville lave min egen top 10 over de kvindelige forfattere, som over tid har betydet noget for mig. De der to håndfulde, som skiller sig ud mellem alle de andre… Easy peasy.

Jeg har foreløbig brugt en time på listen, som nu faktisk er blevet til to lister og hverken er en top 10 eller top 5 (men dog tilsammen en top 20). Det er et kompromis, ikke? For det er jo umuligt at koge 30 års narkomani og forelskelse ned til to sølle håndfulde. Så i al ydmyghed følger her:

12 kvindelige forfattere, jeg har med mig fra det sidste årti

  • Joyce Carol Oates: Vandfaldet
  • Inger Christensen: Det
  • Helle Helle: Ned til hundene
  • Linn Ullmann: Før du sover (og resten af forfatterskabet)
  • Virginia Woolf: Eget værelse og Bølgerne
  • Josefine Klougart: Stigninger og fald
  • Flannery O’Connor: En god mand er svær at finde
  • Antjie Krug: Country of My Skull
  • Anna Funder: Stasiland
  • Asta Olivia Nordenhof: Det nemme og det ensomme
  • Ali Smith: Brick Lane
  • Chimamanda Ngozi Adichie: En halv gul sol og purple hibiscus

8 kvindelige forfattere, der tegnede mine teenageår

  • Kirsten Thorup: Himmel og Helvede (Baby/Lille Jonna/Den lange sommer)
  • Herbjørg Wassmo: Huset med den blinde glasveranda
  • Annemarie Selinko: Désirée
  • Tove Ditlevsen: Alt
  • Charlotte Strandgaard: Lille menneske
  • Synnøve Søe: Fars
  • Hanne Vibeke Holst: Til sommer
  • Kirsten Hammann: Vera Winkelvir

Håber du vil lege med. Med din yndlingskvindeligeforfatter. Den roman, det digt, det essay, der står tilbage. Vær med her eller under hashtagget #readwomen2014 på Twitter

med emneordet , , , , ,

Det jeg læste i årets sidste uger

Der er meget godt at sige om tre ugers juleferie i de varme lande. Noget af det gode handler om at rejse med børn, der nu er så store, at jeg faktisk kan nå at læse indtil flere bøger, når jeg har ferie – ligesom i gamle dage.

Så her er hvad jeg nåede:

Josefine Klougart: Om mørke

om-moerke_247789

Klougart er måske en af de dygtigste unge forfattere i Danmark lige nu. Hun skriver som en drøm – det er ikke lettilgængelig litteratur, men man bliver så rigeligt belønnet for sin indsats. Passende selskab til lange aftener i en hængekøje med havet som baggrundsmusik.

Frederik Backman: En mand, der hedder Ove

en mand der hedder ove

Ove, ikke? Han vil egentlig bare gerne være i fred. Faktisk prøver han gennem hele bogen at komme til at tage sit eget liv, men det er ikke helt så let, når alle mulige og allermest umulige mennesker hele tiden vader ind og ud af hans liv. Virkelig underholdende og med plads til overraskelser undervejs. Jeg kamptudede de sidste 20 sider.

Eleanor Catton: The Rehearsal

rehearsel

En lærer bliver fyret, fordi han har haft en affære med en elev. Men måske var den unge pige ikke så meget et offer, som alle de voksne forsøgte at gøre hende til. En virkelig fin roman om ungdomsliv og de første forsøg med at finde sine ben i en spirende seksualitet, hvor alle døre i princippet står åbne. Eleanor Catton har i øvrigt vundet Man Booker Prize 2013 for sin anden roman The Luminaries. Yngste kvindelige modtager af Booker-prisen nogensinde. Sejt!

Og lige inden jeg faldt i søvn i liggestolen, begyndte jeg på feriens sidste bog.

Chrystia Freeland: Plutocrats – The Rise Of The New Global Super-Rich

plutocrats

Chrystia Freeland er finansjournalist, så man kan vel sige at hun ved hvad hun taler om, når hun i bogen beskriver, hvordan verdens allerigeste (de udgør bare 1 procent af verdens befolkning) kun bliver rigere og rigere, mens forskellen mellem verdens rigeste og resten af verden kun bliver større. Perspektiverne er ikke alt for muntre, for det handler ikke kun om penge og jetfly og store huse, men mest af alt om den magt og indflydelse, som de allerrigeste får adgang til via deres penge og lukkede netværk.

