Tag Archives: held i uheld

Vi har sejret ad helvede til

Hej Christine Antorini. Hej Sofie Carsten Nielsen. Hej Lars Løkke. Hej alle politikere, der vil reformere, stramme op og kampuddanne danske børn og unge i anledning af valgkampen. Verdensbanken har ringet. Vi er i mål – helt vildt i mål faktisk. Så ryk videre, giv børnene og de unge en tiltrængt pause. Jeg har hørt de har brug for jer ovre i fremtiden.

WB

med emneordet , , ,

Madpakker og makrelmadder

Sommerferien er slut – og nu står madpakkerne igen og råber i køkkenet. De vil smøres. De vil genopfindes. De vil inspirere. De vil spises. Og hvad skal man nu finde på?

Miss C og hendes long time partner in crime har takket være den her lille fine sag (sagde moren) gjort det helt enkelt: 6 halve med makrel. Så er den i vinkel. Bon appetit.

med emneordet , , , ,

Hej, det er mig der læser mommy porn

Nå, men midtvejs i mit liv (statistisk set i hvert fald) er jeg kommet på en liste. Sådan en som i ny og næ hælder en bog i min postkasse. Helt gratis, naturligvis og fint pakket ind. Dealen er, at jeg får bogen, læser den og forhåbentlig giver den et spark ud over rampen i dette lille ydmyge hjørne af verden.

Jeg er en krakilsk læser, egentlig. Jeg læser fx af princip ikke krimier, fordi de allesammen er skåret over samme læst. Og jo, jeg har en gang læst en krimi (Da Vinci-mysteriet, hvis du endelig vil vide det), så jeg ved godt, hvad jeg taler om. Detektivhistorier og mordgåder er bare ikke mig. Jeg læser fx heller ikke bøger, hvor sproget stinker bare fordi historien er fascinerende, fordi verden er fuld af smukke ord, og mit liv er allerede for kort til at nå igennem dem allesammen. Og jo, jeg har en gang læst en bog, hvor sproget var helt håbløst, men historien fascinerende nok til at blive hængende i hvert fald til midtvejs i 2. bind (Fifty Shades, hvis du endelig vil vide det). Og det er her problemet opstår.

For nu befinder jeg mig på en mommy porn-lover-liste ovre hos Forlaget Pretty Ink, selvom jeg egentlig synes jeg burde være på moderforlaget Rosinantes Josefine Klougart-Dennis Gade Kofod-Christina Hessesholdt-liste. Hvis det var et valg jeg havde altså (ahem…).

Det er ikke, fordi jeg er snobbet  (eller måske er jeg både temmelig krakilsk og snobbet, når det handler om litteratur – jeg læser ikke lokumslitteratur, heller ikke når jeg sidder på toilettet. Seriously. Du er velkommen til at tjekke min toilethylde, hvis du tror jeg er igang med at polere facaden). Så ok, så er jeg  snobbet og derfor har jeg det lidt svært med den bog, jeg fik ind ad døren i sidste uge.

Den var pænt pakket ind i håbefuldt grønt papir, på forsiden lokker den med, at historien “kommer hele vejen rundt i følelsesregistret” OG det er en New York Times Bestseller.

Så jeg lovede mig selv, at jeg ville give den en chance (for jeg var jo virkelig underholdt af 1. bind af Fifty Shades), og måske skal jeg også bare lade være med at være så fordomsfuld over for krimier og mommy porn. Så jeg lavede en aftale med mig selv: Læs den som du spiser en chokoladeskildpadde: Sug det bedste af fyldet ud og lad resten ligge (eller det er måske bare mig, der spiser chokoladeskildpadder på den måde, fordi jeg altid glemmer, at jeg faktisk ikke kan lide chokoladen).

Men jeg kan ikke. Kan ikke. Kan ikke. For hvis ikke den her bestsellerdame har læst Fifty Shades og så besluttet sig for at skrive en variation over temaet, så ved jeg ikke. Eller også findes der kun det ene tema i moderne erotisk litteratur (ligesom med krimier).

