Tag Archives: rejse

Burma for børn

Burma for begyndere – til mine egne og andres børn. Enjoy.

Det er rigtig mange buddhister i Burma. I stedet for kirker bygger de pagoder, som den her. De er dækket med guld og skinner rigtig flot i solen. Ved nogle pagoder bor der også munke og nonner. De spiser ikke kød, fordi de tror på at man skal passe lige så godt på dyrene, som man gør på mennesker. Når burmeserne besøger pagoderne har de blomster med og tænder lys for Buddha. Det her er den største pagode i Burmas hovedstad Yangon. Den er næsten 100 meter høj og over 2500 år gammel.

Mange af de klostre, hvor munkene og nonnerne bor, har skoler, fordi de skoler, som regeringen har, ikke er så gode. Fx må børnene ikke lære at tale deres eget sprog, men kun burmesisk. Det her en skole i den del af Burma, der hedder Karenstaten. Her lærer børnene både at tale karensk, som er deres eget sprog, og burmesisk. Det er en nonne, en pige, der sidder forrest, og en dreng, en munk, der sidder bagerst. Det kan godt være lidt svært at se forskel, fordi de barberer deres hår af. De andre børn har skoleuniformer på, hvid skjorte og slips. Børnene forbereder sig til eksamen. De har flyttet deres borde og stole uden for under et stort træ, fordi det er alt for varmt at sidde indenfor.

Det her billede er fra en kostskole, hvor børnene boede går i skole og bor. Det er ikke altid der er en skole i den landsby, hvor de bor, og så flytter de i stedet ind på kostskolen. De besøger deres familie en gang om året, måske to hvis det ikke er for langt væk. Det er pigernes sovesal. Bænken de sidder på er også deres seng. Om aftenen ruller de en tynd madras ud, som de sover på. Alle deres ting har de i små kasser eller poser forenden af sengen. Du kan se nogle af dem allerbagerst i billedet.

På klostrene kan man tit få gratis mad. Det her er en kæmpe gryde med en karryret med grøntsager. Dem, der laver maden står op klokken halv fire om morgenen (eller midt om natten), inden det bliver lyst. I Burma kan man godt spise ris og stærk karry til morgenmad. På det her kloster serverer de gratis mad for 20.000 mennesker om året..

Rigtig mange steder laver de mad over bål. Det her er den kæmpestore gryde, hvor de koger ris til karryen. Det sorte rør står ned over risen ligesom et låg på en gryde. Det er meget tungt. Som I kan se skal der to mennesker til at trække låget op.

Hvis man går på restaurant i Burma, så får man en masse små skåle med mad, så man selv kan blande det, man gerne vil have. Der er både karryretter med kød og uden kød. Ris. Masser af friske grøntsager og små skåle med chili og hvidløg. Til maden drikker man rismælk eller palmevin, som er lidt stærkt.

De fleste restauranter er gadekøkkener, hvor man sidder på bittesmå stole på fortovet og spiser mad. Burmeserne kan også rigtig godt lide at drikke te. Hvis man bestiller te, får man en meget stærk te med kondenseret mælk, som er meget sød. Det er næsten som en dessert. På bordene står der altid en kande med almindelig te, som er gratis at drikke.

Uden for hovedstaden er der ikke ret mange biler, for de er meget dyre. Benzin er også rigtig dyrt. I stedet kører folk på cykel eller knallert. De er meget gode til at køre med alle mulige ting både på cykel og knallert. Det her er en motorcykel fuld af æg.

Fordi benzinen er dyr, er der heller ikke ret mange tankstationer uden for hovedstaden. I stedet er der små boder langs vejen, hvor man kan købe en flaske benzin og hælde på sin knallert.

I hovedstaden er mange flotte gamle huse. De er temmelig slidte, men alligevel ret fine.