Happy New Year!

med emneordet , , , ,

Fascinationen ved det forladte

Forladte steder genbesøgt, fastholdt og foreviget af fotografer holder aldrig op med at være fascinerende. Den måde tiden står stille, mens forfaldet og naturen tager over. Den måde man fornemmer det der var og alle de spørgsmål og historier der uvilkårligt opstår, når man ser på billederne. I dag faldt jeg over dette fine sted med billeder fra Japan (det første billede).

Abandonedjapan

Mattias Hakers billeder (andet billede) er også cool. De er lidt mere polerede, men stadig lige til at forsvinde ind i.

Abandoned Cooling

Og så er der de klassiske billeder fra Detroit (tredje billede), som lige nu er mere aktuelle end nogensinde. Detroit er foreviget af mange, blandt andet disse to franske fotografer. Du kan også komme på en live Google sightseeing rundt til byens forladte bygninger og kvarterer.

Abandoned detroit

Og hvis du ikke har fået nok, eller vil have mere, kan du altid junke Abandonedpornography.com

med emneordet , ,

Ode til Neukölln

Jeg satte mig ind i et tog og kørte mod syd og bagefter lidt mod øst. Destination:  Neukölln, Berlin. Toge er verdens fineste transportmiddel. Virkelig.

Berlin 1

I Berlin skulle jeg skrive. Og jeg skrev. På den diæt af kaffe med rigeligt med mælk og croissanter. Måske ikke så tysk, but hey who’s counting.

berlin 2

Det tyrkiske marked ved Maybauschufer er så lokalt at det er svært ikke at føle sig hjemme – og misunde dem, der fylder tasken med friske grøntsager, feta og og blomster i store buketter.

berlin 3

Det særlige, uforklarlige ved Berlin er at alt er pænt. Selv det der ikke er.

berlin 4

Og vaser fyldt med markblomster på toiletterne. Det er også pænt, selvom man selvfølgelig ikke sidder på toilettet og tager billeder af blomster. Det ville jo være sygt på en måde at instagramme sit liv på den måde.

berlin 5

Og kølediskene er pæne med iskolde læskedrikke på snorlige rækker. Jeg er og bliver en Bionade Ingwer-Orange-fan.

berlin 6

Kanalen på grænsen mellem Neukölln og Kreuzberg er en hilsen til Dronning Louises Bro og søerne i Kbh. Jovist, I er smarte, men se lige os. Vi sidder i den stille sol og drikker øl og sludrer (sludrer, ikke råber) og spiller petantaque til langt ud på natten.

Berlin 7

Restauranten Sauvage er the place to go hvis man elsker paleo og stenaldermad (same-same). Det gør jeg så ikke, ved jeg nu. Så fint et sted, men jeg kunne bedst lide silden og mindst pannacottaen, der var lavet uden sukker men til gengæld med masser af basilikum. Don’t get it.

Berlin 8

Så mange små butikker, der har åbent når de har åbent og lukket når de holder fri. Og gallerier med mærkværdige udstillinger. Og cafeer og isbutikker fulde af mennesker der mødes.

Berlin 9

Tempelhof er Berlins gamle lufthavn, som nu er forvandlet til en gigantisk park intakt med landingsbaner under alles. Cool, og godt tænkt af byplanlæggerne og politikerne at overlade så storslået et rum til sine indbyggere.

Berlina 1

Og i den ende af parken (eller rettere på et mindre areal i midten af den ene ende af parken) er der 100 små nyttehaver. Sådan helt uorganiseret og vildtvoksende på alle måder.

Berlina 2

Det er de mindste ting, småbitte afvigelser fra det normale, der gør Berlin det hele værd

Berlina 3

Som en silhuet af en mand, der får selskab af to papirsmænd, og som deler væg med

Berlina 4

en farvestrålende, vandret eksplosion af plakater for en sensommerfestival

Berlina 5

Og så lige pludselig er det hele forbi, tiden er gået, uret tigger. Der er en kun en kop kaffe og en time at skrive i tilbage. Det er tid til at pakke ned og sige farvel

Berlina 6

Og det går man bedst på en af broerne over kanalen, hvor man kan stå og hænge et øjeblik, mens man tænker at den tager sig pæn ud på alle tider af døgnet, men særligt lige inden solen forsvinder helt

Berlina 7

Og før man ved af det, sidder man i et tog igen. Man glæder sig over at Danmark tager så pænt imod, at København forsøger at stå distancen, at sommeren viser sig fra sin bedste side. Det gør det lettere at sige farvel. På gensyn. Vi ses. Den perfekte start på sommerferien

Berlina 8

med emneordet , , ,

Kvinde, tør du rejse alene?