Mommy porn-temaet går så vidt jeg kan udlede i store træk ud på følgende: Yngre, hovedrig mand med hjørnekontor, glasfacade, privatfly og -chauffør fatter interesse for forbuden frugt aka endnu yngre, lidt forbeholden men dog smuk og meget sexet kvinde. Han har en kontrakt liggende i skuffen for  han ønsker at hun skal underkaste sig ham. Det giver ham jern på bare han tænker på det oppe i hjørnekontoret (det står altså i bogen). Hun er selvfølgelig forbeholden for hun har aldrig prøvet noget lignende og havde slet ikke forestillet sig at hun skulle falde i armene på en rig mand. Men hey, de giver det en chance, fordi de begge to har megameget lyst til at knalde og med tiden ender de nok med at blive forelskede, og det var jo slet ikke meningen [hej bind 2 og 3].

Nå, men dybest set ved jeg slet ikke hvad der sker for jeg har kun læst til side 50, men det går ikke. Tænk, hvis jeg døde i nat og så var det her de sidste ord jeg læste i denne verden:

“Han rakte ud efter hendes hånd, og da han havde lukket fingerene om hendes, trak han hende ned på sit skød. Hun landede akavet, men han rettede sig op og rykkede sig lidt, så hun sad puttet ind mod siden af hans brystkasse. Med sin frie hånd stak han fingrene ind i hendes hår og viklede lokkerne rundt om knoerne, mens han holdt fast i hendes hånd med den anden. “Det forhold, jeg foreslår, er ikke traditionelt,” sagde han.”

Jeg ville gerne være mindre fordomsfuld, men jeg har desværre ikke tid. Heller ikke selvom jeg virkelig gerne ville vinde det spa-ophold, som forlaget udlover til alle os på mommy porn-listen, hvis vi skriver om bogen på bloggen. Til gengæld vil jeg love dig, at jeg sender dig bogen med glæde, hvis du er mere tålmodig end jeg (eller bare ude efter et ordentligt skrald i maj).

Gnist

med emneordet , , ,

Miss C anmelder Blachman

Den 6-årige var søvnløs i går, og den pikløse vært havde netop spurgt: “Rører De også ofte ved Dem selv?”, da hun krøb ned i sofaen og undrende satte sig til at se Blachman. Her er hendes kommentarer:

“Hun står i bar numse. Hvad ska hun da?”

“Hvad handler det om? Hvorfor skal hun stå i bar numse over for to mænd.”

“Du kunne lige så godt selv tage tøj af og så lade to kvinder gøre det mod dig det der.”

“Hvorfor skal de vise sådan noget i tv?”

“Jeg kan godt lide hendes hår. Det er meget lyst og flot.”

“Hvorfor siger damen ikke et ord?”

“Jeg tror de kigger på damerne fordi de selv mangler en dame.”

“Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke siger til dem de skal tie stille. De sidder jo bare og kigger på hende og siger alt muligt om hende.”

“Jeg forstår slet ikke, hvad det går ud på.”

“Det er da underligt, at hun skal stå i bar numse og dreje rundt.”

“Man kommer til at tænke på, hvordan ens egen mor ville se ud, hvis hun skulle stå derinde.”

Vi skal lytte noget mere til børnene. Jeg siger det bare.

med emneordet , ,

3 febernedsættende mænd

Januar, din bitch! Jeg er nu 4.dagen lagt ned af den ondeste influenza. Fire dage på en skøn diæt af te, panodil, næsespray og ymer.