Der er mange, der bruger paraplyer - og ikke kun når det regner. Solen er meget stærkt, og så bruger de paraplyen som skygge. Midt på dagen kan det lige nu godt være 40 grader i skyggen. Det er varmere end det nogensinde bliver i Danmark om sommeren.

I Burma er det militæret, der bestemmer. Kvinden på billedet hedder Aung San Suu Kyi. Hun er meget populær, fordi hun siger, at alle skal være med til at bestemme, ikke bare militæret. I lang tid sad hun i husarrest, fordi militæret havde bestemt, at hun ikke måtte gå ud af sit hus. Man måtte heller ikke vise billeder af hende eller sige hendes navn højt. Men nu er hun blevet løsladt, og man må gerne vise billeder af hende. Så alle steder kan man købe plakater med Aung San Suu Kyi, og selv taxachaufføren har et billede af hende i sin bil. Manden ved siden af hende, er hendes far, som også er meget populær. Han er død nu. Burmeserne håber hun kan være med til at ændre Burma, så alle kan være med til at bestemme. Ligesom i Danmark.

Det her er et populært pigeband i Burma. De hedder Me N Ma. Når man siger det højt lyder det lige som Myanmar, som er et andet navn for Burma. Hvis du klikker på billedet, kan du se en af deres musikvideoer og høre en af deres sange.

med emneordet , ,

Om dage i Hpa-an

(Lang liverapport fra det sydlige Burma. Jeg håber du holder ud til slutningen. Der er billeder undervejs.)

Ok, jeg kan så starte med at tage den skepsis og alle de forbehold, jeg normalt har som rejsende, og stikke dem op, hvor solen aldrig skinner. Folk er ikke ude på at tage røven på mig. For nu at blive i den region. De er ude på en ting. At hjælpe. Og fortælle deres historie. Det er sådan set det eneste.

Karenernes engelsk er begrænset, men de prøver. Alt hvad de kan. Det er så hjerteligt. Så oprigtigt. Og for mig, den hvide europæer, er det så svært. At tro på, at de virkelig ikke vil andet. For i det kolde nord holder vi os for selv. Vi vil gerne se folk an. Og i udgangspunktet tror vi ikke andre vil os noget godt. Så simpelt er det. Så stærk en følelse, at det tager tid at aflære og lægge fra sig. Måske lykkedes det aldrig helt.

Som altid er verden fuld af kontraster. Det er ikke nyt. For mennesker som mig, der har råd til at betale, er der altid et helle. Med hvid dug på bordene og Lipton-te på kanden. Og dem, der servicerer, er klædt i knasende hvide skjorter. Måske er det også deres helle.

For om aftenen går de hjem til deres landsbyer. Og der er der ingen hvide duge på bordene eller asfalt på vejene. Der bor de i træhuse med bambusgulv. Der trækker de vand op ad brønden og bærer det hjem til deres køkkener, hvor de koger ris over bål. Om natten ruller de plastikmåtter ud, som vi køber i fanzy butikker og pynter vores hjem med, og så lægger de sig til at sove. De er her, og jeg er også her. Og så alligevel slet ikke. For selvom jeg folder hænderne og bøjer hovedet i den rigtige hilsen, er det her bare en rejse, en oplevelse, ikke min hverdag.

I går besøgte jeg en skole, som munkene her i området har bygget, fordi der er brug for et alternativ til det offentlige skolesystem. Fordi de tror på, at børnene har brug for at lære deres egen kultur og sprog at kende, og det kan de ikke i det offentlige skolesystem, hvor kun burmesisk er tilladt. Men også fordi de tror på, at uddannelse er det vigtigste man kan give et barn, der har fremtiden foran sig. Fordi de tror på, at viden skaber fred mellem mennesker. Og fred har de brug for. For her er alle børn vokset op med krig. Kampe. Lyden af skud gennem natten.