“Ask a girl why she doesn’t want to travel alone and the answer’s always the same: because she’s a girl. No one ever asks for specifics; it’s all too often assumed that gender is enough of a boundary. The undertone, of course, is ‘safety’ – it’s just not safe for a gal to pull on her backpack and explore the big bad world herself. Women are apparently more susceptible to crime because they’re weak, eminently rape-able, and fairly unthreatening. Never mind that the demographic most at risk of crime is actually young males.”

Hvordan tør du rejse alene? Tag ikke fejl af spørgsmålet, for det handler ikke så meget om at rejse alene, som det handler om at rejse alene som kvinde. Som om det, at jeg er kvinde gør mig særligt sårbar eller udsat.

Svaret er, at jeg ikke oplever det handler om køn, men om at tænke sig om, som dette indlæg fra the Vagenda meget fint beskriver.

“There is a certain little something innate to human beings (well, most) and women are no exception to this trait of the species; it’s called common sense. I know, I know, it’s crazy, but this little thing is what makes the internet safety-tip fever seem so inane. With a little sprinkle of common sense anyone, no matter their gender, would have to be very unlucky to fall into severe danger on their travels.”

Det handler snarere om, at når man rejser, taber man indimellem sine principper af syne, og så ender man fx med at sidde i en grænseby fuld af overgearede og

vagendawomanalone

liderlige mænd uden lokal valuta på lommen en mørk lørdag aften eller med at skyde genvej gennem et øde boligkvarter i et område, hvor man ved,  man ikke burde være eller  med at insistere på at gå hjem en mørk nat for at spare penge til en taxa. For nu bare at nævne tre eksempler fra mit virkelige liv.

Jeg er blevet bestjålet to gange i mit 20 år lange rejseliv, ikke fordi jeg var kvinde, men fordi – ja, faktisk fordi jeg ikke tænkte mig om. That simple.

Da jeg sidste forår rejste med natbus fra Yangon til det sydlige Burma, kom en mand på min egen alder hen og spurgte mig, om jeg ville have det bedre med at sidde ved siden af hans kone på busturen, for så ville han gerne bytte plads. Og da vi holdt pause undervejs, hjalp de andre passagerer mig med at bestille mad, og en kvinde gav mig sin adresse, så vi kunne drikke te sammen, når jeg kom frem. Jeg vil næsten sige, at vi nåede at blive venner på den tur – selvom vi kun talte sammen i 20 minutter. Da vi nåede frem, sørgede buschaufføren for et ekstra stop ved hotellet, så jeg ikke skulle stå alene langs en mørk landevej og vente på en taxa. Alt det uden vi på nær ganske få engelske gloser havde  et fælles sprog.

Alle burde rejse alene. Mindst en gang i sit liv. Til Thyborøn eller Argentina. Det er egentlig lige meget. Det handler om at udfordre sig selv, være alene med sig selv, få det fulde ud af det her ene lillebitte liv og smide alle de bekymringslister, der fungerer som en dårlig undskyldninger, overbord. Hellere i dag end i morgen. For husk, hvad en klog, gammel kvinde en gang sagde:

‘“Life’s journey is not to arrive at the grave safely, in a well preserved body, but rather to skid in sideways, totally worn out, shouting “Holy shit, what a ride!”

med emneordet , , ,

Tak DSB – nu er jeg blevet meget klogere

Jeg skulle Stevns. Og jeg ville gerne vide, hvad sådan en tur koster, fordi det tager 2 timer og 45 minutter med tog og bus og tog og kun 1½ time med bil.

DSB giver mig dette, når jeg klikker på Se pris for denne rejse:

Og så videre til:

Tak. Jeg er nu forvirret på et højere plan.

med emneordet , , ,

Alle mand over bord (eller noget om, hvor stille der er dernede i det sydøstlige Danmark)

Jeg har været ude at køre med tog. Igen. Til Nykøbing F, som den automatiske dame siger i toget. Og der er stille derude. Helt stille. Som i en science fiction-film, hvor jorden er gået under, og der kun er et menneske tilbage. Og det var så mig. Bag kameraet. De andre… spist af zombier, måske.

P.S. Hvis nu du bor derude, så giv lige lyd.

med emneordet , , , ,