Den eneste formildende omstændighed er, at jeg fra hjørnet af sofaen har udsigt til:

1. Al Pacino. Marlon Brando er nok ikonisk som Don Corleone, men Pacino… he’s the real gangsta!

Pacino

2. McNulty. Need I say more?

McNulty

3. Min søde kæreste, som holder fanen højt. Imponerende højt faktisk, taget  i betragtning af, at den onde influenza indtil videre har ædt to dage af vores forlængede kæresteweekend.  Januar har en syg form for humor!

med emneordet ,

Hvad der sker når man møder den rigtige far

Miss Carla vil gerne i fjernsynet. Det sagde hun i weekenden efter have set MGP 2012-musikvideoer på computeren nonstop i tre timer (selvom vi slet, næsten ikke, ser fjernsyn hjemme hos os, natürlich). Allerhelst vil hun synge. På en scene. Men hun kan også godt danse. Eller spille guitar. Eller klaver. Det er først i 2014, siger hun, for de har fundet dem, der skal med i MGP 2013, så der er jo tid til at øve. Både på sang og dans og guitar og klaver – og moren tænker, at der kan blive brug for netop det, altså at øve sig, for jeg vil ikke sige, at hun dags dato behersker nogen af kundskaberne til fulde.

Så gik det hverken værre eller bedre end at hun havde sin nye ven fra skolen på besøg, og at det var hendes far der hentede, og at han er en musikertype af en art, og at han sagde: Jeg har allerede tilbudt A at skrive en MGP-sang til hende, men hun vil ikke være med. Det kan være vi kan overtale hende, så kan I synge sammen.

Han kunne lige så godt have skudt koffein direkte ind i årerne på min datter. Det her er min drømmedag, hyperventilerede barnet og fortsatte så i upbeat tempo: Hvad tror du sangen skal handle om – den skal nok handle om veninder hvis vi skal synge sammen – hvad synes du jeg skal have på til audition – hvad tror du jeg gør hvis de kommer op på skolen og fortæller os at vi skal med til MGP – tror du så ikke lige jeg må sige: “Aih, må jeg ikke godt lige skrige lidt.” – aih, har du ikke lyst til at tale lidt mere om MGP og hvad der sker hvis vi skal være med… 

2014. 14 måneder. Stjernedrømme in the making – eller i frit fald. Vi får se.

med emneordet , , ,

Fotoalbum 4: Så fed var jeg heller ikke

For ikke længe siden ville jeg ønske, at jeg havde elsket mit unge jeg noget mere, mens jeg faktisk var ung. Det var så indtil jeg genså billederne fra dengang.

Nu ved jeg fx hvorfor jeg ikke har været korthåret siden. Og hvorfor jeg aldrig bliver det igen. Det er heller ikke svært at gætte, hvor de 10 kg, jeg tog på i det første år efter gymnasiet, satte sig.

Jeg havde også glemt, hvor svært det er at lykkedes med at gå fra full blown gymnasie-hippie til wanna-be pæn pige. Men jeg gjorde forsøget. Skal jeg love for. Stadig med kort hår.

På den anden side. Det var sgu ret så hårdt med alt det Michael Strunge (bemærk fan-fotokopi på væggen). Og hjemmerullede smøger (bemærk rød Bali Shag). Og ulykkelig kærlighed (bemærk Michael Strunge, smøger og øl). Åbenbart. Her er et billede, hvor jeg forsøger at smile. På trods af alt.

med emneordet , ,

Fotoalbum 2: Ældgammelt venskab

image

Det er et af de eneste billeder, jeg har af min ældste ven. Ham, jeg lærte at kende henover hækken midt i 1970’erne. Han lever stadig. I bedste velgående, var jeg lige ved at sige. Altså bortset fra, at han gerne vil sige farvel, hvis altså det var noget han selv bestemte.

Billedet er noget helt særligt, fordi det som sagt er et af de eneste der findes af os to sammen, og fordi det symboliserer alt det jeg husker fra min barndoms venskab med ham: Sommer. Køreture rundt til de sydvestfynske seværdigheder (og det er flere end du tror). Skove. Is. Og impulsive kaffebesøg (med citronsodavand til mig) hos nogle af hans mange venner i sære små landsbyer, jeg ikke vidste eksisterede.