På skolen havde børnene lagt halm ud på jorden og rullet den røde løber ud. I kid you not. I to timer sad de med deres åbne ansigter der på jorden og kiggede på mig. Gæsten på den røde løber. Og de hviskede deres spørgsmål til Caleb Paw, der har været min vært i de 2½ dag, jeg har været på besøg. ”Hvordan ser der ud i Danmark?” ”Hvad spiser I?” ”Hvad laver din mand?” ”Har du farvet dit hår?” ”Fortæl os en historie fra Danmark.”

Det var så fint, og det er det bedste ved den her slags rejser. At møde børnene. At se dem sidde og hviske til hinanden og fnise over det menneske, der sidder foran dem. Som fra en anden planet. Og klimakset, da alle 50 børn, en efter en, rejste sig og med den sprødeste stemme og på deres bedste engelsk kom hen til mig og fortalte mig, hvad de hed og hvilken klasse de gik i. Bagefter tog vi billeder. Hundredvis af billeder. Så simpelt. Det var stort. For mig og for dem.

2½ dag er ingenting, og alligevel føltes det som år. Gæstfriheden er ufattelig og tankevækkende. Den 67-årige præst, som jeg ikke kendte for tre dage siden, er nu min ven. Og det er ikke en overdrivelse. Han har som den naturligste ting i verden kørt mig rundt på sin motorcykel fra morgen til aften. Vist mig sin landsby, og åbnet så mange døre for mig. Han er kendt af alle i byen, og med hans hjælp har jeg mødt et kvindeligt parlamentsmedlem og fået adgang til området største munkekloster og talt med den ledende munk om uddannelse og politik og fred og forsoning. Jeg har besøgt fremmede familiers hjem og drukket frisklavet palmevin. Jeg har spist den bedste mad og trykket hundredvis af hænder.

Som tak vil han have ingenting. Vi er venner nu, og fornøjelsen er helt på hans side. Det er en tanke værd, at jeg har svært ved at tage imod al denne gæstfrihed uden at give noget til gengæld. Ikke en gang benzinen, som er rationeret og kostbar som guld, vil han have penge for. Og jeg er vant til at alt kan gøres op i penge, at hver betaler sin sit, og at selv den mindste tjeneste trods alt har en pris. Heller ikke det kan jeg bruge til noget her. For det er gæstfrihed uden en pris. Alt andet ville næsten være en fornærmelse, fornemmer jeg.

Hpa-an er hovedstad for karenerne, en af de største etniske grupper i Burma. De har deres eget universitet, og deres eget parlament. Men de bestemmer ikke selv, for premierministeren er – trods alt – udpeget af styret i Yangon. Han er ikke karener, og han følger direktiverne fra højeste sted. Det er et problem. Det er det, de fortæller mig, munken, præsten og det kvindelige parlamentsmedlemmet. Deres oplevelse er, at alt det, der lige nu sker i hovedstaden, ikke har nogen betydning herude. Tværtimod.

De seneste måneder har mere end 18 familier fået konfiskeret deres land, fordi regeringen har besluttet at etablere et industriområde uden for Hpa-an. Hvor der før var marker og skove, er der nu bart land, store maskiner og nyanlagte veje så langt øjet rækker. Billederne fra området må tages i al hemmelighed, for den slags opmærksomhed, er styret i Yangon stadig ikke klar til.

Tragedien er til at få øje på. For de 150 mennesker, der ikke længere har noget jord at dyrke, er trukket længere ned i fattigdommen. De har ingen kompensation fået, og de har hverken mulighed for at tjene penge på de afgrøder, de før dyrkede på markerne, eller for at forsørge deres familier. Og selvom der måske på sigt vil skyde nye arbejdspladser op i det stort anlagte industriområder, giver det ikke mad på bordet for familierne lige nu. Det er der ikke meget glasnost over.

