Tre skridt og spytklat

Jeg er i gang med verdens længste tilløb. Tilbage til hverdagen. Indtil videre har det taget to dage, og jeg er der ikke helt endnu. Og allerhelst pakkede jeg hele menageriet ned i min taske og tog tilbage til lufthavnen og ud i verden.

Efter traveller’s high kommer low, ikke? Det giver ligesom sig selv. Og jeg har aldrig været god til at komme hjem, for livet er både enkelt og intenst, når man rejser. Det får jeg aldrig for meget af. Aldrig, tror jeg. Derfor er det en underlig ambivalent følelse at savne dem derhjemme uden overhovedet at savne det derhjemme.

Og stakkels danske provinsliv, der skal hamle op med det her:

Du er velkommen til at stemme i med Nu falmer skoven trindt om land, men det hjælper ikke, for uanset hvor smukt efteråret tager sig ud, og hvor meget solen anstrenger sig for at kaste lidt varme af sig, så er jeg bare mere til falds for himmelstrøg, der dufter tungt af sol og støv og friskkogt ris.

Så sådan sad jeg på mit havnekontor i dag og forsøgte at komme på omgangshøjde med mit almindelige arbejde, hvor der skal skrives artikler om helt almindelige (og i danske øjne vigtige) sager til almindelige mennesker som dig og mig. Det skal nok komme. Jeg skal bare lige have spist den sidste malariapille og børstet det sidste støv af sandalerne. Så bliver der plads til hverdagen igen. Og det er både godt og lidt vemodigt.

Reklamer
med emneordet , , , ,

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: