Lige så hysterisk jeg kan blive over, at de unger ikke bare ligger sig til at sove ASAP, når nu jeg, deres mor, som kender dem bedre end dem selv, ved, at de er trætte og SKAL sove, ligeså urkomisk er det at observere deres kamp mod trætheden.
Som for eksempel når barnet bruger 20 minutter på at flytte sin madras rundt i hele værelset under højlydt klagen over ikke at kunne sove. Og som så til sidst modvilligt lægger sig på madrassen og råber: JEG FALDER ALDRIG I SØVN. ALDRIG NOGENSINDE. Derefter 10 sekunder, måske mindre. Og så snorken, der er en murerarbejdsmand værdig.
(Jeg sagde jo, de var trætte.)