At tilbringe en uge midt i alt dette er næsten en joke. Der er så mange historier at fortælle. Både dem om fremtiden, der måske nu endelig tegner lys. Og den om, at der stadig er lang vej igen, før folk herude på landet, kan mærke forandringens vinde. Jeg har kun set et lille hjørne af deres virkelighed, og tiden giver mig ikke mulighed for at tage ud i skovene og besøge de mennesker, der kæmper en daglig kamp for overlevelse, og hvor hverken elektricitet, lægehjælp eller basal skolegang er en selvfølgelighed.

Undervejs mødte jeg også Saw Eh Moo. Han skal giftes til maj. Stort bryllup efter danske standarder med 300 gæster. Hans kommende kone er læge, og når de har sparet penge nok op, vil hun åbne en lægeklinik med tilhørende apotek i Hpa-an. Men det er ikke her behovet er størst. Derfor vil de bruge deres weekender på at besøge landsbyerne langt uden for byen, hvor folk dør af sygdomme, som let kunne behandles. Med sig i rygsækken vil de have medicin til at behandle de mest almindelige sygdomme som malaria, dengue feber og diarré. Man kan få så meget medicin for 100 dollars, så det vil være en god ting at gøre. Sådan sagde han. Helt enkelt.

Midt i al elendigheden er det mennesker, som Saw Eh Moo, Caleb Paw og de mennesker, han har introduceret mig til, som alligevel gør det muligt at tage herfra med en vis optimisme. For det er mennesker, der på trods af alt, tror på, at fremtiden kan lade sig gøre, og som har viet deres liv til at gøre en forskel i andre menneskers liv. Ikke for egen vindings skyld, men fordi det er sådan det må være.

med emneordet , , , ,

Vi fejrer: 6 år i provinsen

I dag er det lige præcis seks år siden, jeg satte mig ind i et tog og kørte mod vores nye hjem i provinsen. Jeg tænker tit på, at det her vil være mine børns barndomsland, mens jeg sikkert for evigt vil føle mig lidt som den nye pige i klassen.

Derudover har det voksne provinsliv indtil videre lært mig dette:

  • Man begynder overraskende hurtigt at interessere sig for fartdæmpende foranstaltninger på villavejene (eller rettere: på min villavej).
  • Grønne mælkekasser er standardudstyr på cyklerne.
  • El-scootere har altid førsteret på cykelstien.
  • Alle afstande over 500 meter er køreafstand.
  • 5 kvarter i tog til København er kort nok til ikke at få provinskuller og langt nok til at nå at læse alle de bøger, man ikke når i kernefamilien (eller til at sove).
  • Ens børn falder hurtigt ind i dialekten og begynder at sige ting som egosta og tispunkt.
  • Man synes pludselig alting er meget dyrere i København (eller ved nærmere efter tanke, man får måske bare en sund skepsis over et brød der koster over 40 kr. Det gir jo ikke mening, vel? Heller ikke selvom det er Bo Bech eller saglige Claus Meyer, der egenhændigt har haft hænderne i dejen, vel? VEL?)
  • Man begynder igen at få hjertebanken, når man en gang om måneden hører udrykningssirener.
  • Man bliver ikke nødvendigvis bedre til at sludre med naboen eller drikke øl over hækken, fordi man pludselig deler hæk med fire andre.
  • Der findes virkelig folk, der går op i, hvor meget andre folk luger i deres (egen) have, og hvilken farve de maler deres stakit.
  • Ghettoer findes alle steder, også i provinsen. Vi taler bare ikke så meget om det (selvom vi hver især tænker vores).
  • Man holder op med at købe pizza om søndagen, fordi det alligevel ikke rigtig har noget med en pizza at gøre.
  • Man skal ikke tale sin januarferie til Egypten op til en kulturel rygsækrejse med supersøde børn. Alle tager på charter med all inclusive og bamsebørneklub og har kun godt at sige om det.