Men det der i virkeligheden gør billedet til noget helt, helt specielt er at det også minder mig om, at det venskab ville have haft meget svære kår i dag. Fordi det ville være uhørt at en 8-årig pige tog på sommerferie hos en 70-årig mand, som ingen relation havde til hendes familie udover at være en gammel nabo. Og det ville være vanskeligt at tro, at dagene bare gik med at snakke og spille kort og køre lange ture i bil, og at de nød det begge to. Mindst lige så utænkeligt ville det være, at han gav hende store fødselsdagsgaver og en konfirmationskjole, fordi hendes forældre ikke havde råd.

Alt det lugter af noget, der i dag ville være forbundet med så mange tabuer at det næsten ikke er til at bære. Folk ville se skævt til ham og hendes forældre. Og ryste på hovedet. For hvorfor skulle en gammel mand, der bor alene, dog have interesse i at tage et barn til sig og behandle det som sin egen familie. Jeg kan sagtens se det, og det gør mig faktisk lidt ked af det. For uden ham havde jeg ikke været den, jeg er i dag, og jeg havde ikke oplevet hvor betydningsfuldt et venskab på tværs af generationer (og uden de forventninger familier kan have til hinanden) kan være.

med emneordet , , ,

Fotoalbum 1: Bare man har en til at bære den hjem

Jeg ved du sidder derude og tænker: Aih, hvorfor viser hun os ikke nogle gamle billeder. Sjovt. For det er lige præcis hvad jeg har tænkt mig at gøre i denne uge. Vi starter med et udklip fra avisen. Dengang var jeg 16. Og kontrabassist. Elsk billedteksten og glæd dig over, at der kun er 7 måneder til 8. marts.

med emneordet , ,

Jeg tilstår: Det var mig, der introducerede p-ordet

Nå, men så den anden dag var vi ude at cykle, børnene og jeg. En helt almindelig sommer-søndagstur i solskin og bare tær. (Aih ok, det er nogle uger siden så. Dengang det faktisk var sommer.)

Muligvis var Halfdan i gang med en længere udredning om, hvorfor Hulk er så meget stærkere end alle de andre superhelte. Muligvis var vi bare i gang med at behandle en forespørgsel på is senere på dagen. (For bare at nævne de to samtaler, der kører mest i ring hjemme hos os pt.)

I hvert fald blev vi pludselig afbrudt af storesøsteren, der havde fået øje på hvad man vel i provinsen ville kalde en form for grafitti. Store blå bogstaver på en grå væg.

– Hvad står der, spurgte hun.

– Lige på pikken, svarede jeg.

Det var en af den slags situationer, hvor man bliver taget på sengen. Så at sige.

– Hvad betyder pik, spurgte den uskyldsrene.

– Det er bare et bandeord for tissemand, svarede jeg i overenstemmelse med sandheden. Værre er det jo heller ikke. Egentlig. Vel?

Forleden havde mine børn så denne samtale:

H: Hvad sagde du? Leder du efter din pik?

C: Du må ikke sige pik. Pik er et bandeord?

H: Jeg sagde ikke pik. Jeg sagde klik. Mik. Hik. Flik.

C: Du sagde pik, og det er altså meget, meget grimt at sige pik.

H: Jamen, jeg mente slet ikke pik. Jeg ved godt pik er et bandeord.

C: Jeg siger til mor, at du siger pik.

H: Car-la. Jeg sagde ikke pik. Det gjorde jeg ikke.

C: Moar, Halfdan siger pik.

Jeg har prøvet at finde på en passende afslutning, men der er jo ikke så meget mere at sige andet end, at vi ikke havde været her, hvis ikke de drenge havde været så poetiske med deres spraydåser. Så tak. Eller undskyld. Eller noget.

P.S. Og nu vi er ved emnet, vil jeg anbefale dig at se det forrygende penis-indslag i Aftenshowet. Du skal 31.15 minutter ind i programmet (måske er det faktisk Rasmus Botoft, der er inde i barnebarnet. Man har jo lov til at håbe.)

med emneordet , , , ,