Dengang jeg blev student … Det er så længe siden nu, at der både var en 13-skala og kun to forskellige linjer at forholde sig til, en matematisk og en sproglig. Mange ting gav på den måde sig selv allerede der. I 3. g kom jeg op i musik på højniveau (og guderne må vide, hvorfor jeg overhovedet havde musik på højniveau). Jeg husker intet fra den eksamen – kun at jeg sang så skingrende falsk, at det bagefter stod klart, at jeg må have klaret mig formidabelt i den teoretiske eksamen for overhovedet at kunne skrabe et 8-tal hjem. I oldtidskundskab var jeg heldig, fordi jeg ikke kom op den halvdel af Odysseen, som jeg aldrig nåede at læse. Til dansk-eksamen tænkte jeg kun på huen, der ventede uden for, og på sommeren med alle dens fester lige inden for rækkevidde.
Der var ingen plan for, hvad der skulle ske på den anden side. Sådan var det vist for de fleste af mine venner. Jeg ville gerne læse teologi, ikke fordi jeg var specielt troende, men fordi jeg tænkte (og stadig tænker) det måtte være det dejligste job i verden at være præst.
Da jeg i august vågnede efter studenterfester og festival, skrev jeg til en kibbutz i Israel (per brev, forstås) og fik svar tilbage. Jeg var velkommen i oktober. Så jeg fik job på et slagteri, hvor jeg i tre måneder mødte ind kl. 16 og hele aftenen spulede slagtehaller og skrubbede suppegryder så store, at jeg kunne stå oprejst nede i dem. I oktober rejste jeg alene til Israel. Det var vildt. Ret vildt. På alle måder. Og definerende. I kibbutzen fik jeg sydafrikanske venner, som jeg besøgte, da jeg 1 ½ år senere rejste ned gennem Afrika med en veninde. Det var også en sindssyg tur. Vanvittig på så mange måder. Og definerende. Jeg arbejdede som hjemmehjælper i København for at tjene penge til den tur – og delte lejlighed med to veninder. Men inden da, da jeg kom hjem fra kibbutzen, gik jeg ned på Ungdomsrådgivningen på Østerbro og sagde: Jeg vil gerne arbejde på Operation Dagsværks sekretariat. Jeg var på kontanthjælp i de 10 måneder. Bare sådan. Uden nogen spurgte, hvad planen egentlig var. Uforudsigeligt og definerende.
Hjemme fra Afrika flyttede jeg sammen med min kæreste efter at have boet på en sofa hos en venindes forældre i alt for mange måneder. Imens arbejdede jeg først som hjemmehjælper på Østerbro og siden på plejehjem på Amager og Vesterbro. At skifte ble på en 80-årig dement lægefrue, at lægge et rygeforklæde ud over skødet på en alkoholdement jurist, at gå tur i forårssolen med en kvinde, der for nylig har mistet sin mand efter 60 års ægteskab, at hjælpe en dødssyg ung kvinde ud af sengen og trøste hende, mens hun græder over de ben, der ikke længere vil gå. Alt det er så definerende, at det er umuligt at passe ind i et CV.
Og på den måde gik tiden, stille og roligt. Fremtiden var ikke længere væk end næste weekend. Arbejde, rejser, venner, fester. That simple. Men så 3½ år efter jeg blev student, søgte jeg ind på universitet. Litteraturvidenskab som nr. 1, retorik som nr. 2 – selvom mit snit ikke var i nærheden af nogen af delene. Og så bare for en sikkerheds skyld humanistisk basisuddannelse på RUC. Jeg havde flere gange overvejet at søge ind på journalistuddannelsen i Aarhus, men jeg kunne slet ikke forestille mig at flytte væk fra København.
Den første dag på RUC, gik det op for mig, at de fleste af mine medstuderende ligesom jeg havde drømt om at være mange andre steder end på en mark uden for Roskilde. Det er bare en overgang, sagde vi til hinanden og blev hængende. Jeg lærte ikke at elske mit studie. Det skete helt automatisk, fordi vi var så privilegeret at få lov til at skrive projekter om noget, der interesserede os, og imens skete der det mirakuløse, at RUC fik en journalistuddannelse. På den måde ordnede det sig hen ad vejen.
Og måske er det derfor jeg begræder den målrettethed, vi har hældt i modermælken på de nyudsprungne studenter. Jeg ville sådan ønske, at vi i stedet havde givet dem troen på, at det er ok at være 18 år og gå ud i verden uden en plan. At det er selve meningen med at være 18 år. Planer er for voksne med bil og børn og kreditforeningslån. Jeg ville ønske at vi havde lært dem, at det bedste er at turde lade sig forføre af livet – også selvom det nogle gange betyder, man kommer på afveje. Og mest af alt ville jeg ønske, at vi havde fortalt dem, at afveje er ikke farlige, højest definerende for den fremtid ingen af os alligevel kender eller kan forudse.
Kun sandheden 