Man kan mene og forestille sig meget om provinsen og holde den velkendte ironiske distance til folk i joggingsæt, men for mindre end, hvad en andelslejlighed koster i København, kan man bo 50 skridt fra børnehaven, 100 skridt fra kælkebakken og 150 skridt fra badebroen. Det er svært ikke at elske. Alt taget i betragtning.

med emneordet , , , ,

De findes faktisk i virkeligheden

Hvis vi nu siger, at der var et aftentog et sted i Danmark, hvor der sad en halvskaldet mand i 50’erne med mørke øjne i sin kansasblå jakke og kiggede ud af vinduet hele vejen fra Hovedbanen til Nyborg. Og hvis vi sagde, at han var sammen med sin  gråligt rynkede kone med det lidt livstrætte, Prince-plagede drag om munden, og at hun ligesom lå på siden i sædet, så hun kunne have set ham dybt i øjnene, men i stedet havde blikket det samme sted som ham. Ud i mørket, hele vejen henover Sjælland. Ville du så finde det sandsynligt, at de havde følgende samtale?

– Nå, men jeg gav dem jo ikke dit nummer, for jeg kan sgu ikke huske dit mobilnummer.

– Det står sgu da i din telefon. Hvorfor fanden tænkte du ikke på det?

– Nåhr ja, det ved jeg da heller ikke. Men de kunne jo alligevel ikke få fat på dig, hvis du var ude på den boreplatform.

– Nej, så er der sgu ikke nogen, der kan få fat på mig.

– Men hvis du så, at mine forældre havde ringet, så ville du nok ringe tilbage til dem for at høre, hvad der var?

– Nej, hvorfor faen sku jeg ringe til dem?

– Ville du ikke synes det var mærkeligt de havde ringet?

– Nej, det må de sgu selv rode med. Altså når jeg er på arbejde, så er jeg sgu på arbejde, så kan jeg ikke have alle mulige der ringer til mig. Du må sgu ikke regne med, at de bare kan få fat på mig, hvis du kommer galt af sted.

Kunne du forestille dig, at han sagde til hende?

– Du kan godt droppe de der øjne. Det får du sgu ikke noget ud af. Jeg har fandme behandlet dig for godt, hvis du tror du kommer nogen vegne med det dér.

Eller ville det være overbevisende, hvis kvinden sagde til sin mand?

– Du skal kraftedme ikke trykke mig på patterne. Du risikerer jo bare, der kommer mælk ud af dem som på en anden Jersey-ko.

Uden at grine. Ville du kalde det et sandsynligt replikskifte?

med emneordet , ,

Hil ungdommen!

Jeg burde måske forklare, hvad jeg fik tiden til at gå med i Thailand. Men nu taler alting for sig selv i stedet, og det er bedre. For jeg var nemlig så heldig at få lov til at være den voksne på en tur, hvor der slet ikke var brug for voksne, fordi jeg var af sted med seks unge, som var så seje, at de klarede sig fint ud mig.

Når der går Kongerne af Marienlyst-depression i forestillingerne om, hvad fremtidige generationer dog kan bidrage med, så er det godt at blive begavet med de mindre sensationslystne fra samme generation.

Jeg er fuld af beundring og begejstring – og faktisk en lille smule mormor-agtig rørt over, hvor fantastiske de hver især er. Fremtiden er deres – og den er lys. Just saying.

Og de er også herovre

med emneordet , , , ,

Det der er tilbage…

Nu gælder det virkelig om at holde fast i resterne. For jeg har allerede kolde tær og deadlines, der puster mig nakken. Og en cykel, der skal hentes hos cykelsmeden, og en pakke på posthuset og en liste med alle dem, jeg burde ringe til og skrive til og ses med. Og jeg har også et par børn, der skal svømning, og som har legeaftaler i weekenden. Og det er 1000 år siden nogen har gjort rent, og der mangler aftensmad og morgenmad og mælk. Og der er nogen, der har fødselsdag, og skorstenen skal fejes. Og postkassen skal i jorden og vasketøjet er begyndt at kravle ud af skabet.

Tre dage tog det. Før hverdagen fandt mig. Og selvom det er meget populært at elske lige netop den, så bliver vi nok aldrig helt så gode venner, som man måske kunne ønske sig. Nogen, der gir en flybillet til drømmeland?

image

med emneordet , , ,

Tre skridt og spytklat

Jeg er i gang med verdens længste tilløb. Tilbage til hverdagen. Indtil videre har det taget to dage, og jeg er der ikke helt endnu. Og allerhelst pakkede jeg hele menageriet ned i min taske og tog tilbage til lufthavnen og ud i verden.

Efter traveller’s high kommer low, ikke? Det giver ligesom sig selv. Og jeg har aldrig været god til at komme hjem, for livet er både enkelt og intenst, når man rejser. Det får jeg aldrig for meget af. Aldrig, tror jeg. Derfor er det en underlig ambivalent følelse at savne dem derhjemme uden overhovedet at savne det derhjemme.

Og stakkels danske provinsliv, der skal hamle op med det her:

Du er velkommen til at stemme i med Nu falmer skoven trindt om land, men det hjælper ikke, for uanset hvor smukt efteråret tager sig ud, og hvor meget solen anstrenger sig for at kaste lidt varme af sig, så er jeg bare mere til falds for himmelstrøg, der dufter tungt af sol og støv og friskkogt ris.

Så sådan sad jeg på mit havnekontor i dag og forsøgte at komme på omgangshøjde med mit almindelige arbejde, hvor der skal skrives artikler om helt almindelige (og i danske øjne vigtige) sager til almindelige mennesker som dig og mig. Det skal nok komme. Jeg skal bare lige have spist den sidste malariapille og børstet det sidste støv af sandalerne. Så bliver der plads til hverdagen igen. Og det er både godt og lidt vemodigt.

med emneordet , , , ,

Traveler’s high

Thailand og mig, vi har det lidt sådan her lige nu

med emneordet , , ,

Hvad kan man få for et pavebesøg?

Nå, men så kom Paven til Spanien, og sådan et fornemt besøg kan fås for bare 400 mio. kr. [firehundrede-millioner-kroner]. Et greb i lommen for at få besøg af det tætteste katolikker kommer på Gud, og lidt guddommelig indgriben kan der godt blive brug for, hvis man bor i Spanien, og Den europæiske centralbank holder røven oppe på en.

Men altså 400 mio. kr. Hvad er det overhovedet for et beløb? Har du nogen ide om, hvad man få for den slags penge (udover 32 mio. plader Rittersport)?

Jo, fx skal Hovedstadens sygehuse spare 400 mio. kr. næste år. I 2010 købte polakkerne danske juletræer for 400 mio. kr., og årets studenter fik gaver for 400 mio. kr.

Eftersigende kan bibliotekssektoren spare 400 mio. kr. om året, hvis væsenet digitaliseres, og økonomer klager over, at der mangler lige præcis 400 mio. kr. for at opfylde de krav om nye fængselsceller, som er en del af regeringens tryghedspakke.

Netop nu tages de første spadestik til et stort boligbyggeri på Amager. Byggeriet koster den nette sum af 400 mio. kr. Over 100 guldsmede har købt falske forsikringer for 400 mio. kr., og hvis du skrotter dit gamle  oliefyr, kan du få del i regeringens skrotningspulje på 400 mio. kr.

Og sådan bliver det bare ved og ved. Jeg sir det bare. 400 mio. kr. er den nye sort, og for en gangs skyld er paven med helt fremme. Kan du se, hvor ivrigt han vinker? Og tror du spanierne har råd til at kigge væk sådan som aktiemarkedet ser ud i øjeblikket?

P.S. Og dem, der siger, at alt ikke handler om penge, lyver. Det handler ikke om andet. Så vidt jeg har forstået.

med emneordet , , ,